I sidste uge tog jeg et spørgsmål op på podcasten, hvor én af jer lyttere havde skrevet til mig og spurgt, om det er for sent at skabe et nyt arbejdsliv, når man snart er 45 og, hvordan man gør, når man har været ramt af stress og er i tvivl om, hvordan et bæredygtigt arbejdsliv ser ud.
Du kan se spørgsmålet lidt længere nede her på siden, og du kan lytte til sidste uges podcastepisode her. Jeg tog spørgsmålet op, fordi jeg kan genkende mig selv i dele af spørgsmålet, da jeg nærmer mig de 50 og også gør mig overvejelser om mit fremtidige arbejdsliv. Og jeg fik den idé, at i stedet for at jeg selv svarede på spørgsmålet, så ville jeg inviterere jer til at skrive ind med jeres svar.
Jeg var spændt på, om nogle ville have tid og lyst til at bidrage, men det var der i den grad nogle, der ville. Jeg har modtaget op mod 70 mails og beskeder med utroligt mange spændende og givende vinkler, skønne historier og gode eksempler på, at nej – det er ikke for sent!
Hvad er dit drømmejob?
OBS! Jeg blev så inspireret af jeres fortællinger og arbejdsliv, og mange af jer skrev, I står samme sted. Derfor kommer del er opfølgning på denne podcastepisode i næste uge, hvor jeg inviterer jer til at dele, hvad der ville være eller er et godt, meningsfuldt og givende arbejde for jer. Fx. skrev en til mig, at hun havde skiftet et globalt lederjob ud med et lederjob i en lille lokal virksomhed og elsker det, og en anden skrev, at hun havde droppe et prestigefyldt job for at lave aktiviteter i et ældrecenter og nyder hver arbejdsdag. Andre drømmer om at blive selvstændige, gå på deltid og skifte spor.
Hvad drømmer du om, eller har du allerede foretaget et skift til et godt og meningsfuldt arbejde? Du kan svare ved at klikke på linket. Det er anonymt at svare, og du kan enten fortælle om dit eget job eller drømme om lige det job, du forestiller dig, ville give dig et godt arbejdsliv: Klik her for at svare.
Svar gerne senest fredag d. 7. maj kl. 12.00.
Jer lytteres visdom – tak for jeres svar!
I dagens episode deler jeg nogle af svarene med jer. Der er desværre ikke plads til det hele, men det hele er læst og værdsat. Det har været en sand fornøjelse at læse alle jeres svar og betragtninger, og jeg er blevet voldsomt inspireret selv. Det håber jeg også, du kan blive af dagens episode, som du kan lytte til lige herunder. Mange tusind tak for jeres svar!
Lidt længere nede kan du læse et blogindlæg, hvor jeg har samlet et udpluk af de mange gode svar og selv opsummerer nogle af de ting, der er værd at overveje og konkrete ting, vi kan gøre for at komme i retning af et nyt, spændende og bæredygtigt arbejdsliv uanset alder.
Der kom en mail…
Det hele begyndte med, at jeg modtog en mail fra en lytter, Henriette, som jeg delte med jer i sidste uges podcastepisode – og som siden har åbnet for en strøm af ærlige, spændende og inspirerende svar fra jer. Du kan læse (eller genlæse) Henriettes spørgsmål her…
Kære Birgitte
Tak for en virkelig god podcast. Jeg er trofast lytter og har været det igennem flere år. Jeg har altid interesseret mig for psykologi, og kan oftest sætte mig ind i de emner, du bringer på banen.
Jeg har to børn med udfordringer (autisme og ADHD), og har haft et for hårdt arbejdsliv som lærer. Det medførte for 3 år siden, at jeg fik en belastningsreaktion (sygemeldt i 1,5 år) og har kæmpet med det siden. Det har hjulpet meget at lytte til dine episoder om stress, og jeg har også købt forskellige forløb.
Jeg er nået til et sted, hvor jeg har kæmpet mig tilbage på arbejdsmarkedet, og har fundet et job, som (for det meste) giver glæde. Det er dog stadig ret hårdt, og derfor optager det mig meget, hvad jeg skal bruge resten af mit arbejdsliv til. Jeg er snart 45 år, og der er mange år tilbage, før jeg kan gå på pension. Jeg er nysgerrig på, om det er et emne, du har lyst til at tage op?
Hvordan finder man en ny retning i sit arbejdsliv, når man er midt i det? Findes der nogle metoder til at åbne sine tanker op for, hvad der kan blive et holdbart arbejdsliv? Specielt når man har været ramt af stress i stor stil.
Jeg har en tendens til at stille alt for høje krav til mig selv, og det øver jeg mig virkelig på at lade være med.
Mange hilsner fra,
Henriette
Jeg spurgte lytterne, og I svarede!
I det følgende deler jeg nogle af de mange svar, jeg har modtaget på mail og beskeder på Instagram. Igen – tusind tak, fordi I er verdens bedste og mest hjælpsomme lyttere.
Det er første gang, jeg har lagt et spørgsmål fra en lytter ud til alle andre lyttere, men ikke sidste. Jeg har dog tidligere spurgt jer om forskellige emner, og noget af det vildeste var, da jeg spurgte jer om stress i dagligdagen, og mere end 1000 af jer (ja – tusind!) svarede på en række spørgsmål, og det blev til en stor ting og en printet udgave af jeres svar, som jeg har haft liggende på mit kontor og jævnligt kigger i, når jeg skal have et ærligt og direkte indblik i, hvad der stresser os i det daglige og holder os vågne om natten.
Jeg lavede også en podcastepisode om den undersøgelse, som mange lyttede til og var glade for: 1000+ danskeres ærlige tanker om, hvad der stresser os og hvad, vi drømmer om.
Lytternes erfaring og gode råd til, hvordan vi ændrer vores arbejdsliv uanset alder
Der er mange veje til et mere bæredygtigt arbejdsliv – og som svarene fra jer så fint viser, findes der ikke én rigtig måde at gøre det på. Nogle vælger at skifte spor fuldstændigt, andre justerer det arbejdsliv, de allerede har, og for nogle begynder forandringen indefra.
Jeg håber, du vil lade dig inspirere og også deler denne episode med andre, hvis du kender én, der står i overvejelser om at ændre arbejdslivet. Der er masser af eksempler og historier, som jeg tror, jeg kommer til at vende tilbage til igen og igen i den kommende tid, hvor jeg overvejer, hvilken retning mit arbejdsliv skal tage.
Herunder kan du læse et udpluk af jeres erfaringer og gode råd…
Dorthe skiftede sit topjob ud med en lille lokal virksomhed og cykler på arbejde
Det er IKKE for sent at starte noget nyt! Jeg har lige gjort det – og elsker det! Skiftede et topjob ud i en stor, dansk global virksomhed med ledelsesansvar for +600 ansatte og meget lange dage ud med et chefkonsulentjob i en lille lokal virksomhed. Skiftede firmabil ud mod cykel. Gik mere end 50% ned i løn. Og jeg har aldrig været mere glad for mit arbejdsliv. Forud for dette skift lå tre hårde år med skilsmisse og en søn i mistrivsel.
Jeg brugte et år på at ransage mig selv for at finde ind til kernen, inden jeg traf valget for et år siden. Penge, status og snobberi ud til højre. Jeg ville have lov til at være, den jeg var. For mig var “nedskalering” det helt rigtige.
Jeg var 50, da jeg traf beslutningen om at skippe mit tidligere arbejdsliv, og min søn med autisme har det heldigvis rigtig godt nu. Han er snart 20 og på vej ud i voksenlivet med læreplads et fantastisk sted på “almindelige vilkår”. At vi vendte livet på en tallerken og gik efter nye muligheder er det bedste vi har gjort for os selv som familie. Men det har også kostet på relationsfronten at tage (hvad andre ville betragte) drastiske beslutninger.
Ellen beholdt jobbet, men skiftede indstilling
Sikke et godt emne. Mit input er ikke , hvordan man skaber en ny karriere , men en anden indstilling til karrieren og jobbet, når man er midt i livet (for mit vedkommende slut 50). For mig var det en lang proces, fra jeg var 50 og frem. Jeg måtte lære, at slippe tøjlerne lidt og have tillid til at kolleger kunne tage over og tage ansvar. Jeg er medejer af en virksomhed og har altid været den første på pinden og den sidste der gik .
En vigtig ting har været at stoppe sammenligninger med yngre, skønne fremadstormende kolleger. Det har frigivet noget energi til at gøre sig mere umage med fritiden, og der er mere tid til børn og børnebørn (kæmpe prioritet), venner, natur osv . Men også at udforske havkajak, mere skrivning, flere bøger, tanker om at finde et kor, lave en bogklub, opfriske fransk – you name it.
Peter anbefaler at tilpasse udgifter og bolig – det giver mere frihed
Jeg skiftede selv job som 65-årig. Mit bedste råd er at følge sine fornemmelser. Livet er for kort til dårligt arbejde og stress pga. arbejdet. Hvis det er muligt at tilpasse udgifterne, bolig, transport, kost mm., så er man mere fri til at vælge jobs, det måske kræver nogle fravalg – men det er bedst på lang sigt.
Susanne gik fra stress og udbrændthed til selvstændig og selvforsyning
Det er et mega spændende emne. Jeg tror på ingen måde, at det er for sent!! Men jeg tror heller ikke, at det er let! Jeg er i en alder af 50 gået ned med stress og udbrændthed fra et fuldtidsarbejde som familiebehandler og mand og børn til at blive skilt og arbejde som selvstændig terapeut som hobby virksomhed suppleret af jobs som guide, skolelærer (jeg blev efteruddannet som meritlærer tilbage i 30’erne, hvilket jeg også tænker er en vej at gå) og selvforsynende landmand.
Og nej, det kræver, at jeg lever for en langt mindre økonomi end tidligere i mit liv – og at jeg holder de normative vurderinger på afstand: dem, der mener, at jeg spilder mit liv i forhold til mine uddannelser, at jeg kunne tjene mere og dermed oftere tage med til arrangementer, eller som blot undrer sig over, at man kan leve sådan.
Held og lykke til alle jer, der tør ændre retning. Men vigtigst af alt: at finde glæde i livet og ikke blive fanget i “burde” og miste kontakten til krop og sind.
Charlotte anbefaler, at vi lærer os selv at kende og tænker i “prøvehandlinger”
Tak for et interessant og relevant spørgsmål, som giver genklang i mig – og som jeg også genkender hos mange af de kvinder, jeg møder. Efter en trafikulykke for nogle år siden, midt i 40’erne, har jeg selv været nødt til at gentænke og genskabe mit arbejdsliv og finde en måde at arbejde på, der passer til mig og der, hvor jeg er i mit liv nu. Det er en proces, jeg stadig er i – og som jeg i dag også hjælper andre kvinder med i mit selvstændige arbejdsliv.
Her er, hvad jeg vil anbefale: Lær dig selv at kende, f.eks. gennem forskellige persontypetests, terapi, udviklingsforløb m.m. Jo bedre vi kender os selv, jo lettere kan vi lede os selv gennem livet og skabe et liv, der passer til den, vi er, og de livsfaser, vi bevæger os igennem.
Mange af os oplever, at vores livsbetingelser ændrer sig undervejs, og at vi derfor må justere den måde, vi lever og arbejder på. Vi har alle noget vigtigt og værdifuldt at bidrage med. Jeg håber, at fremtidens arbejdsmarked bliver mere fleksibelt, så flere får mulighed for at bidrage på mangfoldige måder.
For mig har det været hjælpsomt at tænke i “prøvehandlinger”, hvor jeg giver mig selv lov til at afprøve noget uden nødvendigvis at vide, hvor det fører hen, andet end mod en form for afklaring. At have fokus på processen frem for et fast slutmål. Måske kan det inspirere andre til at turde prøve noget af og se det som en læringsproces.
Tove fik et tilfældigt nyt job som 55-årig
Som 55-årig fik jeg nyt job, og jeg kan kun anbefale at “kaste sig ud over kanten”. Det er aldrig for sent.
Jeg er uddannet kunsthåndværker og har haft mange forskellige jobs gennem livet. Mit længste forløb var en karriere på 10 år som sælger i en agenturvirksomhed og derefter 10 år som selvstændig i samme branche – en branche, jeg havde været i siden jeg var 33 år. Det var et enormt stressende arbejdsliv med op mod 120 rejsedage om året. Super spændende, meget lærerigt og med en god løn, men også et liv, hvor jeg altid var på farten. Min datter var dengang 10 år, og hun var ofte med mig på forretningsrejser.
Jeg blev i branchen i 20 år. Til sidst var jeg meget stresset og træt af rejselivet, så jeg solgte mit firma som 54-årig. Jeg holdt et sabbatår – det første i mit liv – og nød det helt vildt, mens jeg overvejede, hvad der så skulle ske. Jeg var egentlig sikker på hurtigt at få et job igen i samme branche, men på et kontor.
Men nej – på trods af mine mange års internationale salgserfaring kunne jeg ikke umiddelbart bruges der. Jeg søgte 30-40 stillinger, før jeg læste om et job som lærer på en efteruddannelse. Jeg fik jobbet som 55-årig blandt 80 ansøgere. Det var tilfældigt, at jeg så annoncen, for jeg søgte egentlig i en helt anden retning.
Jeg stoppede på skolen, da jeg fyldte 65 og kunne gå på pension. Jeg havde 10 dejlige år med skønne unge mennesker og fantastiske kollegaer. Jeg tjente ikke nær så meget som som selvstændig, men jeg brugte heller ikke nær så meget. Til gengæld havde jeg faste arbejdstider, løn hver måned, masser af feriedage og et godt arbejdsliv i fællesskab med andre.
Jeg deler min historie for at understrege, at du ikke nødvendigvis kan – eller skal – have planlagt, hvad dit næste job skal være. Vær åben for, at andre muligheder end dem, du havde forestillet dig, pludselig kan vise sig. Og jeg tror, det kræver, at man giver slip på gamle mønstre og på, hvad andre måtte mene.
Emils kone startede på jordemoderstudiet i en alder af 50
Det er aldrig for sent! Min kone er i en alder af 50 startet på jordemoderstudiet, fordi det var hendes gamle drøm, og nu er hun færdig og arbejder som jordemoder.
Lotte har trukket stikket og står samme sted
Dette emne rammer lige i maven på mig, for jeg står selv præcis samme sted og er i gang med et proces- og sporskifte. Sidste år måtte jeg trække stikket efter en voldsom belastningsreaktion. Efter 25 år med fuld fart, lederstillinger, indflydelse, resultater og en høj løn blev det pludselig tydeligt, at jeg var helt udbrændt i mit felt – og at jeg i øvrigt havde tilsidesat mig selv gennem en længere årrække.
Det har sat gang i et stort indre arbejde, som jeg egentlig kun føler, jeg lige er begyndt på. Det sværeste for mig har været identiteten: Hvem er man, når man giver afkald på den indflydelse og erfaring, man har brugt et halvt liv på at opbygge? Jeg har måttet indstille mig på, at nogle døre skal lukkes helt – også de økonomiske og statusmæssige – for at noget nyt overhovedet kan få plads til at opstå.
Det kræver nysgerrighed, venlighed over for sig selv og en øvelse i virkelig at lytte til kroppen. Jeg mærker også, at det er en ensom rejse. Jeg savner støtte fra systemet og oplever begrænset forståelse fra omgivelserne – ikke fra min nærmeste familie, som er fuldt støttende, men fra andre, hvor jeg ikke føler, at jeg bliver forstået helt ind i kernen. Og jeg savner i den grad et netværk af ligesindede at spejle mig i og sparre med.
Vibeke ville gerne have gjort noget andet, hvis økonomien havde tilladt det
Jeg ville gerne have haft svar på dine spørgsmål, da jeg blev 50 og gjorde status og tænkte, at nu havde jeg gjort det, jeg skulle – nu behøvede jeg ikke længere at bevise noget. Økonomi var dog dengang en barriere for at gøre det, jeg egentlig gerne ville.
Først da jeg gik på efterløn og siden pension, har jeg kunnet leve mere i tråd med det, jeg ønsker – primært med tid til det kreative, familie og venner, som der kun var begrænset plads til tidligere på grund af arbejdet.
Det er for mig en stor glæde. Samtidig fylder det mere nu, at jeg også skal tage vare på min sundhed og give plads til omsorg for mig selv, da helbredet kræver det. Og i dag oplever jeg, at der faktisk er tid til det hele.
Tanja overvejer det samme og stiller spørgsmål til refleksion
Spørgsmålet fra Henriette rammer også noget i mig, fordi jeg selv går med overvejelser om, hvad der er et spændende og bæredygtigt arbejdsliv for mig. Jeg er 37 år, er netop blevet opsagt og fritstillet fra mit arbejde, og står derfor og overvejer, hvad mit næste skridt skal være – og om jeg eventuelt skal skifte retning.
Jeg har også personligt nogle forhold at tage højde for, hvis jeg skal skabe et arbejdsliv, der er bæredygtigt for mig. Jeg har en periode med alvorlig sygdom bag mig, og selvom jeg i dag er så rask, som jeg kan blive, så er der en træthed i både krop og hoved, som jeg skal tage hensyn til. Derfor er det vigtigt for mig med et arbejde, der kan rumme det.
Derudover har jeg også fået en erkendelse af, at livet er for kort til ikke at have energi tilbage efter arbejde – eller til at være på en arbejdsplads, der ikke er den rette for mig. Når det er sagt, er det selvfølgelig langt lettere at skrive end at handle på, og at finde den retning, der er rigtig.
Jeg har skrevet nogle refleksionsspørgsmål I måske kan bruge, og som jeg reflekterer over:
- Hvis du skulle beskrive det ideelle (arbejds)liv for dig, hvordan ville det se ud?
- Hvad vægter højest, når du tænker på et bæredygtigt arbejdsliv?
- Har du en interesse eller nysgerrighed på noget, som du kunne dyppe tæerne i og på den måde prøve af om det kunne være en del af dit arbejdsliv?
- Er der små justeringer, der kan gøre en stor forskel?
- Hvor stor økonomisk usikkerhed er du og familien villig til at tage?
Hanne blev terapeut og elsker det
Der er aldrig for sent at begynde et nyt liv – eller et nyt arbejdsliv. Det har jeg selv prøvet flere gange. Jeg er 66 år og har i mange år ikke haft det godt i det arbejdsliv, jeg var en del af.
I flere år mærkede jeg efter, hvad jeg egentlig kunne tænke mig at lave, hvis jeg skulle skifte retning helt. Jeg fandt frem til, at min passion ligger i at hjælpe unge mennesker og familier, der har det svært.
Jeg startede derfor på en uddannelse som psykoterapeut, da jeg lige var fyldt 59 år. Der var mange overvejelser undervejs: Hvor meget energi kunne og ville jeg lægge i det? Hvordan skulle økonomien hænge sammen? Og kunne jeg i en sen alder gennemføre en 4-årig uddannelse med eksamener, store opgaver og en stor mængde ny viden – både på dansk og engelsk?
Men det kunne man. Jeg elskede mine studieår og er i dag frivillig terapeut, samtidig med at jeg forsøger at bygge en praksis op. Det er lidt sværere, end jeg lige havde troet, men jeg er heldig at have min selvstændige indtægt fra mit tidligere arbejdsliv, som kan dække, mens jeg bygger det nye op. Jeg har været selvstændig i 14 år, så jeg var også selv oppe i årene, da jeg tog springet – 53 år.
Inge råder os til at tage beslutninger med åbne øjne
Det er en forandring af de helt store, når man ønsker at skabe sig et nyt (arbejds)liv midt i livet. Og det der med forandring – at udskifte vaner med andre og et mindset med et andet – er “bare” ikke helt så nemt, som det lyder.
Det kræver også, at man ser ærligt og realistisk på sin situation. Man kan godt have en drøm om at blive selvstændig og forestille sig et hav af kunder, men det er ikke det samme som fakta. Derfor må man være villig til at teste sine antagelser, så man får et mere reelt grundlag at stå på – og kan undersøge, om de kunder, man forestiller sig, faktisk også findes.
Berit gør opmærksom på, at vi ikke altid behøver at uddanne os mere
Jeg kunne godt ønske mig, at vi – som har været på arbejdsmarkedet i mange år – turde kaste os lidt mere ud på dybt vand. Ofte handler samtalen om videreuddannelse, om at tage den kandidat, der aldrig blev taget, eller om at søge jobs, der minder om det, vi allerede har eller sidder fast i.
Men kunne det være, at vi også skulle kigge på, om det kunne være både givende, udviklende og spændende at gå helt andre veje? Måske at søge jobs, der ikke nødvendigvis kræver det samme som det, vi allerede har opbygget – men som i stedet åbner for noget nyt.
Anna oplevede, at det er sværere, jo ældre man er
Efter en del år i samme firma begyndte jeg i 2019 også at tænke, at jeg måske skulle prøve noget nyt. Jeg var dengang tæt på 52 år. Det blev et hårdt skifte, hvor især mandlige kolleger i starten behandlede mig ret unfair. Det blev bedre med tiden, og jeg kom igennem det, men det påvirkede mig en del.
Efter to år blev jeg headhuntet til et firma med økonomiske problemer, som senere gik konkurs. Jeg fik en svær depression, kom tilbage igen – og blev derefter fyret.
Jeg fik heldigvis et nyt job og har siden været igennem flere stillinger, ligesom jeg har været syg undervejs. Nu, som 58-årig, oplever jeg, at jeg ikke kan finde et nyt job. Jeg kommer ikke længere til samtaler, hvor jeg tidligere fik samtaler ved omkring halvdelen af mine ansøgninger.
Det er min erfaring, at jo ældre vi bliver, jo sværere kan det være at håndtere udfordringer, som tidligere ikke ville have slået os ud – og at finde nyt job. Alligevel kan jeg, trods angst for økonomi (jeg er aleneforsørger) og bekymringer om en usikker fremtid, kun anbefale at prøve noget nyt. Når vi nærmer os de 50 år, tror jeg, det er helt normalt at få lyst til at ændre retning – før det er for sent.
For Henriettes vedkommende vil jeg dog også sige, at hun formentlig bør få sin stress under kontrol, før hun kaster sig ud i større forandringer. Det vigtigste er os selv, vores eget liv og vores familie.
Karsten anbefaler at undersøge, hvad der belaster
Har du prøvet at bryde det hele ned? Hvad er det egentlig, stressen og energitabet kommer af? Er det særlige situationer, bestemte personer – eller erfaringer fra tidligere, der stadig påvirker dig?
Idéen med at dele udfordringerne op i mindre dele er, at du til sidst kan få øje på nogle af de mest belastende “byggeklodser” i dit liv lige nu – og i det omfang det er muligt, lægge dem fra dig for en stund. Ikke nødvendigvis for altid, men så de ikke fylder det hele.
Når de får lidt afstand, vil nogle af de bedste muligheder fremad formentlig begynde at tegne sig tydeligere. For selvfølgelig kan du godt skifte kurs som snart 50-årig. Spørgsmålet er mere, hvor på kompasset du skal hen. Og det kan også åbne for svære erkendelser.
Måske skal andre i højere grad inddrages omkring dine børn, fordi du i længden ikke kan holde til at give den omsorg, du gerne vil. Men jeg kender jo ikke dine konkrete muligheder, hvor krævende børnene er, eller hvilke rammer økonomi og andre omsorgspersoner sætter.
Livet står ikke stille. Alt er i bevægelse, og vi bevæger os med det. Det er helt naturligt at ændre sig og udvikle sig undervejs. Jeg ville faktisk være mere bekymret, hvis man for alt i verden forsøgte at blive stående i noget, der i virkeligheden allerede er forbi.
For Birte blev sorg en mulighed for noget nyt
Jeg er selv 58 år og blev enke som 44-årig. På det tidspunkt havde jeg gang i et fuldtidsjob, et bijob og en videreuddannelse – altså mange bolde i luften, som jeg til sidst måtte give slip på. Jeg blev sygemeldt i en længere periode, hvor sorgen, angsten og tristheden tog over, og jeg måtte omprioritere mit liv og rette langt mere fokus mod mig selv og mit barn. Når der sker store livsændringer og kriser, kan det også åbne for nye veje, som på sigt giver mening.
Jeg blev i mit fuldtidsjob. Nogle dage er bedre end andre, men lige nu er jeg et sted med gode, rolige og skønne kollegaer og en ledelse, som jeg ved kan ændre sig, men som jeg i øjeblikket er meget glad for og nyder.
Sorgen gav mig samtidig mulighed for at tage en sorgterapeut-uddannelse og skrive en bog om sorg. Det gav mening i meningsløsheden, og jeg ved, at min mand ville være stolt og glad på mine vegne. Han tog i øvrigt selv en musikuddannelse, da han var midt i 40’erne.
Selvfølgelig kan vi vælge en anden retning midt i livet, hvis vi har lyst – eller bygge videre på det, vi allerede kan.
Line sagde op og tog selvbetalt orlov
Som 49-årig tog jeg selv et stort valg i mit liv. Jeg sagde mit job op som chef i en meget krævende stilling. Jeg havde fået konstateret gigt og mærkede et stærkt behov for at skabe mere ro og balance – i stedet for det enormt stressende arbejdsliv, jeg stod i. Jeg ønskede at prioritere min sundhed og mig selv, mine børn og min mand samt at få langt mere fokus på yoga, meditation, træning, helårsbadning/sauna, kost, bedre søvn og et generelt mindre stressende arbejdsliv.
Jeg valgte derfor at sige op efter 17 år – og bevidst at stå uden løn eller dagpenge i en på det tidspunkt ubestemt periode, for at give mig selv tid og ro til at tænke mig om og finde den rigtige retning. I den periode fik jeg også bedre styr på min sygdom og kunne efter nogle måneder lægge medicinen på hylden. Samtidig var jeg i overgangsalderen, som jeg også kom godt igennem netop på grund af den ro, jeg havde skabt.
Efter et skønt forår og sommer fandt jeg et deltidsjob inden for samme område, som jeg nu har haft i fem år. Jeg er ansat 32 timer om ugen, har stor fleksibilitet, og mit arbejde ligger tæt på min bopæl, så jeg kan gå frem og tilbage. Jeg arbejder hjemmefra to dage om ugen, og jeg kan helt ærligt sige, at jeg aldrig har haft det bedre.
Ulla lavede en selvransagelse og søgte et job for første gang i 27 år
Det korte svar på dit spørgsmål er “nej” – men det kræver mod, kendskab til sig selv og egne værdier samt opbakning fra de nærmeste omkring en.
Det er nu fem år siden, at jeg som 55-årig selv tog springet og sagde mit job som afdelingsleder op uden at have et nyt job på plads. Jeg havde været 27 år på samme arbejdsplads, heraf ni år som afdelingsleder. Men Corona og den sidste tid på min tidligere arbejdsplads fik mig til at stille spørgsmålet: Er der mening i det, jeg laver – eller er der mere mening at finde andre steder?
Jeg øvede mig i at være modig, skrev og tegnede mine tanker ned, fandt mønstre og sammenhænge og lyttede til kloge mennesker som dig. Jeg søgte mit første job i 27 år og fik det. Jeg blev konsulent og nød det arbejde i tre år, men savnede også en fast arbejdsplads og faste kolleger. Jeg skiftede derfor job igen, og i dag er jeg afdelingsleder på ny – i en anden og større ledergruppe og på en arbejdsplads, hvor der er plads til mine værdier og til at være mig selv.
Kirsten minder os om, at vi skal være os selv i arbejdslivet
Jeg er 65 år og har ændret mit arbejdsliv et par gange undervejs. Jeg har tidligere været professor – og ja, man kan sagtens tage en PhD som 48-årig. I dag er jeg selvstændig, hvor jeg blandt andet coacher ph.d.-studerende og professorer.
Min første pointe er, at det aldrig er for sent at starte et nyt arbejdsliv, og at meget mere, end man tror, kan lade sig gøre. Vi har så mange regler inde i hovedet om, hvad vi kan, bør, skal og må – men det er netop det: regler. Nogle er kollektive, andre er individuelle, og i mange tilfælde er det faktisk muligt at ændre dem, hvis de står i vejen.
Et eksempel fra mit eget liv er, at jeg for 35 år siden, da jeg fik mit første barn, ønskede at gå på deltid. Jeg var dengang lektor og var den første på universitetet, der spurgte. De sagde ja, og i en stor del af mit arbejdsliv har jeg derfor været på deltid – og er alligevel blevet professor.
Min anden pointe er, at du gerne må være dig. Det betyder også, at du må have lyst til præcis det, du har lyst til. Det er ikke mærkeligt, og det behøver ikke skjules – heller ikke for dig selv. I mange sammenhænge, både arbejdsmæssigt og privat, kommer vi til at tro, at vi skal ændre os selv for at passe ind. Men det holder ikke i længden – det gør os stressede og udbrændte.
Der er kun én dig, og det er kun dig, der kan være dig. Til gengæld kan du ikke andet – i hvert fald ikke, hvis du vil leve et godt liv. Derfor er det vigtigt at bruge tid – ofte lang tid – på at finde ind til, hvad du egentlig gerne vil, uden først at begrænse det med tanker om, hvad der kan lade sig gøre, og hvad andre vil tænke.Noget skal måske tilpasses, men der er næsten altid langt flere muligheder, end vi først tror.
Kærlig hilsen
