I den kommende tid laver jeg en serie af podcastepisoder om angst, og jeg lægger ud med denne første episode, hvor jeg kommer ind på angst i tal og andre facts om angst, som både kan være overraskende og forhåbentligt lærerige for dig derude, der enten kæmper med angst eller blot gerne vil vide mere om angst.
Du kan lytte til episoden som podcast, men du kan også læse indlægget herunder, hvis du hellere vil læse med.
I begyndelsen af episoden nævner jeg, at alle er inviteret til gratis bogreception og foredrag om angst nu på søndag d. 21. juni kl. 20-21.
>>> Se mere og tilmeld dig her
Bemærk, at denne episode er en en af en serie af podcastepisoder, der handler om angst, og som udgives hen over de næste par uger i anledning af, at jeg har udgivet min nye bog. Følg med og skriv dig op til mit nyhedsbrev, hvis du vil have besked, når næste episode udkommer.
Jeg endte med at tro, at angsten havde vundet
Her kan du læse et uddrag fra min nye bog. Det er fra forordet, hvor jeg fortæller lidt om, hvilken rolle angst har spillet i mit eget liv, og hvorfor jeg har skrevet bogen.
Jeg har arbejdet med angst i mange år som psykolog, og som du kan læse i bogen, har jeg også selv kæmpet med angst. Det at skrive en bog om angst var dog en proces i sig selv. Det betød, at jeg gik tilbage i min egen historie og blev overrasket over, hvor mange minder og følelser, der gemte sig.
Det gav mig en stærk motivation til at skrive bogen. Ikke for at fortælle om mig selv, men fordi jeg blev mindet om, hvor svært det kan være at blive fri af angst, og hvor nemt vi kommer til at gøre ting, der blot gør angsten værre på sigt.
Angst stjal flere år af mit liv. Mange øjeblikke, der kunne have været fulde af nærvær, mening og livsudfoldelse, blev spildt. Eller måske var det ikke spildt, for angst har også lært mig meget. Ikke desto mindre gik tiden dag for dag, år efter år. Det er tid, jeg ikke får tilbage. Selvom jeg gjorde, hvad jeg kunn, for at bekæmpe angsten, endte det alligevel med, at den styrede for meget i mit liv. Jeg prøvede at kontrollere den og få den væk. Og i årevis undgik jeg mange ting for at undgå angsten, som jeg følte, at jeg ikke kunne håndtere. Og de ting, som jeg ikke undgik, blev nogle gange til en opslidende kamp med angsten, fordi den var med på slæb. Det kunne være helt almindelige hverdagsaktiviteter som at tage til et møde eller større ting som at stå på en scene.
Jeg endte med at tro, at angsten havde vundet, og at jeg aldrig ville blive fri til at leve mit liv, som jeg ville. Sådan gik det heldigvis ikke. I denne bog fortæller jeg, hvad jeg har lært om angst som psykolog og personligt som menneske, i håbet om, at det vil være til gavn for andre derude, der kæmper med angst lige nu og har brug for viden, inspiration og hjælp.
Kilde: Uddrag for forordet i bogen “Fri af angst, mod på livet”
4 overraskende facts om angst
I det følgende giver jeg dig vigtig viden om angst, og du vil måske blive overrasket over nogle af de facts, jeg præsenterer her. Jeg har i hvert fald selv været overrasket over flere af de ting, jeg fortæller om her.
Det betød, at jeg i arbejdet med bogen brugte lang tid på faktatjek og research. Simpelthen fordi nogle tal og kendsgerninger kan virke overdrevne, og nogle punkter er kilde til diskussion i fagkredse, og derfor dykkede jeg langt ned i forskning, viden og erfaring for at få en fornemmelse af at have fast grund under fødderne, når jeg skrev min bog.
Angstens psykologi er fascinerende. Der er flere ting, der er værd at vide og interessante, når det kommer til angst. I det følgende præsenterer jeg dig for 4 facts om angst, der måske vil overraske.
Angst er den mest udbredte psykiske lidelse i Danmark – og i verden
Angst er et almenmenneskeligt fænomen, og alle oplever både frygt og angst i større eller mindre grad. Men for nogle bliver angst et problem i en grad, så det påvirker livskvaliteten og funktionsevnen. Men hvor mange lider af angst?
WHO anslår, at ca. 4,4 % af verdens befolkning lider af angst. (Det svarer til mere end 359 millioner mennesker, hvilket er et vildt tal). Det er et estimat, men det gør angst til verdens mest udbredt psykologiske problem.
Hvis vi ser på nye tal fra Danmark, så peger Den Nationale Sundhedsprofil fra 2025 på, at 13,5 % af den voksne befolkning lider af angst. (Det svarer til ca. 673.000 danskere.) Visse aldersgrupper er endnu hårdere ramt, og det er værst for unge kvinder. Mere end 30 % af kvinder mellem 16 og 34 år lider af problematisk igen. Igen – det er vilde tal.
Angst er måske den mest udbredte psykiske lidelse i Danmark – det kommer lidt an på, hvordan man måler det. Stress er mere almindeligt, men det er ikke en diagnose som sådan. Flere angiver at lide af angst end depression, men når man tager følgevirkningerne af depression med i det lange løb, er depression lidt mere udbredt. Om ikke andet er angst et enormt stort problem for alt for mange, og jeg føler, vi taler alt for lidt om angst, når man tager i betragtning, hvor mange, der er ramt.
70-90% af angstramte oplever også symptomer på depression
Angst og depression er to forskellige tilstande. Eller – det er det i hvert fald, hvad angår diagnoser. Hvor vidt der egentligt er tale om to ting, og om de diagnostiske kategorier overhovedet er brugbare, er en lang faglig diskussion, som vi lader ligge her.
I hvert fald optræder angst og depression meget ofte sammen. Også oftere, end vi nok tror. Jeg spærrede i hvert fald øjnene op, da jeg undersøgte sammenhængen. Forskning peger på, at op mod 70-90 % af mennesker med angst også har symptomer på depression. Og samme andel af mennesker med depression, oplever angst. Det kom bag på mig, at det var så mange, men så alligevel ikke, da jeg overvejede det nærmere.
Der kan være flere forklaringer på den sammenhæng. Men det giver mening, for angst er opslidende, det kan føles håblåst og som om, man er fanget af noget, man ikke kan slippe fri af og ikke burde være fanget af. Angst kan ødelægge vores livsglæde og håb for fremtiden, fordi alt er svært, når angst fylder det hele.
Angst er ubehageligt i sig selv, men dét, der i virkeligheden giver anledning til nedtrykthed og tomhed, er, at angst netop forhindrer os i at gøre ting, der giver os mening og livsglæde. Derfor er angst en meget alvorlig udfordring. Den amerikanske professor i psykologi David Barlow skriver i bogen Anxiety and Its Disorders:
”Angst slår relativt få mennesker ihjel, men mange ville hellere dø som alternativ til den lammelse og den lidelse, angst i dens værste former kan resultere i.”
Det er et citat, der slog mig, da jeg læste det første gang. Men det vækker genklang. Vi skal huske, at angst nemt kan blive så invaliderende og altoverskyggende, at det tager livsmodet fra os. Det er én af grundende til, at jeg har kaldt min bog for “Fri af angst, mod på livet”, fordi den sidste del, der handler om mod på livet er meget vigtig.
Angst sidder ikke blot i tankerne – de er kun toppen af isbjerget
Der er ingen tvivl om, at tankerne spiller en vigtig rolle, når det kommer til at forstå angst og også at blive fri af angst. Men der er heller ingen tvivl om – hvis du spørger mig – at vi overvurderer tankernes betydning, og mange har et alt for ensidigt fokus på tankerne. Det tror jeg nemt sker, fordi tankerne larmer meget, når vi oplever angst. Det får os til at tro, at det er her, løsningen ligger.
Men det er ikke nok at arbejde med tanker, når vi skal arbejde med angst, for tankerne er kun ét del-element i angst, som er en psykologisk proces, der består af flere elementer. For hvad er angst? Man kan sige, at angst er en psykologisk tilstand, der handler om, at vi er i en tilstand i både krop og sind, der er præget af angstfuld forventning.
Der er mange ting, der kan vække angst (en tanke, en følelse, noget der sker, noget, vi mærker i kroppen). Når angsten vækkes, er der gensidigt forbundne processer, der samlet set skaber en alarmtilstand, og det er:
- Kropslige frygtreaktioner og et højt fysiologisk spændingsniveau
- En indsnævret opmærksomhed med fokus på trusler
- Følelser af frygt, mangel på kontrol og uvished
- Tanker med fokus på fare, uvished og kontrol
- En tendens til selvevaluering og fokus på krop og sind
- Adfærd som undgåelsesadfærd, sikkerhedsadfærd og kontroladfærd
Det kan måske virke overvældende, at angst består af så mange dele. I praksis, når vi arbejder med angst, behøver vi ikke tænke på flere forskellige delprocesser, men jeg fortæller det her for at understrege, at vi som regel skal arbejde med andre ting end blot tankerne for at blive fri af angst, fordi angst handler om meget mere end blot tanker.
Du kan mindske angst betragteligt ved enkle ændringer i hverdagen
Når vi taler om, hvad der hjælper på angst, synes jeg altid, det er en balance mellem at respektere, at det kan være en svær problematik, men på den anden side også være klar over, at enkle ting kan gøre en stor forskel. Og også, at en del af “behandlingen” for angst kan foregå i hverdagen og er gratis og tilgængelig for alle.
I min bog hedder ét af kapitlerne “5 vaner, der kan mindske angst”, og her er der tale om fem helt almindelige hverdagsting, der kan gøre en stor forskel. Og her er to af de vaner, der kan mindske angst betragteligt:
- Nedbring stress. For nogle angstramte vil dét at få mindre stress og til gengæld mere ro og flere pauser i hverdagen få angst til helt at forsvinde. Og hvordan gør man det? Jeg anbefaler, at du begynder med en fast stille stund hver dag, hvor du slapper af, laver ingenting, mediterer, går en stille tur eller andet, der på fast basis vil gøre en forskel og nedbringe stress og dermed også angst
- Digital disciplin. Skærmbrug kan forstærke angst, og det er vigtigt at skære ned på den tid, du tilbringer med en skærm, hvis du vil mindske angst. Der er endda et ord for det: ”techxiety” (teknologiinduceret angst). Én af de ting, jeg anbefaler, er at mindske din skærmtid ved at slette apps, bruge apps, der blokerer andre apps i visse tidsrum. Hold øje med din skærmtid hver dag, og sæt dig et mål for din maksimale skærmtid.
Der er andre vaner, der handler om bl.a. bevægelse og kost, som kan gøre en meget stor forskel. Selvom daglige vaner langt fra altid kan fjerne al angst, så gør det en stor forskel at gå fra intens til moderat angst, som er nemmere at håndtere og arbejde med.
Og jeg ved godt, at vaner ikke er nemme at ændre. Hold det enkelt. Begynd med en enkel vane, der er så nem at udføre, at du ved, du med sikkerhed kan holde fast i den. F.eks. at meditere 2 minutter og byg så videre derfra.
Vil du vide mere om angst?
Der er mange interessante ting at sige om angstens psykologi, hvorfor så mange lider af angst og ikke mindst, hvordan vi bedst håndterer problematisk angst. Vil du vide mere om angst, så læs min bog “Fri af angst, mod på livet. 6 beroligende strategier”.
Bogen udkommer d. 18. juni og kan forudbestilles nu hos din lokale boghandel eller, hvor du nu plejer at købe bøger.
Kærlig hilsen