I dagens podcastepisode sætter jeg mig til mikrofonen og fortæller lidt om, hvad jeg for nylig har haft fornøjelse af. Vi overvejer nemlig at få ænder. Det fik mig til at tænke på værdien af at have en hobby og gøre ting, der er sjove og blot for fornøjelsens skyld, selvom de måske er upraktiske, ikke tjener noget formål og koster penge.
Og så siger jeg tak for den meget varme modtagelse, I har givet min kommende bog, da jeg i sidste uge annoncerede, at jeg udgiver en bog om angst: Fri af angst, mod på livet. Det har virkeligt varmet!
Lyt til episoden herunder. Forhåbentligt kan den inspirere dig til at overveje, om du også skal have en ny hobby. Eller måske vil du bare sætte pris på dem, du allerede har. Og lidt længere nede på siden kan du se et link til det forskningsstudie, jeg nævner, som peger på, hvorfor det er sundt at have en hobby samt billeder af det, der måske (måske ikke) snart bliver forvandlet til en lille andegård i vores have.
Forskning peger på, hvorfor det er sundt at have en hobby
Jeg tror, det er vigtigt at gøre ting bare fordi, vi kan lide dem. Meget vigtigt endda. Hvad end det så er at holde høns, bygge modelfly eller strikke. Men min erfaring er også, at det kan være svært at finde noget, vi oprigtigt nyder og ikke gør fx. for at spare penge, for at blive gode til det ene eller andet. Det ene udelukker ikke det andet, men i podcasten siger jeg lidt mere om, hvordan vi kan have fokus på at gøre noget, fordi det giver glæde i sig selv.
Forskning peger på, at det er sundt at have en hobby, og det kan der være mange årsager til. Dette studie fra Harvard, som involverede 96.000 mennesker fra 16 forskellige lande konkluderede, at der på tværs af alle lande er en sammenhæng mellem at have en hobby og færre symptomer på depression og en større tilfredshed med livet. Nogle af årsagerne, de peger på, bidrager til den postive effekt er, at når vi engagerer os i ting, vi nyder at lave, så:
- udtrykker vi os kreativt
- vi bruger sanserne
- vi slapper af
- vi bruger vores kognitive evner
- vi får social kontakt
Og hvis du tænker, at du ikke har tid til en hobby, så tænk om igen. Det har vi altid – det er en prioritering, som du også kan høre mere om i dagens episode. Og herunder kan du se billeder fra vores brændeskur og have, som måske (måske ikke) snart skal laves om til andegård. Gode tips modtages gerne!
Kærlig hilsen