fbpx

Sådan får du tid til at læse bøger, selvom du har små børn

Har du ikke tid til at læse bøger? Og tænker du tilbage på tidligere tider, hvor du elskede at fordybe dig i en god bog, og længes du efter at kunne det igen.

Så læs eller lyt med her, hvor jeg fortæller, hvordan du får tid til at læse bøger, selvom du har små børn eller har andre ting, der kræver din tid og opmærksomhed.

Det er vigtigt at tage dig tid til at læse bøger

Jeg ved det – du har ikke tid til at læse bøger. Du har så meget, der skal gøres. I løbet af en dag, hvor der skal fodres børn, arbejdes, tjekkes mail, vaskes tøj, købes ind, laves mad, ryddes op og puttes børn igen er der simpelthen ikke tid til at læse.

Og er det ikke også bare stress med stress på at skulle nå at læse i en bog udover alt det, du skal nå i forvejen Kan det virkelig passe, at man skal tage sig tid til at læse, hvis man allerede er stresset? At det ligefrem er god stresshåndtering?

Du skal selvfølgelig ingenting, men hvis du inderst inde ved, at det at læse en god bog, hvad end det er skønlitteratur, inspirerende faglitteratur, digte, smukke kogebøger eller noget helt femte, så er det faktisk vigtigt. Det gør dig klogere, giver dig evnen til at fokusere og afstresser dig at læse bøger (og ikke bare sms’er, opdateringer på sociale medier og hurtige nyheder).

Det har noget at gøre med din sjæl

Sagde jeg lige sjæl? Ja, det gjorde jeg.

Det jeg mener er, at det har noget at gøre med, at du ved at læse fodrer den inderste og meget vigtige del af dig, der har brug for inspiration med lidt mere substans end den overfladiske information, du bombarderes med fra alle sider i denne digitale tidsalder.

Den del af dig, der med jævne mellemrum får dig til at spørge, om der ikke er andet i tilværelsen end den daglige trummerum. Den del af dig, der har brug for inspiration, hvad det så end er i dit tilfælde. Her er vi vidt forskellige, og det er vigtigt. du læser det, din sjæl har lyst til at læse og ikke bare det, du føler, du burde læse eller det, alle andre læser.

Og tro mig: Din sjæl har masser af tid til at læse. Denne dybere del af dig er sandsynligvis godt glemt og gemt af vejen, hvis du føler dig stresset.

 

Sådan var det i hvert fald for mig

Jeg har altid læst meget, men der var nogle år (da jeg blev færdig med min uddannelse, fik job, børn, familie, hus og have) hvor læsning af bøger mere eller mindre forsvandt ud af mit liv. Når jeg endelig læste noget var det som regel en fagbog, jeg følte, jeg burde læse. Men der var endda rimeligt langt imellem dem!

På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg havde brug for at læse lige præcis det, jeg havde lyst til at læse. Da jeg først begyndte at læse, gik det op for mig, hvor meget, jeg havde manglet det, og jeg kom hurtigt ind i en god cirkel, hvor det var nemt at finde tid.

Fordi det at læse inspirerede mig til at tage den med ro og prioritere de vigtige ting i mit liv. Det at læse andre menneskers tanker, oplevelser og historier er en meget vigtig kilde til inspiration og mening for mig i mit daglige liv. Det havde jeg bare glemt! For mit vedkommende betyder det at læse alskens fagbøger, selvhjælpsbøger, kogebøger og romaner i mange forskellige genrer (men jeg har en forkærlighed for historiske romaner, magisk realisme og visse britiske og amerikanske forfattere).

 

Hvorfor bøger?

Hvorfor bøger. Er det ikke lige så godt med et blogindlæg eller en avisartikel?

Der findes masser af gode kilder til inspiration, men indholdet af trykte bøger (eller lydbøger) er som regel vurderet, redigeret og finpudset og kondenseret i en helt anden grad end de fleste tekster, vi læser på en skærm. Indholdet i bøger har simpelthen generelt en helt anden indholdsmæssig tyngde end en internetartikel.

En bog giver dig desuden en pause fra skærmen, hvilket på alle måder er godt. Man kan ligesom indtage en bog på en helt anden måde, end man kan med en tekst på en skærm: understrege den, skrive noter i margen, lave et æseløre og endda dufte til siderne. Forskning peger desuden på, at du husker det du har læst på papir bedre end det, du læser på en skærm (og at du husker bedre, hvis du tager noter i hånden end på computer).

Derfor er jeg også meget stor fortaler for analog læring i skolerne, men det er jo en helt anden historie.

 

Sådan får du tid – selvom du ikke har

Det var sjovt nok Stephen King, der fik mig overbevist om, at jeg havde tid til at læse (og skrive) uanset hvad.

En af de første bøger, jeg læste efter min læsepause var hans (fantastiske!) biografi/skrivemanual On Writing. A Memoir of the Craft. Heri beskriver han, hvordan han, inden han blev en kendt forfatter sneg sig til både at skrive og læse, når han havde små pauser.

Han havde ingen tid og ingen penge men masser af ting han skulle nå med små børn og et arbejde som lærer. Han brugte alle små pauser, han kunne snige sig til at bruge på at læse: når han ventede på sin datter til gymnastik, når han ventede på at vasketøjet skulle blive færdigt og på toilettet. (Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om han nogensinde ville være blevet forfatter, hvis han havde haft Facebook dengang).

En anden forfatter, jeg er meget inspireret af er Agatha Christie. Hun havde ikke engang et skrivebord, og bar skrivemaskinen rundt i huset, og skrev mellem vasketøj, kødgryder og andet husligt. Om hun fik tid til at læse melder historien ikke noget om, men hvis hun kunne skrive et hav af bøger på den måde, så kan vi også få tid til at læse!

8 tips, der giver dig masser af tid til at læse bøger

Og nu videre til, hvad jeg anbefaler, du gør i praksis. Her har du mine 8 bedste tips.

1: Læs i små intervaller

Hvor lang tid bruger du på Facebook eller din mail i løbet af en dag? Du har kun brug for 5 minutter for at komme igang med at læse – stjæl dem fra din skærmtid. Drop ideen om at bruge flere halve timer på en god bog. Det kommer automatisk, når du kommer igang med at læse. Begynd med 5 minutter, mens du venter på, at opvaskemaskinen er færdig – det er nok.

2: Hav altid en bog klar

Når jeg hører om en god bog kommer den på en bogliste, jeg har. 2–3 gange om året sorterer jeg i den og køber en stak bøger. Sørg for altid at have din bog med i tasken, i bilen og på arbejde. Selv køber jeg fagbøger men låner romaner på biblioteket.

3: Kombiner læsning med en anden rutine

Jeg læser ofte, men jeg putter mine børn. Det tager som regel lang tid at putte mine børn – nogle gange flere halve timer. I lang tid var jeg frustreret over at bruge så lang tid på det. Men så besluttede jeg mig for at læse mine egne bøger. Børnene får læst en børnebog, og derefter læser jeg højt af min egen bog. Det betyder, at mine børn får læst alskens faglitteratur op og næsten altid på engelsk. De synes, det er hyggeligt, selvom de ikke forstår ret meget. De vil bare gerne have, jeg sidder der. Enten på sengekanten eller i kontoret ved siden af værelset.

4: Væn dine børn til at give dig en læsepause

Vi er ikke forpligtet til at underholde vores børn hele tiden. Jeg er meget sammen med mine børn, men det betyder ikke, at jeg konstant leger med dem. Jeg har vænnet dem til, at når jeg læser eller skriver, skal de ikke forstyrre mig. Mine børn er 6 og 10,  og hvis jeg ellers har givet dem nok opmærksomhed, kan de sagtens underholde sig selv et stykke tid, og jeg får ikke dårlig samvittighed.

5: Lyt til lydbøger

Lyt til lydbøger mens du kører, motionerer eller laver noget praktisk. I flere år havde vi en lang køretur til børnenes børnehave, og når de var afleveret brugte jeg tiden på at høre lydbøger (eller gode podcasts). Det samme gør jeg, når jeg gør rent, laver mad eller laver noget andet praktisk. Jeg lytter dog aldrig til romaner på lyd (men det gør min mand).

6: Skift én vane ud med læsning

Drop Facebook eller din mobil helt efter kl 18 læs i stedet. Eller drop serier om aftenen. Læs lidt, hver gang, du får trangen til at tjekke din mobil (hvilket er ca 150 gange om dagen). Jeg lover dig, du får læst meget. Den første gang jeg tog en Facebook-detox var jeg ærlig talt chokeret over, hvor meget tid, ro og fokus jeg fik forærende. Du kan også vælge at lade være med at rydde ret meget op til daglig og i stedet læse lidt hver. Rodet løber jo ingen steder – det ligger der stadig, når du tager den store omgang i weekenden.

7: Sæt læsning på som et møde i din arbejdskalender

Afsæt en halv time to gange om ugen til “faglig opdatering” eller noget andet, der virker passende at sætte i kalenderen. Hold et møde med dig selv, hvor du læser. Jeg gjorde dette i en periode, da jeg var ansat et sted, og min erfaring blev, at jeg skulle planlægge det om morgenen og læse min halve time, inden jeg så meget som åbnede min kalender eller e-mail eller gik igang med dagens opgaver, hvis jeg skulle have tid til at læse. Lige pt. forsøger jeg at bruge min rejsetur til læsning, hvis jeg skal med tog.

8: Læs noget, der inspirerer dig

Dette er måske det allervigtigste punkt. I nogle år læste jeg mest den faglitteratur, jeg burde læse, det der var oplagt at læse som psykolog og som jeg endda selv troede, jeg syntes var interessant. Det tog et stykke tid for mig at finde frem (eller tilbage) til det, jeg egentlig har lyst til at læse. I dag elsker jeg at læse og har nemt ved at prioritere det først og fremmest fordi jeg læser præcis hvad jeg har lyst til uden at bekymre mig om, hvad jeg burde læse.

Når du først kommer i gang med at læse, og hvis du har det som mig, at det at læse er en livsvigtig kilde til inspiration, vil du nok blive overrasket over den effekt, det har på dit liv. Derfor kan jeg kun opfordre dig til at give det et forsøg.

Du har hermed min fulde tilladelse til at droppe alt muligt andet mindre vigtigt som fx. om vasketøjet stadig hænger på snoren eller om det legetøj, dine børn alligevel roder frem i morgen, stadig ligger spredt ud over hele huset. Du har endda min fulde tilladelse til at sige nej til diverse sociale arrangementer, så du får tid til at slå dig ned på sofaen med en kop te og en god bog.

Kærlig hilsen

Birgitte Sølvstein