Kan en stressekspert virkelig selv blive ramt af stress? Er det ikke sådan lidt… utroværdigt?
Her får du den sandfærdige historie om, hvordan det kan ske – i hvert fald hvordan det skete for mig.
Hvis jeg skal være helt ærlig
Groft set kan man måske dele stress op i to kategorier:
- Arbejdsrelateret stress
- Stress der følger med livet generelt.
Men i virkelighedens verden kan man sjældent skille de to ting ad, men hvis jeg skal være helt ærlig – og lidt overmodig -, så tror jeg faktisk ikke længere, jeg kan blive ramt af alvorlig stress alene på grund af arbejdsrelaterede ting.
Jeg har simpelthen set så megen arbejdsrelateret stress, at det på en eller anden måde har vaccineret mig.
Jeg har meget stor respekt for stress, og med årene har jeg lært mine egne advarselssignaler at kende. Og når det gælder arbejdsmæssige ting, ja men så er de ganske enkelt ikke vigtige nok til at jeg vil drive rov på mit helbred.
Selvfølgelig kan jeg også komme til at arbejde for meget – hvilket helt klart er tilfældet i perioder. Jeg er selvstændig, og man tror måske det medfører en mere afslappet arbejdsuge, men for mig har det været sådan, at jeg arbejder meget mere intenst og også flere timer, end da jeg var i almindelige ansættelser.
Jeg kan også en sjælden gang ligge søvnløs på grund af noget arbejdsrelateret, men det er meget sjældent, og jeg når aldrig ud over den kritiske tærskel med mange nætter med al for lidt søvn. Hvis jeg ikke får søvn nok skyldes det som regel mine to børn, der stadig roder en del rundt om natten!
En anden almindelig kilde til arbejdsrelateret stress er et dårligt arbejdsmiljø. Igen, så har jeg set så mange mennesker med mén efter et dårligt arbejdsmiljø, at jeg ved, det ikke ville være det værd for mig at byde mig selv et usundt miljø.
Så jo, på sin vis beskytter det at være stressekspert helt klart mod stress
Da bægeret alligevel flød over
Men inden jeg fik gjort mig diverse erfaringer, nåede jeg at smage stress i forskellige versioner. Da jeg selv blev hårdt ramt af stress for nu nogle år siden var den primære årsag følelsesmæssig stress, fordi jeg har et barn med en kronisk og til tider alvorlig og akut sygdom. Det er en konstant stressfaktor med nogle enorme belastninger indimellem.
Forestil dig et bæger.
Og forestil dig dråber.
Og forestil dig så, at det bæger en dag flyder over.
Det var mit bæger. Og det flød over.
Måske har du oplevet det selv. Det med bægeret. Nogle gange opleves det også som en film, der knækker. Filmen kører på vanlig vis…lige indtil den ikke kører længere…
Og sådan oplevede jeg det lidt. Det var ikke sådan, at jeg hang i bremsen i årevis eller var specielt bevidst om, hvor hårdt det egentligt var. Jeg havde ikke de store problemer i mit arbejde på trods af en krævende privat situation. Jeg havde ikke umiddelbart problemer med samtaler eller andre følelsesmæssigt krævende opgaver.
Lige indtil jeg altså fik det.
Måske har du selv noget lignende, der kræver meget af dig i dit liv? Det er vi mange, der har.
Hvis ikke lige et barn med særlige behov, så noget andet, der kræver meget af dig følelsesmæssigt. En skilsmisse, sygdom eller noget andet.
Jeg skrev et indlæg om, når børn er alvorlig kilde til stress for et stykke tid siden, og det er blevet delt og læst mange gange. Jeg er helt klart ikke alene – men det følte jeg faktisk i lang tid.
Kunne jeg have set det komme?
Var der advarseltegn? Så absolut!
Nogle af de signaler, jeg mere eller mindre bevidst overhørte var:
- Besvær med at falde til ro om aftenen
- Tiltagende dårlige vaner med konstant at tjekke sociale medier og mail
- Manglende evne til at slappe af sammen med mine børn
- Trang til sukker og usund mad
- Jeg undgik at fortælle min mand, hvordan jeg havde det fordi jeg vidste, han ville tvinge mig til at sygemelde mig
- Faldt ud af gode vaner med meditation og motion
Og i bakspejlet skulle jeg have lyttet til dem alle sammen.
Men det er kun i bakspejlet. Når vi ikke lytter til egne grænser er det som regel et symptom på stress, ikke en årsag, og det er nemmere sagt end gjort at stoppe op, når man først er ramt.
Men nogle af de signaler jeg oplevede var bla. at jeg sad i toget på vej på arbejde og var i tvivl om, om det var toget eller mig, der rystede. Og jeg besvimede – eller noget der lignede – et par morgener for alligevel at tage på arbejde.
Jeg sygemeldte mig først, da jeg en morgen var fløjet til Jylland for at undervise, og da jeg stod og skulle til at igang, var jeg så svimmel, at jeg dårligt kunne se. Så var det at jeg måtte sige, at jeg ikke kunne undervise dem alligevel.
Og jeg havde dårlig samvittighed! Især overfor den arbejdsgiver, jeg var konsulent for. Jeg har tit tænkt siden, at jeg – som så mange andre – måske blev ved så længe, fordi jeg simpelthen ikke kunne få mig selv til at stoppe, før jeg nærmest bogstaveligt talt gik i gulvet og bare ikke kunne arbejde.
Det virker helt ude i hampen, at jeg ikke stoppede op før.
Men jeg kan tydeligt huske, at jeg hele tiden tænkte, at det ikke var mit arbejde, der påvirkede mig.
Og det var det heller ikke. Faktisk var jeg meget glad for mit arbejde. Problemet var bare, at jeg helt og aldeles havde underkendt det følelsesmæssige pres, jeg var under på hjemmefronten. Men i mine øjne, var det simpelthen bare en del af mit liv, jeg ikke kunne ændre.
Og det kunne jeg heller ikke. Set i bakspejlet skulle jeg nok have sygemeldt mig eller krævet mindre af mig selv arbejdsmæssigt, fordi jeg ganske enkelt ikke havde ressourcer til også at arbejde på den måde, jeg gjorde. Men sådan oplevede jeg det ikke på det tidspunkt.
Hvorfor fortæller jeg om min egen erfaring med stress?
Når jeg går så meget i detaljer er det nok mest fordi, jeg gerne vil illustrere, at alle – om man så er stressekspert eller ej – kan blive ramt af stress. Det har taget mig lang tid at blive så overbærende med mig selv – det er meget nemmere at have medfølelse og forståelse over for andre.
Det kender du måske også godt?
Stress er ikke bare et individuelt problem men et samfundsmæssigt problem. Vi er mange, der rammes. En af grundende er de krav, vi – som regel ganske ubevidst – stiller til os selv om at kunne overkomme en hel masse.
Når jeg kigger tilbage på min egen historie, så er jeg ret overbevist om, at jeg ikke var blevet lige så hårdt ramt, hvis jeg ikke havde arbejdet så meget ved siden af det der foregik i familien. Jeg tror, at hvis jeg havde haft eller givet mig selv tid og ro til at bearbejde diverse oplevelser rent følelsesmæssigt og tid til at håndtere diverse praktiske udfordringer, så var jeg ikke blevet slået så meget ud af kurs.
Hvis du selv er eller har været sygemeldt med stress, så kan det forhåbentligt hjælpe dig med ikke at bebrejde dig selv, at du ikke stoppede op før.
Hovedsagen er, at du fra nu af begynder at gøre ting, der genopbygger din styrke og din glæde.
Hvad har hjulpet mig til at komme mig over stress og undgå at blive overbelastet igen?
Det er svært at pege på én ting, der har hjulpet. Som jeg ser det har det nærmere være et puslesspil, der skulle lægges. Én brik ad gangen. Men her er vigtige elementer i min proces
- Jeg brugte forskellige body-mind-teknikker (bla. yoga, naturbaserede øvelser og meditation), som jeg lærer fra mig i mit online stressforløb.
- Jeg har i høj grad lært at sige nej og lagt tendensen til overansvar og at please andre fra mig (det tog kun 10 år men sikke en befrielse!)
- Mine værdier har ændret sig. Eller rettere sagt, så er jeg blevet bedre til rent faktisk at leve efter mine værdier men enkelhed, god tid til børnene, oplevelser og nærvær fremfor ting og et liv, der kører på automatpilot.
- Jeg er blevet mere bevidst om ikke at basere min identitet eller mit selvværd så meget på mit arbejde eller hvad jeg i taget udretter. Det er vigtigt for mig at arbejde med noget meningsfuldt, men jeg har lært at det ikke har noget med mit værd som menneske at gøre.
- Vi har fået mere ro i vores familie og har arbejdet os igennem uhensigtsmæssige mønstre i parforholdet. Det giver en enorm ro for både os og børnene at have ro på “basen”.
- Jeg arbejder i dag i meget høj grad ud fra mit eget personlige drive og ud fra, hvad der er meningsfuldt for mig, hvilket betyder, at jeg nyder store dele af mit arbejde og i perioder kan jeg arbejde hårdt og længe uden problemer.
- Jeg har lært at respektere, hvad det kræver af mig at være under følelsesmæssigt pres på grund af en særlig familiesituation og er blevet mere realistisk omkring, hvad jeg kan forvente af mig selv.
Tjek min guide til stressramte ud her – måske er der noget du kan bruge.
Kærlig hilsen
