Et af de steder, jeg finder mig selv er med en kuglepen solidt plantet på papiret. At skrive er én af mine måde at finde ud af livet på. Har du det også sådan?

Bevares, jeg har også brug for at tale med andre og foretage mig andet end at skrive. Men lige præcis det at skrive er noget nær en livsnødvendighed for mig på linje med frisk luft, bevægelse og søvn.

Læs eller lyt med her, hvor jeg bla. kommer ind på:

  • Hvorfor det at skrive kan være livsnødvendigt
  • Hvad jeg skriv i min dagbog i 1989
  • Hvorfor jeg holdt op med at skrive og hvad det fik af konsekvenser
  • Hvad der sker, når du skriver (inkl. en særlig skabelsesberetning)
  • At jeg skrev en bog på 8 dage, da jeg kom igang med at skrive igen
  • En skrivegruppe, jeg til min egen store overraskelse er med i
  • Hvorfor du evt. skal skrive flere bøger, før du udgiver din første
  • Og andet godt

Links nævnt i podcastepisoden:

Det at skrive virker måske som en rimeligt triviel aktivitet, men med årene har jeg lært, at det at skrive for mange mennesker er en sans, der skal bruges jævnligt eller et “sted” man har brug for at besøge jævnligt.

Der findes ellers flere steder, som jeg godt kan lide at kalde “mine steder”. Det er de steder, hvor jeg finder ro og finder mig selv. Vor Frue Kirke en fredag aften i stearinlysenes skær, ved Vesterhavet i Thy de tidlige sommermorgener, skovsøen, hvor jeg bader. Og i mit eget hjem sammen med min mand og vores børn.

Men når jeg skal finde mig selv, så er det ofte noget med at begynde med en blank side i en notesbog.

Hvad jeg ikke skulle have glemt om det at skrive…

Jeg har skrevet så længe jeg kan huske.

På mit kontor derhjemme står en stor papkasse fyldt til randen med dagbøger. Den første dagbog er fra 1989, og jeg var 11 år. Den indeholder optegnelser over, hvad vi har fået til aftensmad, hitlister over veninder og drenge, historier, hvor min bedste veninde og jeg på forunderlig vis var de mest populære piger i klassen (det er vist det man kalder en fake erindring!).

Jeg skrev også manualer til, hvordan børn skal cykle og skrev hele tiden invitationer til imaginære fødselsdagsfester. I skolen har jeg altid været god til det med sprog, men underligt nok var jeg ikke specielt vild med at skrive stile. Jeg synes, det var dybt uinspirerende og synes emnerne var kedelige. På universitet elskede jeg at skrive opgaver – men mest for selve skriveprocessens skyld.

Altså har jeg altid skrevet.

Det virker åbenlyst, at det at skrive altid har været vigtigt for mig, men det har jeg ikke altid vidst. I nogle år glemte jeg det næsten.

Det skulle jeg ikke have gjort.

 

De to ting, der fik mig ud af skriverutinen

Der skete to ting i mit liv, der fik mig ud af skriverutinen. (Og “skriverutinen” bestod i for det meste af skrive lidt for mig selv enten morgen eller aften.)

Der skete for det første det, at jeg flyttede sammen med min mand, og den alenetid, jeg havde haft så rigeligt af forsvandt, og skrivningen blev bare ikke til så meget.

Det andet der skete var, at vi fik børn. Ro og fred ved morgengry og aftenstund blev skiftet ud med morgenfriske børn i den ene ende og børn, der ikke sådan lige lod sig putte i den anden. Farvel skrivning. Goddag træthed og tiltagende stress.

Den situationer lyder måske også velkendt?

Helt uden at vide af det, røg den ene ting, som jeg i årevis har brugt til at finde ro, klarhed og mening og mig selv, i svinget til fordel for så meget andet, der virkede vigtigere. (Der røg også andre ting over bord som bevægelse og sunde kostvaner, men det er en anden historie).

At holde op med at skrive på det tidspunkt, svarer nogenlunde til at kaste redningskransen over bord, fordi skibet er ved at synke – ikke smart! Havde jeg vidst, hvor vigtigt det var at skrive, havde jeg nok fundet tid.

Det er den klassiske fejl, vi begår når vi får travlt. Vi sorterer de ting, der synes mindst vigtige fra og overser, at det måske er de ting, der bærer os gennem dagen.

Så gik der nogle år…

Alt det tænkte jeg slet ikke på, og der gik nogle år, hvor jeg skrev meget lidt og endte med at være rimeligt desorienteret, stresset og udmattet. Jeg havde den der fornemmelse af, at være blevet lidt væk fra mig selv. Jeg kunne godt mærke det, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op. Jeg havde helt og aldeles overset, hvad der egentligt sker, når jeg skriver, og at det derfor er livsnødvendigt at skrive.

Ser du, det at sætte pen til papir er for mig lidt som at lande med begge ben på jorden. Det er min form for meditation, og det er på papiret, jeg finder mig selv.

Og jeg er langt fra den eneste, der har det sådan. Der sker bare noget, når man skriver med det formål at få klarhed og ro. Som en slags statusopgørelse, hvor oplevelser, sanseindtryk, følelser og tanker finder ind på de rette hylder. Man sætter ord på alt det, der ikke kan sættes ord på, og trænger ned i et lag af sandheden, som man ellers ikke havde adgang til.

Så længe jeg skriver jævnligt, er jeg nogenlunde ok. Det er jo ikke fordi, det er noget mirakelmiddel at skrive. Jeg har før skrevet mig selv så rasende, at jeg måtte holde op, og jeg har også skrevet mig selv ind i et angstanfald.

Men jeg har skrevet mig ud af vrede og angst tusind gange så ofte. At skrive holder mig simplethen bare på rette spor i mit eget liv og hjælper mig med ikke at komme alt for meget på afveje. Og når jeg taler med andre enten om indholdet eller processen, så mangedobles effekten som regel.

 

Da jeg for alvor fik brug for at få fat i mig selv, greb jeg fat i skrivning som ét af mine primære midler. Det gik op for mig, at det at skrive er et essentielt element af mit liv, og jeg begyndte at gøre plads til det.

På et tidspunkt læste jeg, at Stephen King skal skrive hver dag – lidt som han skal sin søvn, skal han også sørge for at få skrevet. Jeg har det lidt på samme måde.

Hvad sker der egentligt, når vi skriver?

Ray Bradbury skriver:

“Jeg har lært på mine rejser, at hvis jeg lader en dag gå uden at skrive, bliver jeg urolig. To dage, og jeg ryster. Tre og jeg er tæt på vanvid.”

Jeg syntes, det lød lidt drastisk på daværende tidspunkt. Nu ved jeg præcis, hvad han mener.

En af mine store inspirationskilder, Natalie Goldberg, skriver:

“At praktisere skrivning betyder ultimativt at forholde dig til hele dit liv”

Og det er sådan, jeg ser skrivning. Som en praksis, jeg bruger til at komme i kontakt med mig selv og forholde mig til mit liv.

Her kunne jeg komme med en psykologisk forklaring på, hvad der sker med selvforholdet, når vi skriver. Eller beskrive hvad der rent neuropsykologisk sker i hjernen og resten af nervesystemet, når vi skriver. Eller diske op med en masse forskningsresultater.

Det må blive en anden gang, for det er ikke være halvt så interessant, som den beskrivelse, jeg her vil give af, hvad der egentligt sker, når man skriver.

Den uvidenskabelige men bedste forklaring

Det kan godt være, at følgende beskrivelse ikke er videnskabelig. Til gengæld er den mystisk og derfor er den også den mest præcise beskrivelse, jeg kan give af, hvad der foregår. Videnskaben kan meget, men der er helt essentielle dimensioner af tilværelsen, vi slet ikke når og aldrig kommer til at nå med et videnskabeligt sprog, og derfor er der brug for historier.

Og denne historie handler om lys.

 

Vi skal tilbage til begyndelsen. Og når jeg siger begyndelsen, så mener jeg faktisk Begyndelsen. En af de smukkeste skabelsesberetninger, jeg har hørt er fra den amerikanske læge Rachel Naomi Remen. Hun fik den i 4 års fødselsdagsgave af sin Bedstefar, som var Hassidisk rabbiner:

“I begyndelsen var der kun det hellige mørke – uendeligheden – kilden til liv. Og så skete det i historiens gang, at der på et tidspunkt opstod en verden af tusind tusind ting fra hjertet af det hellige mørke som en stråle af lys. Derefter skete det, at det, der omsluttede denne stråle af lys, verdens lys og verdens helhed, gik i stykker. Og verdens lys blev spredt som tusind tusind fragmenter af lys, og de faldt ind i alle begivenheder og alle mennesker, og der findes de gemt langt væk den dag i dag.”

Den gamle rabbiner fortalte, at formålet med menneskeracen er at finde det skjulte lys i alle begivenheder og alle mennesker og gøre det synligt igen, og på den måde genoprette den indlejrede helhed i verden.

Og hvad har alt det så med skrivning at gøre?

Når jeg skriver, så har jeg en fornemmelse af at komme nærmere det lys i mig selv, i andre og i hele verden. Ganske enkelt. Og når jeg skriver til andre, så gør jeg det, for at de kan komme nærmere deres.

Tag nu dette indlæg som eksempel. Jeg skriver den, fordi der måske sidder en derude, der, som mig, finder lyset ved at skrive, og måske har vedkommende helt glemt det.

Noget andet der sker, når jeg skriver, er at jeg har en fornemmelse af at indtage min retmæssige plads i en større sammenhæng. Det er svært at forklare, men jeg tror, vi alle har et sted, som er vores. Og mit er altså blandt andet, når jeg skriver.

Det er som om, der kommer en vis orden på tingene når jeg skriver, og som om jeg får mig placeret der, hvor det er meningen, jeg skal befinde mig.

Jeg har fundet tilbage til mit sted – ved tasterne eller med pen og papir. Ingen kunne være mere tilfreds end jeg er, når jeg skriver – at skrive er også helt klart mit andet hjem. I dag sørger jeg for at trække mig tilbage med skrivningen mindst en gang om dagen. Det er lige så naturligt som at sørge for at spise frokost. Som med frokosten kan jeg godt finde på at springe over en sjælden gang, men det sker sjældent en uge i træk.

 

Jeg bliver selvfølgeligt stadig  udmattet, stresset og desorienteret i mit liv, men nu skriver jeg om det. Så længe jeg har min skrivning, kan det ikke gå helt galt, for jeg har fundet ud af, at der ikke er noget, der er så slemt, mærkeligt, forunderligt eller hårrejsende, at man ikke kan skrive om det.

Hvis du har det ligesom mig, så er der kun én ting at sige; skriv!

Skriv før vasketøjet, før oprydningen, for emails, før telefonopkaldet, før opvasken, for solen går op eller efter, den er gået ned.

Kærlig hilsen

Motion mod stress

 

 

 

Er du stresset?

Få min

morgenmeditation!

Begynd din dag med fokus, ro og en klar intention. Det gør en forskel!

Tak for tilmeldingen - du har fået en mail!