Jeg kan stadig huske, da jeg først sådan rigtigt fik øjnene op for ordet sindsro. Det var en dag, da jeg var 24 år gammel og havde alt andet end sindsro. Jeg havde en længere samtale med én, der gjorde mig opmærksom på, at uden sindsro kan det hele være lige meget, og med sindsro er det hele meget nemmere og sjovere.

Jeg vidste det selvfølgelig godt, men kender du det?

Pludselig sank den viden ligesom fra hjernen til hjertet og ud i resten af kroppen. Og siden den dag har jeg ikke været i tvivl om, at sindsro er min højeste prioritet.

IKKE at jeg har haft evig sindsro siden da – gid det var så vel!

Sindsro er roden til alt godt, og  jeg faldt for nylig over en lille fin bog på min boghylde, der har hjulpet mig til større sindsro. Her kommer mine 10 favoritpassager fra mig til dig (frit gengivet med tilladelse fra forlaget):

At en bog har solgt mange millioner eksemplarer er langtfra ensbetydende med, at den er værd at læse. Men det er heller ikke ensbetydende med, at den ikke er. Richard Carlsson, forfatter, psykoterapeut og foredragsholder skrev adskillige bøger i “Don’t Sweat”-serien, som har solgt mere end 21 millioner eksemplarer på verdensplan. Bogen Don’t Sweat the Small Stuff…and it’s all Small Stuff er en af de hurtigst sælgende bøger nogensinde og den har solgt mere end 10 millioner eksemplarer.

Bogen består af 136 små essays, som hver har konkrete og brugbare pointer, man kan bruge til at håndtere stress, sætte tingene i perspektiv og få mere ro i sindet. Det er ikke fordi, Carlsson har opfundet den dybe tallerken. Men hans tone er varm og ligetil, og mange af de ting, han skriver om, er pointer, jeg har brug for at blive mindet om igen og igen.

10 uvurdérlige råd til mere sindsro

Og her kommer de så, de 10 uvurdérlige råd, der vil give dig mere sindsro

Din to-do-liste er uendelig

Mange af os lever med en mission om at få alt på to-do-listen gjort inden vi dør, i stedet for at stoppe op, have det sjovt og nyde livet. Vi lader de mennesker, der betyder mest for os vente, mens vi tjekker ting af på listen, og vi overbeviser os selv om, at listen er midlertidig, og at når vi har nået det, vi skal, kan vi læne os tilbage og være afslappede og glade. Men det kommer aldrig til at ske – der vil altid være mere, der skal gøres. Hvis du er besat af at få alt gjort, vil du aldrig opnå sindsro.

Slut fred med din perfektionisme

Perfektionisme og sindsro er to ting, der udelukker hinanden. Når vi konstant fokuserer på, hvad der er galt med os selv, andre og diverse ting og situationer, giver det utilfredshed. Du kan stadig gøre dit absolut bedste, men hold op med at fokusere på den del, der ikke er “perfekt”. Det er nødvendigt, at lære at sætte pris på ting, som de er. Ofte er det største problem med en situation din perfektionisme.

Overgiv dig til det faktum, at livet ikke er retfærdigt

Ingen har nogensinde sagt, at livet skal være retfærdigt. Men vi opfører os som om, nogen har lovet os, at det er. Vi har ondt af os selv og føler, at livet er uretfærdigt. Det er det bare ikke, og det bliver det aldrig. Det bedste ved at give slip på ideen om retfærdighed er, at vi kan droppe selvmedlidenheden. Når vi  holder op med at halve ondt af os selv og andre, hjælper det os til at have ægte medfølelse med andre. Og langt mere sindsro.

Hold op med at give andre skylden for dine problemer

Det er praktisk taget umuligt at opnå sindsro, hvis du har travlt med at bebrejde andre for dine problemer. Det kræver enormt meget energi at være vred. Tag i stedet ansvar for dine egne handlinger og følelser frem for at bebrejde andre din stress, depression, vrede og manglende lykke. Gør dig selv ansvarlig for dit velbefindende og for dine reaktioner på andre mennesker og begivenheder. Dine omstændigheder gør dig ikke til den du der – de afslører hvem du er.

Lad andre få æren

Vi har alle en egocentrisk del af os, der elsker at blive set og hørt, og som længes efter at være noget helt specielt. Den del af os vil gerne udrette store og betydningsfulde ting – og have æren for det. Det giver fred i sindet at bryde den vane og give slip på behovet for opmærksomhed og respekt. Når vi fokuserer på at glædes over andres succes frem for vores egen, får vi en dyb indre selvtillid.

Vær enig i den kritik, der rettes mod dig

Vi forsvarer os selv, når vi får kritik, som om det gjaldt livet. Vi tager kritik af noget, vi har sagt eller gjort, meget seriøst og har en tendens til at reagere på kritik med en lynhurtig defensiv respons. Vi føler os angrebet af kritik og føler os i vores gode ret til at forsvare os ved at gå til modangreb. Ikke alene tager det store mængder energi at føre krig mod andre – det er også spild af tid. Modkritik har aldrig fået kritik til at forsvinde. Vær istedet enig i kritikken. Sig “måske har du ret” og mén det. Og se kritikken forsvinde som dug for solen. (Altså i tilfælde af meningsløs og ukonstruktiv internet-kritik er min strategi ganske enkelt at ignorere det. Det tæller slet ikke på min radar som kommunikation, jeg behøver at forholde mig til.)

Lær om ideer, der er forskellige fra dine egne synspunkter

Vi har en tendens til kun at læse og lytte til det, der retfærdiggør det synspunkt, vi allerede har. At holde dit sind lukket og stå stejlt på dine overbevisninger skaber stress – det er hårdt arbejde. Vi er alle overbevist om, at vores måde at se verden på er den rigtige. Tag dine egne holdninger lidt mindre seriøst. Når alt kommer til alt er det jo bare ideer. Du behøver ikke ændre dine kerneoverbevisninger men lær nye ideer at kende. Du kan fx læse både den mest liberale og den mest socialistiske avis for at få din horisont udvidet i begge retninger.

Drop ideen om, at du har brug for mere

Vi lever med mere overflod end nogensinde, og alligevel trives vi dårligt. Det er ikke fordi, der er noget i vejen med at have mange ting. Det er bare, at så længe du tror flere penge, ting og oplevelser vil gøre dig lykkeligere, vil du aldrig finde ro og tilfredshed i dit liv. Problemet ligger ikke i de ting, du ikke har men i selve din higen efter mere. Lær derfor at være tilfreds med det du har. Det betyder ikke, at du aldrig kan få mere. Det betyder bare, at du har lært at være tilfreds og derfor også vil være det i fremtiden. Husk dig selv på, at med mindre du gør noget for at ændre dit mindset vil du i fremtiden have det på præcis samme måde, som du har nu, fordi dine tanker og din personlighed følger med dig ind i fremtiden.

Sæt tid af til dit indre arbejde

Den eneste måde, du kan sikre dig, at du får tid til dig selv er ved at putte det i kalenderen præcis som du gør med arbejdsopgaver og andre aftaler. Ellers bliver tiden hurtigt optaget af alle mulige pligter og andre menneskers behov. Det kan være, du står op lidt tidligere, end du plejer og har en time for dig selv, hvor du skriver, læser, mediterer, dyrker yoga eller en anden form for motion.

Pas din egen butik

Hvis du er typen, der føler dig kaldet til at løse eller analysere andre menneskers problemer, vil det være en god ide at holde op med det, hvis du gerne vil have mindre stress i dit liv. Hvor tit tænker du “Det ville jeg ikke have gjort, hvis jeg var hende”,  eller “Hvad tænker han dog på?”. Hvor ofte er du irriteret over ting, du ikke kan kontrollere, og som overhovedet ikke vedkommer dig? Du skal bruge din tid på at hjælpe der, hvor det giver mening og gør en forskel og vænne dig af med at overinvolvere dig i andre menneskers problemer, når det hverken er ønsket eller gavnet. Ofte tror vi, at vier  overansvarlige ved at holde styr på alt og alle, når det i virkeligheden resulterer i, at vi er underanvarlige, der hvor vi egentlig skal sætte ind: hos os selv.


Hvis jeg skulle nævne en enkelt ting mere, der ofte har hjulpet mig til sindsro, så er det sindsrobønnen – den kan du læse lige her.

Alt det bedste herfra

birgitte-underskrift-blog

Hej, må jeg sende dig noget?

Få listen "20 perfekte gaver til en stressramt" og bliv seriøst inspireret af Birgittes tirsdagsmail

Tak for tilmeldingen - du har fået en mail!