fbpx

Sådan lægger du dit arbejde mentalt på hylden i din ferie

Har du et arbejde, der er svært at lukke helt ned for mentalt i ferien?

  • Måske er du selvstændig
  • Måske er du leder
  • Måske arbejder du med andre mennesker, som du føler et stort ansvar overfor
  • Eller måske har du et eller andet andet arbejde, du har svært ved at holde mentalt fri fra

I dette indlæg, har jeg formuleret 6 punkter, der vil hjælpe dig til at få en ferie, hvor du får lukket helt ned for dit arbejde og helt op for din ferie.

Læs eller lyt med her:

Episoden er i høj grad lavet til mig selv – men jeg håber også du derude kan bruge den til noget.

#1 Forbered din ferie

Du forbereder din ferie ved at skabe plads i din kalender op til ferien. Det tager tid at lukke løse ender, få ryddet op på dit skrivebord og få uddelegeret de opgaver, der måske skal afhændes til andre, mens du er væk.

Det er så godt som umuligt at lægge arbejdet mentalt på hylden, når du endelig får ferie, hvis du op til sidste sekund på den sidste arbejdsdag har arbejdet på højtryk, holdt møder og presset for mange arbejdsopgaver ind. Hold en dag eller 2 halve dage fri i din kalender, så du har tid til at lukket alle løse ender.

Hvis du ikke gør det, så vil din hjerne arbejde videre med tingene rent mentalt i ferien, og du får ikke den ro, du har brug for. Det fænomen hedder Zeigarnikeffekten. Hvis der er uasluttede opgaver, vil dit sind arbejde videre med dem, hvad end du vil det eller ej.

Betyder det, at du skal nå alt før din ferie. Nej, selvfølgelig gør det ikke det, en sørg for at få styr på dine to do’s. Tilstræb:

  • At tømme din emailindbakke. Der er sikkert mails, du ikke kan nå at handle på nu. Lav en folder der hedder efter ferien og put de ting, du skal tage fat i efter ferien i den folder.
  • Rydde op på dit skrivebord
  • Få overblik over hvad du skal i gang med efter ferien, og lav en overskuelig liste til dig selv, som ligger klar til efter ferien.

#2 Lav et overgangsritual

Du skal markere overgangen fra hverdag til ferie. Det behøver ikke være noget vildt eller stort, men det skal være noget andet, end når du normalt går hjem.

Det kan fx være at du tager en lang omvej på cykel på din vej hjem eller at du går ud og spiser med familien og I ønsker hinanden en god ferie. Det kan også bare være en lille stund derhjemme, hvor du lige sætter dig med en kop te eller et glas koldt vin og giver dig tid til at være med overgangen til ferie og mentalt lukker ned for dit arbejde.

Noget jeg godt selv kan lide, når jeg går på ferie er at gøre rent eller i hvert fald rydde op. Også selvom vi skal afsted hjemmefra på ferie. Det giver mig altid en god fornemmelse af at energien er frisk, og jeg slapper bedst af, når huset lige har fået en tur.

#3 Slip kontrollen

Måske er du kontrol freak eller overansvarlig og hvis du har det sådan, så skal være ekstra bevidst om at give slip på kontrollen. Mentalt og praktisk.

Du skal uddelegere opgaver inden ferien, sørge for at folk ved hvem de skal ringe til, nu hvor du er på ferie, og du skal give ting fra dig – også selvom det kan være svært.

Med mindre du er statsminister eller noget i den stil, så kan du godt holde helt fri og have en aftale om, at med mindre der er nogen, der kommer alvorligt til skade eller at noget brænder, så holder du altså helt fri.

Måske er du selvstændig som mig og tænker, at du ikke kan holde helt fri, for hvad nu hvis der kommer en mulighed eller hvad nu hvis et eller andet opstår? Og måske er det bare sådan, at du ikke kan holde helt fri, men i 99,9% af tilfældene er det et spørgsmål om at du prioriterer at holde fri over alt andet.

For det meste handler det om, at du skal lære at give slip på kontrollen.

# 4 Hold fri fra din mail og fra alt arbejdsrelateret

Det er en ultravigtig del af det at holde mentalt fri fra dit arbejde at lade helt være med at tjekke din mail.

De her grænser bliver du nødt til at sætte selv. For mange af os er dit arbejde kun en klik væk, og du skal selv lade være med at tjekke mail, nyheder og andet arbejdsrelateret.

Og her nytter det ikke noget, at du liiiige tjekker. Lad være med at tjekke mails, når du alligevel ikke skal handle på den information, du får. Der er ingen vej udenom. Hvis du vil lægge dit arbejde på hylden og have et mentalt break hen over ferien, så skal du lægge din smartphone fra dig.

End of story.

Det jeg selv gør er, at jeg stort set slukker min telefon i en periode, og så har vi kun min mands. Jeg har en person, der passer min hjemmeside, mens jeg er på ferie, og klienter ved, de ikke kan få fat på mig. Min indstilling er, at hvis folk vil mig noget vigtigt, så ringer de mig nok op efter ferien.

 

#5 Giv det tid

Lad være med at gå i panik, hvis du har svært ved at lade være med at tænke på dit arbejde. Giv det tid.

Det er naturligt nok lige at have brug for en indflyvningsperiode. Giv dig tid til at lande. Og jo bedre, du har været til at forberede din ferie og lave en tydelig overgang, jo kortere vil den indflyvningperiode være.

Læg mærke til om du er stresset og har svært ved at få ro i krop og sind. Og vær meget opmærksom på, at du ikke bare falder i dårlige vaner, der i sidste ende forhindrer dig i at få ro.

Læg mærke til, hvordan du har det og din trang til at tjekke din mail eller blive ved med at stresse rundt, som du plejer. Og gør så noget andet!

Gå lange ture, se på solnedgangen, slap af og lav ingenting eller gør noget du kan mærke giver dig mere ro i sindet. Og før eller siden, vil du opleve, at du slipper tankerne og får mere ro på.

#6 Brug din krop og giv dig selv lov til at lege

Hvis du har et arbejde som du har svært ved at lægge på hylden rent mentalt, så bruger du sikkert dit hovedet meget til daglig.

Din ferie skal gerne være en modvægt til din hverdag:

  • Hvis du læser meget i din hverdag, skal du måske sket ikke læse i din ferie. Eller læse noget andet.
  • Hvis du er omgivet af mange mennesker skal du måske være mere alene.
  • Hvis du er alene til daglig skal du måske være mere social.
  • Hvis du har et meget stillesiddende arbejde skal du bevæge dig og sørge for at komme ned i kroppen

Alt du kan gøre for at komme ned i kroppen vil desuden hjælpe dig til at give slip mentalt. Gå ture, bad i havet, spil minigolf, lav yoga på gulvet i sommerhuset; alt det du overhovedet kan komme i tanke om hvor du bruger kroppen og bruger dine sanser, vil give dig ro i sindet

Og så skal du lege. Leg også for voksne er sundt og nødvendigt. Og hvordan gør man det? Spil spil, find på fjollede sange, lav en tegnekonkurrence, fortæl historier, hav det sjovt. Også selvom det måske ikke ligger til din personlighed.

Leg er modgift til stress – især hvis det er noget, der ikke fylder så meget i din hverdag. Ferie er et godt tidspunkt at komme i kontakt med den legende side af dig. Den del af dig, der bare har lyst til at lege og have det sjovt og slappe af.

Hvis du er helt på bar bund, så leg med dine børn eller tænk på, hvad du kunne lide at lave, da du var barn (før du blev teenager og blev for orienteret mod andres vurdering). Kunne du lide at tegne, synge eller bygge huler?

#Bonustip til en god ferie

Den sidste ting, jeg vil nævne her om at holde en god ferie, handler om hvordan du skal komme tilbage fra ferie. For det er også en vigtig del af en god ferie – især hvis du skal bringe den ro, du har opbygget i ferien – med dig ind i efteråret.

Begynd midt i ugen, så du snart har weekend igen eller begynd med et par korte dage, hvis der er mulighed for det. Der vil altid være meget, der skal samles op på efter ferien. Afsæt tid af til det i kalenderen og lav et par tidsblokke, der hedder “Indhent efter ferie” for at komme til bunds i emails og skabe overblik.

På den måde beskytter du dig selv mod den stress, som mange desværre oplever at blive væltet af efter en lang ferie.

Jeg håber du blev inspireret til at holde helt fri mentalt fra dit arbejde.

Kærlig hilsen

Birgitte Sølvstein

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.