Hvad koster stress? Det er der mange måder, man kan gøre op på. Uanset hvordan man vender og drejer det, så koster stress dyrt.
Læs med herunder eller lyt med i podcastepisoden, hvor jeg kommer ind på:
- Hvorfor du ikke kan vente på, at samfundet kommer og redder dig fra stress
- 3 vigtige områder af dit liv, hvor stress kan koste dig dyrt
- Om vigtigheden af din indre stemme og af stilhed
- Hvad jeg gør, når jeg skal finde stilhed, og hvad du selv kan gøre
Er du eller har du været ramt af stress, så ved du, at stress kan koste dyrt.
Stress kan være ødelæggende og efterlade dig i følelsesmæssig, mental, fysisk, social, karrieremæssig og økonomisk ruin. Jeg har efterhånden mødt mange mennesker med stress, og selvom mange også lægger vægt på, at stress er en gave, så er der ingen tvivl om, at det koster dyrt at være i en stresstilstand konstant .
Måske har du hørt det med, at det at blive syg af stress er som at være en “kogt frø”.
Det henviser til, at hvis du putter en frø i en gryde og langsomt varmer vandet op, så ender den med at dø, fordi varmen kommer så gradvist, at den ikke springer op. Det er godt nok en myte, men lad nu det ligge! Billedet er stadig brugbart – stress har det med at komme snigende, og det kan være umådeligt svært at opdage, at stress har overtaget din krop, dit sind og dit liv, før det står meget slemt til.
Dette indlæg er ment som en påmindelse om, hvad stress koster, og at det derfor er værd at gøre en seriøs indsats for at minimere stress i dit eget liv. Vi kan ikke afskaffe alle stressfaktorer, men vi kan alle gøre noget for at nedbringe stress i kroppen, i sindet, i familien og på arbejdspladsen. De fleste af os kan faktisk gøre ting, der gør en verden til forskel.
Så hvad koster stress på det personlige plan?
Stress nedsætter dine empatiske evner og kan ødelægge dine relationer
Det ekstreme eksempel er, når du er i en krisesituation og dit nervesystem går i alarmberedskab. Det gør dig i stand til at handle hurtigt, men det er på bekostning af nuancerede overvejelser og hensyn til andre. Det er godt i en krisesituation men ikke så godt i det lange løb på et hverdagsniveau, hvor dit øgede stressniveau nedsætter dine empatiske evner.
Du har sikkert oplevet, hvordan du har en kortere lunte, er mindre tålmodig og mindre kærlig i samværet med dine børn og dine kære, når du er stresset. Kontrollerede eksperimenter peger også på, at vi er mindre tilbøjelige til at hjælpe andre, når vi er stressede. Det kan blive et problem i det lange løb, og jeg har ofte siddet med klienter der både har et ægteskab og et forældreskab, der ligger i ruiner pga. langvarig stress.
På den måde kan stress koste dig det dyrebareste, du har – et nært, trygt og godt forhold til de vigtigste mennesker i dit liv
Stress ødelægger dit fysiske helbred
De første symptomer på stress er som regel fysiske. Også selvom årsagen måske er særlige tanker, en problematisk relation, et dårligt arbejdsmiljø eller noget helt andet. Kroppens måde at reagere på stress på betyder, at uanset årsagen, så udløses en fysiologisk respons i kroppen: stressresponsen. Stressresponsen kan over over tid nedbryde kroppens ressourcer og forsvarsværker, slide på hjerte-karsystemet og betyde, at kroniske eller arvelige sygdomme forværres eller aktiveres.
Det er der ikke noget mystisk i, og videnskaben har for længst slået fast, at stress spiller en direkte eller indirekte rolle i en meget stor andel af det, vi normalt betragter som fysiske lidelser. Kroppen og sindet kan langt hen ad vejen hele sig selv, men ikke under konstant pres.
Et brandvæsen, der hver dag hele dagen kaldes ud til brand og aldrig får lov til at hvile må også før eller siden give op.
Stress overdøver din indre stemme
Den måske vigtigste årsag til at forhindre stress i at overtage dit liv, er at du skal bevare kontakten til din indre stemme. Man kan kalde den stemme alt muligt; din sjæl, dit sande selv, din intuition, din ånd, Gud…
Hvad du kalder den, er ikke vigtigt. At du lytter til den er derimod altafgørende. Men det kan du ikke, hvis du er stresset og konstant har antennerne rettet udad mod andre menneskers ønsker og behov, mod fremtidens farer eller fortidens oplevelser eller bare har næsen nede i dit Facebookfeed så snart du har en ledig stund.
Som Albert Einstein sagde:
Det intuitive sind er en hellig gave og det rationelle sind er en tro tjener. Vi har skabt et samfund, der ophøjer tjeneren og har glemt gaven
Einstein havde og har ret. Vi har glemt gaven.
Mit arbejde med stress går ud på at minde andre (og mig selv) om gaven og gøre os i stand til igen at kunne høre den indre stemme. Dybest set har du ikke brug for hverken en psykolog eller andre til at fortælle dig, hvad du skal. Når du først kan høre din indre stemme tydeligt, så har alt andet det med at falde på plads.
Hvis du ikke kan, så har det som regel en meget høj pris.
Den ene ting, der vil hjælpe dig på ret køl
Som jeg ser det, så er det eneste, du skal gøre for at finde vejen ud af stress og ind i et liv med ro, glæde og mening at lytte til din indre stemme. Den er der altid – selvom børnene græder, huset roder, to-do-listen er ude af kontrol og selvom du får flere emails end du kan nå at besvare.
Den er der altid!
Men! Det er alt andet lige nemmere at høre den og nemmere at finde den, hvis den har været væk et stykke tid, når der er stille omkring dig. Og med stille mener jeg stille. Ingen digital støj, ingen nyheder, ingen mennesker, ingen underholdning. Ingenting. Kun stilhed.
Stilhed koster ikke noget – tag i skoven, tag til havet, sæt dig i din stue eller i din have et par timer. Eller et par dage, uger eller måneder.
Har du først brugt måneder eller år på at fjerne dig fra stilheden og din indre stemme, kan det godt tage mere end 20 minutter at finde den igen.
Sid, gå, skriv, dans, syng, meditér, bed, drik te eller stå på hovedet. Det er i princippet ligegyldigt, hvad du foretager dig, så længe din eneste intention er at lytte til din indre stemme og du ikke lader dig aflede af andre mindre vigtige ting.
Det er ikke en engangsforestilling men en vedvarende øvelse, der gerne til sidst skulle være en fast og ufravigelig del af dit liv. Og det er ikke en egoistisk øvelse. Når du har brug for at få fat i din indre stemme, så er det først og fremmest fordi du så er mere kærlig over for dine medmennesker og fordi din indre stemme altid vil lede dig i retning af at bruge dit liv på noget, der i sidste ende gør verden til et bedre sted at være for os alle sammen.
Det er min erfaring, at de fleste af os er bange for stilheden, og når vi undgår stilheden, så undgår vi også den indre stemme. Ikke bevidst, men ubevidst går vi til yderligheder for at undgå stilheden. Det er ikke noget nyt, men i dag er det blevet meget nemt at undgå den. Vi kan så let som ingenting begrave os i arbejde, internettet, TV-serier, træning eller mad.
Carl Gustav Jung sendte i 1957 et brev til en ven, hvor han skriver:
Støj er ikke bare forstyrrende eller skadeligt – vi vil nødigt indrømme det, og vi forstår det måske ikke, men vi bruger støjen som et middel til et mål. Vi prøver at dæmpe den frygt vi har, som er velbegrundet. Hvis der var stilhed, ville folks frygt få dem til at reflektere, og det er ikke til at vide, hvad man så ville blive bevidst om….Behovet for støj er nærmest umætteligt selvom støjen nogle gange næsten bliver ubærlig. Men stadig, støj er bedre end ingenting. Dødstille – en sigende frase! Den virker uhyggelig. Hvorfor? Pga. spøgelser der kommer gående. Næppe!
Den egentlige frygt er hvad der kunne komme op fra ens egne dybder – alt der er blevet holdt på afstand af støj
Så hvad dukker der egentlig op fra dine dybder, hvis du er stille længe nok til at finde ud af det? Sikkert ubehagelige følelser, fysisk uro og alskens følelser i første omgang. Tvivl, rastløshed, trang til chokolade eller lyst til at sove.
Men så…
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
Tilmeld:
Kærlig hilsen