Visse ting kan kun læres via erfaring. Det gælder fx. alvorlig stress.

At vide hvordan stress, depression, angst og anden psykologisk smerte opleves fra indersiden og hvordan det farver det liv, man lever og den verden, man befinder sig i er ikke noget, der kan læres på universitet.

Hvis man kan lære noget om det fra en bog, er det nok nærmere fra skønlitteraturen, hvor der findes mange fantastiske eksempler på karakterer, der kæmper en indre kamp med tilværelsen.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg været noget i tvivl om, om jeg overhovedet skulle lave denne podcastepisode.

Og da jeg havde lavet den vidste jeg ikke, om jeg skulle sende den ud i æteren…

Jeg har sådan lidt en indre dialog kørende nogle gange, når jeg skriver eller siger noget personligt. Den ene del af mig synes det er vigtigt, fordi jeg gerne vil fremstå som et menneske og tale direkte fra mit eget liv og hjerte til dig, der lytter og læser med derude.

Den anden del af mig synes for det første, det er lidt grænseoverskridende, fordi jeg egentlig ikke er typen, der er så vild med opmærksomhed omkring min egen person. Og især er den del af mig bange for at virke selviscenesættende, selvoptaget eller bare blive til grin.

Nu om dage er det sjældent den sidste stemme får så meget taletid.

Jeg har efterhånden lært, at den er ude på at beskytte mig for enhver pris, og hvis jeg lytter til den, så kommer jeg ikke til at sige eller skrive noget af værdi for nogen, fordi jeg simpelthen censurerer alle sårbare og vedkommende elementer ud.

Sidste gang, det tog mig lang tid (læs flere måneder) at overveje, om jeg skulle skrive noget personligt offentligt var for et års tid siden, hvor jeg skrev en kronik i Kristeligt Dagblad, hvor jeg bla. nævner, at jeg selv kæmper med angst. Egentligt handlede kronikken om noget andet, men det var lige den del om angst, mit ego ikke havde det specielt godt med at nævne i en kronik.

Jeg skrev kronikken, sendte den og tænkte så, at jeg jo lige kunne redigere det mest sårbare ud, inden de trykte den. ‘

Det gjorde redaktøren imidlertid dagen efter, og da det gik op for mig, og jeg stod i Lyngby Storcenter måtte  lige måtte sætte indkøbsposerne fra mig et øjeblik for at sunde mig.

Det var som om, tiden lige stod stille.

Det gjorde min email til gengæld ikke i dagene efter.

Jeg fik mails og beskeder fra mennesker (og især også mange psykologer) fra nær og fjern, der sagde mig tak for det, jeg havde skrevet. Jeg sad tilbage med fornemmelsen af at have gjort det mest sårbare men også mest meningsfulde, jeg længe havde gjort.

Det var en stor lektion for mig.

Jeg havde forestillet mig, at jeg først skulle i mental og fysisk topform, turnere landet rundt med foredrag og skrive bøger, når jeg havde overvundet diverse ydre og indre udfordringer, før jeg kunne fortælle nogen om, hvordan jeg havde haft det.

Du ved – når jeg igen var en succes!

Det gik dog langsomt op for mig, at det ikke kom til at ske i den nærmeste fremtid og endnu vigtigere gik det op for mig, at det sjældent er tilfældet. Derfor besluttede jeg, at det godt kunne betale sig at stå frem på en mere realistisk måde, fordi det forhåbentligt kunne hjælpe andre til at føle sig mindre mislykkede.

Og det virkede efter hensigten.

Alligvel var jeg i tvivl denne gang. Og jeg har lært, at der i mit liv er to slags tvivl.

Den ene betyder “lad være” og handler om en veludviklet mavefornemmelse for, hvad jeg skal undgå og lade være med at gøre.

Den anden slags tvivl er måske mere en fornemmelse i hjertet, der handler om at gøre noget, der ligger ud over min egen (meget lille) komfortzone. Kunsten er så lige at skelne mellem de to, og det kommer heldigvis med øvelsen.

Så her er den. Lyt til denne episode, hvor jeg fortæller om:

  • Hvorfor en stor teoretisk og praktisk viden om og med stressbehandling ikke er det samme som at have en dyb viden om alvorlig stress
  • At jeg ikke tror, psykologer nødvendigvis skal have oplevet det, de hjælper deres klienter med, men…
  • Hvem jeg stoler mest på, når jeg skal finde nogen, der kan hjælpe mig
  • Mit personlige stress-CV
  • 7 ting, jeg har lært af selv at have været ramt af alvorlig stress – bla. hvorfor det har givet mig mere ydmyghed, fordi jeg inden da havde været vant til at være god til at mestre selv meget svære ting
  • Hvorfor det var svært for mig at droppe selvbebrejdelser og skam som psykolog
  • Hvordan jeg havde undervurderet hvad mit privatliv krævede af mig rent følelsesmæssigt og hvordan det bidrog til min stress
  • At jeg lærte noget om, hvordan mit selvværd måske var knap så intakt, som jeg havde bildt mig selv ind
  • Og meget mere…

 

Lyt til episoden her:

Blogindlæg nævnt i episoden:

Hvordan en stressekspert selv blev ramt af stress

Læs lidt mere om Birgitte Sølvstein her

Tak fordi du lytter med – alt det bedste

Motion mod stress

 

 

Hej, må jeg sende dig noget?

Få emailserien "3 dage til mindre stress og angst" med 3 enkle øvelser til mere ro og glæde og bliv seriøst inspireret af Birgittes tirsdagsmail

Tak for tilmeldingen - du har fået en mail!