Obs. Lyt til dette indlæg som podcastepisode – du finder lyden længst nede i indlægget. Du kan desuden også se nogle af mine første Instagramopslag, som jeg har lagt ind her på siden. Del nr. 2 kommer i næste uge!
Lige for tiden gør jeg status over mit arbejdsliv. Jeg har været psykolog i 17 år og selvstændig på fuld tid i snart 11 år. Det er lang tid, og mit arbejdsliv har på ingen måde formet sig, som jeg troede, det ville. (Har nogens arbejdsliv nogensinde det?). Jeg troede, jeg skulle gå den slagne vej og først blive autoriseret, så specialist og have et eller andet spændende psykologjob. Eller måske blive forsker. Eller være selvstændig, men på den klassiske måde med klienter, supervision og undervisning.
Jeg havde også et job og blev autoriseret. Og jeg blev også selvstændig med en almindelig praksis. Men så tog mit psykologliv og mit liv i det hele taget en drejning.
Da min søn var lille, blev jeg sygemeldt med stress. Har har epilepsi og et mentalt handicap, og det stod klart at én af os forældre måtte lægge arbejdslivet om, hvis vi skulle have familielivet til at hænge sammen. Min mand havde et fast job, han var glad for (han har det stadig og er stadig glad for det), og jeg var selvstændig og måtte tænke i nye baner.
Det gjorde jeg så, og her 11 år efter, når jeg ser tilbage, ved jeg ikke helt, hvad jeg skal kalde den slags psykolog, jeg er blevet, men måske er den bedste betegnelse “selvhjælpspsykolog”. I hvert fald har min primære beskæftigelse de seneste 11 år været at give hjælp til selvhjælp til alle jer derude i form af et nyhedsbrev, en blog og så min podcast “Psykologen i Øret” samt mine forskellige onlineforløb. I har taget så godt i mod det hele, og efter et par år med massive investeringer af tid og også penge, har jeg kunnet leve af den måde at være psykolog på, og min platform har med årene vokset sig stor.
I skrivende stund er der omkring 16.000 af jer, der modtager mit ugentlige nyhedsbrev tirsdagsmailen, jeg har haft mere end 11.000 af jer gennem ét af mine online forløb, min podcast har omkring en halv million downloads om året, og min hjemmeside omkring 50.000 besøgende om måneden. Det har været noget af en rejse, og jeg har formidlet meget, haft kontakt til mange de senere år, og jeg har lært meget – om mig selv og min måde at være psykolog på.
Jeg har lært utroligt meget både fagligt og menneskeligt. Jeg har skullet vænne mig til at blive genkendt på gaden, på caféer og i butikker – også på min stemme. Jeg har skullet lære at være i pressen og give interviews, selvom jeg ikke betragter mig selv som én, der har noget særligt at sige. Jeg har også lært at sige nej til de mange tilbud, man får, når man har en stor platform, og jeg har i det hele taget lært meget. Og så har jeg lært meget om psykologi. Jeg har læst, efteruddannet mig, lært fra mig – det hele har styrket min faglighed på en særlig måde, og jeg har haft den luksus, det er at kunne dykke ned i faglige emner og fordybe mig i lige det, jeg havde lyst til.
Jeg har delt meget af mig selv og om mig selv i årenes løb, men det slog mig, at der også er ting, jeg nok ikke har sagt så meget om eller slet ikke har fortalt. Derfor fik jeg lyst til at skrive et blogindlæg og på den måde vende tilbage til de gode gamle dage, før jeg havde en podcast, hvor jeg kommer med en række bekendelser. Lidt ligesom, hvis jeg skrev psykologdagbog, og du fik lov til at læse med.
Her kan du læse første del, hvor jeg fortæller om de første 5 bekendelser – resten kommer i næste uge. (Og så kan du også nede i bunden af blogindlægget finde en podcastepisode, hvor du kan lytte til de 5 bekendelser, hvis du hellere vil det).
Bekendelse nr. 1: Jeg har ikke svar på noget – jeg ved lige så lidt som alle andre
Jeg plejede at tro, at hvis man blev psykolog, havde man svaret på vigtige ting. Og jeg tænker stadig, at det nok er én af grundende til, at psykologistudiet er så populært. Vi søger efter svar her i livet, og vi tror, at psykologistudiet kan give os dem. Det er ikke for at underkende psykologistudiet. Jeg elskede min studietid og blev klogere og fik et perspektiv både videnskabeligt, filosofisk og historisk på psykologien, jeg anser som meget værdifuldt. Vi fik også praktiske færdigheder, men som med så mange andre fag, var det især efter studiet i arbejdslivet og ved efteruddannelse, man lærte at arbejde med tingene i praksis.
Jeg plejede at tro, at hvis man blev psykolog, havde man svaret på vigtige ting. Og jeg tænker stadig, at det nok er én af grundende til, at psykologistudiet er så populært.
Man skulle imidlertid tro, at nu hvor jeg har formidlet i mange år, har lavet kurser, forløb og har lært utroligt meget både i mit eget liv og via mit arbejde, at jeg ville have flere svar. At jeg som 47-årig ville føle mig mere sikker på, hvad livet handler om. Men her må jeg bare sige, at jeg vi give Sokrates ret, som sagde “Jeg ved, at jeg intet ved”, og sådan har jeg det også med psykologien. Jeg ved, at jeg ved meget lidt, og det er en vigtig erkendelse i sig selv. Jeg ved også, at jeg ikke har løsningen på andres liv. Jeg kan dele erfaring, viden og inspiration, men jeg kan ikke vide, hvordan andre skal finde vej og leve deres liv bedst muligt. Det er egentligt en stor lettelse. Jeg har ikke behov for at fremstille mig selv som ekspert eller klogere end andre.
Mange selvhjælpsforfattere og eksperter i selvudvikling og psykologi fortæller en historie, der handler om, hvordan de havde en stor krise, og nu ved de meget mere om, hvordan noget skal håndteres. Sådan en historie, hvor man kommer ud på den anden side både stærkere og klogere. Det er ikke sådan, jeg ser min egen historie. Jeg er blevet klogere og mere ydmyg. Men jeg formidler ikke psykologi, fordi jeg har alle svarene, men fordi der er vigtige spørgsmål, vi kan blive ved med at reflektere over sammen.
Den eneste forskel på dig og mig er, at jeg har en platform og reflekterer over tingene offentligt. Dine refleksioner er lige så værdifulde som mine. Ingen har patent på at udtale sig om livet eller stille spørgsmål og komme med bud på svar. Jeg ser ikke mig selv hævet over nogen som helst, bare fordi jeg er psykolog. (Faktisk er jeg lidt allergisk overfor fagsnobberi blandt psykologer.)
Jeg plejede at tro, at for at skrive bøger og udtale sig i offentligheden, skulle man have svar og vide alt om et emne. Nu ser jeg helt anderledes på det. Jeg er interesseret i psykologi. Der er så mange udfordringer, mysterier, smukke og svære ting ved menneskelivet. Dem bliver jeg aldrig træt af at undersøge, og dét, jeg elsker allermest, er, når jeg møder andre, der har samme nysgerrighed.
Bekendelse nr. 2: Jeg har aldrig haft en ambition om at have en podcast eller blive en kendt ekspert (og har det stadig ikke)
Min eneste ambition med mit arbejde som psykolog er at hjælpe folk med væsentlige problemer som stress, angst, kriser og andet svært og i det hele taget bidrage positivt med hjælp til selvhjælp (og samtaler, undervisning, supervision, formidling, og hvad jeg ellers laver som psykolog). Og så at leve af mit arbejde, da psykologien jo er mit arbejde og ikke blot en interesse, selvom jeg er så heldig at have et arbejde, jeg også har en naturlig og uendelig interesse for.
Jeg har aldrig haft lyst til at være ekspert i offentligheden. Jeg har heller aldrig drømt om at blive interviewet til diverse medier og komme i aviser, radio og fjernsyn. Der er sket det som en form for bivirkning af, at jeg har formidlet så meget over årene via min blog, min podcast og mine forløb, at jeg ofte bliver kontaktet af journalister fra alle mulige medier om diverse psykologiske emner. I begyndelsen sagde jeg ja til næsten alt, fordi jeg følte, jeg burde være taknemmelig for opmærksomheden. Nu om dage er jeg noget mere selektiv, fordi det tager tid, og jeg synes ikke, jeg ved noget om alt muligt, bare fordi jeg er psykolog.
Jeg har aldrig haft lyst til at være ekspert i offentligheden. Jeg har heller aldrig drømt om at blive interviewet til diverse medier og komme i aviser, radio og fjernsyn.
Det er ikke for at være utaknemmelig, og jeg er heller ikke specielt genert. Jeg har bare ikke behov for den opmærksomhed og synes ikke, det er specielt sjovt eller givende at lave interviews. Omvendt – hvis nogle kan bruge det til noget, er det godt. Og hvis det fremmer kendskabet til mit arbejde, er det selvfølgeligt også en fordel. Jeg har bare aldrig forstået fagpersoner, der drømmer om at blive kontaktet af medierne. Jeg synes, det virker ret ligegyldigt for at være helt ærlig, selvom jeg godt ved, det også har en værdi.
Omvendt kan det også være sjovt – især når journalisten er dygtig, dedikeret og grundig, og dem møder jeg også. For et par uger siden, blev jeg interviewet til Politiken, og der skulle tages billeder af en kendt pressefotograf (Mads Nissen), og det var sjovt, fordi han gjorde noget ud af idéen med billederne, så det føltes mere som kunst end bare et portræt. Og jeg behøvede ikke at smile, hvilket var fantastisk, for jeg smiler ikke naturligt, og jeg er i det hele taget ikke vild med selfies og opstillede portrætbilleder.
Til gengæld elsker jeg at møde lyttere, læsere og deltagere på mine forløb i virkeligheden. I stopper mig på gaden, i butikker, til foredrag og i alle mulige andre sammenhænge og kommer hen og siger, hvor meget podcasten eller et forløb har betydet. For mig er det den ultimative belønning for mit arbejde, og det giver mig en dyb følelse af mening og af at have udrettet noget af betydning.
Bekendelse nr. 3: Jeg har en meget selvkritisk side, som kritiserer alt, hvad jeg siger og gør
Hvis man kender mit arbejde, så ved man, at indre venlighed er noget, jeg lægger vægt på som essentielt for et godt mentalt helbred og indre ro og trivsel. Og det er ikke bare mig. Det peger al forskning på, og jeg er videreuddannet i compassion-fokuserede metoder, som netop lægger vægt på et sundt selvværd med venlige tanker og en venlig, indre dialog. Så kunne man tro, at det betyder, at jeg selv altid har en venlig, indre dialog med mig selv, men det har jeg langtfra altid.
Tværtimod har jeg på min skulder siddende en del af mig, der altid er ekstremt kritisk, taler ned til mig, stiller spørgsmåltegn ved alt, jeg siger og gør og ikke synes, noget er godt nok. Den del af mig kritiserer mit udseende, stort set alle aspekter af mit liv, mine evner som mor og alt muligt andet og er ekstremt perfektionistisk. Hvis der findes én i verden, der er bedre til noget, så er jeg per definition ikke god nok til det.
Jeg har på min skulder siddende en del af mig, der altid er ekstremt kritisk, taler ned til mig, stiller spørgsmåltegn ved alt, jeg siger og gør og ikke synes, noget er godt nok.
Heldigvis har jeg også andre dele – den del, der bakker mig op, lader være med at dømme og anerkender mig for indsatsen, og hvad jeg rent faktisk opnår. Del del er der heldigvis også, og den træner jeg hver eneste dag. Sandheden er dog, at hvis jeg lyttede til den del af mig, der tvivler på mig selv og kritiserer mig selv for alt, ville jeg aldrig skrive noget, lave noget eller turde noget. Så det er fast arbejde at holde den side i skak.
Noget, der hjælper mig meget i den sammenhæng, er min søn på 16, der har et mentalt handicap og epilepsi. Der er mange almindelige ting, han ikke kan. Til gengæld har han bidraget til mit liv og lært mig mere end nogen anden, så han bidrager på en særlig måde til verden. Uden ham var jeg ikke den, jeg er i dag. Slet ikke endda.
Han hjælper mig til at turde ting og være mindre selvkritisk. Når man har et barn med et handicap, tager man ikke noget for givet, og jeg har ændret mit syn på, hvad det egentlig vil sige at bidrage til samfundet og være god nok. Han og andre børn og unge med særlige behov er for mig helt uundværlige og særlige brikker i vores samlede puslespil. Set i det lys, giver det ikke mening at være så selvkritisk, og det husker jeg heldigvis mig selv på hele tiden.
Bekendelse nr. 4: Jeg har arbejdet så hårdt, at jeg var ved at knække nakken, da jeg arbejdede på at lave et stressforløb
I 2017 lavede jeg mit første online stressforløb, som hed RESET. Så gik der et par år, og jeg udviklede på det, og det nye stressforløb kom til at hedde “Vejen Hjem”. Så gik der endnu et par år, og jeg skabte mit nuværende stressforløb, RO, som jeg lancerede i 2022. Fordi min platform er vokset med årene, har jeg også forbedret, udvidet og forfinet mine forløb over årene. Det har været en spændende og givende proces, og jeg har været så heldig, at jeg altid har haft udsolgt på samtlige stressforløb.
Det betød også, at da jeg lancerede RO, stod der mange på venteliste, og holdet blev fyldt. Jeg slog dørene op for tilmelding omkring 6 uger før start, og jeg tænkte, jeg havde god tid til at producere forløbet færdigt. Det tager lang tid at producere et onlineforløb. I hvert fald for mig. Det er et kæmpe arbejde med at researche, skrive manus, optage, redigere, sætte det hele op, og alt hvad der ellers følger med. Min daværende assistent, som jeg var utroligt glad for, redigerede videoer, lavede arbejdsark, læste korrektur og arbejdede i den periode fuld tid for mig. Produktionen kørte, som den skulle, men der var pres på, fordi mine børn var hjemme på grund af Corona, og der var meget, der skulle laves færdigt til tiden.
Så skete der det, ingen kunne forudse. Min assistent kom alvorligt til skade i en ulykke og kunne ikke arbejde. Der var ikke andre, der kunne tage over, og i de næste 4-6 uger arbejdede jeg ekstremt mange timer for at nå i mål. Jeg var vildt stresset og havde perioder, hvor jeg ikke kunne sove. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg kunne mærke, at hvis jeg pressede citronen blot en anelse mere, ville min hjerne sige stop. Fordelen ved at arbejde med stress er, at jeg kender mine grænser godt og lytter til dem, men jeg kørte lige til kanten.
Fordelen ved at arbejde med stress er, at jeg kender mine grænser godt og lytter til dem, men jeg kørte lige til kanten.
Jeg tog den med ro og besluttede mig for at nå det, jeg kunne nå, og lave resten færdigt i det tempo, der var menneskeligt muligt. Det betød, at der var ting, der ikke var helt rettet til, men i det store hele blev jeg færdig til tiden, og det gik, som det skulle. RO har været en succes med fyldte hold og glade deltagere lige siden, men jeg lærte lektien – der kan ske noget uforudset, og hvis jeg kan mærke, at grænsen er nået, så stopper jeg op og stoler på, at det nok går alligevel.
Bekendelse nr. 5: Den ærlige årsag til, at jeg ikke har klienter længere er….
…at det ikke kan betale sig rent økonomisk. Jeg tjener langt mere på mine onlineforløb, end jeg kan på individuelle samtaler. Det skal dog tages med et gran salt, da der også er store udgifter forbundet med at have så stor en platform, som jeg har. Derfor er min omsætning stor, og jeg har brug for at være strategisk, så jeg kan tjene udgifterne hjem og derudover en løn til mig selv. Det er lidt paradoksalt – synes jeg i hvert fald – at når man har en større virksomhed, kan det være sværere at få et godt overskud, fordi der pludselig er så mange store faste udgifter.
Det er selvfølgelig også en prioritering, og tidligere handlede det om noget andet. Da min søn var lille, og vi i den grad var på hårdt følelsesmæssigt og pædagogisk arbejde, fordi vi har et barn med en kronisk sygdom og et handicap, kunne jeg mærke, at jeg blev omsorgstræt, hvis jeg havde for mange klienter. Jeg havde et job, hvor jeg havde mange og tunge samtaler, og jeg kan huske, at jeg næsten ikke orkede at høre om min mands dag, fordi jeg var så fyldt op. Det ændrede sig, da jeg blev selvstændig, fordi samtalerne havde en anden karakter, og jeg valgte selv, hvilken type problemstillinger, jeg ville arbejde med, og jeg havde ikke lige så mange samtaler.
Jeg savner at have samtaler.
Jeg savner at have samtaler. For mig ville det være optimalt at have to halve dage om ugen med klienter, som jeg havde i nogle år, inden jeg lukkede helt ned for tilgang til individuelle samtaler. Jeg valgte at stoppe, fordi jeg havde brug for at fokusere helt og holdent på at udvikle onlineforløb. Det kunne ikke lade sig gøre, hvis jeg også skulle have klienter, da jeg gerne vil holde min arbejdstid inden for en ramme, så jeg kan være sammen med min familie i fritiden.
Jeg ved ikke om eller hvornår, jeg kommer til at have samtaler igen. Det at lave psykoterapi og have samtaler er et håndværk, og jeg er efterhånden ude af rutinen, fordi jeg ikke har haft klienter i 3-4 år. Jeg har dog videreuddannet mig i psykoterapeutiske metoder og har trænet i et vist omfang, men der er ingen tvivl om, at jeg føler, at jeg er kommet langt væk fra den del af psykologfaget. Noget helt andet er, at hvis jeg starter op med samtaler igen, ville jeg nok vælge gruppeforløb, kursusforløb og workshops, da jeg tror meget på den helende kraft i grupper. Ikke fordi, jeg ikke ser en værdi i samtaler, men hvis jeg skulle arbejde terapeutisk, ville det nok være grupper, jeg ville arbejde med.
Her kan du lytte til lydversionen (podcastepisoden) af indlægget med de første 5 bekendelser (anden del kommer næste uge):
Kærlig hilsen
