“Det der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere”, er en sætning, jeg gerne vil mane til jorden én gang for alle. For selvfølgelig er det ikke sandt. Hvis du sidder derude lige nu og føler dig kørt midt over af livet og bestemt ikke føler dig stærkere, så er du ikke alene, og der er ikke noget i vejen med dig.
Lyt til denne podcastepisode (eller læs med længere nede i indlægget), hvor jeg kommer ind på:
- Hvorfor vi ikke altid bliver stærkere, og hvorfor traumer og kriser kan give os angst
- Hvad “overlevelsesbias” er, og hvorfor vi har brug for at tale mere om det fænomen
- Hvorfor angst kan opstå efter traumer
- Hvordan angst satte mig helt ud af spillet i en overgang
- Hvordan vi kan blive både mere sårbare og stærkere på én og samme tid
- Om posttraumatisk vækst, og hvad vi misforstår ved det begreb
- Om det realistiske håb og om at stoppe kampen og begynde dansen med livet
- Hvordan vi over tid kommer på ret køl uanset, hvad der har ramt os af ydre eller indre udfordringer.
Hvorfor vi ikke altid bliver stærkere af udfordringer, kriser og traumer
Det siger sig selv, vi ikke altid bliver stærkere, når vi gennemlever noget svært. Vi behøver bare kigge os omkring hos dem, vi kender eller på os selv for at se, at udfordringer, kriser og traumer ikke altid gør os stærkere. Jeg tror, at mennesker, der fuldt og fast tror på, at det, der ikke slår os ihjel, gør os stærkere, enten:
- er så heldige eller unge, at de endnu ikke ikke selv har prøvet at blive seriøst slået ud af kurs af livet
- begår den fejl at tro, at bare fordi de selv eller andre er i stand til at overvinde kæmpe udfordringer, så er det ensbetydende med, at alle kan
- mangler selvindsigt, ydmyghed overfor livet og medfølelse overfor andre og en forståelse for, at alle ikke har samme ressourcer og privilegier.
Da jeg var yngre, havde jeg til dels selv den holdning. Jeg var i hvert fald sikker på, at jeg selv kunne overkomme enhver udfordring, for jeg var kommet godt videre efter en barndom og ungdom, der nemt kunne have sendt mig i en helt anden retning, og jeg føler, det langt hen ad vejen er min egen fortjeneste, at jeg kom stærkere, klogere og mere videre ind i mit voksenliv, end der lige umiddelbart var lagt op til.
Jeg skulle dog blive klogere, for der kom den dag, hvor jeg blev overmandet af udfordringer og især angst, som jeg ikke bare sådan lige kunne fikse eller overkomme, og jeg nåede til et sted i mit liv, hvor jeg bestemt ikke følte mig stærkere. Og måske har du også været et lignende sted, eller måske befinder du dig der lige nu.
Sikke noget sludder. Selvfølgelig bliver vi ikke altid stærkere, bare fordi vi overlever! Hvis vi tror det, er det fordi, vi endnu ikke har oplevet at blive slået seriøst ud af kurs i livet.⠀
Hvorfor tendensen til “overlevelsesbias” giver os et forkert billede af, hvordan mennesker kommer videre fra traumer og kriser
Der er ingen tvivl om, at vi mennesker kan komme videre og trives og i den grad blive stærkere og klogere og bedre versioner, når vi gennemlever meget svære ting. Jeg elsker selv historier om mennesker, der har overvundet kriser, angst, svære vilkår i barndommen, og mine bogreoler bugner af bøger – både fagbøger, biografier og romaner – der på den ene eller den anden måde repræsenterer det håb, der ligger i, at vi kan overkomme svære ting.
Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at nogle gange kan idéen om, at vi kommer igennem svære ting uden ar på sjælen og på en måde, så vi føler os stærkere, skade mere, end den gavner. I hvert fald hvis det bliver en unuanceret fortælling om, at vi ubetinget er bedre stillet efter krisen, end vi var før.
I psykologien har vi et begreb, der hedder “overlevelsesbias”. Det henviser til den logiske fejlslutning, vi nemt kan begå, at fordi nogle overlever og bliver stærkere, er det ensbetydende med, at det gør sig gældende for alle. Typisk vil de, der fejler og bliver slået ud af kurs være mindre synlige, og derfor overser vi dem. Det gælder på mange af livets områder; fx i forretningslivet og rent historisk, hvor overleverens version af sandheden bliver den dominerende.
Hvis du ikke er kommet stærkt videre, er din historie vigtig
I forhold til traumer og kriser vil der også være en tendens til, at det er dem, der kommer stærkt videre, der er repræsenteret i det generelle samfund, og at det også er “overlevere”, der skriver bøger og fortæller deres historie.
De af os, der rammes af angst, depression eller PTSD, mister vores job eller ægteskab eller ender i et livslangt misbrug, har naturligt ikke samme synlighed eller samme mulighed for at fortælle vores historie.
De af os, der bliver slået helt ud af kurs, har naturligt nok ikke samme overskud eller mulighed for at fortælle vores historie. Det kræver også en hel del mod, da det uden tvivl er nemmere at fortælle en historie, hvor vi selv er helten, der klarer det hele end at fortælle en historie om, at det er svært, og vi ikke ved, hvad vi skal gøre.
Men her kommer pointen. Hvis du ikke er kommet stærkt videre, er din historie desto mere vigtig. Det er et paradoks, for man kunne tro, folk ikke vil høre den slags historier, men det vil de. Alene det at vi finder modet til at stå frem og normalisere, hvordan man også kan have det, når man har gennemlevet noget svært, er noget, der kan give andre håb og en følelse af at være knap så alene.
Hvordan angst kan opstå efter traumer
Her har jeg fokus på angst, men vi kan blive slået ud af kurs på mange måder, bl.a.;
- Depression
- Misbrug
- Arbejdsnarkomani
- Skilsmisse
- Social isolation
- Økonomisk ruin
- Kronisk vrede og bitterhed
- Offerposition.
⠀
Men lad os her fokusere på angst. Hvorfor kan angst opstå efter traumer og svære ting? Det sker, fordi det ikke altid er muligt for os at integrere voldsomme og traumatiske oplevelser i krop og sind. Når en oplevelse er for skræmmende og overvældende og måske også udmattende, hvis det har været en langvarig belastning, så kan det sætte sig som angst eller som andre symptomer.
I dette blogindlæg om Hvordan du påvirkes fysisk og psykisk af traumer, kan du lære mere om, hvordan nervesystemet kan komme ud af en normal regulering og ende med at blive dysreguleret, så det kan blive svært at finde ro og komme tilbage i en normal afslappet tilstand.
Det er min erfaring, at mange af de problemer, der opstår, når vi bliver slået ud af kurs efter svære ting, de opstår, fordi vi ikke kan eller vil mærke den angst og de mange svære følelser og måske store smerte, der følger med livet. Det kan betyde, vi anvender strategier som undgåelse, at dulme følelser eller lade vores frustrationer og smerte gå ud over andre, som I sidste ende sender os i en nedadgående spiral af dårlig trivsel.
Hvordan angst satte mig helt ud af spillet, og hvad jeg måtte gøre for at komme ind i kampen igen
Traumer, kriser og diverse udfordringer kan give os angst eller andre ar på sjælen, der ikke er specielt nemme at leve med, og det er ikke nemt bare sådan lige at komme videre og gøre noget konstruktivt i stedet for at give op.
⠀
Det gælder også for mig. Jeg har haft tendens til angst tidligere i mit liv, men da jeg var ung, gik det heldigvis over, selvom jeg ikke fik hjælp, og da det dukkede op igen i mine 20’ere, fik jeg det også håndteret, så det ikke var noget problem og faktisk, var det stort set væk.
Så gik der nogle år med mange svære og (kan jeg se i bakspejlet) traumatiske oplevelser omkring ét af mine børn, der har en alvorlig og nogle gange akut behandlingskrævende sygdom (epilepsi). På et tidspunkt blev det for meget for mit nervesystem. Jeg udviklede angst og med tiden symptomer på PTSD. Jeg kan især opleve, at angsten bliver trigge ved særlige ord, lyde, situationer eller minder. Jeg bliver svimmel, skal kæmpe for at trække vejret og bruge 90% af min energi for at virke nogenlunde normal, og hvis du selv har oplevet angst, ved du, hvad jeg mener.
⠀
Jeg kan hilse og sige, at jeg ikke føler mig stærkere som følge af de ting, jeg har været igennem og stadig er igennem på jævnlig basis med mit barn. Det har ikke slået mig eller mine nærmeste ihjel, men det har til gengæld givet mig angst, som i perioder har været pinefuld, vedvarende, voldsom, og det har gjort mig håbløs og selvbebrejdende og har betydet, at der har været mange, mange helt almindelige ting, jeg har undgået, fordi det var for svært.⠀
⠀
Det betyder ikke, det ikke har gjort mig klogere, eller at jeg ikke har stærke sider på grund af mine oplevelser. Og jeg ser ikke mig selv som svag eller syg, bare fordi jeg er mærket af visse oplevelser. Jeg er uden tvivl blevet et bedre menneske og en bedre psykolog, og den succes, jeg oplever i mit arbejdsliv og mit privatliv, skyldes til dels, at jeg har lært ting, jeg nok ikke kunne have lært på andre måder og har fået mod, jeg nok ellers ikke havde haft.
Hvordan vi kan blive både mere sårbare og stærkere på én og samme tid
Det er et paradoks, at vi kan blive både mere sårbare og måske miste dele af vores funktionsevne, evne til at håndtere stress eller tiltro til egne evner og så på den anden side også blive stærkere, klogere og have mere at byde på.
Den dobbelthed har jeg arbejdet på at gøre til min selvforståelse, og det vil jeg også invitere dig til at gøre, hvis du også kæmper med noget, der ikke bare lige kan fikses. Og hvem gør ikke det, før eller siden? Jeg er i stadig i gang med den proces, men tænk lige over det. De sværeste ting, du har været ude for – hvad har de gjort ved dig og dit liv?
⠀
Hvis jeg skulle beskrive, hvad de værste oplevelser i mit liv har gjort ved mig, så ville jeg sige, at de har ødelagt meget ved at:⠀
- slide mit nervesystem i laser og har givet mig en følelse af ensomhed og isolation
- reduceret mit selvværd til ingenting
- ødelagt min naturlige tillid til andre mennesker, fordi der har været massive svigt af menensker, jeg troede, jeg kunne stole på
- kostet mig uendeligt mange praktiske, følelsesmæssige og økonomiske ressourcer
- været tæt på at slide mit ellers stærke ægteskab op
- stjålet min glæde ved og lyst til at gøre ting, jeg ellers gerne ville opleve
- stjålet dyrebare stunder med mine børn.
Men de har også:
- tvunget mig til at finde ressourcer frem, jeg ikke vidste, jeg havde
- vist mig, at jeg kan forholde mig rolig i meget akutte situationer, og selvom jeg ikke tror, jeg kan klare noget, så kan jeg
- givet mig ydmyghed og større forståelse for andres lidelse
- givet mig evnen til at prioritere vigtige mennesker og ting fremfor mindre vigtige
- lært mig, at jeg bliver nødt til at holde af mig selv uafhængigt af, hvad jeg kan, hvad jeg har, og hvordan andre behandler mig
- givet mig styrken og modet til at opbygge et psykologvirke, hvor jeg når flere mennesker, tjener mere og har en større frihed, end jeg nogensinde havde drømt om.⠀
Hvad vi misforstår ved begrebet “posttraumatisk vækst”
Jeg elsker udtrykket “at falde opad i livet”, som er et udtryk, jeg er stødt på i den Franciskanske Munk og spirituelle lærer Richard Rorhs bog “Falling Upward”. Vi falder i livet, men vi kan – hvis vi vil – falde opad. Hvilket også giver plads til dårlige dage, hvor vi stadig kæmper og har det svært. Men det betyder ikke, at vi ikke er på ret kurs.
I psykologien arbejder vi med et begreb, der hedder “posttraumatisk vækst”, som du kan læse mere om her. Begrebet henviser til positiv psykologisk forandring som følge af meget udfordrende livsomstændigheder, som fx bedre og mere givende sociale relationer, større tilfredshed med livet og større taknemmelighed og glæde.
Vi misforstår begrebet, hvis vi tror, det betyder, at vi på alle måder og til alle tider føler os stærkere på grund af det, der har ramt os. Vi misforstår også posttraumatisk vækst, hvis vi tror, det er noget, der altid sker hurtigt. Min erfaring er tværtimod, at posttraumatisk vækst er en proces, der ofte strækker sig over flere år og årtier. På en måde stopper den rejse aldrig, for livet bliver jo ved med at udfordre os og lære os nye ting.
Om det realistiske håb og om at stoppe kampen og begynde dansen med livet
Et andet udtryk, jeg ofte bruger, er “det realistiske håb”, som er et begreb, jeg især bruger i mit arbejde med håbløshed og modløshed, og som jeg også underviser i i mit forløb RO.
Det naive og urealistiske håb handler om, at vi tror, at alt kan lade sig gøre, og at vi kan klare os igennem alt uden problemer og uden at blive slået ud af kurs. Det realistiske håb handler om, at selvom vi bliver slået ud af kurs og måske ikke aner, hvad vi skal stille op, og selvom vi har kæmpet i lang tid, så er der stadig håb. Håb om:
- at vi kan få det bedre, selvom livet og vi ikke er perfekte
- at vi kan finde fællesskab, og at vi ikke behøver være alene med det svære
- at vi fortjener alt det gode, selvom vi ikke altid gør tingene optimalt, og selvom vi har dårlige vaner
- at små forandringer over tid kan sætte os på en helt ny kurs
- at selvom vi lever med meget svære ting, er livet værd at leve, og vi kan føle glæde og mening
Én af de vigtigste ting, jeg har måttet lære, og som jeg stadig må minde mig selv om på jævnlig basis, er, at jeg skal lade være med at se livet som en kamp mod de svære ting men mere som en dans med de svære ting i fællesskab med andre.
I lang tid troede jeg, at mit mål var at kurere angst og fjerne de symptomer, jeg oplevede. Og jeg tænkte, at hvis jeg ikke kunne det, ville det være ensbetydende med, at jeg var defekt, forkert og ikke fuldt funktionsdygtig. Jeg kunne ikke se, hvordan jeg kunne leve mit liv med det svære.
Hen ad vejen gik det op for mig, at hvis jeg beholdt den indstilling, så ville jeg gå glip af mit liv, for den angst, jeg oplevede, var ikke sådan lige til at fjerne. Modvilligt måtte jeg erkende, at jeg skulle lære at leve og have angsten som følgesvend. Jeg blev simpelthen nødt til at lære at danse med livet og med angsten.
I stedet for at tænke, at jeg kun er ok, hvis jeg har fjernet angsten, så er det gået op for mig, at jeg skal transcendere den. Blive større end den. Klogere end den og endda lære at omfavne den. Det er ikke nogen nem øvelse, men det går fremad.
Hvordan du over tid kan komme på ret køl, uanset hvad der har ramt dig
Det har på ingen måde været nogen enkel eller fuldendt rejse. Jeg er på mange måder kun lige begyndt på min egen rejse, og jeg skal være den sidste til at sige, at vi “bare lige” fikser det, hvis vi er ensomme, angste, modløse, syge eller bare føler os sat helt til vægs af livet.
Alligevel vil jeg gerne give dig en håndfuld anvisninger, som er ting, jeg ved fra mit eget liv og de mange, jeg over årene har været i kontakt med som psykolog i samtaler og gennem mine forløb. Her er, hvad der kan bringe dig på ret køl, uanset hvad der har ramt dig:
- Det er ikke meningen, du skal klare det svære alene. Vi har brug for andre, og uanset hvor mange ressourcer, du har, kommer der den dag, hvor du har brug for at række ud efter andre. Som jeg ser det, er det én af gaverne, der kan ligge gemt i meget store udfordringer – at vi lærer at bede om hjælp og får øjnene op for, at vi ikke er alene. Det er ikke en nem ting, men det er nødvendigt, at du rækker ud.
- Drop selvmedlidenheden og offerrollen og find til gengæld ægte selvomsorg og ægte medfølelse overfor dig selv. Selvmedlidenhed er en blindgyde, som gør, du sidder fast og støder andre fra dig. Ægte selvomsorg handler om at være kærlig overfor dig selv, tale pænt til dig selv og ikke mindst holde dig selv fast i at tage ansvar for dig selv og dine egne vaner og måder at tænke på.
- Få hjælp, hvis du har brug for det, men drop idéen om, at du er defekt og skal helbredes. Diagnoser kan være en hjælp i visse sammenhænge, men de har ikke noget at gøre med, hvem du er som menneske, og hvad meningen med dit liv er. Det er godt, hvis du finder behandlinger, der hjælper, men lad være med at tro, du ikke kan have et godt liv, eller at du ikke har noget at bidrage med, bare fordi du ikke kan “kureres”.
- Husk de helt basale ting i dagligdagen. Det kan være overvældende at finde ud af, hvor man skal begynde, hvis man for alvor er slået ud af kurs. Det hjælper at begynde med basale ting, som kan have en overraskende stor effekt på, hvordan vi har det rent psykologisk: få vand nok (2 liter), søvn nok (7-8 timer) og frisk luft og bevægelse nok (gør det til en vane at gå en god tur hver dag).
- Vær på vagt overfor falske idéer omkring, hvad der er meningen med dit liv. Vi lever i en kultur med et ekstremt fokus på det perfekte (og meget ensformige) udsende, materielle goder og evne til at præstere. Det giver os et helt forkert billede af, hvad skønhed, succes og mening vil sige. Skønhed ligger i det sårbare, uperfekte og i forskelligheder. Sand succes er en indre ting. Imponerende præstationer kan ikke altid ses. Noget andet er vores egne forventninger. Måske blev dit liv ikke, som du havde forventet, men hvor ved du fra, det ikke er, som det skal være, selvom det er svært?
- Tilgiv dig selv, at du ikke er perfekt og ikke altid er modig og dygtig, og at du nogle gange gør ting, der ikke hjælper. Den store humanistiske psykolog Carl Rogers, sagde:
Det mærkelige paradoks er, at når jeg accepter mig selv, som jeg er, kan jeg ændre mig.
Carl Rogers
Og det er virkelig mærkeligt. Ved at stå ved at vi ikke er perfekte, og at der er ting, vi ikke kan eller ikke tør eller ikke magter, bliver ting pludseligt mulige, og forandringer kommer, selvom vi ikke ved hvorfor.
Jeg kan ærligt og redeligt sige, at jeg ikke ved præcis, hvordan jeg er kommet videre. Jeg har ikke opskriften, men jeg har oplevet, at ved at accpetere visse ting, så har ting forandret sig i mit liv. Det er ikke mig, der har gjort det, men jeg har gjort ting, der har skabt forudsætningerne for, at det kan ske. Og bliver ved med at ske.
Jeg har lavet et Selvhjælpsforløb til Angst. Det er ikke en opskrift på, hvordan du kurerer angst, for sådan en opskrift findes ikke, selvom vi gerne vil tro det. Det er ikke for at sige, at angst ikke kan forsvinde, for det kan angst, og det gør angst nogle gange. Jeg kan godt lide, at se mit forløb som en rejseguide, der gør dig i stand til at begynde at leve dit liv med ro og glæde og mening, hvad end angsten har tænkt sig at være en del af rejsen eller ej.
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
Tilmeld:
Kærlig hilsen
