Det der med at sige nej, når man mener nej…. Det er vigtigt. Det er muligvis en af de vigtigste ting, jeg har lært i mit liv.

 

Det har nedbragt den stressfaktor der hedder mennesker-der-beder-mig-om-noget-som-jeg-ikke-har-tid-eller-lyst-til-men-siger-ja-til-alligevel-for-ikke-at-skuffe-dem-eller-blive-upopulær helt utroligt meget. Det er en velsignelse!

I dette indlæg får du 6 hele sætninger, du kan bruge, når du skal sige nej. Og lidt vigtig bonusinfo om, hvad det kræver at kunne sige nej.

Er nej en hel sætning?

Og hvorfor nu hele sætninger? Hvorfor ikke bare sætninger?

Fordi det for det første kan være rart at øve sig i, hvad man ordret skal sige, når man vil sætte en grænse og sige nej. Hvis du ikke har et svar klar, så vil de 99% af din organisme, der hader at sige nej, overtage styringen. Derefter vil du opleve, at der kommer et svar ud af munden på dig, der lyder mistænkeligt meget som et “…ja selvfølgelig vil jeg det!”

Jeg kan selv huske gange, hvor jeg ordret har skrevet ned, hvad jeg ville sige, fordi ellers kendte jeg mig selv godt nok til at vide, at jeg ikke ville få sagt nej. I dag bruger jeg sjældent et manuskript på den måde – det kommer heldigvis med øvelsen!

nej er da ikke en hel

 

Og så fordi “nej” ikke er er hel sætning. Det er der ellers nogen, der mener, men helt ærligt; det synes jeg altså ikke, det er! Hvis “nej” er den eneste sætning, man har i sit ordforråd, når man skal sætte en grænse, så ved jeg ikke helt, hvor langt man kommer.

Altså jeg ved ikke med dig, men forestil, at:

  • …din leder spørger dig, om du vil tage en arbejdsopgave, og du svarer med….”Nej!”
  • …din veninde spørger, om du vil med ud og drikke en kop kaffe på lørdag, og du siger: “Nej”
  • …en eller anden mailer dig, og spørger, om du vil kigge på en rapport, og du svarer tilbage med en mail, hvori der bare står: “Nej”

Nej, vel?

Jeg vil da mene, at nej meget sjældent er en hel sætning.

Det fik mig til at tænke på, hvad der er så ER en hel sætning, når det kommer til grænsesætning. Her er mine 6 favoritter – jeg bruger dem hele tiden. Der er ikke copyright på – brug bare løs.

6 hele sætninger, du kan bruge, når du skal sige nej.

  1. Lad mig lige tænke over det (tænke, tænke, tænke…). Nej, det kan jeg desværre ikke.
  2. Det kan jeg godt, hvis jeg så til gengæld kan give dig denne her opgave. Ellers kan jeg desværre ikke nå det. Hvad er vigtigst?
  3. Det ville jeg gerne, men der er simpelthen allerede nogle super vigtige ting, jeg ikke engang når (og super vigtige mennesker jeg ikke engang når at se) så det kan jeg altså bare desværre ikke.
  4. Det kan jeg ikke. Desværre. Håber du finder en løsning. Ellers spørg X.
  5. Gør som Lizzy i Jayne Austens Stolthed og Fordom, når hun bliver friet til, men må sige nej. Forklar hvor beæret og glad du er for anmodningen, og hvor stor respekt for vedkommendes behov du har, men at du desværre må sige nej. Og håb så på, at de forstår budskabet lidt bedre end Mr. Collins… 
  6. (Til dem, der forsøger at give dig skyld med skyld på, når du siger nej, og som du derfor især skal sige nej til): Ved du hvad, det kan jeg simpelthen ikke. Jeg kan godt se, det er et problem for dig/irriterende for dig/at du blive frustreret over det, men det kan jeg simpelthen ikke. Med visse insisterende typer gentages nr. 6 i forskellige versioner et antal gange, indtil vedkommende forstår budskabet, eller indtil din tålmodighed slipper op, og du pludselig kommer i tanke om, at du må smutte eller har en kage i ovnen.


Vigtig bonusinfo om evnen til at sige nej

 

Der er lige det med at sige nej, at uanset hvor lange og diplomatiske sætninger, man bruger, skal man kunne tåle, at folk ikke er glade for den grænse, man sætter. Hvis du ikke kan tåle andres misbilligelse eller vrede miner (hvilket man desuden meget sjældent får når man siger nej på en ordentlig måde), så kan tilværelsen gå hen og blive meget anstrengende. Og du ender med at blive indebrændt og miste kontrollen over, hvad du bruger din tid på.

 

 

Vores behov for anerkendelse og for at passe ind og være vellidt i flokken er enormt. Det gælder især for kvinder. Derfor skal man heller ikke underkende, hvor svært det kan være at sige nej til en start. Jeg synes stadig, det kan være svært. Især hvis jeg møder mennesker, som ikke kan håndtere et nej og forsøger at manipulere. Men jeg har lært at sige nej til trods for ubehaget. Fordi jeg ved, det er bedre at tåle det ubehag i 5 minutter end at skulle leve med konsekvenserne af at sige ja én gang for meget i 5 uger, måneder eller endda år.

Tænk engang, jeg mødte engang en fyr, der var blevet forlovet, fordi han ikke kunne få sig selv til at sige nej…. Det må da være det ultimative ja, der skulle have været et nej!

Det kan godt betale sig at lære at sige nej. Med en hel sætning. Hvis du kender andre gode sætninger, så skriv dem endelig herunder i kommentarer, så vi andre også kan bruge dem.

Alt det bedste herfra

birgitte-underskrift-blog

 

 

 

Hej, må jeg sende dig noget?

Få listen "Mine 5 bedste metoder til at finde ro og få kontakt til din indre stemme" og bliv seriøst inspireret af Birgittes tirsdagsmail

Tak for tilmeldingen - du har fået en mail!