fbpx

Aftenpraksis: Værdsæt dig selv og få en god slutning på dagen

De fleste ved, at det er vigtigt at værdsætte andre og give udtryk for den værdsættelse og taknemmelighed. Men hvad med os selv? Det er ikke altid, at det virker helt så naturligt.

Biologisk set er vi indrettede til at få øje på farer, trusler og fejl, og derfor har vi også nemmere ved at se vores egne fejl og mangler. Selvværdsættelse kan føles helt forkert, fordi vi har en tendens til at fokusere på dét, vi ikke gør godt nok frem for at sætte pris på vores gode kvaliteter. Og det giver os simpelthen et fordrejet billede af os selv.

I dagens podcastepisode præsenterer jeg en øvelse, som sætter fokus på, at du kan se mere realistisk på dig selv, anerkende dine gode kvaliteter og være mere tålmodig. Dette kan hjælpe dig i en retning af at blive et mere helt menneske, samtidig med at du skaber plads til taknemmelighed overfor de mennesker, du har omkring dig. Øvelsen kalder jeg en aftenpraksis, men du kan anvende den på alle tidspunkter af døgnet, når du har brug for det.

Lyt til podcastepisoden herunder, og læs om øvelsen trin for trin længere nede.



Aftenpraksis: trin for trin

Jeg præsenterer herunder øvelsen for selvværdsættelse trin for trin. Du kan lave øvelsen som en meditation med lukkede øjne, du kan lave den gående, eller du kan lave den som en skriveøvelse, hvor du skriver dine svar ned. Det er helt op til dig, hvad der fungerer bedst.

  1. Start med at trække vejret og luk evt øjnene. Find dig selv, mærk kroppen, og læg evt. en hånd på hjertet.
  2. Tænk på 3 ting, som du værdsætter ved dig selv. Fx noget godt du har gjort i løbet af dagen, noget du er god til, eller noget du er stolt af.
  3. Tænk nu på de tre ting en efter en, og værdsæt dig selv. Sig evt. til dig selv “Jeg værdsætter dig for…”.
  4. Overvej nu, om der er mennesker eller andet, der har hjulpet dig med at udvikle de gode kvaliteter, du værdsætter hos dig selv. Det kan være forældre, venner eller endda bøger eller lærere, du har mødt på din vej. Tænk på hver af de mennesker, og send dem taknemmelighed og værdsættelse
  5. Slut øvelsen af med bare at mærke følelsen af, at du sætter pris på dig selv og dem, der har hjulpet dig på din vej.

Hvis du blev inspireret, så tjek også følgende øvelser ud:

Kærlig hilsen

Birgitte Sølvstein

5 kommentarer

  1. Marianne siger:

    Tak for en rigtig god øvelse til selvværdsættelse. Jeg glæder mig til at bruge den noget mere, og sætte nogle pauser ind. Det gik desværre for stærkt… jeg nåede ikke at finde tre ting, inden du talte igen, og jeg røg ud af meditationen fordi jeg blev frustreret over ikke at kunne følge med. Måske kunne du give lidt mere tid imellem hver af øvelsens dele? Måske er jeg den eneste der har det sådan ? Øvelsen er for god til at blive “droppet”, og det var lidt som om jeg skulle have fundet de tre ting jeg værdsætter på forhånd for at følge med. Kærlig hilsen Marianne

    1. Birgitte Sølvstein siger:

      Hej Marianne
      jeg tænker også, der er lige lidt tid nok, men sæt den på pause eller brug den skrevne version som guide. Tak for dit input:) KH Birgitte

  2. Louise siger:

    Jeg har det præcis som dig Marianne. Jeg har øvet en anden version lignende Birgittes.
    Jeg bliver nogen gange SÅ frustreret at jeg blev ked af det.
    Så ja, jeg prøver at tænke 3 ting inden eller jeg gentager første ting, som 2 og 3 😉

    Glæder mig til at prøve Birgittes øvelse her!!

  3. Kisser siger:

    Hej Birgitte
    Tusind tak, for en meget effektiv øvelse som jeg blev påvirket af og pludselig løb tårerne.
    Mvh Kisser

    1. Birgitte Sølvstein siger:

      Hej Kisser
      selv tak og dejligt, du kunne bruge den!
      KH Birgitte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.