En bodyscan er én af de mest effektive metoder jeg kender til at genoptræne kropsbevidsthed.

Lidt længere nede finder du en 10-minutters bodyscan, som du kan lytte til her eller downloade

Her finder du en podcastepisode, hvor jeg taler om:

  • Hvad er stress
  • Hvad er årsagerne til stress
  • Hvordan opleves stress?
  • Hvorfor mangel på kontakt til kroppen kan være katastrofalt
  • Hvad man skal gøre, før man begynder at udleve drømme om rejser osv.
  • At mange af os bruger kroppen som et stativ for vores vilje
  • At når du forankrer din bevidsthed i kroppen og sanserne får du kontakt til dig selv og dit liv
  • Hvorfor det er vigtigt at lytte til kroppens visdom
  • Hvad du kan bruge udover en bodyscan til at opøve din kropsbevidsthed
  • Hvorfor jeg selv forsøger at få kropsbevidsthed først på dagen
  • Hvor sex kommer ind i billedet (!)
  • Jeg giver dig en forsmag på en bodyscan, hvor vi scanner højre hånd
  • Hvorfor en bodyscan ikke er en indadvendt aktivitet, som man måske kunne tro
  • Og meget andet godt:)

Lyt til episoden her:

 

 

Link til episoden i Apple Podcast

 

Link til episode om naturens effekt på krop og sanser: Hvordan naturen beroliger dig, vækker dine sanser og gør dig i bedre humør

Link til blogindlæg om stresssymptomer: 77 almindelige stresssymptomer

Lyt til en 10 minutters bodyscan indtalt af Birgitte Sølvstein:

 

Klik her for at downloade din bodyscan

Herunder finder du desuden den sidste del af episoden på skrift, hvor jeg går ind i visse aspekter af at praktisere en bodyscan

Tak fordi du lytter med

afspænding

 

Bodyscan – hvordan og hvorfor?

Lyt til den fulde episode ovenfor for at høre, hvad jeg har at sige om stressbasics og betydningen af kropsbevidsthed.

Jeg vil anbefale dig at bruge den bodyscan, du finder herover (eller noget andet tilsvarende) dagligt og meget gerne først på dagen. Jeg har det selv sådan, at hvis jeg sørger for at komme ned i kroppen og ud i mine sanser først på dagen, så bliver min dag bedst. Idéelt set skal jeg også udenfor og bevæge mig, og hvis jeg så afslutter med en meditation eller bodyscan, så præger det resten af min dag, og jeg har en meget bedre fornemmelse af at være tilstede i min dag.

Hvis jeg venter til senere, så bliver det sjældent til noget, fordi jeg synes jeg har for travlt eller er for træt. Når det så er sagt, så er det også vigtigt at have kropsbevidsthed med sig i alle dagligdags aktiviteter – når du slår græs, når du laver mad, når du kører i bil. Det er jo hele pointen, at du i hele dit liv kommer mere til stede.

 

Bodyscan er træning af opmærksomheden

Når du scanner din krop med din bevidsthed, så træner du din opmærksomhed til at være mere til stede i nuet. Det er helt almindeligt, at det er svært. At du måske kun hører et halvt minut ud af de 10 og resten af tiden tænker på noget andet.

Hver gang du henter din opmærksomhed og din bevidsthed tilbage til din krop, så finder du dig selv. Du opøver en vane med at vende tilbage, og det er den her tilbagevenden, det hele handler om.

Og det er svært. Især når man er stresset.  Jeg synes det er super nemt af meditere, når jeg har velvære, og der ikke er store problemer i mit liv. Det er til gengæld vildt svært, når bekymringerne fylder, når jeg ikke har sovet og når mine børn er ved at drive mig til vanvid. Men det er heller ikke meningen, det skal være nemt – det er meningen, du skal praktisere at være til stede uanset hvad, også når det virker nærmest umuligt.

 

Vi bekæmper stress med stress

Det vi som regel gør, når vi er stressede  er, at vi forlader kroppen og pisker rundt i tanker og følelser og skaber endnu mere stress, fordi tankerne og følelserne får et stort momentum og kaprer os. Med en bodyscan tager du hånd om dig selv og lader være med at bekæmpe stress med stress men forsøger i stedet at komme tilbage til dig selv og til kroppen.

Det at komme i kontakt med indersiden af kroppen og sanserne er på en måde som at få kontakt til en helt anden dimension. Du gør noget andet, og du vil med tiden opdage, at denne enkle praksis har en stor effekt på dit liv.

 

Kropsbevidsthed styrker dine relationer

Det kan måske virke som en indadvendt aktivitet at praktisere bodyscan, men udover at give dig mere velvære er det også en måde at pleje dine relationer på. Det åbner ikke bare dig selv op, det åbner hele verden op for dig, og betyder, at du er langt mere nærværende i dine relationer. Det er en fantastisk oplevelse, og for mig at se er det altid første skridt i den rejse, der handler om at komme ud af stress og ind i mere nærvær og ro og glæde.

 

Du lærer at lytte til din krop

Din krop er klogere end dig. Selvom vi ofte bilder os det modsatte ind – nemlig at vi ved bedst. En god grund til at lave en bodyscan eller træne din krop på anden vis er, at du lærer at lytte til din krop, og det er meget vigtigt.

Kroppen er altid klogest, og det er den blandt andet fordi kroppen altid er til stede her og nu – modsat hvor vi er i tankerne en stor del af tiden. Problemerne med stress opstår meget ofte, når du måske allerede tidligt i processen bevidst eller ubevidst overhører det, kroppen forsøger at fortælle dig. Det kan være, den prøver at råbe dig op når du er ved at tage en uklog beslutning ved at give dig en ubehagelig mavefornemmelse, eller det kan være den kommunikerer til dig, at den er udmattet ved at give dig hovedpine eller gøre dig træt.

Meget ofter ignorerer vi helt kroppen, fordi den bare ikke passer ind i vores planer. Som en kvinde med angst skrev til mig på et tidspunkt: “Jeg har altid bare brugt min krop som stativ for min vilje”. Det gør vi meget ofte, og det kommer der ikke noget godt ud af.

 

Accept fører til forandring – også i kroppen

Noget af det vigtigste at huske, når du praktiserer bodyscan, det er, at det handler om at lade kroppen være præcis som den er. Paradoksalt nok er det den eneste måde, du kan opnå forandring på. Også i kroppen.

Mange af os går rundt med steder i kroppen, hvor der er bunden energi. Det kan være følelser eller fysiske spændinger, der sidder fast, og som vi har en tendens til at undgå at mærke. Hvis vi gør, så prøver vi ofte at få ubehaget til at gå væk, eller vi dømmer det som forkert.

Paradoksalt nok kommer du længst med fuldt ud at acceptere, hvordan din krop har det lige nu. Eller hvordan dit liv ser ud. Derfor oplever mange også, at smerter og spændinger fortager sig over tid, når de praktiserer bodyscan.

 

Kropsbevidsthed er en træningssag

At få en dybere kropsbevidsthed er en træningssag og en proces – ikke et sted du ankommer én gang for alle.

Hvis du har intentionen om at lave din bodyscan så godt som du kan og gør det dagligt i en periode, så er det nok. Lad være med at have alle mulige idealer, om hvor meget du skal have ud af øvelsen og forvent ikke de store resultater fra dag til dag.

Nogle gange – meget ofte faktisk – skal vi praktisere mange gange før vi begynder at få en fornemmelse af, hvad det her handler om. Det er helt ok. Hold fast, selvom det kan være frustrerende, og selvom du har oplevelsen af ikke overhovedet at kunne komme ud af dine tanker.

 

En intensiv indsats betaler sig – men der findes ikke noget quick fix

På den anden side, så vil jeg også sige, at jeg har god erfaring med en intensiv indsats. Ikke som et quick fix men som en måde at komme i dybden på. Nogle af de største oplevelser, jeg har haft i mit eget liv hvad angår bevidsthed og nærvær har været, når jeg er gået i dybden. Enten en hel dag derhjemme på egen hånd med natur, yoga og meditation eller sammen med andre på en yogaretræte eller en meditationsretræte – eller måske bare en almindelig badeferie.

Jeg vil klart anbefale, at du kommer i dybden en gang eller to om året – men uanset hvad, så er kropsbevidsthed noget, der skal praktiseres dagligt og noget, vi altid skal være opmærksomme på

Alt det bedste herfra

afspænding

 

Hej, må jeg sende dig noget?

Få emailserien "3 dage til mindre stress og angst" med 3 enkle øvelser til mere ro og glæde og bliv seriøst inspireret af Birgittes tirsdagsmail

Tak for tilmeldingen - du har fået en mail!