Dette indlæg er en del af en serie: Del 1| Del 2
Dette indlæg er en del af en serie i to dele, hvor jeg skriver om mine erfaringer med at være “selvhjælpspsykolog”, og jeg har skrevet dem som en række bekendelser. Når jeg ser tilbage, ved jeg ikke helt, hvad jeg skal kalde den slags psykolog, jeg har været de seneste 10 år, men måske er den bedste betegnelse “selvhjælpspsykolog”. I hvert fald har min primære beskæftigelse de seneste 11 år været at give hjælp til selvhjælp til alle jer derude i form af et nyhedsbrev, en blog og så min podcast “Psykologen i Øret” samt mine forskellige onlineforløb.
I har taget så godt imod det hele, og efter et par år med massive investeringer af tid og også penge, har jeg kunnet leve af den måde at være psykolog på, og min platform har med årene vokset sig stor. Del 1 kom for et par uger siden og kan findes lige her. Jeg ville egentlig lave 10 bekendelser, men der sneg sig lige et par stykker ekstra med.
Her genoptager jeg mine bekendelser og lægger ud med, hvad det bedste ved mit arbejde er, som jeg savnede, da jeg arbejdede som mere “almindelig” psykolog, og så fortæller jeg også om andre ting, I derude måske er interesserede i, som f.eks hvor meget, jeg tjener, og hvad mine planer er fremover.
Obs. indlægget kan også lyttes som podcastepisode – du kan lytte nederst på siden!
Bekendelse nr. 6: Det allerbedste ved at arbejde som psykolog med at skabe onlineforløb, have en podcast, skrive blogindlæg med mere er…
Hvis man ser bort fra, at det allerbedste selvfølgelig er at møde jer derude, enten når jeg holder foredrag, workshops eller andet eller bare på gaden, eller når jeg hører fra jer, og I fortæller, I har været glade for et forløb eller for podcasten, så er der én anden ting, jeg elsker ved at arbejde på den særlige måde, jeg har gjort de seneste 10 år, og det er: muligheden for at være kreativ.
Jeg tænker jo, at man også kan være kreativ i almindelige psykologjobs. Man kan være kreativ, når man har samtaler, og når man skal løse alle typer af opgaver. Men dét, jeg mener her, er, at det har givet mig muligheden for at være kreativt skabende på en hel anden måde, end hvad jeg havde prøvet før.
Det startede med en plan om at skabe et onlinebaseret stressforløb. Jeg anede ikke det fjerneste om, hvordan man gjorde, og det gik også hurtigt op for mig, at dét at lave et godt stressforløb kun var en del af opgaven. Det at få det ud i verden var den anden del, og jeg fandt hurtigt ud af, at hvis jeg ville lave et stressforløb, så skulle jeg lave en platform og finde ud af, hvordan jeg kunne gøre opmærksom på, at det overhovedet fandtes. Jeg lavede en hjemmeside, stiftede et nyhedsbrev og begyndte at skrive et blogindlæg om ugen og sende de indlæg ud via mit ugentlige nyhedsbrev. Det var en vild ting for mig at skrive ting og sende ud i offentligeheden på den måde, for det havde jeg aldrig gjort før. Jeg havde stort set ikke skrevet andet end universitetsopgaver, og det var en lærerig proces at begynde at lave ting, der skulle være til gavn og inspiration. Heldigvis startede jeg jo i det små, og da det første år var gået, havde jeg 500 skønne læsere på mit nyhedsbrev (og mange af de første er her endnu!). Og jeg var i gang. Og så fik jeg hen ad vejen lavet mit stressforløb og andre forløb.
Pointen er, at selve den kreative skabende proces med at skrive tekster, lave podcasten, som senere kom til, vælge billeder og grafik, designe forløb od udtænke løsninger og nye måder at gøre tingene på, har været en kæmpemæssig gave. Det har lært mig, at jeg er et skabende menneske, og at det er muligt at være meget kreativ som psykolog. Tidligere havde jeg svært ved at se de muligheder, men nu ved jeg, at jeg aldrig kommer til at give slip på den igen. Jeg har skrevet og sagt end del om kreativitet gennem tiden, og det tror jeg, er fordi jeg tror på kreativitet som helende og som et vigtigt behov. Ikke bare for mig, men for alle, omend det er meget forskelligt, hvad vi har lyst til at skabe. Der er mange måder at være kreativ på, og én af mine måder er gennem mit arbejde og ved at være psykolog på en anden måde.
Bekendelse nr. 7: Jeg blev udskammet offentligt af andre psykologer, og det sidder stadig i mig.
For nu knap 10 år siden skrev jeg en kronik i Kristeligt Dagblad. Det var før, jeg selv havde en platform af nogen særlig størrelse. Jeg havde lige akkurat skrevet et par blogindlæg og havde lagt dem ud på min hjemmeside, og selv det var grænseoverskridende, som det ofte er, når man ikke har udgivet noget før i offentligheden. Så var det, jeg skrev en kronik, fordi jeg synes, jeg havde noget vigtigt at sige. Den hed: Vi skal myten om mennesket uden uønskede symptomer til livs. Måske kan man gætte, hvorfor jeg skrev den kronik. Jeg havde selv symptomer i form af angst, og det var ikke lykkedes mig at skaffe mig af med den angst, og det var begyndt at gå op for mig, at for mig og mange andre er idéen om at fjerne symptomer fx. stress, angst og depression en forkert måde at gribe det an på, hvis vi vil leve et godt liv. For det kan ikke altid lade sig gøre.
Jeg skrev kronikken og havde aldrig skrevet noget som helst før. Jeg sendte den til avisen og tænkte, at så hørte jeg nok nærmere, hvis de ville overveje at trykke den. Som jeg husker det, sendte jeg den en onsdag. Torsdag fik jeg besked fra avisen om, at de ville trykke den dagen efter. Og det gjorde de så. Jeg stod i Lyngby Storcenter, da det gik op for mig, at de havde tænkt sig at trykke en kronik, hvori jeg fortalte hele offentligeheden, at jeg kæmpede med angst og ikke havde kunnet få det til at gå over, selvom jeg var psykolog. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Jeg tror, jeg havde skrevet den kronik i en overbevisning om, at ingen nok ville læse den, og jeg altid kunne slette det med angst
I stedet skete der det, at den kronik fik en enorm opmærksomhed. Det var jeg slet ikke forberedt på, og jeg følte mig afklædt. I kronikken kritiserede jeg de psykologiske tilgange, der markedsførte sig på, at der var metoder, der kunne fjerne angst, og at man helt kunne undgå psykiske mén selv efter alvorlige livskriser. Jeg nævnte ingen navne eller metoder, men de psykologer, der repræsenterede én af de metoder, der hørte ind under den kategori, for i samlet flok i blækhuset og skrev et svar tilbage i samme avis på min kronik.
De følte sig mildest talt trådt over tæerne. Og tonen i deres svar var ikke rar. Det var mig, der havde taget fejl og tog håbet fra folk, mente de, for deres metode virkede. Og hvis man endte med ikke at få det bedre, var det ens egen skyld. Sådan læste jeg i hvert fald det svar. Jeg sad og læste det en sen aften, efter min mand var gået i seng, og det ramte mig hårdt. Jeg skammede mig og følte, at de 100% havde ret. Jeg skulle aldrig have skrevet den kronik. Det var min egen fejl, jeg led af angst. Jeg var et dårligt eksempel og en endnu dårligere psykolog.
Jeg måtte vække min mand, og det tog ham lang tid – timevis – at få mig til at se, at lige netop den tone og det svar jo blot understregede min pointe. At vi ikke skal være arrogante som psykologer og fremføre vores evidensbaserede metoder som enkle løsninger på komplicerede liv. Det kunne jeg godt se – rationelt. Så jeg faldt i søvn og prøvede at lægge det bag mig, men det satte sig som en slags skam, jeg ikke tror, jeg var kommet af med, hvis det ikke havde været for alle jer og en kæmpe flok psykologer. Et par dage efter sagde en god veninde, der også er psykolog, om jeg havde set, at kronikken og deres modsvar blev diskuteret på livet løs inde i en Facebookgruppe for psykologer. Det havde jeg ikke, men jeg gik ind i gruppen og så til min store overraskelse, at det var faldet mange psykologer for brystet, hvordan tonen havde været i det svar. Og de bakkede mit synspunkt op. Alle som én. På nær lige de psykologer, der havde syntes, at min kronik var håbløs.
Jeg postede en kommentar derinde, hvor jeg fortalte ærligt, hvordan det havde ramt mig, og så skete der det, der endegyldigt gav mig modet til at holde fast i min egen mavefornemmelse og tilgang som psykolog. Jeg modtog ikke mindre end en storm af mails og beskeder fra psykologer, der bakkede mig op. Og derudover begyndte der at ankomme mails fra alle mulige mennesker, der havde læst min kronik og var glade for den. Det perspektiv på angst gav dem håb, og de var glade for, at jeg som psykolog stillede mig frem og fortalte åbent om min egen angst.
Jeg har ikke lyst til at debattere noget som helst. Det er slet ikke min mission. Jeg tror dog på Pippi Langstrømpe-princippet, der handler om, at “Den, der er vældig stærk, bør også være vældig rar” forstået på den måde, at dét, at en flok erfarne psykologer går sammen og på den måde udskammer en yngre psykolog, ikke er god stil. Jeg havde ikke den samme erfaring og viden, som jeg har nu. Jeg havde ikke researchet nok til at vide med sikkerhed, at der ikke fandtes nye, psykoterapeutiske metoder, der pludselig var langt mere effektive end andre, men det ved jeg nu, og det ved alle med solid viden om psykoterapeutisk forskning, der ikke er sammenblandet med økonomiske interesser.
Jeg havde endnu ikke videreuddannet mig i ACT – en evidensbaseret, adfærdsterapeutisk metode, der netop lægger vægt på, at lidelse og symptomer ikke altid kan fjernes, og at vi ikke skal tale om mentale problemer som sygdomme, der kan behandles eller helbredes, men som en uundgåelig del af livet, vi kan lære at leve med. Der var meget, jeg ikke vidste, og der er meget, jeg ikke vil debattere offentligt, men som jeg ved som psykolog. F.eks. at der er forskellige menneskesyn bag forskellige terapiretninger. Terapiformer med fokus på at fjerne symptomer passer perfekt ind i vores præstationssamfund og ind i beskæftigelsesindsatsen, der gerne vil have borgere tilbage som fuldt funktionsdygtig arbejdskraft. Symptomer kan jo også ses som tegn på, at der er noget dybere på spil, men den slags mere humanistiske og i mange tilfælde tidskrævende og lidt mere dybdegående indsats passer dårligt ind i forsikringsselskabers og kommuners rammer for varighed og udgifter. Psykologi og metoder skal forstås i en historisk og kulturel ramme. Det kan virke abstrakt, men det bliver meget konkret, når vi ender med at diskutere, om angst er noget, der kan og skal “helbredes” ved hjælp af en effektiv metode, eller om det måske er et vilkår, når vi har været igennem svære ting og i det hele taget lever i en tid, hvor mange er pressede og bekymrede.
I dag sidder det stadig i mig som et fagligt formidlingstraume, selvom jeg godt ved, at jeg ikke gjorde noget galt. Jeg viste min sårbarhed, og det blev ikke taget godt imod af visse psykologer. Jeg har ikke læst den kronik eller det modsvar siden, fordi det giver mig ondt i maven. Jeg er altid lidt bange for, at nogle vil komme hen til mig og skælde mig ud for den kronik – helt irrationelt. Jeg bliver så ofte spurgt om min holdning til den ene og den anden terapiform, og siden da har jeg udtrykt mig særdeles diplomatisk – også selvom jeg ved, der bredt i psykologkredse stilles store spørgsmålstegn ved visse metoders effekt og måde at markedsføre sig på.
Bekendelse nr. 8: Hvor meget tjener en selvhjælpspsykolog, og lidt om hvor meget, det betyder for mig at have en stabil indkomst
For ikke så længe siden var der én, der spurgte, hvad jeg tjente på mit arbejde, og i det hele taget tror jeg ofte, at folk undrer sig over, hvordan jeg kan tjene penge på mit arbejde. Måske er der andre, der er nysgerrige derude? Hvis jeg ser på min indkomst over de seneste 10 år, så vil jeg sige, at jeg rundt regnet i gennemsnit har tjent en almindelig psykologløn, hvis jeg havde haft en ansættelse i det offentlige. Psykologer tjener ikke specielt meget sammenlignet med andre akademikere og slet ikke noget i nærheden af læger, men det er selvfølgelig meget afhængigt af, hvor man er ansat, og hvad man har af opgaver. Som et slag på tasken vil jeg tro, at jeg har kunnet udbetale 25.000 til mig selv hver måned efter skat, og dertil kommer, at jeg har lagt en del til side til pension.
Til det regnestykker medhører, at jeg de første 3-4 år tjente meget lidt. Så voksede min platform og min indkomst, og min indtjening er generelt steget, men der har også være vilde år og knap så gode. Det, der er kommet lidt bag på mig, er, at nu hvor jeg har en stor platform, er der også mange faste udgifter forbundet med at holde det hele velkørende, så det har ikke helt samme enkelhed som i starten. Det vil sige, at selvom min omsætning er steget meget, er min egen indtjening ikke steget i samme grad. Min virksomhed er lille, men med en fast assistent, et lille hold af tilknyttede freelancere og især en hel del software, der skal være sikker og solid, er der alligevel en vis drift, der skal køre.
Det betyder meget for mig at have en fast og stabil indkomst, og lige på det punkt er jeg ikke født til at være selvstændig. Den økonomiske side af sagen kan stresse mig – også selvom der aldrig har været grund til det. Min ambition er ikke en stor virksomhed, men jeg arbejder også for at tjene penge, så jeg har en fast indkomst til mig selv og min familie, og derfor har jeg altid set meget rationelt på den del og har fokus på at lave ting, der kan bruges, og som I derude derfor er villige til at betale for. Mit arbejde som psykolog er ikke er en hobby eller noget, jeg gør for min fornøjelses skyld. Jeg arbejder, selvom jeg også har stor fornøjelse af det. Jeg har derfor også altid været bevidst om at være god til markedsføring, fordi jeg har vidst, at det var en forudsætning for at have en bæredygtig virksomhed.
Jeg har dog næsten ikke brugt betalt annoncering, men har brugt utrolig meget tid på at skabe gratis podcastepisoder, blogindlæg, nyhedsbreve og andre gratis ting, der tiltrækker jer derude. Og nogle af jer (mange af jer!) vælger før eller siden at købe et forløb eller en meditationssamling, og det er det, der gør, at jeg kan leve at mit arbejde. Når det så er sagt, så har jeg i det daglige også et stort legende element i mit arbejde, og jeg tror, indtjeningen kommer automatisk, når man skaber noget af værdi.
Bekendelse nr. 9: Jeg deler meget af mig selv i min podcast og i mit arbejde. Her er, hvad jeg ikke deler noget om…
I mit arbejde som psykolog har jeg tiltagende gjort brug af det, som man på terapeutsprog kalder selvafsløring, hvor jeg bruger mig selv og mit eget liv som eksempel. Det er der flere grunde til, at jeg gør. Når det bliver gjort med omtanke, kan det hjælpe andre til at føle sig mindre forkerte, og fordi det kan være svært at stille sig frem, når man er sårbar, så er det godt, at nogle gør det, så alle kan spejle sig i menneskeligheden og få et reelt indtryk af, hvordan et menneskeliv er, og hvordan vi har det. Én af de ting, psykologer har priviligeret adgang til, er folks ærlige tanker og følelser, og under overfladen gemmer der sig mange ting, som man ville blive overrasket over. Jeg bruger aldrig klienter eller deltagere som eksempel, men deler gerne af og om mig selv dér, hvor jeg tror, det kan komme andre til gode.
Eksempler på ting, jeg har delt med jer i blogindlæg, podcastepisoder, foredrag, workshops og kurser, er, at jeg selv har kæmpet med angst, selv har været ramt af stress. Jeg har også fortalt, at vi har en søn med epilepsi og et handicap, og jeg har delt noget omkring vores store beslutning med at flytte til Jylland efter mange år i hovedstaden.
Der er dog også ting, jeg ikke har delt og heller ikke kommer til at dele. Det er f.eks.:
- Aktuelle kriser, jeg har i mit liv, som f.eks. kunne være akut sygdom, konflikter i min familie eller andre svære ting
- Mine børns privatliv, helbredstilstand eller trivsel. Jeg formulerer mig i meget generelle vendinger om dem, hvis jeg nævner dem. Vi har haft kæmpestore udfordringer og bekymringer, som jeg ikke deler offentligt, fordi det er deres privatliv
- Ting om andre i min familie eller nærmeste vennekreds. Jeg deler ikke om, hvad jeg laver med venner og familie, og jeg spørger altid f.eks. min mand eller bror, hvis jeg deler om noget, jeg tænker, der kunne have betydning for andre, eller hvor jeg føler, jeg deler noget af andres historie også.
Men bortset fra det, er der faktisk ikke rigtig noget, jeg ikke vil dele. Jeg er ikke længere så bange for at fortælle om mit eget liv og mine egne mønstre og måder at tænke på, og jeg føler ikke, der er nogen stor skyggeside, I ikke ser eller ting, jeg gør i mit liv, der ikke stemmer overens med den, jeg foregiver at være udadtil. Jeg foregiver ikke at være noget særligt og har ikke brug for nogen facade. Jeg er bare mig. Jeg tror, det er kommet med alderen og i takt med, at jeg har fået et mere solidt selvværd, der ikke er baseret på, hvad jeg kan, eller at jeg skal fremstå specielt perfekt eller kompetent.
Bekendelse nr. 10: Jeg har i perioder været fanget af sociale medier i min arbejdstid. Det ødelægger min kreativitet, produktivitet, min selvtillid og min evne til fokus og nærvær.
Én af de ting, jeg har kæmpet mest med on and off de senere år, er min manglende evne til at styre sociale medier og min brug af min smartphone generelt. Jeg ved, at mange kæmper den samme kamp, og i perioder kommer jeg ind i gode vaner, og så før eller senere ser jeg pludselig mig selv tjekke Instagram i stedet for at løse en arbejdsopgave eller være nærværende med min familie eller tjekke nyheder for mange gange om dagen (eller være på arbejdsmailen hele tiden i stedet for bare at tjekke den en gang om dagen, som jeg egentligt helst vil).
Jeg kan også se, at livet som selvstændig nogle gange kan gøre, at jeg nok forfalder mere til dårlige vaner, end jeg ellers ville. Mange dage arbejder jeg hjemme og alene, og det keder mig ærligt talt nogle dage, og så er det nemt at søge mod en form for “selskab” ved at skrive beskeder, tjekke sociale medier eller andet, der giver mig en fornemmelse af at være i kontakt med verden. Det er også ok, men det er ikke så godt, når det går ud over min evne til at koncentrere mig, og jeg ender med at spilde tiden på noget, jeg ved, ikke gavner mig.
Noget af det, jeg meget tydeligt kan observere, er, at jeg bliver jeg i dårligere humør og bliver utilfreds med mig selv og mit liv, hvis jeg bruger sociale medier for meget. Lige fra mit arbejdsliv, mit familieliv, min vennekreds og alle andre aspekter af mit liv kan meget hurtigt famle og virke utilstrækkeligt, når jeg ser på endeløse mængder af smukke billeder fra andres liv, der – selvom jeg ved, det blot er fremstilling – alligevel sætter sig på nethinden som grundlag for sammenligning.
Og så ødelægger det min kreativitet. Selvfølgelig kan man blive inspireret. Også på sociale medier og internettet generelt. Men jeg oplever, at formålsløs scrollen har flere ulemper end fordele, hvad angår min kreativitet, og jeg bliver afledt fra de idéer, der bedre former sig, når jeg er til stede i min egen virkelighed, og når jeg beslutter mig for at undersøge noget mere målrettet, læser, researcher, taler med andre eller går en tur i naturen for at tænke.
Sidst, men ikke mindst, så har jeg oplevet, at det næsten kan være umuligt at samle den røde tråd i store projekter og fremstille f.eks. større online forløb, der kræver et stort overblik. Jeg synes faktisk, det er ret skræmmende, hvordan man kan miste evnen til at være kreativ og produktiv, hvis man lader sig selv aflede for meget, og jeg tænker ofte, at vores børn og unge kan miste evnen til at fremstille meningsfulde ting, hvis de konstant er begravet i digitale enheder, der underholder og afleder. Men man skal jo ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus, og derfor arbejder jeg løbende på at få bedre digitale vaner.
Bekendelse nr. 11: I har holdt mit humør og mit mod oppe i mørke og svære perioder af mit liv. Mere end I tror.
I begyndelsen, da jeg begyndte at formidle bredt ud, tror jeg, at jeg så mit arbejde som en slags envejskommunikation, men jeg fandt hurtigt ud af, at når man giver andre noget, de kan bruge, så får man meget tilbage. Det har jeg oplevet løbende, og nogle gange er der nogle, der bemærker, at de synes, jeg giver meget ud, men jeg tænker altid, at jeg jo får langt mere tilbage, end folk nok aner.
Jeg har haft tidspunkter i mit liv og i mit arbejdsliv, hvor jeg af forskellige grunde har haft det svært. Min far døde i en ulykke i 2020. Jeg har været syg. Min mand blev kørt ned og kom alvorligt til skade. Min søn har haft epileptiske anfald i mange år, og det slider på os og er ikke en nem ting at leve med. Hertil kommer, at jeg har kæmpet med angst og jo også har oplevet alle mulige andre skærmydsler, som man jo gør, når man har et liv. Og hele vejen igennem har det været sådan, at hver gang jeg var ved at droppe det hele, har haft for travlt eller har været overvældet, så har jeg enten fået en mail eller kommentar eller mødt jer i virkeligheden, og jeg kan ikke tælle, hvor mange gange nogen har sagt noget til mig lige på en dag, hvor jeg for alvor synes, at det hele var svært.
Der har været gange, jeg har mødt jer, og I har fortalt ting om, hvordan podcasten har hjulpet jer, som jeg aldrig vil glemme. En mor, der fik et handicappet barn, gik tur med podcasten i ørerne og vidste ikke, hvordan hun ellers skulle komme igennem den første svære tid. Nogle har følt, at deres ægteskab blev reddet. Nogle har haft meget syge børn, og fordi de følte, jeg lærte dem at stole på deres mavefornemmelse, fik de taget vigtige beslutninger. Nogle har været ved at give op og har fortalt mig, hvordan det har givet dem ro og håb at deltage i et forløb.
At få den slags ting at vide gør, at jeg ved, at jeg bruger min tid rigtigt. Og det har båret mig igennem meget svære ting, fordi jeg ved, jeg ikke er alene.
Bekendelse nr. 12: Mine fremtidsplaner er….
Jeg oplever, at jeg er i en overgangstid lige nu arbejdsmæssigt. Hele årsagen til at jeg arbejder på den måde, jeg gør, og har udviklet mig til at være selvhjælpspsykolog og udvikle onlineforløb er vores familiemæssige situation med et barn, der krævede, at jeg arbejdede meget hjemme, så jeg kunne stå stand by i en hverdag, der i mange år bød på jævnlige epileptiske anfald og derfor et konstant beredskab og behov for at kunne smide, hvad jeg havde i hænderne og ikke være bundet op af klienter, undervisning eller foredrag hele ugen.
Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg det blandet med den vej, jeg valgte. At være selvstændig og klare det selv. Jeg har ikke fået tabt arbejdsfortjeneste eller været officielt sygemeldt en eneste dag i de sidste 10 år. Selvfølgelig har jeg været syg, men som selvstændig har jeg løst opgaverne, og så måtte jeg slappe af og være syg dagen efter. Jeg siger ikke, at man skal sætte en ære i ikke at være sygemeldt, men sådan har det bare været. Men det har til tider været alt for hårdt at skulle håndtere både familie og et på nogle måder krævende arbejdsliv, og det har også nogle gange været økonomisk stressende. Det har kostet mange kræfter, og jeg kan godt mærke, at jeg er slidt. Jeg har følt mig arbejdsmæssigt ensom meget af tiden og trives ikke længere med at arbejde hjemme. Jeg savner en god arbejdsplads og at være meget mere ude i verden.
På den anden side har jeg virkeligt nydt det. Ellers havde jeg ikke kunnet fortsætte i så lang tid, som jeg har med podcast og at producere så meget over så lang tid. Så det skal ikke lyde som om, at det ikke har været spændende, givende og lærerigt, for det har det i høj grad været, og jeg har haft brug for og også sat pris på fleksibiliteten, der er kommet familien og børnene til gode og har gjort, at vi har kunnet få det til at hænge sammen.
Lige nu er vores søn på specialefterskole, hvor han har det godt og stortrives, og vi er verdens mest taknemmelige forældre. Det betyder, at jeg har en meget større frihed lige for tiden, end jeg har været vant til i mange år. Vi regner med, at det bliver til to år på samme efterskole, og jeg er nået til et punkt, hvor jeg har brug for at ændre nogle ting og komme i retning af et arbejdsliv, jeg kan trives mere i. Jeg er 47, og jeg kan godt være lidt bekymret for, om jeg kan finde ud af at starte på noget nyt. Hvad det skal være, ved jeg ikke. Om et par måneder kan jeg forhåbentligt fortælle om én ting, jeg har arbejdet på, som måske vil få mig lidt mere ud i verden og ud til jer. Så jeg tror, at det bliver en gradvis proces, og podcasten løber ingen steder!
Det gør mine onlineforløb heller ikke. Mit stressforløb elsker jeg at afvikle, og RO har lige åbnet for tilmelding, og jeg glæder mig til at sætte forårsholdet i gang. Og så vil jeg ellers bruge tid på at afsøge terrænet og overveje, hvad jeg måske har lyst til at kaste mig ud i. Jeg har både overvejet at forblive selvstændig og måske have mere foredragsvirksomhed og tage mere ud i verden og samarbejde med flere, skrive bøger osv. Jeg tror under alle omstændigheder, at jeg vil blive ved med at formidle til jer via mit nyhedsbrev og podcast i lang tid, for jeg kan faktisk slet ikke forestille mig at lade være.
Men jeg har også overvejet ting så forskellige som at forske, at søge fonde til at stifte et center for psykologisk trivsel og ansætte mig selv og andre psykologer eller andre fagfolk til at eksperimentere med forskellige tilbud, at få en job eller en lederstilling på et projekt, jeg kan se mig selv i, eller måske endda at holde en orlov et halvt års tid for at give mig selv en tiltrængt pause.
Så på en måde har jeg mange fremtidsplaner og på en måde ikke rigtig noget. Jeg er nok også lidt forsigtig med at tro, at jeg nu har min frihed til at kunne arbejde mere, som jeg selv vil. For mit forældreskab har lært mig, at ting pludselig kan ske, der kræver, jeg er der for mine børn, og for mig er det vigtigste at kunne bruge ressourcerne der i det omfang, der er nødvendigt. Jeg drømmer også om helt andre ting som at rejse mere, synge gospel igen, tegne eller male mere, og så drømmer jeg om at være meget mere social, hvilket, jeg tror, er tegn på, at jeg er i stærkt socialt underskud i min dagligdag, for jeg plejede faktisk at trives fint i mit eget selskab og så med de nærmeste familie og venner, men sådan har jeg det ikke helt længere. Både privat og arbejdsmæssigt har jeg en stor trang til at være en del af sociale sammenhænge og bare have det sjovere i min dagligdag.
Nå. Det var mine 12 bekendelser. Jeg håber, de måske kunne stille nysgerrigheden eller give inspiration til dit eget arbejdsliv. Dette indlæg er en del af en serie på 2. Du finder del 1 lige her.
Du kan lytte til lydversionen (podcastepisoden) lige her:
Kærlig hilsen
