fbpx

Digital ro i sommerferien til dig og din familie – hvorfor og hvordan

Vi bruger mange timer foran en skærm – enten computeren eller mobilen – i hverdagen. Her får du en guide til, hvorfor digital ro i sommerferien er vigtig og praktiske tips til, hvordan du gør i praksis. Du kan enten lytte til guiden som podcastepisode, eller du kan læse indlægget herunder.

Sommerferien nærmer sig, og vi glæder os til at få en pause fra hverdagen. Men hvordan skaber vi en ægte pause for os selv og vores børn? I disse tider er det ikke nok at tage hjem fra arbejde og pakke skoletasken væk. Vi har også brug for bevidst at holde ferie fra dét, jeg kalder den digitale hverdag. Ellers får hjernen ikke den fornødne pause, og det kan give stress og dårlig trivsel for både store og små.

I indlægget herunder (og i podcastepisoden som er en lydversion af blogindlægget) kommer jeg ind på:

  • At digital stress kan være usynlig
  • 5 ting, du skal vide om digital stress inkl., hvad forskning peger på digitale medier kan gøre ved dit selvværd og dit humør
  • Hvorfor børn, teenagere og unge har brug for din hjælp til at skabe digital ro i ferien
  • Du får 3 konkrete tips til, hvordan du og din familie skaber digital ro i sommerferien


Digital stress – historien om fiskene og vandet

Jeg hørte for nylig en historie, der mindede mig om, hvordan digital stress påvirker os uden, at vi er bevidste om det. En ældre fisk kom svømmende og mødte to yngre fisk og hilste på dem. Han sagde “Hej med jer, hvad synes I om vandet i dag?”. Og de to yngre fisk kiggede forvirret på ham og sagde “Hvilket vand?”.

Mange af os er som de yngre fisk. Vi svømmer rundt i digitale input dagen lang men tænker ikke videre over det. Det er blevet en fast del af vores hverdag, og den yngre generation har aldrig prøvet andet.

Den digitale tidsalder har bragt mange gode ting med sig, og vi kan og skal ikke skrue tiden tilbage. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at digitale medier kan stresse os og påvirke os negativt på særlige måder, og at vi har brug for en pause fra de konstante input, så krop og sind kan få en ægte pause hen over ferien.

5 ting, du skal vide om digital stress

I forskningen tales der om “digital stress” og “digital støj”. Den henviser til det faktum, at digitale medier påvirker os og kan være en belastning. Når vi holder ferie, skal vi være bevidste om, at vi ikke tager den digitale stress med på ferie, for så får vi ikke en reel pause.

Vi danskere – både børn, unge og voksne – er på godt og på ondt ét af de mest digitaliserede folkefærd i verden. Det har mange fordele, men det har også sin pris. Studier som dette og dette peger på, at lang tid foran skærmen kan bidrage til dårlig fysisk og psykologisk trivsel samt bidrage til angst og depression.

Vores mentale og fysiske helbred er blevet ringere i takt med den stigende digitalisering. Det er ikke ensbetydende med, at digitale medier udelukkende er en dårlig ting. Skærmtid er et vidt begreb, og pointen med denne guide er netop at sikre, at du bruger digitale medier hen over ferien på en måde, der bidrager til din ro og trivsel og ikke på en både, der bidrager til stress.

Her giver jeg dig 5 facts om digital stress, der understreger, hvor vigtigt digital ro er i ferien.

#1 Mængden af information er overvældende og konstant

Vi præsenteres i dag for en overvældende mængde af information gennem digitale medier, og vi har nyheder, spil og sociale medier tilgængelige døgnet rundt. Det betyder, at vi kan få information om, hvad der foregår i verden hvor som helst når som helst, og vi kan komme i kontakt med andre verden rundt i alle døgnets timer.

Det stiller store krav til vores evne til konstant at sortere i relevant og irrelevant information, og det bruger hjernen mange ressourcer på. Samtidigt stiller det også store krav til vores evne til selv at lukke ned for den konstante strøm af information, for internettet og din smartphone, som aldrig holder ferie.

#2 Digitale medier er designet til at kapre din tid og opmærksomhed

Det er værd at være opmærksom på, at bag ethvert spil, socialt medie, enhver serietjeneste og bag mange apps sidder der en hær af eksperter, hvis primære opgave er at få dig til at bruge så meget tid på mediet som muligt. Din tid og opmærksomhed er guld værd, og den er der mange, der konkurrerer om at få så meget som muligt af.

Det vil også sige, at din søvn, din evne til fokuseret opmærksomhed, nærvær og din evne til at lave ingenting og slappe af er under hårdt pres. Du kan være sikker på, at hvis du ikke selv sætter grænser, så vil der til hver en tid være et digitalt medie, der lokker.

Især sociale medier udnytter vores nysgerrighed, behov for opmærksomhed og anerkendelse, og derfor kan det være svært at lave være med at bruge forskellige apps, selvom du måske dybest set godt ved, du får det bedre, når du lader telefonen ligge.

#3 Dit nervesystem har brug for sanselige input og nærkontakt med andre

Vi er biologiske væsener og hjernen og dit nervesystem har udviklet sig hen over flere hundrede millioner af år i samspil med naturen og med andre mennesker. Den digitale tidsalder har varet et halvt splitsekund, når man ser på menneskets udvikling over tid, og hjernen er ikke beregnet til den mængde input fra en skærm, mange af os får i hverdagen. For at fungere optimalt, er der nogle basale ting, din hjerne og dit nervesystem skal have en hel del af hver dag:

  • Sanselige input i den virkelige verden
  • Bevægelse
  • At være i nærkontakt med andre mennesker inkl. øjenkontakt og berøring
  • Bevægelse og næring gennem kost og vand nok.

Teknologi er en gave, når det hjælper dig til at få mere fra ovenstående liste ind i hverdagen men undergraver din trivsel, hvis den stjæler din tid og energi fra vigtige aktiviteter.

#4 Brugen af sociale medier kan påvirke dit humør og dit selvværd

Studier som dette viser, at selv når man tager højde for andre faktorer, er der en klar sammenhæng mellem fx brugen af sociale medier og depression. Udover det, er der også mange afledte negative effekter af stort skærmforbrug for fx:

  • Mangel på bevægelse
  • Mangel på frisk luft og kontakt med naturen
  • Mindre tid til læsning, leg og andre gavnlige aktiviteter
  • Mangel på mentale pauser, hvor du og din hjerne laver ingenting.

Man har også undersøgt effekten af at skære ned i forbruget af sociale medier, og her kan man se, at et mindre forbrug mindsker angst, depression og ensomhed markant. Det er paradoksalt, at sociale medier, som vi bruger for vores fornøjelses skyld, og vi tror, giver os noget socialt, øger følelsen af ensomhed, men det er der efterhånden mange studier, der tyder på.

Derfor – hvis du vil være i godt humør og gøre noget godt for din trivsel i din ferie, er der meget, der tyder på, at du roligt kan lægge sociale medier på hylden.

#5 Flydende grænser mellem arbejde og fritid gør det vigtigt at sætte grænser

Mange af os har et arbejde, hvor vi selv skal sætte grænsen mellem arbejde og fritid. Hvis du kan tage dit arbejde med hjem i form af en computer og måske lige tjekke mails på telefonen, så kræver det selvdisciplin og bevidsthed at skabe ro i ferien.

Det kan være vigtigt at trække en grænse mellem arbejde og fritid i hverdagen og fx beslutte, at du ikke tjekker eller svarer på mails efter 17 og i weekenden. Men det er også vigtigt, at du sørger for at holde reel ferie fra dit arbejde ved at lægge det helt på hylden. Det er et emne, jeg dykker ned i her: Sådan lægger du dit arbejde mentalt på hylden i ferien.


Dine børn har også brug for en pause fra den digitale hverdag

Ét er, at det kan være svært for os voksne at lade mobilen ligge og vriste os løs fra hverdagens digitale gange, så hjernen kan få en pause. Noget andet er vores børn og teenagere, hvor behovet er mindst lige så stort. Til gengæld kan det det være sværere for børn at styre forbruget, teenagere har brug for en vis selvbestemmelse, og unge har brug for vejledning.

Der kan opstå mange konflikter og frustrationer som følge af skærmbrug og uenighed om, hvor meget mobiler, iPads og spil må fylde i ferien. Som med andre vigtige ting i familielivet findes der ikke nogen nem og enkel løsning, og vejen frem er kommunikation, og at I som familie sætter fokus på problemet og bliver enige om i fællesskab at finde en løsning, der fungerer for alle.

Jo mindre dine børn er, des nemmere kan du som voksen sætte grænser. Mange forældre føler, det er svært at sætte grænser for skærmbrug, og at børnene konstant plager om spil, men sandheden er, at børn har brug for, at vi forældre sætter klare, gennemskuelige og forudsige regler for skærmbrug for små børn. Børn plager som regel kun vedvarende, hvis de er i tvivl om, hvor grænsen går.

Teenagere og unge har også brug for, at vi tager snakken, og mange unge er lettede, når de voksne hjælper dem med at sætte klare rammer for skærmbrug, som de godt selv kan mærke, kan tage overhånd, selvom de kan have svært ved at styre det.

3 tips til digital ro i sommerferien

Her giver jeg dig 3 praktiske tips til, hvordan du kan skabe digital ro for dig selv og resten af din familie i sommerferien. Husk, at du kan deltage i forløbet SommerRO, som kører hver sommer, og med som bonus får du “Digital SommerRO – miniguide til digital velvære i ferien”.

Husk, at du selv ved, hvordan digital ro ser ud i din ferie. Måske er der særlige spil, du skal holde dig fra, fordi de fylder for meget i din hverdag, eller måske er det en serietjenenste, du gerne vil holde ferie fra. Måske er der til gengæld særlige apps som fx podcasts eller lydbogstjenester, du glæder dig til at bruge som en god form for afkobling.

#1 Klare rammer og aftaler er nemmest af forstå og følge

Det gælder både for børn og voksne, at klare rammer og aftaler er nemmest at forstå og følge. Drop idéen om, at det kræver selvdisciplin at holde dig fra digitale medier. Det kræver mest af alt, at du tager en beslutning og gør det nemt for dig selv ved at fjerne muligheden for lige at tjekke diverse apps.

Eksempler på klare rammer og aftaler er:

  • Ingen spil eller brug af mobiler eller iPads de to uger, vi er i sommerhus.
  • Mobiler ligger i et fast skab eller et andet sted ude af syne i ferien.
  • Skærmbrug begrænses til et fast tidsrum eller en begrænset mængde tid eller til en bestemt aktivitet som fx at se Tour De France i fjernsynet.
  • Mobiler bruges kun til telefonopkald – alle andre apps og beskedtjenester slettes eller puttes i en feriemappe.

#2 Forbered digital ro i ferien med en forventningsafstemning

Det kan godt være, du synes, det er en god idé med digital ro men hvad med resten af familien? Måske har din mand og dine børn helt andre idéer om, hvad en god sommerferie vil sige.

Igen – jo mindre dine børn er, des nemmere er det at sætte klare grænser og simplethen bestemme, hvor meget, de skal bruge en skærm hen over ferien. Men det er vigtigt, du afstemmer forventninger med din partner og dine store børn, så I kan finde en løsning, alle synes er god.

Som med alle andre uenigheder og interessekonflikter i familier er kommunikation vejen frem. Kommunikation indbefatter som bekendt både at give udtryk for dine egne behov og lytte til andres. Her er eksempler på forventningsafstemning:

  • Meld ud, at du ikke kan fanges på mail, sms eller diverse beskedtjenester. Folk kan ringe – eller måske er du slet ikke til at få fat på hen over ferien medmindre, det er et nødstilfælde.
  • Hav et familiemøde, hvor hvert familiemedlem giver udtryk for ønsker og behov og forslag til måder at bruge digitale medier på hen over sommerferien, alle kan leve med. Teenagere og unge er gode til at finde løsninger selv, og de fleste kan mærke behovet for grænser og har brug for hjælp til at sætte dem.
  • Hvis I ikke tidligere har vænnet jeres børn til digital ro i ferien, så hav realistiske ambitioner. Mine børn har været vant til hel eller delvis skærmfri ferie, siden de var små. Se mere i dette tidligere indlæg: Derfor holder vi sommerferie uden iPads + tips til en ferie med ro og nærvær. Derfor kan jeg godt finde på at sige, at de må sætte sig og kigge ind i væggen, hvis de ikke kan finde på noget at lave. Det kan godt være, den ikke går, hvis dine børn skal vænnes til digital ro.

#3 Forbered alternativer til afslapning, åndehuller og underholdning

Når teknologien fylder meget i hverdagen, er det nemmere sagt end gjort pludseligt at holde helt fri fra den. Vi bruger ofte spil, sociale medier eller andet som en mental pause, omend skærmbrug ikke er en optimal pause. Derfor har du brug for at forberede alternativer til det, du automatisk ville gøre – nemlig hive mobilen frem og tjekke en app.

Forbered på forhånd, hvordan du vil bruge din tid og hvad, du forbinder med ægte ro. Du kan få yderligere inspiration her: 10 idéer til skærmfri ferieaktiviteter. Her er et par forslag:

  • Lave ingenting
  • Gå ture
  • Læse en god bog
  • Læse en god avis
  • Spille spil eller sport
  • Kede sig
  • Høre musik, spille musik eller synge
  • Kigge på mennesker
  • Tegne eller male på sten eller i malebøger
  • Se en god film sammen
  • Tage på udflugt
  • Fortælle historier om din barndom
  • Bruge god tid på at lave mad
  • Lave puslespil
  • Sidde i sofaen og snakke sammen.

Og ja, jeg er udmærket klar over, at nogle børn (og måske voksne) vil vrænge på næsen af ovennævnte forslag, men det er helt sikkert, at det er den slags feriestunder, som børn og voksne vil se tilbage på med glæde.

JOMO – Glæden ved at gå glip af det meste og til gengæld få SommerRO

Du vil opdage, at dét at give dig selv digital ro hen over ferien vil øge din glæde og dit nærvær. Vi tror, vi går glip af en masse, hvis vi ikke hele tiden er på, men det forholder sig faktisk lige omvendt. Hvis du hele tiden er opslugt af en skærm, går du glip af din ferie.

Drop FOMO (Fear Of Missing Out) og dyrk JOMO (Joy Of Missing Out). Når du beslutter dig for bevidst at være til stede der, hvor du er og dermed gå glip af det meste, øger det kvaliteten af din ferie, og det sænker dit stressniveau.

Den ene ting, du dog ikke skal gå glip af er mit sommerforløb SommerRO. Det er 21 korte 5 minutters meditationer – 1 til hver dag i ferien – hvis du holder 3 ugers ferie. SommerRO involverer ikke sociale medier, er billigt (210 kr. – 10 kr. om dagen) og hjælper dig på daglig basis med at komme ned i gear og huske på, hvad der er vigtigt. Du får også miniguiden “Digital SommerRO – miniguide til digital velvære i ferien”.

Jeg håber, du vil med næste sommer. Det vil være en kæmpe fornøjelse at bidrage til, at du kan få den bedst mulige sommerferie!

Kilder:

Kærlig hilsen

Birgitte Sølvstein

2 kommentarer

  1. Anja irgemd-møller siger:

    Er det bedte at læse en bog end at se på en skærm,men kan også blive helr opslugt af den verden det et i en bog,så man glemmmer alt omkring en?

    1. Birgitte Sølvstein siger:

      Hej Anja
      Ja, man kan også blive opslugt at en historie i en bog. Jeg tror det er noget med, at man selv mærker efter, hvordan det fungerer m. hhv. skærm og bog. Alt kan jo bruges på enten en god eller dårligt måde.
      KH Birgitte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.