Dette er en tirsdagsmail, som jeg normalt sender til dem, der har skrevet sig op (du kan skrive dig op lige her). I denne uge følte jeg mig kaldet til at publicere tirsdagsmailen på min blog, og derfor kan du læse ugens tirsdagsmail herunder.

 

 

“Kindness is my religion” har Dalai Lama sagt.

Jeg er ikke buddhist, kristen eller tilhører nogen anden religion specifikt, men jeg elsker at dykke ned i de forskellige åndelige traditioner. Ikke doktrinerne, reglerne og de moralske principper eller alt det andet, vi mennesker meget hurtigt får skabt omkring ethvert åndeligt budskab. Men selve budskabet bag.

Og uanset hvordan jeg vender og drejer det, så ender jeg altid det samme sted.

 

 

Med kærlighed og venlighed som det, det hele handler om.

Man skal ikke studere udviklingspsykologi særligt længe, før det går op for én, at kærlighed og det at blive set er det grundstof, vi har brug for for at udvikle os til hele mennesker.

Og man ikke studere voksne menneskers adfærd særligt længe, før man opdager, at også vi har et dybt behov for anerkendelse, for at blive set og for at høre til. Og jeg mener ikke overfladisk anerkendelse af præstationer men en helt grundlæggende følelse af, at vi er accepteret præcis som dem vi er.

Man skal heller ikke dykke særligt langt ned i diverse traditioner før man kan se, at det grundlæggende budskab er det samme. Eller psykologiske teorier for den sags skyld.

“Kærlighed” og “venlighed” er bare ord, og når jeg normalt ikke taler eller skriver særligt meget om de her ting, så er det:

A: fordi jeg tror på det vigtigste er rent faktisk at praktisere dem frem for at tale om dem og

B: fordi det er stort ser umuligt at sætte ord på, hvad det egentligt handler om.

Det, der dybest set optager mig i mit arbejde er at finde ud af, hvordan vi lærer at trives og leve et liv med glæder på både indersiden og ydersiden. Og det viser sig, at det har alt at gøre med venlighed og kærlighed.

Og det starter med dig selv.

Personligt har jeg været – og er stadig – på en rejse, hvordan jeg igen og igen vender tilbage til, hvor jeg praktiserer den venlighed og kærlighed i mit eget liv og også, hvordan jeg formidler den til andre.

Slet ikke nemt. Især fordi jeg selv, som de fleste andre, en stor del af tiden er ganske ubevidste om, hvor ukærlige og kritiske, vi konstant er overfor os selv. Den del af os selv vi kunne kalde egoet – det er den del af dig der konstant tænker, konstant er optaget af hvordan andre opfatter dig, konstant bekymrer sig om fremtiden eller grubler over fremtiden, dømmer andre, dømmer dig selv, lægger planer, udtænker snilde planer, gør ting for andre for at få noget igen, osv., osv. osv….

Den del af dig er meget menneskelig, og vi har alle et ego. Ikke et problem i sig selv. Problemet opstår, når du glemmer at egoet ikke er hele dig. Det er bare en del af dig. Du er meget andet og mere. Men det opdager man aldrig rigtigt, hvis man konstant er viklet ind i egoets historier om dig og hvad der foregår i dit liv. Men hvordan vikler man sig ud?

 

Det hele er så utroligt smart indrettet, at det kun er ved at behandle mig selv ordentligt, og ved at se mit eget ego for hvad det er, at jeg kan fortælle andre om, hvordan det fungerer…. Lige på det punkt er det aldeles ligegyldigt, om jeg er psykolog, gartner eller hvad som helst. Det er ikke nemmere for mig end for dig at vikle mig ud af konstant selvkritik, vrede eller skam bare fordi jeg har læst en frygteligt masse bøger eller været på kurser.

Selvom især sidstnævnte nu egentligt hjælper en hel del, hvis det er den type kursus, jeg lige har været på…

Det der hjælper mig med at få mere bevidsthed ind i mit liv er en strøm af forskellige ting:

 

  • Visse former for terapeutisk træning og min egen terapi har gjort mig langt klogere på mine personlige forsvarsmekanismer og mere eller mindre hensigtsmæssige tendenser.
  • Det at meditere eller opholde mig i naturen hjælper mig.
  • Det at læse visse tekster giver mig mere bevidsthed, det at skrive og det at have samtaler med min mand (altså ikke nødvendigvis mandag morgen når havregrøden er brændt på og flyverdragten ikke er blevet vasket….) og med andre hjælper mig.
  • Det at komme ned i kroppen hjælper mig til at holde pause fra den ellers konstante strøm af tanker.

Ultimativt er det, der har hjulpet mig til at få mere bevidsthed ind i mit liv, de ting, der har været svære. Og sådan er det nok for de fleste af os. Så længe, vi fungerer nogenlunde er der sådan ikke grund til at ændre noget. Når man bliver ramt af stress, overvældet af angst, udmattet af depression eller når alt bare ramler sammen, så har man pludselig en vis motivation til at gøre noget andet, end man plejer!

Noget, det også hjælper mig meget er at tage på en workshop som den jeg var på i weekenden i London. Den handlede slet og ret om “The presence of love” og mere specifikt handlede dem om at finde den og opleve den direkte.

At bruge flere dage i træk væk fra dagligdagens trummerum sammen med ligesindede på at fordybe min bevidsthed er et kæmpe privilegium og er ikke noget, jeg gør så ofte for tiden. Jeg er taknemmelig for, at jeg har en mand, der tager slæbet derhjemme så jeg kan tage afsted, og jeg er taknemmelig for at jeg prioriterer det og giver mig selv den gave.

Det var den slags workshop som var propfyldt med mennesker, der var med der med en ærlig intention om at lære om hvordan vi gør vores egen indre og ydre verden til et bedre og mere kærligt sted at være. Og hvis du er så heldig selv at have oplevet sådan en gruppe, så ved du, hvor befriende, det er. Facaderne falder, titler og nationaliteter bliver overflødige. Der bliver talt, der bliver tænkt, der bliver grædt og der bliver grinet. Jeg ser det som et af de største privilegier i mit liv, at jeg har mulighed for at deltage i den slags sammenhænge. 

 

Det er ikke fancy. Det er ikke avanceret. Det er ikke dyrt. Det er til gengæld ærligt og meget, meget lærerigt på mange planer.

 

Og især ser jeg det som et kæmpe privilegium at jeg overhovedet tør. Det har krævet mange års skridt i den rigtige retning, men jeg har svært ved at nævne noget mere helende end det at turde vise sig fuldt og helt over andre mennesker. Det at høre andre fortælle uden omsvøb om den intense smerte, ensomhed kan give. Hvor svært det er at leve i skam over en krop eller personlighed, der opleves som forkert. Usikkerhed, mindreværd, smertefulde oplevelser og savn. At vise hvem vi er uden omsvøb. Det kræver mod af dimensioner.

 

Jeg bliver altid BLÆST omkuld af at opleve, hvad der sker, når der bliver delt ærligt i en gruppe, der kan møde det slags ærlighed med venlighed, kærlighed og accept. Og det kan man kun i det omfang, man kan møde sig selv på den måde.

Det er som om, vi skal turde dele ærligt med andre, før det bliver tydeligt for os selv, at vi IKKE er alt det forkerte, som vi går og forestiller os er sandheden om os. Og før vi kan mærke hvem vi egentligt er. Det kan være hos en psykolog, i en gruppe eller egentligt hvor som helt, hvor det er trygt at risikere den slags ærlighed.

Og den du egentligt er, er absolut elskværdig, perfekt i al din uperfekthed og et menneske som på ingen måde kan gøre hverken fra eller til i forhold til, om du er god nok. Du kan simpelthen ikke gøre noget, tænke noget eller føle noget, der gør dig mindre værd eller mindre elskværdig. Det ego vil bilde dig det modsatte ind, men det er en kæmpe illusion.

Det er en MEGET stor kamel at sluge for dit ego, som har travlt med at dømme dig (og andre) fra morgen til aften.

Noget af det, jeg oplevede i weekenden var, at jeg som tiden gik blev mere og mere bevidst om min indre kritiker (som jeg ofte kalder den frygtsomme stemme i os). I starten havde jeg travlt med ganske ubevidst at sammenligne mig selv med andre, føle mig anderledes, være usikker og hvad man ellers kan få tiden til at gå med.

Så tog jeg mig selv i at se, hvad der egentligt foregik. Først én gang. Og så igen og igen. Og den sidste dag var jeg simpelthen lamslået over, hvordan min indre kritiker kommenterer nærmest HVER ENESTE lille ting jeg eller andre sagde eller gjorde. Og det hele handlede på en eller anden måde om at finde ud af, at jeg ikke var god nok. Og det gjorde mig i stand til se al den selvkritik for hvad den er. Ingenting dybest set!

Det der er med egoet og den indre kritiker er, at den aldrig stopper. Lad være med at begå den fejl at tro, at bare fordi du mediterer i timevis hver dag eller tager på workshops, at så tier din indre kritiker helt stille.

Det gør den ikke. Men efterhånden som du lytter mindre til den og anerkender den for hvad den er, så taler den ikke længere med så høj en stemme, og den bestemmer ikke længere automatisk dine handlinger. Og det giver dig frihed. Og det giver dig også adgang til at opleve, hvem du så egentligt er.

Og det var den oplevelse, jeg havde i weekenden, at jeg stille og roligt kom mere hjem til, hvem jeg egenligt er.

 

Der er hinsides ord at beskrive, hvem vi egentligt er, tror jeg, men det har i hvert fald alt muligt med venlighed og kærlighed at gøre og meget lidt med de tilfældige tanker der til hver en tid farer rundt i mit sind.

Der er ikke én men mange veje hjem til os selv. Jeg holder af at udforske forskellige veje men de fører ultimativt alle samme sted hen.

Det er nok derfor, jeg har kaldt mit onlinebaserede forløb for stressramte “Vejen Hjem”. Ikke at der kun er én vej, eller at jeg har opfundet en eller andet forkromet løsning. Der er dybest set ikke noget nyt i mit forløb, og det eneste formål er at mindre dig om ting, du allerede ved.

 

Vi kommer til at arbejde en hel del med den indre kritiker og med forskellige måder at finde hjem på – via kroppen og bevægelse, via sindet og forskellige meditationer og visualiseringer og meget meget mere.

Jeg er glad og taknemmelig for, at ca halvdelen af pladserne allerede er røget. Tilmeldingsfristen er 8. November, og du kan tjekke det ud her og se, om du tror, det er noget for dig.

 

Kærlig hilsen
afspænding

Hej, må jeg sende dig noget?

Få listen "Mine 5 bedste metoder til at finde ro og få kontakt til din indre stemme" og bliv seriøst inspireret af Birgittes tirsdagsmail

Tak for tilmeldingen - du har fået en mail!