fbpx

Svært ved at stole på andre? 3 spørgsmål, du kan stille dig selv

Har du svært ved at stole på andre?

Så er der 3 spørgsmål, du skal stille dig selv og som vil give dig større klarhed over, hvordan du får tilliden tilbage. Ikke nødvendigvis til andre (hvis de ikke fortjener den) men i første omgang til dig selv.

Måske har du særligt svært ved at stole på andre. Det kan være, fordi du:

  • Har været tæt på mennesker i din barndom, der løj, stjal, svigtede, havde et misbrug eller var upålidelige på anden måde
  • Fordi du i dit voksenliv har været udsat for tillidsbrud: løgn, bedrag, svigt eller overfald
  • Fordi du ikke stoler på dig selv og måske selv er upålidelig og har udsat andre mennesker for løgn eller svigt.

Eller måske er du bare som de fleste af os – nogle gange har vi svært ved at stole på andre. Herunder får du via de 3 spørgsmål hjælp til at skelne mellem mistillid, der bunder i virkeligheden og mistillid, der mest handler om dig selv.

Håber du bliver inspireret – læs eller lyt med her.

3 spørgsmål du skal stille dig selv, hvis du har svært ved at stole på andre

 
1. Udviser jeg tillid til de forkerte mennesker?

Forestil dig, at du tager til bageren for at købe et surdejsbrød. Det forhandler denne bager ikke, og du du bliver lidt skuffet og må gå igen. Men der er ikke sket nogen katastrofe. Nu ved du jo, at du må til en anden bager for at få dit surdejsbrød.

Men lad os så sige, at du hver dag bliver ved med at tage til selvsamme bager for at købe et surdejsbrød. Du tænker “Det kan da ikke passe – det har de fleste bagere jo. Det burde man da kunne få”. Og hver gang, du finder ud af, at du ikke kan få det bliver du ked af det og skuffet. Ja, faktisk bliver du mere og mere ude af dig selv, og du føler, dit liv er ødelagt, fordi du ikke får det, du forventer.

I stedet for at holde fast i, hvordan du ønsker virkeligheden skal være, så se på dine egne urealistiske forventninger og justér ind.

Det lyder jo vanvittigt, men ikke desto mindre er det præcis det, vi gør, når vi bliver ved med at have forventninger til, at vi kan stole på et andet menneske, der har vist os gang på gang, at det ikke er tilfældet.

I stedet for at holde fast i, hvordan du ønsker virkeligheden skal være, så se på dine egne urealistiske forventninger og justér ind, så de stemmer overens med virkeligheden.

svaert ved at stole på andre

Nogle mennesker kan du ganske enkelt ikke stole på. Det kan være en svær og smertefuld erkendelse – tillidsbrud fra især dine nærmeste gør ondt. Men når du ser objektivt på situationen, kan du enten fjerne dig fra dem, hvis det er nødvendigt eller tage til efterretning, at du ikke kan have tillid til dem og sætte fornuftige grænser. Eller finde ud af, hvad der skal til, før du kan få tillid igen.

Er det nemt? Nej, det er det ikke. Især ikke, hvis det er én af dine nærmeste. Der er en god grund til, at det kan tage mange år at forlade en ludoman på trods af, at han har spillet alle jeres penge væk eller at sætte en grænse for en ung, der bruger sin uddannelsesopsparing på stoffer.

Men er det ikke rimeligt at forvente, at min mand ikke er utro, at min kone ikke drikker eller at mit barn ikke lyver? Jo, det er det, men ikke desto mindre er der mennesker, der drikker og lyver for dem, de elsker hver eneste dag. At forsøge at lave mennesker om, så de svarer bedre til vores forventninger og forhåbninger er spild af tid og fører til store frustrationer.

Men kan mennesker ikke ændre sig? Jo, det kan de heldigvis men i mellemtiden skal du ikke udsætte dig selv for uacceptable adfærd. Det undergraver både din og den andens selvrespekt. Det bedste du kan gøre for alle involverede er at sætte fornuftige grænser.

Og hvordan kan man vide, at man kan have tillid igen? Du kan mærke, at der sker et skift i vedkommendes bevidsthed og i jeres relation. Ofte vil der være dyb anger og en undskyldning du kan mærke er dybfølt. Hvis du tuner ind på din mavefornemmelse, så kan du mærke, om du kan stole på vedkommende igen, men hvis der er tale om et alvorligt tillidsbrud kan det tage lang tid at genopbygge tilliden.

2. Skal jeg stole mere på mig selv?

Vi bliver som regel meget forurettede, når vi ikke kan stole på andre. Hvis folk hele tiden kommer for sent, ikke holder hvad de lover eller taler bag om ryggen på andre.

Men tag lige et øjeblik og overvej, om du kan stole på dig selv. Kan du det?

  • Holder du det, du lover dig selv?
  • Lever du selv op til de idealer, du forventer andre mennesker lever op til?
  • Har du integritet eller taler du bare om ærlighed og venlighed uden at praktisere det i relation til dig selv?
  • Lytter du til dig selv, når din mavefornemmelse fortæller dig noget? Eller overhører du bare din intuition, fordi du har travlt med at leve op til det, du tror er andres forventninger.
  • Kritiserer du dig selv hårdt, når du begår en fejl? Siger du til dig selv, at du er uduelig, grim og forkert?

Hvis du har et problem med at stole på andre, så kig dig først og fremmest i spejlet og begynd med at opbygge din tillid til dig selv. Det vil give dig en grundlæggende tryghed, at du kan stole på dig selv. Når du kan det, er du ikke overladt til skæbnen eller til, hvordan andre behandler dig. Du kan sige til og fra og ved, at du i hvert fald bakker dig selv op.

OBS: Nogle gange handler manglende tillid til andre ikke om dig men ganske enkelt om, at der ikke er grundlag for tillid. Pas på med altid at vende usikkerhed mod dig selv. Se spørgsmål 1.

svaert ved at stole på andre
 
3. Skal jeg øve mig i at have tillid?

Du skal lære at skelne mellem mennesker, der fortjener din tillid og dem, der ikke gør. Når det så er sagt, så er tillid også en øvelsessag.

Hvis du hele dit liv har holdt kortene tæt til kroppen og andre vist et andet menneske den tillid der ligger i at være åben og ærlig, så handler det om, at du skal igang med at opbygge din tillid ved at vise dig selv. Hvo intet vover, intet vinder.

Har du hang til kontrol og har du dybest set ikke tillid til, at dine kolleger kan klare arbejdsopgaver så godt som dig? Med mindre du giver slip og overlader opgaver til andre, hvordan skal du så nogensinde få tillid til, at der faktisk er mange måder at løse en opgave tilfredsstillende på?

Og vigtigst af alt – hvis du ikke har tillid til at dine børn kan klare opgaver selv og lære af deres fejl – hvordan skal de så nogensinde blive modne og selvstændige mennesker?

svaert ved at stole på andre

Én af de vigtigste ting du kan gøre her i livet er at udvise de rigtige mennesker fuld tillid. Det giver dig mulighed for at være et autentisk menneske og opleve kærlighed, støtte og loyalitet i dine relationer.

Hvis du blev inspireret, vil du også synes om disse:

Kærlig hilsen

Birgitte Sølvstein

4 kommentarer

  1. Sebastian siger:

    Hej tak for dit oplæg jeg har i noget tid haft det svært ved at stole på mig selv efter jeg måtte fjerne nogen gamle venner fordi vi havede et skænderi og ikke kunne for tingene til at fungere sammen jeg trode jo at det var min måde at være på men det var det rigtige at gøre efter jeg læste dit opslag nu har jeg fået mere viden qt jeg har svært ved at stole på andre nye mennesker omkring mig så det skal der øves på

    1. Birgitte Sølvstein siger:

      Hej Sebastian. Godt at høre, at det kunne bruges. Ja, det er en proces, men det lyder som om, du er på rette vej:) KH Birgitte

  2. Anonym siger:

    Mange tak, Birgitte:)

  3. Louise siger:

    Mange tak, Birgitte:)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.