Følgende artikel var tiltænkt psykologernes fagmagasin, men blev ikke trykt da jeg skrev en kronik med et lignende tema i Kristeligt Dagblad i stedet. Derfor er det heller ikke lige det typiske blogindlæg, men da mange, der ikke har adgang til kronikken, gerne vil læse, hvad jeg skriver, bringer jeg denne artikel her. Det er en anden artikel, men essensen af budskabet er det samme. Selve kronikken findes her.

Forleden morgen faldt jeg over en avisoverskrift, som handlede om en psykolog, der var kommet igennem en livskrise og tilbød andre at gøre det samme ved hjælp af en specifik metode. Det handlede om at “få gode råd og tips til at undgå psykiske symptomer og mén efter en hvilken som helst livskrise.”

Den overskrift sad jeg og stirrede på et godt stykke tid. Måske fordi historien om en krise på grund af et alvorligt sygt barn lignede min egen historie så meget. Med den afgørende forskel at jeg ikke er kommet igennem den uden symptomer eller mén. Indtil den morgen havde jeg følt, at det burde jeg ellers. Jeg har haft adgang til god og omfattende psykologbehandling og al den sociale støtte i form af nære relationer, man kan ønske sig. Jeg er endda psykolog og føler på en måde en forpligtigelse til at have resiliens og til at blive kureret af mine egne faglige metoder.

Den overskrift sad jeg og stirrede på et godt stykke tid. Måske fordi historien om en krise på grund af et alvorligt sygt barn lignede min egen historie så meget. Med den afgørende forskel at jeg ikke er kommet igennem den uden symptomer eller mén.

Og dog sidder jeg her tilbage med mine symptomer. Ikke at de har slået mig helt ud af kurs – ikke længere. Men jeg er blevet rystet i min grundvold på en måde, som giver efterdønninger. Og af uransagelige årsager, så var det, der det slog mig, da jeg sad og stirrede på overskriften: Det er ikke mig, der er noget i vejen med. Og det er heller ikke de psykologfaglige metoder, for de er både gode og nødvendige. Det er måden, de nogle gange bliver fremstillet på, der er noget i vejen med. Og hvis vi psykologer taler om psykologfaglige metoder, som noget der kan fjerne alle psykologiske ubehageligheder, så er vi snarere en del af problemet end af løsningen.

Det er et dilemma. Jeg er selv selvstændig og vil gerne markedsføre mine produkter, så de når frem til dem, der kan have gavn af dem. På den ene side ønsker jeg at være nuanceret, og på den anden side er det, der efterspørges, ofte “værktøjer”, “enkle teknikker” og meget gerne løsninger, der fører til ro i sindet på stedet og helst helt uden sygemeldinger eller andre upraktiske forstyrrelser.

Det må ses i sammenhæng med, at psykisk mistrivsel stadig er et kæmpe tabu. En undersøgelse udført af Gallup for Berlinske Tidende viste for nylig, at 35 procent af den danske befolkning mener, at psykiske lidelser er et tabu og dermed klart det største. Det er et kæmpestort “problem ved problemet”, og vidner om, at vi har en norm for, hvordan vi bør have det på indersiden, der ikke stemmer overens med virkeligheden.

Dette er ikke et angreb på den psykolog, der skrev den pågældende artikel eller på vedkommendes metode. Dette er mest af alt en note til mig selv og til andre, der ikke sejler igennem livskriser uden at få ridser i lakken, for at minde os om, at lidelse kommer vi ikke udenom. Ikke fordi vi ikke skal investere alt, hvad vi kan, i at få det bedre og afhjælpe symptomer bedst muligt. Men fordi vi ender med at skyde “den anden pil” efter os selv, som buddhister ville sige.

Det er et kæmpestort “problem ved problemet”, og vidner om, at vi har en norm for, hvordan vi bør have det på indersiden, der ikke stemmer overens med virkeligheden.

Den første pil er det uundgåelige. Det, der sker med os og i os i løbet af et liv. Den anden pil er den, vi efterfølgende sender efter os selv, når vi begynder at bebrejde os selv og føle os uduelige, forkerte og mislykkede, fordi vi ikke er fuldt funktionsdygtige eller på andre måder ikke lever op til de idealer, vi har om os selv.

Den anden pil medfører unødvendig lidelse, og vi sender den ofte efter os selv på grund af en misforstået opfattelse af os selv som isolerede individer, der kan behandles, justeres og repareres, som var vi en bil eller en lampe. Men vi er (heldigvis) langt mere komplicerede og sociale end som så. Som den amerikanske historiker og psykolog Philip Cushman skriver:

Many psychotherapy theories attempt to treat the modern self by reinforcing the very qualities of self that have initially caused the problem: it’s autonomous, bounded, masterful nature (“Cushion Why the self is empty”, 1990)

I disse tider, hvor der lægges så stor vægt på naturvidenskabelig evidens, er det vigtigt som psykolog at kunne skelne mellem, hvad der på den ene side efterspørges politisk og samfundsmæssigt og så kompleksiteten af, hvad der egentligt foregår i psykoterapi på den anden. Sagt med andre ord skal vi skelne mellem den politiske og økonomiske dagsorden og så vores egen psykologfaglighed. For der er naturligvis en forskel.

Evidensbølgen har nedtonet de processuelle aspekter af terapi, og i stedet er effektstudier blevet udbredt. Det er en del af den politiske virkelighed, og det skal vi forholde os til. Det kan ikke nytte noget, at vi sidder bag en lukket dør på universitetet og filosoferer over videnskabsteoretiske dilemmaer og nægter at udlevere klar evidens, når det nu er det, der efterspørges. På den anden side skal vi heller ikke forlede befolkningen eller os selv til at tro, at vi som psykologer har nærmest magiske evner og adgang til metoder, som kan forvandle ethvert symptom til den enkeltes eller samfundets fordel.

Sagt med andre ord skal vi skelne mellem den politiske og økonomiske dagsorden og så vores egen psykologfaglighed. For der er naturligvis en forskel.

Idéen om det fuldt funktionsdygtige menneske uden væsentlige symptomer på psykisk mistrivsel er en myte. Når man taler om en psykoterapeutisk metode – en hvilken som helst af slagsen – som noget, der hjælper en med helt at undgå psykiske symptomer og mén efter en hvilken som helst livskrise, er man ikke længere en del af løsningen på forekomsten af massiv dårlig psykisk trivsel i befolkningen – man er en del af problemet.

Det er man, fordi man er med til at holde liv i det falske ideal om et menneske, der sejler igennem kriser uden mén og symptomer. Hvis det menneske findes, så tilhører det i hvert fald det absolutte mindretal, og der er ingen grund til at bruge vedkommende som sammenligningsgrundlag for, hvordan de fleste kommer igennem en krise.

Vi kan alle have trang til at ophøje psykoterapeutiske metoder til noget, vi kan bruge til at kontrollere os selv og vores eget liv med. Hvem vil ikke gerne kunne det? Men her skal vi passe på, at vi ikke kommer til at bilde os selv og andre ind, at psykologfaglige metoder kan eller skal bruges til at skaffe os af med alle uønskede symptomer for i sidste ende blive mere perfekte, arbejdsdygtige og i det hele taget for at kurere os for de mindre fantastiske aspekter af det at være menneske. Hvem vil ikke gerne kureres for ethvert symptom? Jeg ville gerne. Men dette ønske er nærmere et tegn på det, den amerikanske psykolog Jon Frederickson kalder “purifikationsidealet”:

Since avoiding what we feel and how we are is universal, it makes sense that in both the psychotherapy and spiritual practice worlds people offer ideals of purification to get attached to and they offer rituals to achieve impossible goals. (Jon Frederickson, personlig korrespondence)

Min faglige og personlige erfaring siger mig, at en stor del af den smerte og håbløshed, der er forbundet med symptomer på fx stress, angst og depression ikke blot kommer fra symptomerne men af “den anden pil”, der er følelsen af, at diverse symptomer gør én uduelig og uværdig som samfundsborger, som deltager i fællesskabet og som en afvigelse fra normen.

Jeg har taget mig selv i at reflektere en del over konceptet “at gå til psykolog” i forbindelse med idéen om mennesket uden symptomer. Og når man ser det lidt på afstand, er det jo egentligt slående, at vi går hen til et menneske, vi ikke kender for, bag lukkede døre og under strengeste krav om tavshedspligt, at fortælle, hvordan vi har det.

Mange af os vil hellere gå til en professionel for under anonyme forhold at tale om, hvordan vi har det i stedet for at tale med naboen eller endda vores ægtefælle. Jeg siger ikke, at vi nu skal til at dekonstruere hele psykologrollen, og vi er også mange psykologer, der arbejder på andre måder end med individuel psykoterapi. Det ændrer dog ikke ved, at i befolkningen er “en psykolog” en, man går til for at få en individuel samtale med bag lukkede døre.

Mange af os vil hellere gå til en professionel for under anonyme forhold at tale om, hvordan vi har det i stedet for at tale med naboen eller endda vores ægtefælle.

Ikke at den klassiske psykologsamtale på nogen måde er overflødig. Den fortrolige samtale er og vil altid være af stor værdi. Men gad vide om der er noget ved rammen omkring psykologsamtaler, som også understøtter og vedligeholder tabuisering af symptomer på psykisk mistrivsel? Gad vide, om vores rolle ikke i allerhøjeste grad indbefatter at nedbryde tabuer og facilitere de fællesskaber, hvori det kan ske, frem for at beholde samtalen bag lukkede døre?

Fremtiden vil (forhåbentlig) byde på radikalt anderledes måder at arbejde på som psykolog. Facilitering af off- og online grupper og fællesskaber og af hele bevægelser i samfundet, der alle tager skridt hen mod en aftabuisering af psykisk mistrivsel og mod at punktere myten om, at vi først er hele og funktionsdygtige mennesker, når vi er symptomfri.

Som psykologer må vi signalere, at vi har et dybt greb om psykologfaglig teori og metode. Det er her, vi skiller os ud. Vi kan ikke med faglig integritet i behold understøtte tale om en given metode som løsningen på alvorlige livskriser. Stress kan ikke altid forebygges, symptomer kan ikke altid fjernes, og vi kommer sjældent igennem væsentlige kriser uden skrammer.

Som psykologer må vi signalere, at vi har et dybt greb om psykologfaglig teori og metode. Det er her, vi skiller os ud. Vi kan ikke med faglig integritet i behold understøtte tale om en given metode som løsningen på alvorlige livskriser.

Der er dog én ting, ubehagelige følelser tåler meget dårligt, og det er åbenhed i et fællesskab. Skam over at være forkert og over ikke at kunne leve op til diverse idealer overlever ikke ærlighed særligt længe. Det første skridt hen mod autencitet tages nogle gange i terapilokalet, og lad os sørge for, at vi ikke giver andre indtrykket af, at psykoterapi først er vellykket, hvis vi er renset af alle symptomer, men derimod når vi føler os som mere hele mennesker – alt inklusive.

Birgitte Sølvstein

Hej, må jeg sende dig noget?

Få listen "20 perfekte gaver til en stressramt" og bliv seriøst inspireret af Birgittes tirsdagsmail

Tak for tilmeldingen - du har fået en mail!