På et tidspunkt arbejdede jeg et sted, hvor jeg som psykolog havde samtaler med både ledere og medarbejdere på én af landets største arbejdspladser. Min egen leder, som havde arbejdet med arbejdsliv i mange år sagde under en supervision noget, jeg har husket lige siden:

“Et godt arbejdsliv er ikke belastende – det er givende. Et godt arbejdsliv kan beskytte os mod stress”

Hun havde og har ret. Vi er vant til at se arbejdslivet som noget, der slider på os, men et godt arbejdsliv tærer ikke på  vores ressourcer men giver os i sidste ende god energi og mere modstandskraft.

I dette indlæg giver jeg dig 8 vigtige spørgsmål til dit arbejdsliv. De er værd at bruge lidt tid på. Ryd kalenderen en eftermiddag, luk døren til dit kontor (hvis du er så heldig at have et…) eller gå en tur, mens du overvejer dem ét for ét og skriv så dine refleksioner ned og tal dem igennem med en anden. Du vil få tid og energi tilbage i rå mængder ved at investere bare en smule tid i at overveje dit arbejdsliv.

Vi bliver stressede af ikke at have et godt arbejdsliv

Er der én ting, jeg har lært i min tid som psykolog, hvor jeg primært har arbejdet med stress og arbejdsliv på mange forskellige måder, så er det dét. Vi bliver først og fremmest stressede at IKKE at have et arbejdsliv, der passer til vores ressourcer, og vi har alle brug for at bidrage og føle, vi hører til.

Det skal forstås på den måde, at den befolkningsgruppe, der har det værst psykisk er de, der står udenfor arbejdsmarkedet, og jeg er overbevist om, at et godt arbejdsliv ville hjælpe mange af disse mennesker. Ikke at jeg mener, at staten skal presse mennesker, der har det dårligt ud i job, for det er det sidste, der hjælper…

Arbejdslivet er dog også kilde til megen stress for mange af os, og sådan behøver det faktisk ikke være. Måske tænker du lige nu, at du ingen muligheder har for at ændre dit arbejdsliv til det bedre, og måske har du ret….men langt de fleste af os kan gøre meget, hvis vi er villige til at prioritere og fravælge mindre vigtige ting til fordel for de mest essentielle – også når det gælder arbejdslivet.

Mange af os har for travlt med at leve op til andres forventninger, stille for høje krav til os selv eller har en livsstil, der nødvendiggør en høj indkomst. Dermed ikke sagt, at alle bare kan vælge til og fra rent arbejdsmæssigt. Det er jeg helt klar over ikke er virkeligheden. På den anden side kan der altid foretages små justeringer, og de kan ofte have en stor effekt, og her får du en række spørgsmål, der kan inspirere til netop det – små ændringer.

Hvis du lige nu er ramt af stress…

På den ene side er det bedst ikke at spekulere for meget over dit arbejdsliv, hvis du lige nu er hårdt ramt af stress. Din hjerne – den du bruger til at tænke med – er ikke nødvendigvis i topform, og vores tanker er ikke altid konstruktive, når vi er udmattede. Stol på, at det meste kommer af sig selv, når du får det bedre i krop og sind.

På den anden side hænger tingene også sammen. Hvis du har et arbejde, der er for krævende eller på andre måder ikke passer til dig, kan det delvist fastholde dig i en stresstilstand at have udsigt til at vende tilbage til en uændret situation. Jeg har her samlet 8 spørgsmål, som er gode at reflektere over, når du får brug for at tage stilling til, hvordan dit arbejdsliv skal se ud. Brug dem som pejlemærker – også selvom du ikke har mulighed for at foretage ændringer lige nu.

Drop jagten på det perfekte job

Min erfaring er, at vi kan trives i mange forskellige jobs, hvis vi har den rette tilgang, og hvis arbejdsmiljøet er godt. Jeg tror ikke på jagten efter det perfekte job, eller at vi skal arbejde med noget vi “brænder for” for at have et godt arbejdsliv. Jagten på det perfekte arbejdsliv er langt hen ad vejen som jagten efter den perfekte partner, det perfekte hus eller det perfekte udseende – en illusion. Når det så er sagt, er der helt klart ting omkring arbejdsmiljø, arbejdsmængde og indhold, der skal være på plads før vi kan trives.

8 spørgsmål til dit arbejdsliv

Hvordan skal dit arbejde se ud, så du kan respektere 80%-reglen?

80%-reglen refererer til det princip, at du på en given dag skal stile efter at bruge 80% af dine ressourcer, så du har ekstra at give af i de perioder, der kræver mere. Hvis vi bruger 100% (eller mere) i dagligdagen er der stor risiko for overbelastning, og hvis dit privatliv kræver meget, må du tage hensyn til det ved at sænke kravene til dig selv i dit arbejdsliv. Et arbejdspres, der stiger i perioder kan være ok, men et arbejdsliv med et konstant stort arbejdspres er ikke langtidsholdbart. Så hvordan skal det se ud? Hvor mange timer skal du arbejde, hvilke arbejdsopgaver skal du have, og hvilke kolleger?

Hvordan kan du bruge dine styrker i dit arbejde?

Ingen har et arbejdsliv, hvor man udelukkende bruger sine styrker eller udelukkende beskæftiger sig med ting, der er givende, sjove og udfordrende. Vi har dog alle brug for at bidrage med noget, og det gør vi bedst ved at anvende vores styrker. Overvej, hvordan du kan indrette dit arbejdsliv, så det passer til den du er frem for at forsøge at lave dig selv om. Hvis du enten keder dig utrolig meget eller har alt for udfordrende arbejdsopgaver, er det tegn på, at du ikke bruger dine stærke sider i tilstrækkelig grad.

Hvordan kan du være dig selv på din arbejdsplads?

Intet er mere anstrengende end hele tiden at være en anden end den, vi egentlig er. Det gælder både i vores omgangsform på arbejdspladsen men også indholdet af arbejdsopgaver. Hvis du er meget udadvendt og social vil du trives dårligt med et kontorjob, hvor du arbejder alene en stor del af tiden, og hvis du er en mere reflekterende person med behov for stilhed vil det være stressende at have et job med konstante møder og megen støj.

Udadvendte personlighedstræk hyldes i høj grad i vores arbejdskultur, til trods for at forskning viser, at medarbejdere der er mere indadvendte ofte er mere værdifulde, og derfor er der ikke nogen grund til at lægge skjul på, at du fx. godt kan lide at arbejde alene eller foretrækker stilhed.

Hvilket arbejdsmiljø trives du i?

Din personlighed bestemmer et stykke hen ad vejen, hvilket arbejdsmiljø, du befinder dig bedst i. Det gælder dog for alle, at et godt og trygt arbejdsmiljø er vigtigt og en forudsætning for, at vi kan arbejde og trives optimalt. Stress florerer især på arbejdspladser med et usundt arbejdsmiljø, og hvis du er en del af en usund kultur eller har en dårlig leder, kan eneste løsning være at finde et andet arbejde.

Ingen kan i længden trives med et dårligt arbejdsmiljø med en hård omgangstone, mobning eller mange konflikter.

Hvordan kan du praktisere dine værdier i dit arbejde?

Hvis dit arbejde er meningsløst for dig eller føles forkert rent værdimæssigt eller etisk, kan det være en stor kilde til stress og vil i det hele taget sænke din livskvalitet. Der vil altid være kedelige eller frustrerende elementer, men det er vigtigt, at dit arbejde overordnet set harmonerer med de værdier, du har som menneske. Der kan være tilfælde, hvor du må finde et nyt job, men ofte er det mere et spørgsmål om at have integriteten med, der hvor du nu engang arbejder.

Det er ikke så meget hvad vi foretager os på jobbet som hvordan vi gør det, der afspejler vores værdier.

Hvordan skal dit ideelle arbejdsliv se ud rent tidsmæssigt for at harmonere med dit øvrige liv?

Der er ikke noget galt med at arbejde meget, hvis man trives med det over tid og hvis det ikke slider på helbreddet. Jeg kender mennesker der arbejder usandsynligt meget året rundt, som har det fint med det. De fleste mennesker vil dog i nogle perioder af livet have brug for at arbejde mindre eller slet ikke. Det er der ikke særligt mange af os, der indretter os efter, fordi normen er blevet, at alle som udgangspunkt skal arbejde mere eller mindre fuld tid. Sådan er virkeligheden bare ikke. 80%-reglen gælder også rent tidsmæssigt.

Hvor mange timer kan du arbejde om dagen og i løbet af ugen, så du stadig har tid til overs, der kan gå til restitution og hvile? Og hvordan kan du indrette dig økonomisk, så der bliver mulighed for at arbejde meget lidt eller slet ikke i perioder?

Hvilke økonomiske prioriteringer skal du på sigt evt. foretage dig for at kunne få et ideelt arbejdsliv?

Ikke alle har mulighed for at foretage de helt store økonomiske prioriteringer, men en del af os har. Hvor du bor i landet, hvordan du bor, og hvordan din øvrige livsstil og dit forbrug er afgør for en stor dels vedkommende, hvor meget, du har brug for at tjene, og derfor hvor meget du skal arbejde eller hvordan. Jeg kender en familie, der netop er flyttet fra et stort hus med fantastisk beliggenhed til et endnu større hus med endnu mere fantastisk beliggenhed – fordi de så har plads til flere gæster et par gange om året og nu har en endnu flottere udsigt. Til gengæld er de også begge nødt til at opretholde en meget høj indkomst.

Det er den ekstreme version af det, mange af os gør. Får nyt køkken selvom det gamle virker fint, køber en stor bil, selvom vi kunne nøjes med en mindre eller bruger mange penge på dyre rejser frem for at nøjes med mindre. Udover at se på, om du skal foretage ændringer, så husk også at det at have styr på forsikringer og pensionsløsninger samt at påbegynde en opsparing til tider med lille eller ingen indkomst også er en god fremtidssikring.

Hvis du vidste, du kun havde 3 år tilbage af dit liv og ikke skulle tænke på økonomi, hvad ville du så springe ud i rent arbejdsmæssigt?

Hvis du drømmer om at prøve noget nyt, og hvis der er noget, du længe har haft lyst til, så lyt til det! Lyt især til det, hvis det kommer fra den del af dig, der ikke er optaget af penge, tryghed eller prestige, men som gør noget af ren og skær lyst og nysgerrighed og oprigtig vilje til at hjælpe andre. Det betyder ikke, at du skal skifte spor rent arbejdsmæssigt med det samme, eller sige dit faste job op, for en tryg base er det bedste udgangspunkt for kreativitet, men:

  • Hvis du altid har drømt om at skrive, så begynd at skrive 2 timer om ugen, find en skrivegruppe eller deltag på et kursus.
  • Hvis du gerne vil være selvstændig så afsat et fast tidspunkt på ugen, hvor du arbejder med dit nye firma og find andre selvstændige, du kan udveksle erfaringer med.
  • Hvis du gerne vil arbejde med fx. dyr, børn eller ældre mennesker så find et sted, du kan arbejde frivilligt et par timer om ugen.
  • Hvis du gerne vil arbejde med noget kreativt, så skab plads til det enten privat eller arbejdsmæssigt ved at sætte et par timer af om ugen til det.

 

Det er ikke fordi, du skal planlægge, hvordan dit arbejdsliv skal se ud ned til mindste detalje – det kan man alligevel ikke. Men ved at begynde at hente vigtige elementer ind i dit arbejdsliv som det ser ud her og nu hjælper du dig i retning af et arbejdsliv, der giver dig mere glæde, energi og mening.

birgitte-underskrift-blog-small.png

Hej, må jeg sende dig noget?

Få listen "Mine 5 bedste metoder til at finde ro og få kontakt til din indre stemme" og bliv seriøst inspireret af Birgittes tirsdagsmail

Tak for tilmeldingen - du har fået en mail!