fbpx

Stresset? 3 ting, der hjælper dig med at geare ned til ferien

Mange danskere oplever markant eller alvorlig stress (knap 30% af den voksne befolkning scorer højt på en stressskala ifølge Den Nationale Sundhedsprofil – kilde: Sundhedsstyrelsen), og mange føler sig ekstra stressede op til ferien.

Der er meget, der skal nås, inden vi kan gå på ferie, og desværre oplever mange ikke at kunne komme ned i gear i selve ferien. Eller også tager det det meste af ferien at finde ro, og så begynder hverdagens stress igen, inden vi for alvor har samlet nye kræfter.

Her får du viden om nervesystemet, og hvordan du bringer krop og sind i ro efter voldsom stress. Jeg giver dig desuden 3 konkrete tips til, hvordan du kan komme hurtigere ned i gear, når du får ferie.

Lyt til podcastepisoden, hvor jeg kommer ind på:

  • Hvorfor vi danskere er så stressede, når vi arbejder mindre og har mange goder
  • Hvorfor vi kan have svært ved at slappe rigtigt af i ferien
  • Hvorfor dit nervesystem ikke kan slippe langvarig stress på få minutter (og hvor lang tid det faktisk tager)
  • De 3 største omkostninger, det har, når du bringer stress med ind i din ferie
  • 3 konkrete ting, der hjælper dig fra højt stressniveau til at kunne slappe af i ferien (du kan læse om de 3 ting længere nede)
  • Den ultimative liste over aktiviteter, der giver nærvær og ro, som du kan downloade nederst på siden.

3 praktiske ting, du kan gøre, der hjælper dig fra stress til feriero

Der er mange ting, du kan gøre for at nedbringe stress, så du kan slappe af i ferien. Dybest set giver en hverdag med ro en ferie med ro, og en ferie kan ikke kompensere for en hverdag, der er for stresset.

Hvis du er meget stresset, så vil der højst sandsynligt være nogle grundlæggende ting, du skal ændre i dit liv, og der findes sjældent nemme løsninger. Her giver jeg dig dog 3 konkrete og praktiske ting, du kan gøre for at hjælpe dig selv ned i gear i ferien, hvis du føler dig meget stresset op til ferien.


1: Ryd dit mentale og fysiske skrivebord

Løse ender og rod gør det svært at slippe hverdagen og gå på ferie. Hvis du kan, så afsæt en halv eller en hel arbejdsdag op til ferien, som du dedikerer til at rydde op både fysisk og mentalt. Lad være med at blive for ambitiøs eller perfektionistisk. Det handler ikke om at få styr på alle detaljer og udføre alle arbejdsopgaver inden ferien. Det handler blot om at få overblik over, hvad du mangler at gøre og at bruge god tid på at lukke ned.

Her er, hvad du kan gøre for at rydde op mentalt og fysisk

  • Ryd op på dit fysiske skrivebord og i dine skuffer
  • Ryd op på skrivebordet i din computer
  • Ryd din email-indbakke. Se dette Instagram-opslag, hvor jeg giver en miniguide til inbox zero
  • Lave en liste over alle løse ender, du har på dit arbejde. Dem, du ikke når, har du samlet ét sted til efter ferien
  • Planlæg tid i din kalender efter ferien til at starte langsomt op og få overblik
  • Afsæt en dag til også at gøre ovenstående for dit privatliv i den sidste weekend op til din ferie

2. Hav et overgangsritual fra ferie til hverdag

Rent psykologisk hjælper ritualer os med at markere mærkedage, overgange og forandringer. At have et ferieritual kan hjælpe dig med at skabe en klar overgang fra hverdag til ferie. Overvej, hvilket ritual kunne passe dig og måske din partner eller familie.

Her er et par eksempler:

  • Rydde op i huset og fejre det med en god middag
  • Tage ud og få is med hele familien
  • Tage på café eller til stranden
  • Gå en lang tur efter sidste arbejdsdag

Hvad end du laver et ferieritual alene eller sammen med andre, så vil det hjælpe dig med at lægge hverdagen mentalt på hylden.

3. Skift stressende digitale vaner ud med vaner, der giver nærvær og ro

Du ved bedst selv, om der er digitale vaner fra din hverdag, du har brug for at skrue ned for eller lægge helt på hylden i ferien. Digital stress er en dimension af tilværelsen, vi har brug for at være opmærksom på, og for mange af os bidrager dårlige digitale vaner væsentligt til vores stressniveau.

Måske har du brug for at slette visse apps og måske bruge andre apps som din meditations- eller musikapp. Eller måske har du lyst til at lægge telefonen helt fra dig og foretage dig noget helt andet som fx at gå en tur, spille brætspil eller noget helt andet.

Jeg har lavet en liste med idéer til aktiviteter, der giver nærvær og ro: Den ultimative liste over 55 ferieaktiviteter, der skaber nærvær og ro. Den kan du downloade herunder.

Jeg håber, du blev inspireret. Rigtig god ferie!

Kærlig hilsen

Birgitte Sølvstein

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.