fbpx

Skriveøvelse i 5 trin til dig, der har brug for at se ærligt på dig selv og dit liv

For nylig var jeg i sommerhus alene i 4 hele dage (hvilken luksus!), og én af de ting, jeg brugte tiden på, var den skriveøvelse, jeg vil dele med dig her.

Den tager 15 minutter (eller længere, hvis du vil), og du kan bruge skriveøvelsen, hvis du vil se ærligt på dig selv og dit liv. Eller rettere sagt, hvis du har brug for at være ærlig, for det er som regel noget, vi gør mere af nød end af lyst.

Du kan også lytte til podcastepisoden, hvor jeg gennemgår øvelsen herunder:

Skriv det frem, der ligger skjult

Hvis jeg ikke skrev, så ved jeg ærligt talt ikke, hvad der ville blive af mig. Og her taler jeg ikke om det, jeg skriver her på bloggen (selvom jeg også får meget ud af at skrive her). Jeg mener mere det, jeg skriver til mig selv i min dagbog og i forskellige skriveøvelser, når jeg bare har brug for at finde ud af mig selv og mit liv.

Når jeg ser tilbage på mit liv kan jeg se, jeg altid har skrevet. Fra jeg kunne skrive, har jeg skrevet, og det har hjulpet mig på utallige måder. Mest med at finde ud af mig selv og finde ud af mit liv.

Jeg har også tit brugt dét at skrive til at grave sandheden frem, når jeg ikke lige umiddelbart kunne se eller mærke den. Jeg var engang i London for at møde Gillie Bolton, som er ekspert i skriveprocesser, og én af de ting, jeg husker, hun sagde til mig, var: “Trust the writing”. Altså at jeg skulle stole på, at det, jeg havde brug for at vide, ville komme frem, når jeg skrev.

Trust the writing

Gillie Bolton

Så dét at skrive er altså ikke bare vores almindelige tanker på papir. Der kommer noget nyt frem. Jeg har brugt dét at skrive til at grave sandheden frem stykke for stykke. Ting, der ellers ville forblive skjult. Indsigter, følelser, sandheder, jeg ellers ikke ville finde.

Dét at skrive gør, at vi lander lidt mere i os selv. Mærker hvordan vi har det. Trækker vejret igen. Og jeg håber, at du med denne øvelse også kan få mere kontakt til dig selv og finde de svar, du leder efter.

At se ærligt på dig selv kræver mod og mildhed

I denne øvelse skriver du for at se ærligt på dig selv og dit liv. Men hvorfor kan det være godt at se ærligt på dig selv og dit liv? Fordi stress, forvirring og nogle gange benægtelse kan forhindre os i at se os selv og vores liv i et klart lys.

Du kan bruge øvelsen til at skabe overblik over dit liv på de indre og ydre planer, få ryddet op og ændret de ting, der skal ændres. Men… hvis du har levet nogle år, har du nok opdaget, at dyb forandring er nemmere sagt end gjort. Skriveøvelsen, jeg lærer dig her, kan være en stærk katalysator for forandring, men kun hvis du følger denne gyldne regel: Du skal være villig til at se helt ærligt på dig selv og dit liv men også med mildhed og accept.

Inden du så meget som skriver et ord, er det vigtigt, du forstår, at denne regel er skrevet i sten. Du kan kun lave en ærlig og konstruktiv selvransagelse, hvis du er villig til at se sandheden i øjnene og samtidig bestemmer dig for at se kærligt og mildt på dig selv og dit liv. Ellers bliver det hurtigt én lang selvfordømmelse eller klagesang, hvor du giver andre skylden eller selv føler skyld og skam. Og det er ikke meningen.

Kan man se ærligt på sig selv og have det godt med det?

Kan man virkeligt se ærligt på sig selv og have det godt med det? Selvom man har begået enorme fejl og måske ikke føler, at man dur til noget som helst? Ja! Det er faktisk muligt at se ærligt på dig selv og dine fejl, mangler og mønstre, som du ikke har kunnet bryde og samtidig acceptere og holde af dig selv som det fejlbarlige menneske, du nu engang er.

Det er paradoksalt nok forudsætningen for indre og ægte forandring. At du på én og samme tid accepterer dig selv – hele dig selv og hele dit liv – og samtidig er villig til at ændre det, der skal ændres. At acceptere dig selv er ikke det samme som at opgive idéen om, at tingene kan ændre sig. Tværtimod.

Som Carl Rogers (psykolog og pionér for den humanistiske psykologi) sagde:

The curious paradox is that, when I accept myself as I am, then I can change.

Carl Rogers

Hvis du ikke accepterer dig selv, kan du ikke forandre dig. Punktum. Og du kan kun acceptere de svære ting, når du indser, at du er værd at elske, selvom du har fejl.

Jeg ved godt, det er svært. Jeg kender også til at have ondt i maven over måder, jeg har opført mig på, som ikke var i orden og til mønstre, der er megt uhensigtsmæssige, og som det er svært ikke at fordømme mig selv for. Men jeg er blevet bedre til at lade være med at fordømme mig selv. Bl.a. fordi det ikke virker.

Det handler i bund og grund om, at du indrømmer overfor dig selv, at du er et menneske. Hverken mere eller mindre. Mennesker har gode og dårlige sider, begår fejl og gør gode ting. Mennesker indeholder et væld af følelser, tanker og adfærd, der stikker i alle retninger.

Velkommen til menneskeheden!

Hvad alkoholikeren fortalte mig om dyb forandring

Jeg mødte engang en ædru alkoholiker. Han havde været ædru i 22 år og gik stadig i AA (Anonyme Alkoholikere) for at forblive ædru. Han havde i tidens løb set mange alkoholikere blive ædru men også set mange falde fra. Og han fortalte, at han havde observeret, at der var én ting, der gjorde forskellen. Én egenskab, man skulle have for at få gavn af AA og dermed blive ædru og komme igang med leve et godt liv; At kunne se ærligt på sig selv.

Jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Jeg kan se, at mit liv fungerer godt i det omfang, jeg er ærlig overfor mig selv. Det er som en menneskelig superpower. Det er ikke noget, vi lærer én gang for alle, men noget vi øver os i at blive bedre til dag efter dag.

Jeg har selv måttet lære det mere eller mindre fra bunden. Jeg vidste en hel del om at skjule, hvordan jeg havde det og benægte, hvad der egentligt foregik i mit liv. Endda overfor mig selv. Jeg var heldig, at jeg i begyndelsen af mine 20’ere begyndte en rejse i personlig udvikling, der gjorde mig i stand til at se mere ærligt på mig selv.

Det er én af de største gaver, jeg har fået i mit liv. Jeg lærte at være ærlig omkring:

  • Hvad jeg følte
  • Hvad jeg tænkte
  • Min usikkerhed og tvivl
  • Hvad jeg havde lyst til og ikke havde lyst til
  • Fejl jeg havde begået, og ting jeg skammede mig over og aldrig havde sagt højt
  • Mine evner, ambitioner og drømme.

Hvad med dig? Hvad har du brug for at se mere ærligt på? Der er stor helbredelse i at sige sandheden til andre, vi stoler på, men det hele begynder med, at vi kan se ærligt på os selv og vores liv.

Ærlighed er som at rydde op i dit hus

Jeg ser mennesker omkring mig gøre store fremskridt, når de formår at se ærligt og kærligt på sig selv. Og komme helt og holdent på afveje når de ikke kan eller vil se sandheden i øjnene og gemmer sig for sig selv og andre.

Jeg har med tiden lært, at jeg kan stole på folk, der ikke lader som om, de er perfekte men til gengæld har evnen til selvindsigt. Til at indrømme fejl. Endda grine af sig selv på en god måde. Det er ikke alle mennesker, der kan det. Men de fleste af os kan lære det.

Hvis du ikke har været vant til at se ærligt på dig selv, kan det virke helt uoverskueligt. Det kræver et stort mod og en enorm styrke og medfølelse og også ofte andres hjælp at kunne. Sådan var det også for mig. Jeg havde brug for at begynde at være ærlig i små doser og for andre, der fortalte mig, at det var helt ok. Normalt. At jeg var ok og normal. Også selvom jeg begik fejl og ikke var perfekt.

Det er lidt som at rydde op. Hvis du har et helt hus fyldt med årtiers rod, så er det for overvældende at forholde dig til det hele eller endda bare et helt rum. Måske begynder vi ikke der, hvor der er mest kaos. Det er bedre at begynde med én skuffe i køkkenet og så tage den derfra. Og efterhånden bliver du klar til at invitere nogen på besøg, selvom det ikke ligner Bo Bedre og heller aldrig kommer til det. For sådan er der jo ingen, der bor på indersiden af deres eget liv.


Skriveøvelsen i 5 trin

Her får du en trinvis instruktion til skriveøvelsen. Jeg anbefaler altid, at du skriver i hånden, fordi det går langsommere, og fordi du er mere fokuseret.

  1. Stil en timer til 15 minutter. Helst ikke din mobil, så du ikke bliver distraheret (Jeg elsker selv mine timeglas).
  2. Skriv følgende spørgsmål øverst på siden: Hvad har jeg brug for at se i øjnene omkring mig selv og mit liv? Eller find andre ord, der passer dig bedre. Fx Hvad er jeg bange for at indrømme?
  3. Skriv uafbrudt i 15 minutter eller længere. Vær forberedt på, at det tager lidt tid, før du slipper den mentale kontrol, og det begynder at komme fra et andet sted. Lad være med at vurdere eller analysere, hvad du skriver. Skriv, selvom du ikke ved, hvad du skal skrive. Lad være med at tænke, før du skriver. Skriv bare, hvad der kommer.
  4. Husk den gyldne regel: vær ærlig og se på dig selv med mildhed og accept. Der kommer ikke noget brugbart frem, hvis du er selvfordømmende eller prøver at tvinge sandheden frem. Vær tålmodig med dig selv præcis, som du ville med én, du holder af. Men hav også mod og vær klar til, at det kan medføre ubehag. Det gør forandring og ærlighed ofte.
  5. Efter øvelsen vil du sandsynligvis kunne mærke, hvad det vigtigste, der kom frem, var. Ofte er der én eller måske to sandheder, der træder frem. Når du har skrevet, skal du ikke nødvendigvis læse det, du har skrevet igen. Gå en tur og giv slip på øvelsen. Lad det lande i din bevidsthed, og skim evt. teksten igennem igen, hvis du har brug for det.

Hvad der dukker op, når vi er ærlige…

Vær forberedt på, at hvad som helst kan dukke op i denne øvelse. Måske er det ikke noget særligt. Måske kommer det frem, at du skal huske at købe en ny regnjakke. Men højst sandsynligt er det noget lidt mere væsentligt. Især hvis du holder fast og skriver dig igennem de første overfladiske tanker, som måske bare er det, du plejer at tænke. Og måske dukker der endda noget overraskende, revolutionerende eller skræmmende op. Måske opdager du, at:

  • du har brug for at indrømme en fejl og sige undskyld
  • du har brug for hjælp til et misbrug
  • du har prioriteret helt forkert i dit liv
  • dit arbejdsliv ikke længere giver mening
  • du ikke længere kan blive i dit ægteskab
  • det ville være en fejl at forlade dit ægteskab
  • du hader dig selv
  • du har brug for at tilgive en anden men ikke ved hvordan
  • du føler vrede, jalousi eller skam, som du ellers føler dig hævet over
  • du indeholder kæmpe mængder af tårer
  • du har en tendens til at bebrejde andre men ikke selv opfører dig optimalt.

Her til slut får jeg lyst til at dele, hvad der dukkede op, da jeg lavede øvelsen for nyligt. Jeg var i sommerhus for at arbejde og lade op. Egentligt forventede jeg ikke det store. Jeg tænkte, at jeg jo ved det meste om, hvad der foregår i mit liv. Men det var selvfølgeligt bare mit ego, der forsøgte at få mig til at lade være med at lave øvelsen, fordi jeg godt vidste, der ville dukke noget op, jeg ikke havde lyst til at se på.

Da jeg havde skrevet et stykke tid om ting, der ikke var noget nyt i, kom det frem, at under mit store drive er jeg meget træt. Meget træt endda! Og lidt senere dukkede det op, at jeg undgår at gøre mig umage med meget vigtige ting i mit liv, fordi en dyb del af mig har et enormt mindreværd. Ikke så rart at se i øjnene og meget langt fra den umiddelbare fornemmelse jeg har af at holde af mig selv og andre. Men sandt.

Jeg ved godt, hvor den følelse kommer fra, og jeg kender den fra “gamle dage”. Det var interessant at opdage, at den stadig ligger på lager udenfor min bevidsthed, hvor den styrer nogle af mine handlinger. I skriveøvelsen kom det også frem, at den eneste måde, jeg kan forvandle det mindreværd på er ved at være med det. Mærke det i kroppen, kommunikere med den del af mig, der har det sådan.

Det var lidt om min egen proces. Gad vide, hvad der dukker op, når du går i gang. Du kan ikke vide det, før du går i gang. God skrivelyst!

Kærlig hilsen

Birgitte Sølvstein

2 kommentarer

  1. Karen Mona siger:

    Hei Birgitte. ????Vil bare si tusen takk for alt du deler! Det inspirerer meg veldig, skaper undring og næring til tankene mine, og ikke minst har jeg lært mye som har vært til stor hjelp for meg i mine egne prosesser. Spesielt det å håndtere stress, uro og forvirrede tanker. Jeg hører nesten daglig på de små power-meditasjonene, som også gir en følelse av ro og mening. Du har en tydelig og god stemme, og det er ingen problemer for meg å følge med på dansk, selv om norsk er morsmålet mitt. Lykke til videre med det gode arbeidet ditt. ❤️Vennlig hilsen fra Karen

    1. Birgitte Sølvstein siger:

      Hej Karen
      Selv tak, hvor er det dejligt, at du kan bruge det helt deroppe i Norge❤️. Som desuden er et utroligt smukt land, som vi håber snart at kunne tage på rundrejse i.

      KH Birgitte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.