Dette indlæg er en lettere redigeret version af et svar på et spørgsmål, jeg fik på mail fra en læser af min blog. Jeg modtager jævnligt spørgsmål og svarer altid (men sjældent med så omfattende et svar som her!) Lige i dette tilfælde besluttede jeg mig for, fordi jeg ofte får spørgsmål, der minder meget om dette, at jeg ville give et lidt længere svar, og derfor publicerer jeg (med tilladelse fra Lene) svaret her.
Hej Birgitte
Jeg er ramt af stress efter sygdom og død af nærtstående familie medlem… jeg er efter lidt over et år stadig dårlig, på trods af psykolog hjælp, stresshåndteringskursus og medicin… bliver man aldrig den samme igen?? Vil så gerne snart leve igen
Med venlig hilsen
Lene
Det kunne være dejligt, hvis man kunne sætte en deadline på sorg…
Kære Lene
Er ked af, at du har skullet igennem sådan en barsk proces. Uden at vide præcis hvad du har været igennem, så er den slags forløb som regel krævende, følelsesmæssigt opslidende og på alle måder udmattende. Og der er ikke noget at sige til, at du stadig er påvirket.
Det kunne være dejligt, hvis man kunne sætte en deadline på, hvornår man igen bliver sig selv efter sygdom og død og efterfølgende belastningsreaktion. I virkeligheden bliver du jo nok aldrig den samme, fordi den slags oplevelser sætter sig varige spor. Måske som en større sårbarhed men også større styrke og dybde. Og det i sig selv kan tage lidt tid at skulle acceptere.
Vi kommer ikke altid styrkede videre efter kriser
Man siger jo, at det der ikke slår dig ihjel gør dig stærkere. Det er nu ikke ligefrem min erfaring. Det føles ikke altid som om, man kommer styrket videre efter tab og kriser. Og det sker i hvert fald ikke altid af sig selv. Det du har været igennem, har været meget krævende, og meget ofte vækker det steder i os, som vi ikke troede fandtes, eller som vi troede, vi havde håndteret for længst.
Det tager tid og mod at finde fodfæste igen – ofte meget længere end et enkelt år. Det harmonerer ikke særligt godt med vores egne, jobcenterets eller samfundets ønsker til, hvordan vi skal fungere. Men sådan er det. Det er fristende som psykolog at ville tilbyde en teknik, der kan fikse dig eller dit liv på 12 uger eller mindre. Og der findes gode metoder, men der findes desværre ikke nogen genvej.
Hvis den fandtes, så tror jeg ærligt talt vi havde fundet den nu…
Nogle beskriver det som om, de føler de har været i krig og er ødelagte
Som jeg læser det du skriver, så savner du simpelthen at kunne fungere normalt, kunne stå op om morgenen og nyde din dag og de gøremål og mennesker, du stadig har i dit liv. Solopgange, smukke udsigter og gode samtaler og måske at passe dit arbejde på vanlig vis…
Efter et opslidende sygdomsforløb og sorg kan det føles som om, man aldrig bliver i stand til at nyde de enkle ting, som livet til syvende og sidst er lavet af. Nogle beskriver det som om, de føler de har været i krig og føler sig ødelagte. Andre som om, der har været en kæmpe storm, der har taget alt med sig. Som en stilhed og tomhed og træthed – og ikke på den gode måde!
Nogle gange kommer der udfordringer på et niveau som vi ikke kan klare med de strategier vi plejede at bruge. Følelserne er simpelthen for overvældende! Det sker for mange før eller siden, og når vi bliver overmandet uden af have de fornødne ressourcer, så er stress, angst, depression og diverse symptomer på overbelastning almindelige. Derfor er der heller ikke noget i vejen med dig – heller ikke selvom der nu er gået et år.
Jeg er ikke den store tilhænger af diagnoser i forbindelse med kriser
Det er godt med professionel hjælp – og især hvis du kan mærke, at du over tid får det værre og får flere og flere symptomer på fx stress, depression eller angst. Mon det var den rigtige psykolog, du gik hos? Eller er der andre muligheder, der skal overvejes?
På den anden side, så tror jeg ikke vi kan behandle sorg og smerte væk, men det vi kan gøre, at at støtte op om processen, så den går i den rigtige retning, hvilket over tid altid vil være mod større glæde og trivsel. Desværre er vi i vores samfund og kultur alt for dårlige til at give sorg og udmattelse den plads, det kræver. Vi mangler simpelthen ritualer og steder og tider, hvor vi giver plads til hvad det også vil sige st være menneske. Både i det offentlige rum og i familier.
Jeg er ikke den store tilhænger af diagnoser i forbindelse med sorg og kriser. Eller det vil sige – de kan være nødvendige i det offentlige, hvis det skal til i fx en sygedagpengesag eller for at få adgang til behandling, men ellers tror jeg, man skal passe meget på med at stemple sig selv eller andre som “syge” eller defekte, når det at have det dårligt i perioder er en naturlig del af livet.
Jeg hørte for nyligt om en ø…
Jeg tror ofte problemerne opstår, når vi presser os selv for hurtigt og for meget til at skulle fungere normalt og til at holde facaden i et samfund og en arbejdskultur, hvor det er svært at give plads til store følelser og fejlbarlighed. Det er ikke så meget sorgprocessen i sig selv og det at vi har brug for ro til at komme os, der er problemet. Det er mere vores forestillinger om, at der er noget i vejen med os, når vi ikke er “kommet videre” men også det omkringliggende samfunds manglende spejling af, hvad der er sket.
Jeg hørte for nyligt om en ø, hvor man havde den tradition, at når nogen havde mistet, så skulle alle på hele øen ændre noget ved huset eller haven for at anerkende de sørgendes tab, når de kom rundt på øen. Det synes jeg er smukt og tankevækkende!
Hvis du stadig har ubearbejdede følelser omkring det du har været igennem, kan det være, du har brug for enten at arbejde med dem selv ved at skrive, meditere eller impelthen bare give dig selv lov til st være med hvordan du har det. Hvis du kan finde en gruppe af ligesindede, der har været igennem noget lignende eller som på andre måder samles om at komme sig over en krise, vil det kunne give dig meget.
En god gruppe kan gøre en verden til forskel
Jeg er meget stor tilhænger af grupper og har set og oplevet hvordan en god gruppe kan hele og støtte os som få andre ting. Det kan være en terapeutisk gruppe men det kan i princippet være hvilken som helst gruppe, hvor der er plads til, at vi viser, hvordan vi egentligt har det.
Når vi har det svært, har vi ofte en tendens til at trække os for at skjule vores sårbarhed. Det kan være fint i et vist omfang, men problemet opstår,, hvis vi isolerer os selv helt fra at modtage den omsorg og forståelse fra andre, som vi alle har brug for.
Du skal selv tage skridt i retning af livet
Når det så er sagt, så tror jeg også, det er vigtigt, at du, som du selv skriver tager skridt i retning af at “leve igen”. Måske vil det sige at gå i gang med aktiviteter, der giver dig glæde sammen med mennesker, du nyder at være sammen med.
Er der interesser, du skal genoptage eller måske nye, der skal findes? Find noget, der gør dig glad og gør det til en fast del af dit liv, hvad end det er at synge i kor, plante blomster, være besøgsven eller passe end hund. Om det så kun er et gram af glæde i begyndelsen, så hold fast i det ene gram, og med tiden bliver glæden større.
Nogle gange, når vi gennemgår kriser, kan nogle af vores mest grundlæggende værdier ændre sig. Og det kan være forvirrende. Måske er noget, du før var optaget af, mere eller mindre ligegyldigt nu? Og andre ting, du før slet ikke tænkte på, er blevet meget vigtige.
Nogle gange kan nye bekendtskaber, nye interesser og endda nogle gange et arbejdsliv, der tager en helt ny drejning, være en naturlig følge af tab eller krise. Og det hele tager tid.
Nu er det jo ikke jul, men måske kan du alligevel finde inspiration i dette indlæg, der handler om julesorg.
Nogle gange er det mere på det indre plan, der skal arbejdes
Andre gange er det mere på det indre plan, vi skal ændre os for igen at få en følelse af at leve.
Hvis du er ramt af stress, har du sandsynligvis svært ved simpelthen at være til stede i øjeblikket, og måske fylder tanker og følelser der kører i ring så meget i bevidstheden, at der ikke er særlig god plads til din umiddelbare oplevelse af livet. det kan være en ond cirkel, der skal brydes, og det findes der ikke én opskrift på hvordan man kan gøre men mange.
Mange har god erfaring med meditation, yoga, gåture i naturen eller andre bevægelsesformer, hvor du træner din bevidste tilstedeværelse. Og igen, overvej om du skal gøre noget alene eller finde en god gruppe, lærer eller terapeut at læne dig op ad.
Jeg håber, du kunne bruge ordene til noget. Jeg linker her til et par interviews, jeg har lavet med to psykologer, som jeg på hver sin måde synes giver gode svar på, hvad vi kan gøre, når vi har brug for at give os selv omsorg efter en svær periode:
Anne Agerbo om traumer og om, hvordan vi kan leve et helt liv, selvom vi har det svært
Anita Hansen om mindful self-compassion og vigtigheden af det fælles menneskelige
Alt det bedste
Kærlig hilsen
