For et stykke tid siden var jeg så heldig at få lejlighed til at stille Jonatan Spang et par spørgsmål om stress. Jonatan Spang er skuespiller og standupkomiker og gør efter min mening gennem sit arbejde en seriøs indsats for at gøre Danmark til et sjovere og bedre sted at være, og det måske bedste ved ham er, at han ikke er bange for at udstille sig selv i en højere sags tjeneste. På den måde er han et forbillede, som vi alle (og i særdeleshed psykologer,som har en tendens til at tage sig selv meget seriøst) kan lære meget af.
Det er nærliggende at interviewe andre psykologer, og det har jeg gjort og kommer til igen, men jeg lærer altid meget af at tale med folk, der hverken arbejder med stress, eller måske heller ikke er vant til at forholde sig særlig meget til emnet. Interviewet med Jonatan var ikke nogen undtagelse. Jeg ved ikke, om Jonatan nogensinde kommer til at lave et show om stress (jeg fik aldrig spurgt ham, men jeg tvivler på, at stress er sjovt nok…), men i hvert fald får du her et kig ind bag kulissen, hvor han fortæller om, hvad der stresser ham mest lige nu, hvordan han stresser af og om, hvorfor han vandrer.
Hvad stresser dig mest i din dagligdag som den ser ud lige nu?
Det der stresser mig mest er at kigge for langt frem i tiden. Jeg arbejder på et TV-projekt til efteråret, men der er ingen stramme deadlines lige nu. Når der ikke er det store pres på, så er der tid til at tænke flere halve år ud i fremtiden, og så bliver tingene meget ukonkrete, og det giver plads til mange flere spekulationer og usikkerheder. Der er klart perioderne op til en premiere, hvor jeg føler det største pres. Når jeg så først er igang med fx en turne, så koncentrerer jeg mig om det, og så forsvinder tankerne om fremtiden.
Jeg ville tro det mest stressende var at stå på scenen eller måske lige inden?
Det er efterhånden meget sjældent, jeg bliver nervøs, inden jeg skal på scenen. Selvfølgelig kan jeg godt mærke, min krop går i et særligt gear, og jeg får mere energi lige inden jeg skal på, men jeg tror, jeg har opbygget en tolerance i forhold til at stå på scenen og vænnet mig til det, så det føles ikke længere som noget unaturligt.
Selvfølgelig kan der ske noget uventet, eller det kan vise sig at være et svært publikum, men jeg oplever ikke, det stresser mig som sådan, mens jeg står på scenen. Selv om lyden går, eller der går noget andet galt, så befinder jeg mig i et særligt modus på scenen, hvor jeg bare handler mig ud af tingene, og hvor jeg ikke har tid til at reflektere over, hvad der sker, eller om det stresser mig. Til gengæld kan jeg godt mærke, at min krop er inde i en rytme, hvor den er vant til at skulle præstere om aftenen ved 19.30-tiden, hvor jeg ofte optræder. Det er som om jeg vågner op til dåd og gør mig klar til, at nu skal der ske noget på det tidspunkt.
Har du en en daglig vane eller et ritual, der hjælper dig med at finde ro?
Jeg har ikke nogen helt fast daglig vane, men jeg bruger fysisk træning – at løbe en tur eller styrketræne – til at få ro på, og det hjælper mig meget. Tidligere havde jeg ritualer som fx at gentage visse linjer lige inden jeg skulle optræde. Dybest set var det ikke noget der gav mig ro, men mere noget jeg gjorde for at prøve at kontrollere min nervøsitet, og det har jeg givet slip på nu.
Jeg har hørt, du har gået en del af Camino’en i Spanien – hvad fik dig til det, og hvad har det givet dig?
Jeg blev helt konkret inspireret til at vandre, fordi jeg læste bogen Gå af Tomas Espedal. Jeg har tidligere vandret rundt om Mont Blanc og har vandret i Sverige, og sidste år gik jeg godt en uges tid på Camino’en (El Camino de Santiago er en gammel pilgrimsrute der starter i Sydfrankrig og går gennem Nordspanien).
Jeg kan rigtigt godt lide at vandre, og jeg tror, jeg gør det primært for at være alene. Der er noget interessant over det med at komme i kontakt med ensomheden, også selvom det ikke altid er lige behageligt. I min dagligdag er jeg omgivet af en del mennesker både arbejdsmæssigt og privat, og jeg tror, det for mange af os er relativt nemt at glide igennem uger og måneder uden for alvor at stoppe op og forholde os til os selv. Det er udfordrende at være alene i længere tid af gangen, og jeg kommer i kontakt med alt muligt – det kan være ret stort for mig.
En af mine (Birgittes) yndlingsbøger om at gå er Frederic Gros’ bog “Gå”. Jeg blev fascineret af at læse, hvordan Nietzsche så vandring som betingelse for dyb filosofi og at han primært arbejdede med filosofi, mens han vandrede. Siden da har jeg altid tænkt, at det var bedst, hvis jeg gik en tur eller rørte mig inden jeg sætter mig ned og skriver – det er som om idéerne så har lidt mere substans.
Hvad tror du er det vigtigste, man som enkeltperson kan gøre for at undgå stress?
Det der virker for mig er at prøve at fokusere på der, hvor jeg er lige her og nu. Mine dage består som regel af meget forskellige ting. En dag som i dag skal jeg fx først optage noget, så videre til et sted, hvor vi skal skrive i nogle timer, og i aften skal jeg optræde. Hvis jeg begynder dagen med at tænke på det hele, så bliver det overvældende. Jeg anlægger en slags tunnelsyn, hvor jeg fokuserer på én ting ad gangen, og det er jeg blevet bedre til med årene.
(Og så det psykologagtige spørgsmål, som jeg ikke kunne lade være med at stille, selvom det ikke har noget med stress at gøre)
Vi psykologer ser jo nogle gange humor som en måde, vi distancerer os fra virkeligheden eller andre mennesker på. Men i dit arbejde opleves humoren jo ikke som distancerende – tværtimod! Hvordan kan det være?
Selvfølgelig kan man gemme sig bag humor, og jeg oplever da også, at jeg får en større frihed til at gøre og sige ting ved at bruge humor. Humor giver en frihed til at sige hvad jeg mener, men hvor det også er lidt for sjov, og det giver mig mulighed for at sige ting, jeg ellers ikke ville kunne sige.
Jeg oplever, at der er en tendens til, at man ser humor som noget useriøst og måske overfladisk, og at det er vigtigt, at man i visse situationer tager sig sammen og er alvorlig. For mig kan humor være en lige så oprigtig og vigtig måde at forholde sig på, og jeg mener det er vigtigt, at man bevarer letheden i livet og holder fast i den – også selvom man måske er i gang med noget alvorligt eller såkaldt seriøst.
Og det var det. Jeg håber du blev inspireret – det blev jeg! Jeg fik lyst til at planlægge min egen lille heldagsvandring – en hel dags vandring alene ville være fantastisk. Jeg blev også mindet om, hvor vigtigt det er at fokusere på én ting ad gangen. Jeg har ikke et lige så travlt eller krævende arbejdsliv som Jonatan, men den seneste tids mange større projekter og mit ønske om at skrive en hel del har også tvunget mig til at holde snuden i sporet og simpelthen arbejde på det, jeg har foran mig og lade være med at spilde kostbar energi på at tænke på alt muligt andet.
Ku’ du li’ dette indlæg, så del det – og hvis du har lyst til at lære, hvad en række andre kloge mennesker har at sige om stress, så se her.
Kærlig hilsen
