fbpx

Om 2 slags håb på årets mørkeste dag.

Om et par dage har vi årets korteste dag. Og det er mørkt derude. Men der er håb forude, for snart begynder lyset at vende tilbage. Og her skal det handle om håb.

Måske synes du bare, det er hyggeligt med korte dage, men for en del mennsker kan vinteren og mørket forstærke en fornemmelse af håbløshed, tunghed og udmattelse.

Og hvad gør man så, når det hele føles svært og uoverkommeligt?

Jeg skal ikke foregive at have noget quickfix, men her tilbyder jeg mit bud på, hvordan der er to slags håb, og hvordan du kan omsætte det gode håb til praksis på en mørk dag.

Dit håb for fremtiden afgør, hvordan du har det lige nu

Håb er på mange måder et gennemgående tema i julen, men håb er ikke kun relevant i julen. Håb er helt grundlæggende for vores trivsel som mennesker.

Det er ikke kun din aktuelle situation, men i høj grad dit håb til fremtiden, der afgør, hvordan du har det. Det at have en grundlæggende håbefuld indstilling til livet er nødvendigt. Når du mister håbet, så mister du nærmest alt.

Og hvorfor mister vi håbet? Det kan der være klare grunde til. Udmattelse, svære oplevelser, mangel på mening og forhindringer, der synes uoverstigelige. Men det kan også være, du er i en situation, hvor du har det svært, men ikke kan pege på, hvorfor. Den slags håbløshed er også svær, fordi vi meget let kan bebrejde os selv, at vi burde have det bedre, når vi nu lige umiddelbart har det, vi har brug for.

Men hvordan bevarer du så håbet? Eller endnu vigtigere – hvordan får du det igen, hvis du har mistet det?

Omgiv dig med håb

Omgiv dig med håb, så meget, som du overhovedet kan. Omgiv dig med håbefulde mennesker, omgiv dig med håbefulde bøger. Med håbefulde nyheder og med håbefulde ting i det hele taget.

Håb smitter, og nogle gange bliver du nødt til at omgive dig med så meget håb, som overhovedet muligt i et stykke tid, før det begynder at sive ind.

Giv selv håb til dem, der trænger

Og den måske ellerbedste måde at omgive dig selv med håb på er ved at give håb videre til andre, der har brug for det. Glem dyre gaver i Magasin. Håb er den ubetinget mest værdifulde gave, du kan giver et andet menneske!

Og håb smitter af på giveren – så giv løs. Opmuntrende ord, gaver eller penge til dem, der trænger, hvis du har råd, praktisk hjælp, et besøg til én, der er ensom, et uventet telefonopkald eller blot et smil til den hjemløse på hjørnet.

Der er ALTID en eller anden, du kan give håb, og alt imens du har travlt med at sprede håb, træder din egen håbløshed i baggrunden for måske endda at blive helt glemt for en stund.

Er det ikke naivt at håbe? Om to slags håb.

Men…det er vel ikke altid godt at håbe. Er det ikke naivt, og ender man ikke med at skuffe sig selv, hvis man bare altid håber?

Til det vil jeg sige: Der er to slags håb.

Den ene slags ER tåbelig! Det er den slags håb, hvor vi benægter realiteterne, vender ryggen til og siger “Det går nok”. Vi tænder for fjernsynet, og håber det hele går over af sig selv. Vi er overbeviste om, at hvis vi bare fortæller os selv nok gange, at det hele går eller beder universet om at ordne tingene for os uden selv at gøre noget, så vil det hele løse sig af sig selv.

Det er ikke den slags naive håb, vi taler om her.

Vi snakker om en langt dybere form for håb. Jeg vil kalde det en realistisk form for håb, som har substans, og som man derfor kan holde sig til. Det er den slags håb, der får dig til at GØRE noget. Et håb om at du kan få et bedre liv, skabe en bedre verden, og at fremtiden er værd at se frem til. Det er den slags håb, der kræver at du selv lægger et stykke arbejde bag håbet. Det er håb, der kun virker, når du sætter handling bag.

Hvordan sætter jeg handling bag mit håb?

Handling bag håb kan være mange ting. Når det kommer til mørke, modløshed og udmattelse, så kan en håbefuld handling være:

  • At fordi du har et fast håb om at få mere energi og glæde, og du er overbevist om, at lyset kommer tilbage, så går du en tur i skoven, selvom det er mørkt, og selvom du er udmattet og ked af det.
  • Og du står op og spiser en sund morgenmad, selvom det ikke virker som om, det tjener noget formål.
  • Du tager afsted til julekoncert, selvom du mest har lyst til at grave dig ned i et hul
  • Du kigger ud og op i stedet for ned og ind i dig selv – måske er der noget, du kan hjælpe med eller noget, du kan sætte pris på

Den slags håb du har brug for – især når dagene er allermest mørke.

Har du lyst til at læse mere? Så kig evt. på dette populære indlæg om Julesorg eller dette: Tro ikke på dine tanker, når de er fulde af håbløshed

Kærlig hilsen

Birgitte Sølvstein

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.