Sindsrobønnen

Sindsrobønnen har reddet mig mere end én gang, og jeg bruger den ofte.

Jeg har brugt den:

  • Når jeg skulle forberede mig før jeg skulle undervise
  • Inden jeg skulle have svære samtaler
  • Når jeg har skullet tage store beslutninger
  • Når der er sket noget alvorligt med mine nærmeste
  • Når der pludseligt sker noget uventet
  • Når jeg har været nervøs for et eller andet
  • Når jeg har prøvet at beherske min vrede
  • …og i tusind andre situationer

Man ved vist ikke med sikkerhed, hvor sindsrobønnen stammer fra (jeg må indrømme min research begrænser sig til en smule Googling), men de seneste årtier er den blandt andet kendt fra Anonyme Alkoholikere og andre 12-trinsprogrammer.

Sindsrobønnen

(Gud) Giv mig sindsro,

Til at acceptere de ting,

jeg ikke kan ændre

Mod til at ændre de ting, jeg kan

Og visdom til at se forskellen

“Men er en bøn særligt psykologagtig?”, spørger du måske. Er det ikke lidt for uvidenskabeligt? Kan man være universitetsuddannet og samtidigt religiøs?

Det skal jeg ikke kunne sige, da jeg ikke anser mig selv for værende religiøs. Et åndeligt menneske bestemt. Det tror jeg, vi alle er, om vi så kalder den større dimension af tilværelsen ånd, naturen, livet, kærlighed eller noget andet, og uanset om vi finder den alene, i fællesskaber eller organiseret religion. Som så mange andre danskere jeg kender, bekender jeg mig ikke til én specifik religion, men som så mange jeg kender ser jeg, hvordan der er smukke og brugbare ting i alle åndelige traditioner, og at de alle i essensen handler om det samme.

Når sindsrobønnen virker for så mange tror jeg, det er fordi det for det første er godt at have noget konstruktivt at erstatte tanker med, der ellers flyver i alle retninger. Især i en akut situation. Dernæst er det godt at blive mindet om, at der er ting, vi ikke kan ændre, men at der også altid er ting, vi kan ændre.

Og det at bede om noget er for mig at se en hjælp til at give slip på den mentale kontrol og åbne sindet, så der bliver plads til nye indsigter.

Hvis du ikke allerede har tjekket dette blogindlæg om 10 uvurderlige råd til mere sindsro, så gør det nu.

Alt det bedste