fbpx

Trænger du til energi og forandring? Sådan fik vi ryddet op i hele huset.

Her kommer en anbefaling, som jeg har erfaret, kan gøre en kæmpe forskel: ryd op.

Ryd op

Hvis du gerne vil have, der sker noget nyt i dit liv, så begynd med at rydde op og rydde ud i dit hjem. Det virker enkelt, men man skal ikke undervurdere effekten af  den slags processer.

Man bliver ikke lykkelig af ting. Så enkelt er det. Jeg elsker godt nok ting. Elsker lækkert tøj, lækre møbler og kvalitetsting. Jeg vil hellere gå i Magasin eller Illums Bolighus end i Jysk. Så det er ikke fordi, jeg ikke er materialistisk anlagt, og jeg bliver aldrig minimalist eller feng shui-nørd.

Men nogle gange kan mængden af ting, vi har, komme til at overskygge det, der er vigtigt i livet:

  • Kærligheden
  • Dybe relationer
  • Oplevelser
  • Tid
  • Meningsfulde aktiviteter
  • At bidrage til verden
  • Kontakt med naturen
  • Forundring
  • Frihed
  • Ro på alle planer
  • Sæt selv ind, hvad der betyder meget for dig…

Vi har ryddet ud i ALT herhjemme

Herhjemme har vi været i gang med en større proces, hvor vi har ryddet op og ud i ALT over de seneste par måneder. Og jeg mener alt. Hver evig eneste skuffe, hver kasse, hver bog og hvert stykke legetøj er blevet vendt og drejet. Og meget af det har vi skilt os af med, enkelte ting er blevet skiftet ud og vi er endt med at have langt færre ting.

Vi har talt en del om, at de perioder i livet, hvor vi har haft det sjovest og nemmest har været der, hvor vi har haft meget få ting.

Vi er på ingen måde samlere, og jeg er ikke typen, der gemmer eller roder specielt meget, men jeg har bare fundet ud af, at jeg har brug for plads, enkelhed og luft i mit hjem. Ikke rod og for mange ting af hensyn til både børn og voksne.

I weekenden kørte min mand så de sidste ture på genbrugspladsen. Sikke en lettelse!

Store forandringer – ikke kun på det ydre plan

Vi kan se tilbage på en proces, hvor vi har fået ryddet op og forenklet ikke bare på det ydre plan men også big time på mange andre planer. Helt uden at have nogen bevidst intention om det.

  • Vi har haft samtaler som par om ting, der har “ligget” alt for længe og det har givet fornyet nærhed, energi og spændende muligheder
  • Børnene elsker deres nye værelser, som er mere enkle og overskuelige, og vi har i den anledning ændret deres soverutiner til det bedre (i nat blev de i deres egne senge næsten til den lyse morgen – hurra!)
  • Vi har ændret vores daglige rutiner en hel del uden at være så bevidste om det – af en eller anden årsag er der fx. langt mindre stress om morgenen, når familien skal ud af døren. Som om der er kommet et helt nyt flow i huset.
  • Vi har droppet planer, der ikke tjener os og lavet helt nye i stedet, og jeg kunne blive ved…

Faktisk er nogle af de forandringer, vi har oplevet, så store, at jeg tøver en lille smule med at anbefale en seriøs oprydning, med mindre man er klar til store omvæltninger. Men på den anden side ved jeg, at det er den slags processer, man kun tager fat på, når man er klar, så…here goes.

 

Ryd op og skil dig af med det overflødige og det, der trækker din energi ned

Når jeg siger “ryd op” så mener jeg det: Ryd op i alt. Og jeg mener ALT.

Det virker som en lidt underlig anbefaling fra en psykolog, men at rydde helt op i sit hjem og i ALLE ting er ikke bare en overfladisk proces.

Det er et KÆMPE energiboost at skille sig af med overflødige ting, og det gør livet meget lettere. Der er mange måder at gribe det an på, og når det er tid, så er det tid.

Det vigtigste princip er, at du ikke skal overvælde dig selv eller stresse over processen. Se det som en proces, hvor selve oprydningen er en vigtig del af det hele – ikke noget, der bare skal overstås. Giv dig selv al den tid, du har brug for – herunder deler jeg, hvordan vi fik det gjort overskueligt og ligefrem hyggeligt. Hyg dig med det, sæt musik på, lad børnene være med og lev med, at der i en periode bliver mere kaos. Vi gjorde ikke særligt meget rent undervejs og fik mere takeaway – vi prioriterede at få ryddet ud i stedet for.

En anden meget vigtig del af processen har for mig været kun at beholde de ting, der tjener et praktisk formål eller giver god energi. Vi har ryddet ud i skuffer og skabe og har bare generelt mindre af alt.

Fx har jeg afleveret en stor del af mit tøj til genbrug og har kun beholdt det, jeg går meget i og er glad for. Og har tilladt mig selv at købe et par enkle lækre nye ting, som jeg ved, jeg kommer til at slide op.

Et andet eksempel er mit nye skrivebord. Jeg havde et meget stort skrivebord før. Det fejlede intet, men det fyldte meget, og der hang bare gammel og tung energi ved det bord. I weekenden fandt min mand tilfældigvis et lille fint skrivebord i Ikea, og nu er jeg den lykkelige ejer at et mindre skrivebord og meget mere plads omkring mig. Og mindre plads til rod i skufferne!

 Sådan gjorde vi – praktiske tips

Her vil jeg dele mine vigtigste erfaringer. Der er mange veje til Rom, men her er, hvad vi har gjort.

Og når jeg siger “vi”, så var det faktisk i første omgang mig, der begyndte. Men efter nogle uger blev min mand begejstret, og det endte med at blive en fælles proces.

  • Vi gennemgik huset rum for rum for at skabe luft, enkelhed og orden. Giv det god tid og lav en plan – fx ét rum om ugen. Eller måske bare et skab. Jeg afsatte typisk en halv dag om ugen, fx. lørdag formiddag, og det har taget et par måneder.
  • Vi har sorteret ALT fra, der ikke tjener noget praktisk formål eller som giver os god energi. Ud med alt, der ikke er blevet brugt i lang tid, med mindre det er sæsonbetinget eller har en stor værdi som fx mine dagbøger helt tilbage fra ’89. Kælderrummet er næsten tomt skulle jeg hilse og sige. Ved hver enkelt ting, du skal tage stilling til, så mærk efter i kroppen. Er det en god følelse – eller beholder du den bare, fordi den har kostet meget eller fordi den engang betød noget?
  • Hovedreglen har været, at tingene skal ud hurtigt – ellers bliver det alt for besværligt. Vi har smidt ud eller givet til genbrug eller til andre. Kun enkelte ting er blevet solgt. Hvis i tvivl, så stil i en kasse på loftet i 3 måneder og send det så videre.
  • Alt skal have en plads, og der skal være god plads i alle rum, skuffer og skabe, så det er nemt at holde orden.
  • Børnene var med til at rydde ud i deres ting, og de var overraskende villige til at give slip på meget. Nu er der meget mere gulvplads og luft på deres værelser, og det er mere behagelige rum at lege og sove i.
  • Overvej at forenkle din garderobe drastisk. Jeg har besluttet mig for at skabe en såkaldt “Capsule Wardrobe” med få men gode ting, der passer sammen på kryds og tværs. Jeg elsker ensfarvede ting og har mine yndlingsfarver. Det betyder også, at jeg sandsynligvis er færdig med primært at købe mit tøj på udsalg, som jeg ellers plejede, men at jeg holder mig til et par yndlingsmærker og giver mig selv lov til at købe lidt men godt.
  • Lad være med at købe nye ting, hvis de ikke er nødvendige. Vi har lovet os selv, at fra nu af får børnene kun få ting til fødselsdag og jul, og i stedet vil vi give oplevelser og måske praktiske ting. Det samme gælder os selv.

Og det var det:)

Jeg håber, du blev inspireret. Foråret kommer sent i år, men nu er det her snart!

Det er den perfekte årstid til oprydning. Min erfaring er, at det giver anledning til dybe psykologiske processer, hvor gamle hengemte følelser og overbevisninger viger pladsen for luft, lys og ny frisk energi.

Kærlig hilsen

Birgitte Sølvstein

11 kommentarer

  1. Kirsten siger:

    Kære Birgitte.
    Tak for et meget inspirerende indlæg. Jeg vil starte dagen med at lave en plan for en lignende proces.
    Min mand og jeg har trænet øvelsen lidt ved at vi har en ide om at bo et par år i en campingvogn for at bringe vores gæld ned, og så har vi udpeget, hvad der er vigtigt for os hver især. Børnene er voksne, vores skønne hus på 233 kvm ligger lidt for øde, så vi ønsker at flytte. Det er dog meget svært at sælge et stort, dyrt hus på Jegindø selvom der er masser af vandudsigt. ????
    Mvh
    Kirsten

    1. Birgitte Sølvstein siger:

      Hej Kirsten. Selv tak – god fornøjelse:) Lyder som en fantastisk idé med campingvogn, det tror jeg faktisk alle skulle gøre på et tidspunkt. Det lyder ellers fantastisk med et hus på Jegindø – vandudsigt står meget højt på min ønskeliste! KH Birgitte

  2. Heidi siger:

    Jeg er totalt på dit hold. Jeg gør det selv to gange om året. Sommer og jul. Men det glippede til jul denne gang, og nu har jeg i flere måneder gået og gloet olmt på en stak kogebøger som ligger ovenpå vores køkkenskabe. De fleste er helt nye og aldrig brugt……Det er blevet symbolet på alt det overflødige crap vi har, SELVOM vi bor småt og tit rydder ud.
    Idag går jeg hjem og fjerner dem! Tak ❤️

    1. Birgitte Sølvstein siger:

      Bøger er en sniger – jeg elsker selv bøger, og det er skræmmende hvor mange jeg hele tiden må sortere ud i. God fornøjelse med at få dem sendt videre❤️

  3. Helle siger:

    Det er forbundet med stor angst for mig at rydde op. Er der mulighed for professionel hjælp til at rydde op.

    Venlig hilsen
    Den Anonyme

    1. Anonym siger:

      Kære du. For nogle mennesker er det forbundet med stor angst at rydde op, og det kan der være forskellige årsager til. Det er en god idé at få behandling af en psykolog, der har erfaring med angst, og det vil jeg bestemt anbefale dig. Du kan skrive mig en mail på soelvstein@soelvstein.dk, og jeg kan evt. hjælpe med at anbefale én i dit område. Alt det bedste

  4. Mirjam siger:

    Tak for en god artikel.

    Det er så rigtigt at det kan fører store, og gode forandringer med sig, at rydde helt op.

    Jeg har selv oplevet det, og set det hos mine kunder, som jeg hjælper med at rydde op.

    1. Birgitte Sølvstein siger:

      Selv tak Mirjam – dejligt du kunne lide den:)

  5. Addy siger:

    Sjovt jeg lige faldt over den her artikel..har lige tænkt at nu skal der ske et eller andet ny her i huset. Tak

    1. Birgitte Sølvstein siger:

      Selv tak Addy – ja, nogle gange skal der bare ske noget nyt:)

  6. Oprydningsmusen siger:

    Hej
    Jeg har været i gang med en omgang oprydning. Og det var rigtig godt. Det lettede lidt på det hele. Rigtig meget blev afleveret til genbrug. Men nu har der ikke været fokus på oprydning i et par måneder, og der er visse rum, der har det med at “stoppe til” igen. Så jeg må igang med en ny omgang oprydning. Så håber jeg, at jeg kan lære at holde orden fremfor oprydning,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.