Som psykolog er der mange problemstillinger, hvor jeg føler, der er flere veje at gå. Mange veje til Rom. Og det er der sikkert også, når det gælder at komme ud af et misbrug. Det er en kæmpe udfordring at komme ud af et misbrug, hvad end det gælder:
- alkohol, stoffer, medicin eller andre stimulanser
- spilafhængighed, spil, porno eller andre digitale medier
- mad, shopping eller andet, der kan skabe afhængighed
Jeg har erfaret, at selvom vi altid finder vores egen vej, så er der én ting, der altid skal til, når vi skal blive fri af misbrug, uanset hvilken form, det tager. Ét trin, vi skal tage. Og dette første trin er:
At indrømme, at vi ikke kan klare det selv
Det kan være lettere sagt end gjort. Mange bærer nemlig på en indgroet overbevisning om, at de hverken kan få hjælp eller vil have hjælp, fordi ingen alligevel forstår dem. Benægtelse, skam, skyldfølelse og et stærkt fokus på os selv og vores problemer kan stå i vejen for, at vi åbner sindet og rækker ud efter støtte.
I dagens podcastepisode deler jeg mine erfaringer med at komme ud af et misbrug. Lyt med her, og find længere nede en oversigt over de steder, hvor du kan få hjælp.
Ræk ud efter hjælp
At leve med alkoholisme kan føles tungt og ensomt – både for dig, der er havnet i et misbrug og dig, der er pårørende til én i et misbrug. Heldigvis er der mange både kommunale og private tilbud, hvor du kan få gratis hjælp, støtte og rådgivning:
Steder, du kan få hjælp:
Nedenfor har jeg lavet en lille oversigt over, hvem du kan række ud til, hvis du har alkoholmisbrug tæt inde på livet:
- Din kommune: I Danmark er det kommunerne, der har ansvaret for alkoholbehandlingen. På alkohologsamfund.dk kan du finde et kort over de behandlingssteder, der ligger tæt på dig, samt oplysninger om, hvordan du kontakter dem. Du har ret til gratis og anonym alkoholbehandling inden for 14 dage ifølge Sundhedsloven – og du kan også vælge at få behandling i en anden kommune end den, du bor i.
- Din arbejdsplads: En del arbejdspladser tilbyder indirekte støtte til medarbejdere med alkoholproblemer gennem klare misbrugspolitikker. Disse kan sikre hurtig og nem adgang til behandling – enten via virksomhedens sundhedsforsikring eller gennem samarbejde med et eksternt behandlingscenter. Kontakt din HR-afdeling for at høre, hvilke muligheder og ressourcer din arbejdsplads stiller til rådighed.
- Telefonisk rådgivning: Hos Alkolinjen kan du få gratis og anonym rådgivning – både hvis du selv har problemer med alkohol, og hvis du er pårørende til én, der har. Du kan både ringe, chatte eller skrive til deres brevkasse, og på deres hjemmeside kan du desuden læse andres fortællinger om at have alkohol tæt inde på livet.
- AA-fællesskabet: AA (Anonyme Alkoholikere) er et fællesskab, der deler erfaringer, styrke og håb for at støtte hinanden i at komme sig over alkoholisme. På deres hjemmeside kan du finde møder, kontakte deres hotline eller læse mere om fællesskabet. Der findes, som nævnt i episoden, også et søsterfællesskab, Al-Anon, som er rettet mod familier og venner til personer med alkoholmisbrug. Her kan du møde andre i samme situation og finde støtte og forståelse.
- Tilbud specialiseret til unge: Hvis du er ung og har en forælder eller anden nær person med et misbrug, findes der rådgivning, som er særligt tilpasset dig og din situation. Hos TUBA kan du få gratis rådgivning og terapi, og hos Ung Revers kan du møde andre unge pårørende og dele erfaringer i et trygt fællesskab.
Ovenstående liste er hovedsageligt rettet mod dig, der har brug for hjælp og rådgivning i forbindelse med alkoholisme, men der findes, som nævnt, mange forskellige former for misbrug – og her er der selvfølgelig også hjælp at hente! Du kan altid starte med at kontakte din kommune, som kan hjælpe dig videre til den rette indsats. Derudover findes der flere private organisationer, som fx Dansk Misbrugsbehandling og Misbrugsportalen, der tilbyder gratis og anonym telefonisk rådgivning til personer med forskellige slags misbrug samt deres pårørende.
Bøger og tidligere episoder om emnet:
Udover de mere officielle steder, hvor du kan søge hjælp, har jeg her samlet en lille liste over bøger, jeg selv har fundet hjælpsomme i forhold til dét at være påvirket af andres misbrug. Derudover finder du også links til tidligere episoder, som jeg har lavet om alkoholisme og medafhængighed.
Kærlig hilsen