Lavt selvværd bliver ofte fremhævet som årsag til alskens problemer her i tilværelsen: stress, problemer med at finde en kæreste og frygt for at tale i forsamlinger. Vi mener, vi først må arbejde på det lave selvværd, før vi kan foretage os noget som helst andet. Det er totalt misforstået! Lavt selvværd bunder først og fremmest i menneskets biologi – for kvinder langt højere grad end for mænd. Ikke, at det ikke kan være relevant at arbejde med dit selvværd. Men med dette indlæg vil jeg gerne normalisere problemet omkring at have “et lavt selvværd” lidt.

For sagen er den, at alle mennesker har et lavt selvværd og generelt gælder det kvinder i endnu højere grad end mænd. Mange af os har det lidt stramt med det der med at sige, at ”kvinder er sådan” og ”mænd er sådan”. Men idag gør jeg det alligevel – i en god sags tjeneste.

”Jeg tror det handler om, at jeg har et lavt selvværd” har jeg hørt kvindelige klienter sige igen og igen. Ikke alene er der problemet, de kommer med; Stress, et ødelagt ægteskab, problemer med børnene. Nu er der også problemet med det lave selvværd. Bestillingen lyder til en start ofte på, at der skal “arbejdes på det dårlige selvværd”. Problemet er bare, at lavt selvværd langt hen af vejen er et sidespor at komme ind på. Et lavt selvværd mere er et vilkår end noget, vi nødvendigvis skal bruge så lang tid på at arbejde med. Til gengæld kan vi ændre vores forhold til vores selvværd – mere om det senere.

Lavt selvværd fra naturens hånd

Lavt selvværd ikke noget, der er forbeholdt de få udvalgte, og det opstår heller ikke nødvendigvis i opvæksten eller på grund af en dårlig leder. Vi taler ofte om personligheden som noget, der primært formes af oplevelser i løbet af livet. Vi bruger individualpsykologiske forklaringer til at finde årsagen til personlighedstræk i det enkelte menneskes historie. En dårlig barndom, en traumatisk hændelse, en god lærerinde.

Når det gælder lavt selvværd er det bare sådan, at det i det store hele er en standardindstilling, vi har med os fra naturens hånd. Menneskets evolution har en kæmpe betydning for vores nuværende psykologi. Der er selvfølgelig individuelle og samfundsmæssige faktorer, der påvirker selvfølelsen. Alligevel er vi alle først og fremmest skabt med biologiske og psykologiske forudindstillinger, der automatisk resulterer i et ”dårligt selvværd”. Det er et urgammelt instinkt, der hjælper os med at holde os i sikkerhed, hvilket først og fremmest betyder at sikre, at vi forbliver en del af flokken.  At være udsat for misbilligelse og ultimativt social udstødelse var før i tiden ikke et spørgsmål om, at man ikke havde nogen at drikke kaffe med søndag formiddag; det var en sikker dødsdom.

lavt elvværd

Selvfølgeligt er der undtagelser, men i det store hele er lavt selvværd normalt

 

Når jeg springer let og elegant hen over et lavt selvværd som følge af individuelle oplevelser, så er det ikke for at underkende, at nogle har sår på sjælen på grund af mobning, omsorgsvigt eller mere almindelige “hverdagstraumer”. Mange af os – de fleste af os – i løbet af livet får oplevelser med i bagagen, som vi har brug for at bearbejde på den ene eller den anden måde for at kunne leve og være en del af fællesskabet på en god måde. Og jeg er helt med på, at nogle af os selvfølgelig føler, at vi har et lavere selvværd end de fleste, hvis vi fx har usædvanligt svært ved at sætte grænser eller komme igang med et kreativt projekt af frygt for andres kritik.

Instinkter beskytter for enhver pris

Den del af din hjerne, der hjælper dig med at bevare et godt forhold til andre sørger på bedste vis for din sociale sikkerhed. Den er aldeles ligeglad med, om du siger “jeg er god nok” til dig selv foran spejlet 20 gange, inden du skal til en vigtig lønsamtale med chefen. Den del af din hjerne hedder krybdyrhjernen, og den ser i det store hele ud som den har gjort i årtusinder. Bevares – systemet har udviklet sig undervejs, men det går langsommere end man skulle tro. Hvis du tror, din hjerne er indrettet til at komme med et upopulært synspunkt eller skabe et kontroversielt kunstværk eller i det hele taget gøre dig uheldigt bemærket – ja så tager du fejl.

Din hjerne og resten af dit nervesystem sender dig stærke faresignaler, hvis du træder det mindste ved siden af. Den har hjulpet dine forfædre med at overleve ved at være meget følsom – hellere blive på den sikre side 40 gange for meget end én gang for lidt. Frygtsystemet aktiveres ved fysisk fare men også når din sociale og dermed fysiske sikkerhed er truet. Derfor kan det at tale offentligt eller sige nej mærkes med stor intensitet rent fysiologisk. På listen over ting, vi mennesker frygter mest er at tale i offentligheden og at blive til grin i den absolutte top. Det bliver nemmere at forstå, når man tager vores sociale overlevelsesinstinkter i betragtning.

lavt selvværd

Hjernen tror det at tale offentligt er farligt – derfor er vi ofte bange for det

Hvorfor især kvinder?

Kvinder er rent biologisk langt mere orienterede mod sociale relationer end mænd er. Eller i hvert fald på en anden måde. Forskning viser, at vi kvinder generelt er langt bedre til at læse ansigtsudtryk og opfange sociale signaler og generelt er meget mere opmærksomme på, hvad andre synes om os. Det gennemsnitlige kvindelige nervesystem er gennem årtusinder udviklet til at kunne indordne sig socialt og til at mestre den svære kunst det er at bevare harmonien i flokken. Hvorfor? Fordi vi kvinder indtil for nylig historisk set ikke havde en chance for at beskytte os selv hverken fysisk, økonomisk eller juridisk. Mange steder i verden er det stadig tilfældet. I årtusinder kunne kvinder kun sikre deres overlevelse og relative velbefindende ved at underlægge sig de med større magt. Derfor vil det at  hævde os socialt for mange kvinder være ekstra svært og i praksis er det det stik modsatte af, hvad vi har øvet os på det meste af menneskets historie.

Jeg selv mærker dagligt dette fareinstinkt, når jeg foretager mig noget som helst, der kunne give kritik. Som fx at skrive denne artikel. Hvad vil feministerne sige? Hvad med den og den kollega? Jeg er efterhånden kommet til det punkt i mit liv, at det simpelthen er for kedeligt at lade mig styre af, hvad andre mennesker tænker. Mit frygt er ikke mindre og mit selvværd ikke større. Gid det var så vel. Nu skriver jeg bare alligevel.

lavt selvværd

Andel af kvinder, der rent biologisk er orienteret mod at passe ind i flokken

 

Hvad kan vi gøre ved det?

Lige umiddelbart? Ingenting! Vi kan ikke med hverken mindfulness eller girafsprog ændre vores biologiske tendens til at ville passe ind socialt særligt meget. Tro mig – jeg har prøvet. Jeg har talt om min frygt og skrevet breve til den. Jeg har ignoreret den, accepteret den og hypnotiseret den. Jeg har tegnet min frygt og endda engang klippet den ud af en flamingokasse (i form af en krokodille…). Og lige meget hjalp det. Jeg er da helt klart blevet bedre til at leve med mine fejl, sætte grænser og generelt føle mig ok. Først og fremmest går det mere og mere op for mig, at jeg er rimeligt almindelig – hverken bedre eller værre end de fleste andre. Men min frygt og min følelse af nogle gange at have lyst til at kravle ned i en tændstikæske, selvom jeg rationelt ved bedre, er der stadig.

Men hvad skal vi så gøre? Opgive overfor disse instinkter, som tydeligvis har en stor indflydelse på os og for nogle af os endda ender med at være invaliderende i form af social angst, eksamensnedsmeltning eller manglende mod til at finde en kæreste? Selvfølgelig ikke.

Det vi skal gøre er at lade være med at spilde tiden på at tro, at et lavt selvværd er en personlig brist, når det langt hen ad vejen er et almenmenneskeligt vilkår. Timelang analyse af årsagerne til vores manglende selvværd ændrer ikke noget, og vi risikerer at undervurdere, hvad vi egentligt er oppe imod. Vi går galt i byen, hvis vi tror, vi skal styrke det lave selvværd, før vi kan gøre nogle af alle de ting, vi egentligt godt kunne tænke os eller har brug for at gøre. Det bliver simpelthen for kedeligt at leve, og det bliver svært at gøre noget som helst af betydning.

lavt selvværd

Krokodiller lider, så vidt vides, ikke af lavt selvværd

 

Hvad vi alligevel kan gøre

  1. Erkend at frygt er en del af din biologi, og drop ideen om, at dit lave selvværd kan fjernes. Det giver for det meste bagslag at prøve at undertrykke eller ignorere så kraftfulde instinkter som frygt.
  2. Vær opmærksom på, om du lader dit sociale frygtinstinkt styre dit liv. Baserer du dit liv på at passe ind for enhver pris? Og hvad er prisen?
  3. Giv dit lave selvværd en personlighed og et navn “Dørmåtte Doris” eller “Usynlige Ulla”. Lær hende at kende – I skal alligevel følges.
  4. Præsenter “Usynlige Ulla” for andre du møder. Dit lave selvværd trives bedst, hvis du skjuler det og skammer dig over det. Til gengæld trives det dårligt, hvis det bliver taget frem i lyset.
  5. Bliv bedre til noget konkret. Hvis du er dårlig til at sige nej og sætte grænser, så arbejd på det i stedet for at arbejde på dit lave selvværd. Bliv en bedre underviser eller skribent, hvis det er der, skoen trykker. Brug pengene på et relevant kursus i stedet for på behandling af dit selvværd.
  6. Lær at leve med at få kritk, begå fejl og være upopulær. Der skulle gerne stå andet end “hun passede ind” på din gravsten.
lavt selvværd

Hvad skal der stå på din gravsten?

Missionen med denne artikel er komplet, når kvinder holder op med at bruge et dårligt selvværd som overspringshandling og som undskyldning for ikke at udrette ting af betydning.

 

Sæt i gang!

Alt det bedste

birgitte-underskrift-blog

 

 

 

 

Hej, må jeg sende dig noget?

Få listen "20 perfekte gaver til en stressramt" og bliv seriøst inspireret af Birgittes tirsdagsmail

Tak for tilmeldingen - du har fået en mail!