fbpx

Sådan tager du store og svære beslutninger

Her vil jeg dele, hvordan jeg selv tager svære beslutninger.

Jeg gør ikke én men flere ting, men det , jeg fortæller om her er et af de vigtigste spørgsmål, jeg stiller mig selv.

For hvordan tager man vigtige beslutninger? Måske har du allerede en proces. Måske er du vant til at reflektere dybt, evt. skrive lidt, tale med dine nærmeste og på et tidspunkt nå frem til en beslutning, du kan mærke er den rigtige.

Nogenlunde sådan ser min proces ud, og min hovedregel er, at hvis jeg er i tvivl, skal jeg lade være. Hvis jeg kan mærke en indre eller ydre modstand, overvejer jeg grundigt, om det er den rigtige vej at gå, fordi min erfaring er blevet, at når jeg er på rette spor har jeg som regel en fornemmelse af flow og glæde – også selvom det kan være hårdt arbejde og stressende til tider.

Gå med din mavefornemmelse

For nylig fik jeg en mulighed, som lige umiddelbart virkede attraktiv. På mange måder et drømmescenarie. Og jeg tænkte og tænkte, skrev og skrev og talte og talte med forskellige mennesker. Og jeg blev ved med at komme frem til, at det ville være en god mulighed af alle mulige forskellige rationelle årsager.

Men hver gang jeg ville kontakte vedkommende for at sige ja tak, blev jeg i tvivl uden at vide hvorfor. Og til sidst gik det op for mig, at jeg skulle følge den mavefornemmelse.

Og da jeg så sagde nej, kunne jeg mærke, at det var det helt rigtige.

beslutninger

Hvem tager vigtige beslutninger for dig?

At lade være med at tage stilling til vigtige beslutninger er også at tage stilling. Og hvis du ikke selv aktivt tager beslutninger vil der være andre, der tager dem for dig.

  • Skal du sige ja til en jobmulighed?
  • Skal du sige nej til en tjeneste, nogen beder dig om?
  • Skal du lade dig skille?
  • Hvilken skole skal dine børn i?
  • Hvor vil du bo?
  • Er der relationer i dit liv, der dræner dig for meget,som  du skal have begrænset?.

Og hvad prioriterer du ud fra, når du skal tage den slags beslutninger? Hvad der er nemmest nu og her? Hvad andre synes er vigtigt? Hvad du tror, vil være det mest fornuftige? Eller hvad der virker som det mest spændende og lærerige?

Der er ikke én rigtig måde at tage beslutninger på, men hovedsagen er, at du ikke overlader det til tilfældet eller undgår at tage en beslutning, fordi det er for svært.

beslutninger

Hvilket problem, vil du helst have?

Hvad jeg har lært om store beslutninger er, at jeg ofte er nødt til at vælge en ting fra for at kunne vælge de absolut vigtigste til. Det er ikke svært for os at vælge ting fra, der ikke er vigtige, men det er svært at vælge ting fra, som er relativt vigtige. Her kommer benhård prioritering ind i billedet, og jeg tror, man gør sig selv en stor tjeneste ved at erkende, at man ikke kan få det hele på én gang.

Et af de vigtigste spørgsmål, jeg stiller mig selv, når jeg skal tage store og svære beslutninger er dette:

Hvilket problem vil du helst have?

Jeg er stødt på spørgsmålet i bogen Essentialism af Greg McKeown, som jeg på det varmeste kan anbefale.

Spørgsmålet her minder mig om, at valg og fravalg altid har konsekvenser, og det er som regel de konsekvenser, der er de vigtigste.

Du kan bruge det her spørgsmål på kort sigt til at spørge dig selv, om du helst vil have det problem, at:

  • At du ikke har talt med dine børn eller at der roder i stuen, når dagen i dag er gået
  • At du ikke har været udenfor og gå en tur, eller at du ikke fik tjekket mail
  • At du er mentalt udkørt fordi du glemte at tage et hvil eller at du ikke fik stillet i opvaskemaskinen

Men især kan du også bruge det til at tage store og svære beslutniger, der kan have konsekvenser på lang sigt:

  • At du ikke fik gjort noget vigtigt for dig selv, eller at du ikke levede op til andres forventninger til dig
  • At du får længere på arbejde eller bliver boende et sted, du ikke trives
  • At du mister en stor indtægt eller mister dit ægteskab eller tid med dine børn
  • At du mister status eller mister dit helbred

I mit forløb for stressramte “RO” kommer vi også ind på beslutninger, og jeg introducerer dig for en stærk øvelse, der gør dig i stand til at tage gode beslutninger. Læs mere her.

Jeg håber, du blev inspireret af dette indlæg.

Kærlig hilsen

Birgitte Sølvstein

7 kommentarer

  1. Karen siger:

    Tak Birgitte for tirsdagsmail! ☺️
    Det er givende at få noget at reflektere over, fra en der sender på den kanal man kan modtage, når man er ramt af stress! God dag! Vh Karen Christensen.

  2. lene siger:

    Kan tvivl ikke også være frygt? Frygt for det uvisse der vil ske ud fra den beslutning du tager? Og derfor kommer tvivlen

    1. Birgitte Sølvstein siger:

      Hej Lene. Det kan det absolut – der findes nok flere slags tvivl. Overordnet set er det måske noget med, at man enten har sommerfugle i maven på det gode måde eller en nagende tvivl, der mere tjener som en advarsel. KH Birgitte

  3. Simone siger:

    Wow, det senarie du beskriver med det ‘drømmescenarie’ du fik tilbudt minder meget om min situation. Jeg har stået mellem at tage et sabbatår mere for at flytte til Spanien og rejse eller at starte på studie. Jeg har i lang tid drømt om at rejse og ser alle rationelle grunde til at udnytte et ekstra sabbatår til det. En dag kom jeg frem til at det var dét jeg ville !ønske! jeg ville (pga de rationelle grunde) – og ikke det jeg rent faktisk vil. Hvis jeg skal være helt ærlig mod mig selv, har jeg bare ikke lyst til et sabbatår mere og det er den fornemmelse jeg går med <3

    1. Birgitte Sølvstein siger:

      Hej Simone
      dejligt det kunne bruges. Og ja, det kan være fristende at gå med alle de rationelle grunde, men som regel kan man mærke, hvad man dybest set gerne vil og har brug for.
      KH Birgitte

  4. Susan siger:

    Hvilket modul i RO kommer ind på beslutninger?

    Jeg har en stor beslutning.

    Mvh Susan

    1. Birgitte Sølvstein siger:

      Hej Susan

      Jeg vil egentligt sige, det er en løbende ting, og du får adgang til mind/body biblioteket med det samme, hvor der er en specifik øvelse til formålet:)

      KH Birgitte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.