Jeg blogger som regel om stress og relaterede emner (mest fordi jeg kun har 24 timer i døgnet), men i dag handler det om lidt noget andet – nemlig kærlighed.
Jeg er selv i et ægteskab – min mand og jeg har været sammen i 13 år og interesserer mig meget for parforholdets psykologi. Det er sådan lidt min anden passion udover sammenhængen mellem krop og psyke. Havde jeg 48 timer i døgnet, ville jeg også specialisere mig i parforhold, men det kan jo være det kommer.
I dag har jeg besluttet mig for at anmelde en bog om kærlighed og forelskelse og krydre den med 2 historier fra mit eget kærlighedsliv.
100 myter om Kærlighed og Forelskelse
For ikke så længe siden opdagede jeg, at psykolog Jacob Mosgaard lige havde udgivet en bog, der hedder 100 myter om Kærlighed og Forelskelse. Jeg har aldrig mødt Jacob men har hørt godt om ham som psykolog. Så jeg kontaktede forlaget og hamstrede et anmeldereksemplar af bogen.
Jeg skrev til Jacob og sagde, jeg ville anmelde bogen, hvis jeg kunne lide den (jeg mener, hvorfor anmelde noget, man ikke kan lide…). Nu har jeg læst bogen, og jeg KAN lide den. Jeg kan faktisk virkelig godt lide den, og vil allerede her give den mine varmeste anbefalinger.
Til dig der vil læse en bog, der:
- Gerne vil læse noget interessant, nuanceret og lettilgængeligt om parforhold og forelskelse
- Vil læse en bog, der mestrer den svære kunst at servere viden på en letspiselig måde uden at give køb på en kritisk tilgang
- Vil have en bog, du kan læse fra ende til anden eller dykke ned i, hvor der lige er en spændende overskrift, der fanger dit blik
- Have et fantastisk godt samtaleoplæg til middagsselskabet, eller derhjemme i privaten med din partner
- Udfordrer din opfattelse af dig selv, dit parforhold og din partner
De fleste af os har bevidst eller ubevidst mange antagelser om parforhold og hvordan mænd og kvinder er skruet sammen. Hvad tænker du fx., når du bliver præsenteret for følgende udsagn:
- Kærlighed ved første blik er ægte kærlighed
- Vi elsker vores børn mere end vores partner
- Kærlighed og forelskelse er det samme
- Kvinder kræver ømhed før sex, mens mænd kræver sex før ømhed
- Mænd vil læse problemer, kvinder vil lyttes til
- At få børn sammen styrker parforholdet
- Manden trækker sig, fordi kvinden brokker sig
- Forsvinder følelsen, må forholdet stoppe
Jacob Mosgaards behandling af ovenstående og 92 andre myter er alt andet end overfladisk og stereotyp. Det er oplysende, tankevækkende og ofte overraskende læsning, der har givet anledning til mange spændende samtaler med min mand og med veninder.
Jeg tror, at én af grundene til, jeg er så vild med Jacobs bog, er at den gør op med myter, som ikke tjener os. Kærligheden er stor og fantastisk, men den kan også være svær, og vi kan brænde os alvorligt på den.
Så der er god grund til at blive klogere på kærligheden, og Jacobs bog er et godt bud. Måske skal den på listen over din sommerlæsning?
Har du købt Disneyversionen af kærlighed?
Jeg er stor tilhænger af den dybe kærlighed og det langvarige parforhold som en vej til fælles glæde men også dyb personlig udvikling. Ikke at det er den eneste vej, men det er én af dem. Der er en god grund til, at det er et ideal, de fleste af os efterstræber og savner, når vi mangler. For der er kæmpe power i dyb kærlighed!
Mange af os går ind i parforholdet med en Disneyversion af det at finde en partner. Ægteskabet er målstregen.
Til gengæld er jeg ikke nogen romantiker og jeg er heller ikke naiv, hvad angår kærligheden. Ikke længere i hvert fald, og det har været hårdt tilkæmpede erfaringer. De mest storslåede og fantastiske oplevelser, jeg har haft i mit liv, har jeg haft med kærligheden. Men jeg har også rodet rundt i den, såret andre, brændt mig på den, er blevet svigtet, har selv svigtet, har måttet tilgive og har måttet lære mange store og små ting sammen med min mand for at kunne komme videre og dybere ind i kærligheden.
Mange af os går ind i parforholdet med en Disneyversion af det at finde en partner. Ægteskabet er målstregen. Når man først er kommet i mål og har holdt bryllup, så er resten lige ud af landevejen. Sådan hænger virkeligheden bare ikke sammen, og vi gør os selv en tjeneste ved at være lidt mere realistiske.
Nogle gange er sund kærlighed at gå hver til sit
Jeg tror de fleste mennesker bliver overraskede over, hvad det egentligt kræver at bevare respekten, kærligheden og ærligheden i et forhold over lang tid. Hvordan man gør i praksis? Kan det overhovedet lade sig gøre?
Vi ender efter få år med at bebrejde den anden eller os selv, at det ikke fungerer, og de fleste af os er skræmmende dårligt klædt på til at håndtere diverse følelser eller mangel på samme i parforholdet.
Hvis det stod til mig, skulle det være pensum på linje med matematik eller historie. Jeg mener, hvad skal man bruge en ligning eller verdenshistorien til, hvis man ikke kan skabe udvikling og fred i eget hjem eller eget liv?
De fleste af os er skræmmende dårligt klædt på til at håndtere diverse følelser eller mangel på samme i parforholdet.
Bemærk venligst, at “fred og udvikling” og dyb kærlighed ikke er det samme som at bevare et ægteskab for enhver pris. Alt for mange bliver skilt, men nogle gange er den bedste udvikling af afslutte parforholdet. Uanset omstændighederne, så kan afslutningen af et parforhold også være en udviklende proces, der peger i en god retning.
Nå, men inden jeg kommer for godt igang med lange tirader om kærlighed og parforhold generelt, vil jeg stoppe her og opfordre dig til at læse Jakobs bog. Så kan du jo selv se, om du har købt én af de mange myter om kærlighed og forelskelse.
Her vil jeg fortælle 2 historier fra mit eget kærlighedsliv og dele ud af de erfaringer, jeg har gjort indtil videre med et par af de myter, Jakob behandler i sin bog.
Myte: Kærlighed ved første blik er ægte kærlighed
Da jeg var 22, slog kærlighedslynet ned i mig for første gang sådan for alvor. Og jeg mener det, når jeg siger, lynet slog ned. Sådan føltes det i bogstaveligste forstand, da jeg så José første gang. Jeg havde sabbatår og boede og arbejdede i London. José var halvprofessionel fodboldspiller og skulle bo på det hotel, jeg arbejdede på. Lynet slog ned, og vi følte, vi var soul mates til trods for, at han ikke talte engelsk, og jeg ikke talte spansk. Og at han var forlovet med en anden…
José tog hjem til sin dengang forlovede gennem 6 år og datter af fodboldklubbens præsident og afbrød forlovelsen (big deal i Spanien, hvor man sparer op til bryllupper i mange år). Vi blev kærester, lærte henholdsvis spansk og engelsk på rekordtid. Skrev breve og talte i telefon dagligt, så hinanden med nogle ugers mellemrum enten i London eller Spanien. Efter kort tid var jeg overbevist om, at jeg havde mødt manden i mit liv. ( Idag krummer jeg lidt tæer over min naivitet og manglende forståelse af, hvor overfladisk en forelskelse kan være, selvom den kan føles stærk.
Min skæbne var åbentbart at blive spansk house wife.
Når jeg var i Spanien gjorde den meget traditionelle familie i den lille bjerglandsby deres bedste for at tage godt imod mig. Jeg gik til byens marked for at handle med hans mor, og hun lærte mig at lave spansk mad. Om aftenen sang hans far, som var vinbonde, serenader på terrassen med udsigt ud over bjergene i Galicien. Min skæbne var åbentbart at blive spansk house wife. Alt var meget romantisk.
Det harmonerede godt nok ikke helt med mine planer om at tage tilbage til Danmark og læse på universitetet, men det var der jo ikke noget at gøre ved. Jeg var forelsket, og jeg sagde nej tak til den studieplads, jeg ellers havde fået på Københavns Universitet. Jeg havde aldrig oplevet en stormende forelskelse før. Mit hjerte stod på vid gab, og jeg tog det som et automatisk signal fra universet om, at selvfølgeligt var dette manden i mit liv.
Men… til trods for gigastor forelskelse, så begyndte jeg alligevel at have skyggen af tvivl. Jeg begyndte at indse, hvad det egentligt betød, hvis jeg droppede universitetet til fordel for at flytte til Spanien. Og da den vildeste forelskelse klingede af begyndte de små konflikter. Som hurtigt blev ret store, fordi vi begge havde temperament.
Eller da vi tilfældigvis mødte præsidenten for fodboldklubben (aka den tidligere forlovedes far) på en badeferie i Spanien, og han flegnede helt og aldeles på José med et spansk temperament på åben gade. Der blev i hvert fald klart for mig, at vores forelskelse ikke bare var for sjov men havde smertelige konsekvenser for andre.
I en periode var det en kamp mellem min forelskelse og min sunde fornuft. Det, der gjorde forskellen for mig var en skrivemeditationspraksis jeg havde på det tidspunkt, hvor jeg slavisk skrev en hel del sider hver morgen. Det blev efterhånden mere og mere tydeligt for mig på papiret, at jeg ikke bare kunne droppe mine planer om at læse på universitetet, Det var alt for vigtigt for mig. Og at selvom vi var meget forelskede, så var kulturforskelle og timingen bare ikke optimal.
Og så droppede jeg det simpelthen. Men jeg tror, han også var begyndt at vågne op.
Vi bevarede kontakten i et års tid og siden ved jeg ikke, hvad der blev af José. Jeg spår, at han måske blev gift med sin forlovede. Det håber jeg, for jeg tror, de passede godt sammen. Og at den stormende forelskelse, vi oplevede ikke betød, at der var grobund for et reelt forhold. Jeg har aldrig et sekund fortrudt den beslutning.
Morale: Forelskelse er midlertidig og ofte tilfældig, langvarig kærlighed noget helt andet.
Størst af alt er kærligheden (inkl. mirakel)
Jeg har været sammen med min mand Poul i snart 13 år, og i vores vielsesringe står der “Størst af alt er kærligheden”. Og det er jeg glad for, der gør, for vi har haft brug for at trække på noget, der er større end os selv i årene, der er gået.
Men er kærligheden virkeligt størst af alt? I en del år, troede jeg, at vores parforhold var ubrydeligt og urokkeligt. At fordi vi passer så godt sammen og elsker hinanden så højt, at det ville være nok til at bære os igennem alt. Men jeg er blevet klogere…
Størst af alt er kærligheden betyder ikke størst af alt er den romantiske kærlighed, kærlige følelser eller tiltrækning. For den slags kommer og går. I perioder oplever man stor forelskelse, tiltrækning og masser af fantastiske følelser. Og i perioder er det bare hverdag eller endda svært.
Der er meget stor forskel på kærlige følelser, der kan komme og gå og så den dybe kærlighed. Det dybe kærlighedsvalg er den person, man vælger at gå igennem livet sammen med. Det starter (måske) med en forelskelse. Men i længden trækker man på noget langt dybere end forelskelse, for den er flygtig og dukker i bedste fald op i øjeblikke og faser af et langvarigt forhold. Man kan ikke love hinanden kærlige følelser i al evighed. Men man kan love hinanden ærlighed og at man behandler hinanden med respekt.
I vores tilfælde begyndte det som en kæmpe forelskelse. Eller…det begyndte faktisk med venskab som studiekammerater og så senere forelskelse. Det var min anden forelskelse, og denne gang havde den væsentligt mere tyngde. Jeg var ældre og havde tilbragt 4 år mere eller mindre som single og kendte mig selv og mine egne behov og værdier godt.
Jeg kendte også Poul godt, og jeg vidste meget hurtigt, at han nok var manden i mit liv. Udover at være forelskede og den fysiske tiltrækning, vidste jeg, at vi var et match på mange områder. Værdimæssigt, intellektuelt, personlighedsmæssigt, interessemæssigt…
Efter et par år flyttede vi sammen, efter endnu et par år fik vi vores første barn, året efter blev vi gift, 2 år senere igen fik vi vores andet barn, og gjorde alt det, mange gør som børnefamilie. Og det, der skete for os hen ad vejen sker i et eller andet omfang for mange. Vi havde den klassiske dynamik med “skildpadden og haglvejret”, som langt de fleste par har. Det er en universel og international dynamik.
Kvinden er som regel haglvejret. Hun kritiserer og angriber og vil gerne have respons. Manden er som regel skildpadden, ved ikke helt hvordan han skal håndtere konflikten og trækker sig. Ikke noget usædvanligt i den dynamik, og vi havde nogenlunde styr på den de første år, fordi vi havde ressourcer til at se dynamikken for, hvad den var og bevarede derfor evnen til at kommunikere på en god måde det meste af tiden. Den følelsesmæssige nærhed og var derfor i kontakt med den dybe kærlighed. Ingen ko på isen
Der hvor der kan komme en ko på isen i et parforhold er, når automatiske og destruktive dynamikker begynder at tage overhånd. Det ødelægger nærheden og skaber afstand. Og vi mister kontakten til den dybe kærlighed. Vi er sjældent bevidste om det, men hvis afstanden bliver for stor i for lang tid, kommer parforholdet i fare. Begge parter vil i deres frustration og smerte over afstanden forsøge at løse problemet på forskellige måder. Vrede og kritik, tilbagetrækning, flugt ind i arbejde eller utroskab, misbrug af forskellig art eller bare jævn ligegyldighed og en fornemmelse af meningsløshed og manglende livsglæde.
Kvinden er som regel haglvejret. Hun kritiserer og angriber og vil gerne have respons. Manden er som regel skildpadden, ved ikke helt hvordan han skal håndtere konflikten og trækker sig.
Som sagt, så sker dette for mange parforhold (man skal bare se på skilsmisseraten), og det skete også for os.
Jeg er ikke helt sikker på, vi var havnet der, hvis vi ikke havde været usædvanligt pressede som forældre, men hvem ved? Ét er sikkert. Det har i hvert fald lagt et enormt pres på os og levnet ganske lidt overskud til parforholdet, at vores første barn fik en hjerneskade ved fødslen og har haft særlige behov siden og at vi har skullet bruge mange økonomiske, praktiske og følelsesmæssige ressourcer på genoptræning, lægebesøg. Meget af det, vi troede vi skulle som familie, har ikke været muligt, og det har været og er nogle gange stadig en barsk omgang.
Så vores parforhold blev slidt, og det skete gradvis og alligevel pludseligt. Selv om vi mistede nærheden over tid, og selv om vi hver især synes, at det var så svært at være familie med de særlige omstændigheder, vi har kæmpet med, så havde ingen af os regnet med, at det kunne koste os vores ægteskab. Selvom vi begge to var pinligt bevidste om de destruktive dynamikker, der fyldte for meget, så havde vi stadig gode snakke, god sex og en grundlæggende fornemmelse af at høre sammen.
Så det var vel noget med bare at overleve til børnene blev større tænkte vi nok bare hver især (selvom det ikke altid er noget man kan se frem til med et handicappet barn). Det var trist og frustrerende, at det var blevet sådan. Og vi var begge to håbløse omkring det. Gik lidt parterapi uden, at det rigtigt gjorde en forskel. For mit vedkommende havde jeg dog altid været urokkelig i min tro på mit ægteskab og aldrig et sekund været i tvivl om, at det ville holde.
Men der har været tidspunkter, hvor vi har været tæt på at kaste håndklædet i ringen. Og i en periode, da det så allersortest ud, havde vi en dag taget en fridag sammen og gik en tur ved en sø, selvom ingen af os rigtigt orkede. Vi stod der og snakkede og lagde kortene på bordet, og det blev klart for os, at vi var en hårsbredde fra at miste hinanden og vores familie. Det var chokerende, smertefuldt og rystende for os begge to.
Og så var det, der skete et mirakel. Og det er ikke et ord, jeg tager særligt let på. Men jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal kalde det. Og man kan sikkert forklare det hele med videnskabelige termer, men det nægter jeg at gøre, for jeg ved, der var nogen eller noget, der rakte os en hjælpende hånd.
Mens vi stod der ved søen, fik vi begge to en fornemmelse af, at et slør ligesom blev trukket til side, og for første gang i lang tid kunne vi SE hinanden uden nogen form for filter. Som om, vi stod overfor hinanden for allerførste gang. Det der var så utroligt var, at det skete for os begge i samme øjeblik. Jeg troede, min mand havde set noget bag mig, fordi han så så chokeret ud.
Og efter lidt tid, hvor vi begge to var ret omtumlede, stormede forelskelsen frem igen. Større og dybere end den første. Og den varede i flere måneder, inden den klingede lidt af til lidt mere afdæmpet grad. Der var en periode, hvor vi måtte igennem mange snakke, mange følelser og tilgivelse. Det var nærmest som en renselsesproces, vi skulle igennem, som var intens og både svær og fantastisk på én og samme tid. Det blev begyndelsen til at gøre visse ting på helt nye måder.
Jeg tror, at den dag nede ved søen var det Kærligheden (med stort K), som er større og klogere end os, der gav os en hjælpende hånd for at vise os på rette vej. Og vi var klar til at lytte og følge trop. En af de stærkeste åndelige oplevelser, jeg har haft i mit liv. Dagen inden havde jeg været helt nede på knæ og bedt en højere magt om, at vi måtte finde hinanden.
Jeg ved, vi hører til de heldige. Det er ikke alle, der ser får den gave at se tingene så klart lige pludseligt. Ikke samtidig i hvert fald. Heldigvis er der mange veje til Rom, og vedvarende forandring tilbage til nærhed kan lige så godt ske gradvist (og gør det oftest) som med et stort brag.
Nu er det jo ikke fordi alt bare er fryd og gammen, og at alle vores mønstre er forduftet eller vores problemer forsvundet. Men der er sket noget stort. Det betyder blandt andet, at vi har taget (og er stadig i gang med at tage) vigtige valg og omprioriteringer, der gør livet nemmere. Sammen.
Moralen: Størst af alt er kærligheden, men den kan ikke tåle alt. Nogle gange er man heldig at genfinde den, når man er villig til det.
Kærlig hilsen
