fbpx

Hvorfor det er svært at sætte grænser, og hvordan du gør det alligevel

Grænser er et kæmpestort og vigtigt emne. Det må absolut være én af de vigtigste ting at mestre, hvis vi vil leve et liv, hvor vi trives og bevarer gode relationer over tid. Eller afslutter de, der ikke længere er konstruktive.

At sætte grænser er nemt i teorien men kan være utroligt svært i virkeligheden. Det vækker frygt og mange følelser og især, hvis vi ikke har lært at sætte sunde grænser, kan det føles som om, vi står over for en nærmest umulig udfordring.

Det er dog absolut muligt at lære at sætte grænser. Det er jeg selv et godt eksempel på. Ikke at jeg gør det perfekt, men det er heldigvis heller ikke nødvendigt.

Lyt med eller læs med herunder, hvor jeg kommer ind på følgende:

  • Hvorfor du bliver udmattet og indebrændt, hvis du ikke får sat grænser
  • Hvorfor det er svært at sætte grænser
  • Hvad kryberesponsen er, og hvorfor den kan forhindre dig i at sætte vigtige grænser
  • Hvad du kan sige og gøre i praksis
  • Historien om, da jeg satte en grænse overfor en tidligere veninde
  • Og andre vigtige ting at huske på, når du sætter grænser.

Dine grænser er dit ansvar

Dine grænser er dit ansvar. Du kan ikke sætte sunde grænser i dit eget liv, hvis du er overansvarlig overfor andres følelser og behov. Mange af os ender dog i en situation, hvor vi tager mere ansvar over for andres følelser og for enhver pris forsøger at undgå at gøre nogle kede af det fremfor at tage vare på vores egne basale behov.

Det er der mange årsager til. Det kan være personlighed, omstændigheder, magtrelationer og andre ting, der spiller ind. Uanset hvad er det dog dit ansvar at sætte grænser, for der kommer ikke andre og tager ansvar for dine personlige grænser.

Vi tænker måske, andre burde kunne regne vores grænser ud, og selvfølgelig er der ganske almindelige spilleregler, vi alle bør overholde, uden at vi behøver forklare, at det er nødvendigt. Og omvendt kan grænser være meget individuelle, og andre kan ikke automatisk regne ud, hvad du vil eller ikke vil. Derfor har du selv ansvaret for at kende dine grænser og lære at kommunikere dem klart ud til andre.

Hvad sker der, når vi ikke får sat grænser

Én af grundene til, at vi ikke får sat tydelige grænser, er, at vi ikke kan mærke vores følelser og behov. Det er noget, mange af os skal lære, og før vi kan det, kan vi ikke vide, hvor vores grænser går.

Når vi ikke har en klar fornemmelse af vores egne grænser, kan vores liv nemt blive noget rod, og vi kan blive utroligt forvirrede. Til gengæld bliver alt mere enkelt og ligetil, når vi finder ud af, hvor vores grænser går og begynder at sætte dem på en god måde.

Jeg oplevede engang selv, hvad det koster ikke at få sat ordentlige grænser. Jeg havde et venskab, hvor der var behov for, at jeg satte en grænse ift. ting, der blev sagt og måden, de blev sagt på. Det var svært for mig. Jeg var ung og kun lige i gang med at lære at sætte grænser. Der gik lang tid, før jeg fik sat en grænse, og i den mellemliggende periode var jeg vred og indestængt og udmattet. Jeg bebrejdede vedkommende, at hun ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt, men dét jeg egentligt havde behov for var at tage ansvar for selv at sige fra.

Når vi ikke får sat grænser, kan vi typisk mærke bl.a.:

  • indestængt vrede og træthed, fordi det koster energi at holde på følelser
  • utryghed, fordi vi kan ikke regne med os selv og lader andre overskride vores grænser
  • forvirring, når vi ikke kan mærke, hvad vi selv har behov for
  • mangel på selvrespekt.

Hvorfor er det svært at sætte grænser?

Hvor nemt eller svært det er at sætte grænser er relations- og situationsbestemt. De fleste af os har svært ved at sætte grænser i én sammenhæng og nemmere ved det i en anden. Måske har du fx nemt ved at sætte grænser på dit arbejde men svært ved det overfor venner eller familie.

Det interessante er, at utrygge relationer, hvor det er svært at sætte grænser, er præcis der, hvor det er vigtigst. Venner, kolleger eller familiemedlemmer, der bliver vrede eller ubehagelige, er lige netop dem, du har brug for at sætte en grænse over for.

Vi mennesker er desuden skruet sådan sammen rent biologisk, at vi for alt i verden gerne vil holde os på god fod med flokken. I forhistorisk tid (og den tid lever store dele af din hjerne stadig i) var det lig med den visse død at blive upopulær. Derfor vil du til en vis grad skulle gå imod din biologi, når du forsøger at sætte grænser, selvom andre ikke er tilfredse med det.

Det kan desuden være svært at sætte grænser, fordi det generelt er svært at ændre mønstre. Det kræver ekstra energi at gøre noget andet, end du plejer, og at sætte grænser kan kræve en hel del mod. Andre kan blive overraskede og skal måske vænne sig til, at du nu er en person, der sætter grænser.

Du gør andre en tjeneste, når du sætter grænser

Noget andet, der gør det svært at sætte grænser, er, at vi tror, vi skader andre ved at sætte grænser. Vi har en tendens til at tro, at når vi sætter grænser, så gør vi det på bekostning af andre. Men i virkeligheden hjælper vi ikke andre, når vi ikke får sat vores egne grænser. Tværtimod giver tydelighed tryghed. Når man kan regne med, at du mener, hvad du siger og siger til eller fra, så bliver det meget nemmere at være sammen med dig.

Dét at sætte grænser kan desuden tjene som et godt eksempel. Hvis du har børn er det især vigtigt, at du viser dem, hvordan man sætter gode grænser. Som mor anser jeg det for én af mine vigtigste opgaver at lære mine børn, hvordan det ser ud, når man sætter grænser. Jeg lærer dem at sige nej og give udtryk for, hvad jeg vil og ikke vil ved at gøre det selv.

Noget andet er, at du viser andre, at du sætter pris nok på jeres relation til, at du orker bruge tid og energi på at sætte en ordentlig grænse. Når folk sætter en grænse over for mig, sætter jeg pris på det. Det viser, de har tillid til, at de kan være ærlige overfor mig, og at jeg er vigtig nok til, at de kommer og siger det til mig i stedet for at sladre om det eller lade være med at sige noget.

Sladder og brok er som regel udtryk for, at man ikke ønsker eller formår at tage ansvar og sætte en sund og tydelig grænse men stedet tager vreden med ud i krogene, hvor den bliver ødelæggende.

Dine automatreaktioner når du skal sætte grænser

Vi er alle udstyret med det samme nervesystem, og vi mennesker har en række automatiske reaktionsmåder, der typisk aktiveres, når vi møder en udfordring. Når du oplever en trussel, vil du typisk reagere enten ved at:

  • kæmpe
  • flygte
  • fryse.

Hvis du har tendens til at “fryse”, vil du opleve, at du bliver ubevægelig og ikke formår at gøre eller sige noget. Det er ikke noget, du gør med vilje men blot en automatisk reaktion, der bor i dit nervesystem, som typisk aktiveres i en situation, hvor du oplever, du ikke kan forsvare dig eller gøre noget ved truslen. Derfor kan vi også nogle gange opleve, at vi er i chok, hvis vi angribes og ikke formår enten at forsvare os eller fjerne os fra truslen.

Kamp eller flugt er de mere handlingsorienterede måder at reagere på, og hvorvidt du går til angreb, forsvarer dig, flygter eller fjerner dig vil afhænge af mange ting – både din personlighed, modpartens måde at forholde sig på og dine erfaringer.

Krybereponsen gør det meget svært at sætte grænser

En anden typisk automatisk respons er “kryberesponsen”, som også kaldes traumeresponsen. Kryberesponsen får dig til at underkaste dig andres behov og afskrive dine egne, hvilket selvsagt gør det meget svært at sætte grænser på dine egne vegne.

Kryberesponsen kan opstå, hvis du fx er vokset op i et utrygt eller uforudsigeligt miljø eller er udsat for et utrygt eller uforudsigeligt miljø som voksen, hvor der er en ulige magtrelation som fx mellem dig og en leder eller partner, som er dig fysisk eller psykologisk overlegen.

Kryberesponsen opstår, fordi angsten i forbindelse med at sætte en grænse bliver for overvældende. Jeg nævner den her, fordi det kan være, du skal have professionel hjælp eller have ekstra tålmodighed med dig selv, når du skal lære at sætte grænser, hvis du har en historie, der gør det særligt svært.

Sæt bevidste grænser – fra reaktion til respons

Ovennævnte automatiske reaktioner er impulser, du kan vælge at handle på eller lade være. Følelser og impulser er information, du kan bruge, når du skal finde ud af, hvilke grænser du vil sætte, men du behøver ikke reagere automatisk på dine følelser. I virkeligheden er psykologisk modenhed et spørgsmål om at kunne rumme dine følelser og reaktioner og være med dem længe nok til, at du kan vælge en bevidst respons.

Her er nogle overordnede faser, du som regel skal igennem, når du skal sætte grænser:

  1. Bevidsthed. Første skridt er overhovedet at mærke, at der er behov for at sætte en grænse. Det kan du mærke i kroppen, og det er ikke indviklet. Dine grænser går, hvor de går.
  2. Find ud af, hvordan du skal kommunikere din grænse, eller om du fx skal gå eller vente.
  3. Forbered dig evt. hvis det er svært. Skriv ned, hvad du vil sige, vend det med én, du har tillid til. Overvej, hvordan du sætter en klar grænse uden enten at bortforklare og undskylde eller kritisere og angribe.
  4. Tag ansvar for, hvordan du sætter grænser på en ordentlig måde. Mind dig selv om, at du ikke er ansvarlig for andres reaktion på dine grænser

Eksempler på hvad du kan sige:

“Stop”.

“Det vil jeg ikke”.

” Det er ok, hvis du ikke er enig, men jeg vil gerne have, vi holder et respektfuldt tonefald”.

“Jeg har brug for at tænke over det”.

“Vent”.

“Tak fordi du spørger, men det kan jeg desværre ikke”.

“Hvis vi skal fortsætte samtalen, skal det foregå i en ordentligt tonefald, ellers slutter jeg samtalen her”.

“Jeg går nu”.

“Jeg har brug for at tænke”.

Grænser står ikke til diskussion

Husk også, at grænser ikke står til diskussion. Du behøver ikke forklare eller undskylde dem. Måske kan du give en forklaring, hvis det giver mening i sitationen, men især hvis modparten stiller spørgsmålstegn ved dine grænser på en kritisk måde, er det vigtigt, du ikke går ombord i en diskussion, da det netop er tegn på manglende vilje til at respektere dine grænser.

Hvis du oplever, at du sætter en grænse, og det ikke bliver respekteret, så kan du gentage budskabet og ellers fx sige følgende:

“Det er ok, du ikke er enig, men jeg forventer, du respekterer min grænse”.

“Det er ikke noget, jeg ønsker at diskutere”.

Eller du kan ganske enkelt gå, hvis der er behov for det.

Husk, at de eneste, der bliver vrede over, at du sætter en rimelig grænse på en ordentlig måde, er dem, der ikke respekterer dine grænser. Og hvordan finder du ud af, om dine grænser er rimelige? Det gør du ved at lære dig selv og dine behov at kende. Ingen andre kan afgøre, hvor dine grænser går.

Når det så er sagt, kan det være en god idé at tale med andre, du har tillid til, om dine grænser for at finde ud af, hvad der er dine sunde grænser, og hvor du evt. har brug for at give slip på eller ændre nogle af dine hidtidige grænser.

Sæt grænser ansigt til ansigt i det omfang, det kan lade sig gøre

En sidste ting, jeg vil komme ind på her, er, at når det kan lade sig gøre, så sæt din grænse ansigt til ansigt. SMS’er og mails kan nemt misforstås, og selvom vores konfliktskyhed gør det fristende at sætte grænser på den måde, så tag mod til dig og tal med folk, når du skal sætte vigtige grænser.

Det giver dig mulighed for at få en samtale og afklare misforståelser, og især giver det begge parter mulighed for at mærke og høre intentionen bag det, der bliver sagt. Hvis du formår at sætte en grænse med ægte forståelse for modparten, er der langt større sandsynlighed for, at du bliver hørt, og at der kan komme en god dialog i gang.

Hvis du på forhånd ved, der ikke er grobund for en ordentlig dialog, kan det være fint at sætte en grænse på skrift. Det er især en mulighed, hvis du ikke ønsker, at dialogen skal fortsætte. Men overvej det nøje og tjek, om det er dine forestillinger om folks reaktion fremfor den sandsynlige reaktion, du ser for dig.

Husk også, at dét at sætte en grænse kan være ganske enkelt at lade være med at svare. Hvis folk inviterer dig til en diskussion ved at gå til angreb, så lad være med at gå ind i diskussionen. Hvis andre forlanger et svar på en aggressiv måde, så behøver du ikke svare.

Sæt uperfekte grænser – øvelse gør mester

Når du skal sætte sunde grænser, så bliver det sjældent perfekt. Det er altid bedre at få sat en uperfekt grænse end slet ikke få den sat. Som med alt andet er det sådan, at øvelse gør mester.

Jeg håber, du blev inspireret. Hvis du synes, emnet om grænser er spændende, kan du tjekke følgende ud:

Kærlig hilsen

Birgitte Sølvstein

4 kommentarer

  1. Nathalie siger:

    Wow, tak for denne podcastepisode lige da jeg havde brug for den. Genkender rigtig meget – og nu linker jeg til den i mit eget nyhedsbrev 🙂

    Gode hilsner
    Nathalie

    1. Birgitte Sølvstein siger:

      Dejligt det kunne bruges!!

  2. Helga siger:

    Tusind tak for en rigtog inspirerende og oplysende podcast, – det satte rigtigt meget på plads for mig. Måske du engang kommer til at tale lidt om grænsesætning specifikt i forholdet mellem voksne børn og forældre? Eller om hvordan man træner sig selv i overhovedet at kunne mærke sine behov/grænser?

    1. Birgitte Sølvstein siger:

      Selv tak Helga – det er et kæmpe emne, og jeg håber jeg kommer til at tage det op igen! KH Birgitte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.