Kan apps være stressende? I den grad! Men antistress-apps findes altså også.

Jeg er af den holdning, at apps og anden teknologi er præcis lige så gavnlige eller skadelige, som vi gør dem til. Mobiler, email-indbakker og sociale medier skal styres med hård hånd, hvis vi skal have det bedste ud af dem. Når vi gør det, kan vi til gengæld bruge teknologi til at forbedre vores livskvalitet – og nedbringe stress!

Modsat hvad man måske skulle tro, er jeg meget kritisk når det kommer til brugen af teknologi. Jeg ved, hvor skadelig digital teknologi og sociale medier kan være for vores mentale helbred, kognitive evner og indlæring. På den anden side omfavner jeg, de muligheder teknologi giver, og jeg ser helt klart fordelene større end ulemperne – når vi ellers bruger den med omhu.

Her får du en liste over mine 5 mest brugte antistress-apps, og jeg bruger dem på daglig basis (på nær nr. 5 som mest bliver fundet frem for hyggens skyld sammen med mine børn).

Obs. Min blog er reklamefri, og nedenstående er helt og holdent på baggrund af min egen erfaring og begejstring. Alle apps jeg har er til iPad, iPhone eller Mac – i nogle tilfælde kan de også fås til Android.

Min opbevarings-app

Jeg ved helt ærligt ikke, hvad jeg gjorde før Evernote. Evernote er min eksterne hukommelse både privat og arbejdsmæssigt, og det er her jeg arkiverer stort set alle noter, udklip, store og små skriverier, bilag, idéer, research, opskrifter, brainstorms jeg har lavet på papir (som ryger ind i Evernote via dokumentkameraet), vejledninger og ja… bogstaveligt talt ALT. (Jeg skriver mine klientjournaler et andet sikkert sted, og til større ting som blogindlæg, artikler og manuskripter bruger jeg Scrivener.) Evernote fungerer som én stor digital notesbog, man så igen kan inddele i notesbøger, stakke af notesbøger osv.

antistress-apps

Min to-do-app

På et tidspunkt blev jeg temmelig besat af stressfri produktivitet – altså det her med hvordan man kan arbejde effektivt og kreativt uden at blive overbelastet. Det kom sig dels af, at jeg er optaget af at lære andre (og mig selv) hvordan man arbejder med mindst mulig stress, men det kom sig også af, at jeg pludselig stod med en seriøs mængde projekter, der var svære at overskue. Jeg har lært meget, og i dag må jeg sige, jeg på de fleste dage er mange gange mere produktiv end tidligere (beklager til tidligere arbejdsgivere!). Et af mine vigtigste værktøjer er min to-do-app. Der findes mange gode, men mit valg faldt til sidst på Omnifocus. Den er dyr og kræver måske, at man kender systemet bag for at få det optimale ud af den. I lang tid brugte jeg Trello, som også er rigtig god.

Min meditations-app

Min meditations-app hedder Insight Timer og er egentlig bare en timer men med fine lyde af forskellige former for klokker. I perioder har jeg en daglig meditationspraksis, og mit liv fungerer helt klart bedst, når jeg har. Jeg kan ikke helt finde ud af, om om det at jeg mediterer er en årsag af at jeg har ro på eller om det nærmere er en effekt, men i hvert fald er det altid et godt tegn. Jeg bruger også Insight Timer, når jeg tager tid på skriveøvelser, og så bruger jeg den også ofte til at time mine “arbejdsintervaller”, når jeg fx beslutter mig for at fokusere på at skrive i 50-minutters intervaller om formiddagen.

Min fokus-app

Nu om stunder kaldes alt til en Mac jo nærmest en app, og denne app er vist mest en extension til min Chrome Browser på min Mac. Men jeg er så vild med den, at jeg bliver nødt til at nævne den. Hver gang jeg åbner min browser eller åbner en ny fane på min browser, så viser Momentum meget smukke billeder fra hele verden – et nyt hver dag – og spørger mig, hvad mit fokus er i dag. Det hjælper mig faktisk til at holde fokus (i stedet for hele tiden liiiige at tjekke mail eller afbryde mig selv på andre måder) og giver mig en lille fornemmelse af at komme lidt rundt i verden, hvilket jeg lige pt. længes meget efter.

Min kreaafstressnings-app

Der findes mange sjove kreative apps, men min yndlings er Fabrika. Jeg tegner nu helst selv på papir og elsker at finde papir, glimmer, sakse, lim osv. frem fra skabet til mine børn, men nogle gange hygger vi os med at lave flotte mønstre på Fabrika. Der er noget meditativt over mønstrene, og det er sjovt at se, hvilke nye former og farver, der dukker op, når man starter på en ny.

antistress-apps

Har du nogle yndlings afstressnings-apps, så del dem gerne!

Alt det bedste

stresssymptomer

 

 

 

Ps. Blev du inspireret af dette blogindlæg? Så skriv dig op herunder for at få tilsendt den famøse “tirsdagsmail” med nyt om blogindlæg og andet godt.

Hej, må jeg sende dig noget?

Få listen "Mine 5 bedste metoder til at finde ro og få kontakt til din indre stemme" og bliv seriøst inspireret af Birgittes tirsdagsmail

Tak for tilmeldingen - du har fået en mail!