fbpx

Har du en not-to-do-liste? Her er min

Måske har du nogenlunde styr på din to-do-liste, hvad end du har den på papir eller digitalt. Jeg går selv rimelig meget op i at have et godt system til mine to-do’s, fordi jeg har gang i mange projekter og ellers bliver for overvældet af alle de ting, jeg skal.

Men hvad med en not-to-do-liste – har du sådan én?

Mange af de mennesker, jeg møder, der er ramt af stress, har ikke brug for flere to-do’s i form af nye tiltag med meditation, motion eller andet. De har først og fremmest brug for at holde op med at gøre visse ting. På en måde er det jo en lettelse, at vi ikke skal finde på alt muligt nyt men i første omgang bare skære ned på alt det, vi gør.

 

Det, vi formår ikke at gøre, definerer os lige så meget, som det vi gør.

Nogle gange kan det at vide, hvad vi ikke skal gøre, være meget vigtigt. Det, vi formår ikke at gøre, definerer os lige så meget, som det vi gør. Ofte vil det atfra sortere de mindre vigtige ting eller ting, der ligefrem spilder vores tid, være nok til, at vi finder fokus og automatisk er langt mere effektive.

Hvis du har tendens til at være kontrolfreak, hvis du er overansvarlig, eller hvis du måske bare har svært ved at begrænse dig, så husk, at det ikke altid fører noget godt med sig at gøre det hele. Det kan for det første medføre stress, men det kan helt ærligt også være irriterende for andre, hvis du altid tager over.

Det gælder især, hvis du er blevet leder eller har fået mere ansvar eller flere opgaver på dit arbejde, som tvinger dig til at prioritere. Men det kan også være privat, hvis du gerne vil slippe den del af ansvaret, der ikke er dit- eller måske vil du gerne ændre vaner eller skabe tid og ro til at hvile og nyde at være sammen med dem, du holder af.

 

Sådan laver du en not-to-do-liste

Jeg vil anbefale dig at lave en no-to-do-liste og printe den ud, så du kan minde dig selv om, hvad du skal huske IKKE skal gøre.

Kig på din kalender de seneste uger, og overvej hvilke ting, du har brugt tid på, som du ikke skal gøre fremover. Og kig på din kalender nogle uger frem i tiden og se, om der er noget, du skal sige nej til, aflyse eller uddelegere. Du kan også tale med din leder eller din ægtefælle, hvis du har brug for hjælp til at finde dine not-to-do’s.

En anden tilgang til at lave en not-to-do-liste er at tage din to-do-liste og tvinge dig selv til at prioritere, hvad de vigtigste 50% er og slette, uddelegere eller nedprioritére resten.

Min aktuelle not-to-do-liste

Til inspiration får du her min, som den ser ud lige nu.

Jeg skal lade være med at:

  1. Bruge flere timer på noget, min IT-fyr kan gøre på 5 minutter
  2. Sige ja til kaffemøder eller projekter, som andre vil have mig med i, som er hyggelige og muligvis spændende, men som jeg dybest set ikke har tid til
  3. Forberede mig overdrevent til fx et interview
  4. Være perfektionistisk omkring noget, jeg skriver eller producerer på anden vis. Tingene bliver som regel ikke bedre af det.
  5. Tjekke mail med mindre, jeg har tid til også at svare
  6. Sætte flere projekter i søen før jeg har afsluttet nogle af de store, jeg allerede har gang i
  7. Fortælle mig selv, at jeg sparer tid ved at droppe motion og meditation om morgenen
  8. Købe ind om eftermiddagen, fordi jeg pr definition har lyst til sukker og køber chokolade
  9. Tjekke nyheder på nettet
  10. Prøve at arbejde og give min børn opmærksomhed på samme tid
  11. Blande mig i, hvordan min mand gør det huslige og praktiske arbejde derhjemme

God fornøjelse med din egen not-to-do-liste

Kærlig hilsen

Birgitte Sølvstein

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.