Der er store pauser, og der er små pauser, og vi fortjener alle at holde begge dele.

Små pauser hver evig eneste time, dag, uge, måned og år. Og store pauser en gang imellem hvor vi på den ene eller den anden måde får en pause, så vi kan geare ned og få lidt perspektiv på, hvad vi har gang i.

Her handler det om de små korte hverdagspauser. Jeg deler et spørgsmål med dig, som jeg stiller mig selv. Husk også at læse det sidste af indlægget, der handler om, hvad jeg ærligt talt ved, der nogle gange skal til…

Pauser…

Uendeligt vigtige. Ufattelig svære at tage os tid og ro til.

Især når vi har hårdt brug for dem.

Den anden dag havde jeg én af de dage, hvor jeg bare ikke havde tid til at holde skyggen af en pause.

Når jeg har sådan en dag, så prøver jeg at stoppe op og stille mig selv følgende spørgsmål:

Hvor vigtigt er det?

Hvor vigtigt er det lige, at jeg klør på uden at holde en pause og med fare for at ende med at være mentalt og fysisk udkørt senere på dagen?

Jeg prøver at stille et seriøst spørgsmålstegn ved om det, jeg har gang i, er så vigtigt, at jeg ikke kan afse bare 5 minutter til en pause, hvor hjernen lige får ro. Eller måske ligefrem aflyse noget for at få en nogenlunde fornuftig dag.

Når jeg altså husker det og ikke bare tromler afsted alligevel.

Spørgsmålet – hvor vigtigt er det – kan bruges i mange sammenhænge. Det, der virker som om det haster, er sjældent vigtigt. Og det, der er vigtigt, haster sjældent. Derfor er det et godt spørgsmål at stille pr definition, hver gang, du kan mærke, der er noget, der stresser dig eller kræver ekstraordinære ressourcer.

Jeg har selv gode og mindre gode perioder, hvad angår min evne til at holde pauser, men jeg får altid mere og bedre ting fra hånden, når jeg husker mine pauser.

Og når jeg med jævne mellemrum husker at spørge mig selv, om det virkeligt er så vigtigt at klø på uden pause.

Så vigtigt, at det vil være det værd, at jeg i slutningen af dagen vil være helt mast og dårligt nok kan tage stilling til, hvad vi skal have at spise eller ikke orker at tale med mine børn eller læse højt for dem.

Og så vigtigt er noget sjældent, er jeg efterhånden kommet frem til…

Men det kan virke sådan lige i øjeblikket, når man er grebet af stemningen.

Når du ikke synes, du har tid til en pause er det 99% af tiden ikke, fordi du reelt set ikke har tid. Det er fordi du er grebet af travlhed, kroppen er oppe i gear, alarmberedskabet er tændt, og du har oplevelsen af ikke at have tid.

Du bliver ligesom trukket frem af en usynlig hånd – også kendt som travlhed.

Mange af os er grebet af denne her Travlhed med stort T en stor del af tiden. Og når vi er det, bliver livet meget hurtigt til én lang to-do-liste.

For gæt hvad? Når du er i den tilstand, vil du hele tiden finde på nye ting, du skal. Du er i konstant “doing”-tilstand og det at tage en pause og bare være til for en stund – eller “being”-tilstanden er en by i Rusland.

I 99 ud af 100 tilfælde har du tid til at holde en pause på i hvert fald 5 minutter. Det, du mangler, er ikke tid, men fokus, selvdisciplin og vilje til at stoppe op og rive dig selv ud af den konstante aktivitetsmani.

pause

En god pause tager ikke lang tid – men den kræver viljen til at stoppe op.

Og viljen til at stoppe op får du kun, hvis du ved, hvorfor det er det værd. Og det skal ikke være en eller anden abstrakt grund men noget konkret, afgørende og hamrende vigtigt.

Derfor vil jeg gerne (lige nu og selvom du ikke synes du har tid og føler det er vigtigere at hoppe over på Facebook igen eller læse den næste mail) have dig til at stoppe op et øjeblik og stille dig selv spørgsmålet:

Hvorfor er det vigtigt, at jeg holder en pause en gang imellem? Eller måske lige nu.

  • Er det så jeg ikke er helt mast, når jeg henter mine børn i skole men faktisk har energi til at lave en god smoothie, som vi kan sætte os i haven med og snakke om dagen, der er gået (vs. at alle smider sig i hver sit hjørne i huset med hver sit device)
  • Er det så jeg ikke er så træt, at jeg kommer til at råbe ad mine børn eller vrisse af min mand senere på dagen, selvom de er det bedste og vigtigste jeg har?
  • Er det så jeg kan holde fast i en god vane med at bevæge mig eller spise god og sund mad, som igen giver mig glæde og energi som jeg kan give videre til de mennesker, jeg elsker?
  • Er det så min hjerne ikke bliver overbelastet, og så jeg ikke mister orienteringen og igen bevæger mig for tæt på en overbelastning eller måske helt ud over kanten?
  • Er det, så jeg lige kan stoppe op og danne mig overblik over, om det jeg har gang i lige nu overhovedet er vigtigt, eller om jeg spilder tiden på mindre vigtige ting, som jeg enten burde droppe, nedprioritere eller uddelegere

Eller hvorfor er det vigtigt?

Man holder ikke en pause bare for at holde en pause. Man holder en pause, hvis man har en god nok grund til det.

Og det har man som regel.

Og hvad gør jeg så i den ene procent af tilfældene, hvor der vitterligt ikke er tid til en pause?

Personligt prøver jeg (på en god dag) at være så nærværende som jeg kan og gøre én ting ad gangen for i hvert fald at skåne mig selv mentalt så meget som muligt. Det vil sige ingen sociale medier eller tjekning af mails udover det strengt nødvendige og et  forsøg på at være der, hvor jeg er, fremfor hele tiden at tænke videre til næste aftale, møde, gøremål etc.

Og lad os så lige være ærlige…

For mange af os kan det være nødvendigt med én af de større pauser som en retræte, en weekend i sommerhus uden digitale enheder, en rejse eller måske endda en orlov eller en stresssygemelding for at komme langt nok ned i gear til at kunne stoppe op.

Personligt har jeg netop været på en 4 timers retræte i Indre København. 4 timer! Det lyder ikke af meget, men det gjorde en verden til forskel, og betød desuden, at jeg har besluttet mig for snart at tage på en længere retræte.

For lige som travlhed er vanedannende, så er nærvær og ro det heldigvis også:)

Det er fint nok med mindfulness, yoga og andre teknikker og kunstgreb, men hvis du lever et liv, der dybest set er ude af balance, så vil selv ikke store mængder grøn juice og daglige doser meditation hjælpe dig i det lange løb. Tværtimod kan det hjælpe dig til at holde skruen i vandet, alt imens du bare sejler længere og længere væk i den helt forkerte retning.

En slags hovedpinepille, der bare dæmper symptomerne for en stund.

Hvis du ikke formår at stoppe op til daglig og tage en pause, fordi toget allerede er oppe i så høj hastighed, at du ikke kan standse det, så er det nok tegn på, at du på den ene eller den anden måde skal trække stikket helt.

Just do it!

Alt det bedste

Jonatan Spang

Hej, må jeg sende dig noget?

Få listen "20 perfekte gaver til en stressramt" og bliv seriøst inspireret af Birgittes tirsdagsmail

Tak for tilmeldingen - du har fået en mail!