Bekymrer du dig for meget om andres problemer? Enten bare fordi du har tendens til bekymring eller måske fordi der faktisk er noget at bekymre sig om. Du ved sikkert godt, du skal lære at slippe dine bekymringer, men hvordan gør man?
Det er naturligt, du bliver bekymret, men det er også vigtigt, du kan give slip på dem. Hvis du gerne vil lære at lægge bekymringerne fra dig men beholde omsorgen, så læs eller lyt med her, hvor jeg kommer ind på:
- At det at give slip på bekymringer om andre er en menneskelig superpower
- Historien om, da da jeg selv bekymrede mig så meget om andre, at jeg ikke kunne håndtere mit eget liv
- Om hvor meget er for meget
- Om det ikke er egoistisk ikke at tænke på andre?
- Lidt om overansvarlighed og underansvarlighed
- Om der er grænser?
- Og hvad med dine børn?
- Om når vi sætter en ære i at tænke på andre frem for os selv
- Og så kommer jeg ind på 6 trin, der hjælper dig med at give slip på bekymringer om andre
Bemærk, at dette ikke handler om kognitive teknikker. Dem siger jeg fx. noget om her: Hvordan stopper man tankemylder? 3 kognitive teknikker der virker. Men der er også noget, kognitive teknikker ikke kan. Og det, jeg kommer ind på her er, hvordan du ikke bare giver midlertidigt slip på dine bekymringer rent mentalt, men hvordan du giver slip på dem og bliver fri.
At give slip på bekymringer er en menneskelig superpower
Jeg har selv for nyligt været meget bekymret for én, der betyder meget for mig. Efter et par søvnløse nætter og tanker, der blev ved med at cirkle om problemet (som ikke var mit) fik jeg mere ro på. Og overblik over, hvad jeg skal gøre og hvad jeg ikke skal gøre.
Det er ikke nemt, men det er noget, man kan blive bedre til. Jeg har haft god grund til at øve mig. Hvor det før i tiden havde slået mig ud af kurs, og hvor jeg nogle gange forsøgte at løse problemer, der ikke var mine, eller som jeg ikke kunne løse, kan jeg nu hurtigere finde min ro igen. Også selvom mennesker tæt på mig har store problemer, har det dårligt eller foretager destruktive valg.
Det slog mig den anden dag, hvor vigtig en evne det er. Det er en psykologisk superpower! At kunne lægge bekymringer om andre på hylden og finde ud af, hvor mit ansvar stopper og den andens begynder. At vide hvordan jeg kan vise min kærlighed og omsorg overfor en anden uden at begynde at løse problemer, der ikke er mine.
Da jeg bekymrede mig så meget om andre, at jeg ikke kunne håndtere mit eget liv
Det er paradoksalt nok. Ofte ender vi med at blive supergode til det, vi som udgangspunkt ikke kunne og derfor havde brug for at lære fra bunden. Hvis vi altså er villige til at lære noget nyt. Og her vil jeg fortælle lidt af min historie, som dybest set handler om, hvordan jeg blev nødt til at lære at slippe bekymringen om andre og at lære at leve mit eget liv.
At være følelsesmæssigt viklet ind i andre
Da jeg voksede op, lærte jeg ikke at skelne mellem andres problemer og mine. Ganske enkelt. Jeg bekymrede mig om andres problemer og spekulerede på, hvordan jeg kunne løse dem. Det var i høj grad også et spørgsmål om, at jeg rent følelsemæssigt ikke havde lært at adskille mig fra andre. Jeg havde ingen anelse om, hvor jeg gik til, og hvor andre begyndte.
Som jeg sagde til en mand, jeg mødte i London på en workshop i personlig udvikling, da jeg var 22. “Det er som om, der går en ledning fra mig og over i hende. Hvis hun har det dårligt, har jeg det dårligt.” Den workshop var på mange måneder begyndelsen på en lang rejse ud af en slags tåge i mit liv, der blandt andet handlede om at lade være med at drive mig selv til vanvid med bekymring.
Om at kunne opfange en stemning 100 kilometers afstand
Indtil begyndelsen af mine 20’ere var jeg ikke i ret god kontakt med, hvordan jeg selv havde det. Til gengæld kunne jeg opfange en stemning hos andre på 100 kilometers afstand. Det er jo godt at have indlevelsesevne og empati, men det er ikke godt, når det bliver på bekostning af, om vi kan mærke os selv og først og fremmest tager anvar for vores eget liv.
I min opvækst var der visse problemer, der ikke blev taget ansvar for eller snakket om. Og når de voksne ikke tager hånd om situationen, så tror børn automatisk, at det er deres opgave at gøre noget, og det troede jeg også. Det gjorde mig uhyggeligt god til at fornemme, hvad andre havde brug for, men uhyggeligt dårlig til at passe på mig selv. Måske kender du det?
Efter London og en del andre rejser (det var heldigvis helt normalt at tage 3 sabbatår dengang!) flyttede jeg til København for at læse. Det frigjorde mig at rejse ud i verden og få perspektiv på mig selv og mit liv, men det var svært at komme hjem. Også selvom jeg flyttede til København, som ligger i den anden ende af landet, end hvor jeg oprindeligt kommer fra.
Ødelæggende bekymringer og en mirakuløs bog
Der gik lige præcis 10 måneder, så havde jeg det så dårligt, at jeg havde svært ved at passe mit studie. Fremfor alt bekymrede jeg mig voldsomt om et par familiemedlemmer, og med god grund faktisk. Jeg var endt et sted, hvor jeg ikke kunne fungere i mit eget liv, fordi jeg bekymrede mig så meget om andre problemer. Og jeg kunne ikke set, hvordan jeg nogensinde skulle kunne få det godt, når situationen var, som den var.
En dag faldt jeg på mirakuløs vis over en bog på biblioteket på Vesterbro, der beskrev nøjagtigt, hvad jeg var vokset op med. Jeg læste hele bogen på en eftermiddag, mens jeg stod ret op og ned der ved bibliotekshylden. Bag i bogen stod en henvisning til en gruppe for pårørende. Jeg ringede til dem og mødte op en søndag aften. Og det blev jeg så ved med med hver søndag aften i 10 år!
Over de 10 år så jeg mit liv forvandle sig stykke for stykke til det bedre. Jeg har gjort mange ting i mit liv, der har udvidet min kapacitet som menneske inkl. at uddanne mig til psykolog og efteruddanne mig på diverse måde, læst tonsvis af bøger og har lært meget af mange. Men intet har gjort så stor en forskel for mig som den gruppe, der lærte mig meget om, hvordan man ikke bare overlever noget svært men trives. Én af de vigtigste evner, jeg tilegnede mig her var at give slip på bekymringer om andre. Små men især store. Og her deler jeg lidt om, hvad jeg har lært.
Hvor meget er for meget? Når din egen båd kæntrer
I bund og grund er bekymringer (i fagsprog kaldet ruminationer) overflødige. Enten kan du gøre noget ved problemet, og så skal du gøre noget og ikke bekymre dig. Eller også kan du ikke, og så nytter det heller ikke noget at bekymre sig. Jeg har tidligere skrevet et indlæg om, hvordan bekymringer er vores forsøg på at løse problemer, men på den helt forkerte måde.
Men sådan fungerer det virkelige liv jo ikke. Selvfølgelig bekymrer vi os om de mennesker, der betyder noget for os. Alt andet ville være mærkeligt. Vi bliver ramt lige i mellemgulvet, når vores nærmeste har det svært, og vi vil instinktivt gøre alt for at hjælpe. Det er fx. nemmere sagt end gjort at slippe bekymringer om et voksent barn, der er på vej ud i et stofmisbrug.
Så hvor meget er for meget? Her hjælper det at se os som små både, der sejler på det samme ocean. Det er kun naturligt, at når mennesker i de nærmeste både kæmper, så vil du have trang til at hjælpe dem. I din iver for at gøre noget, begynder din egen båd at vippe. Du bekymrer dig. Du spekulerer over, hvad du kan gøre. Du sover ikke om natten. Du begynder at gøre alt muligt i desperation, for du vil så gerne hjælpe. Din båd vipper mere og mere.
Det bliver for meget, hvis din egen båd konstant vipper eller ligefrem kæntrer. Hvis din egen båd kæntrer, så er du ikke en hjælp for nogen. Eller hvis du springer overbord og forlader din egen båd helt, så er det heller ikke godt.
Er det ikke egoistisk ikke at bekymre sig om andre?
Jeg havde engang en samtale med en jævnaldrende kvinde om det her emne. Hun blev forarget, da jeg delte mit perspektiv. Hun synes, jeg var egoistisk. Man kunne da ikke bare lade familiemedlemmer i stikken for at passe på sig selv. Man skal da gøre alt inkl. at ofre sig selv! Og det forstår hende. Det kan være svært at få øjnene op for, at vores bedste intentioner kan undegrave både andres og vores eget liv.
Så længe vi tror, vi giver slip på kærligheden til andre, hvis vi slipper bekymringerne, så kommer vi ikke til at give slip. For hvem vil give slip på kærlighed og omsorg? Og hvem vil give slip på en selvforståelse, der handler om at være et ordentligt menneske? I bund og grund handler det om at se, at det at være et ordentligt menneske på kort sigt kan handle om at sige nej, sætte grænser, skuffe folk, give dem ansvaret tilbage, have tillid til dem. Og erkende, at vi ikke kan eller skal redde alle.
Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at det er egoistisk at bekymre dig om andre. Forstået på den måde, at hvis du hele tiden bekymrer dig om andre, så gør du det fordi du tror, at DU har ansvaret. At du er klogest. At du skal løse tingene. At du styrer det hele.
Overansvarlighed vs. underansvarlighed og typiske indvendinger
Når du skal slippe dine bekymringer om et andet menneske, så kan jeg ikke give dig svaret på, hvor dit eget ansvar stopper og den andens begynder. Det kommer an på flere ting, men det er værd at reflektere lidt over ordene overansvar og underansvar.
Ansvar mellem mennesker er lidt som at sidde i hver sin ende af en vippe. I skal veje nogenlunde lige meget, før der er balance i relationen. Som hovedregel er andre voksne mennesker ansvarlige for deres eget liv. Punktum. Også selvom det fx. er din ægtefælle eller lillesøster.
Og så er det, vi kommer med vores indvendinger:
- Men jeg elsker ham! (Du har blandet to ting sammen. Bekymringer er ikke det samme som kærlighed)
- Men hun kan ikke selv finde ud af det! (Hvis hun er voksen, lærer hun det aldrig, hvis andre gør det for hende)
- Men jeg kender løsningen og ved, hvad der er bedst for ham! (Måske, men generelt ved vi meget lidt om, hvad der er bedst for andre mennesker på sigt)
- Men jeg kan ikke holde ud at se, at hun har det svært. (Magtesløshed er noget, vi kan og skal lære at være med.)
- Men hun er misbruger eller psykisk syg (Måske skal du tilbyde din hjælp eller sætte noget i stand, men du kan ikke redde hende).
Skal jeg så slet ikke bekymre mig eller hjælpe andre?
Lad mig komme med et eksempel. En kvinde, jeg talte med for nylig var frustreret og vred. Hun og hendes mand var havnet i en svær økomisk situation, og det viste sig, at det var fordi hun gennem mange år havde givet en syg men også uansvarlig søster mange penge. Hun havde købt et hus til hende og passet hendes børn stort set hele tiden. Hun var vred på søsteren – men problemet var hendes egen adfærd.
Et andet eksempel er en kvinde, der skrev til mig for nyligt. Hun havde gennem flere årtier “gjort alt” for at få hendes mand til at forstå, at han var stresset. Og i den process havde hun og deres børn lidt gevaldigt. Både af mandens adfærd men i lige så høj grad af hendes adfærd. Og nu ville hun gerne have, at jeg skulle gøre noget for at redde hendes mand. Hun skulle nok betale. Jeg tror ikke, hun blev ret glad for mit svar.
Jeg dømmer dem ikke. Jeg kender godt selv trangen til at kaste alt over bord og give mine nærmeste alle mine penge, energi og opmærksomhed. Det er en proces at give slip og tage ansvar for, hvad der er mit. Betyder det så, at du aldrig skal hjælpe andre? Nej, selvfølgeligt ikke. Det betyder bare, at der skal være en balance. Hvis du tager så meget ansvar, at det fjerner ansvaret fra et andet voksent menneske, så der over tid bliver en ubalance, så er der et problem.
Men der må da være en grænse – hvad hvis vedkommende er ved at ødelægge deres eget og andres liv?
Sandheden er, at voksne mennesker hele tiden foretager dårlige valg, som ødelægger meget. Også for andre. Det kan du ikke forhindre. Men hvis du er tæt på et menneske, der ikke kan eller vil tage ansvar, så kan du ende med at blive vanvittig af bekymring og endda lægge dit eget liv i ruiner i forsøget på at hjælpe en anden.
Er der en grænse? Nej, det er der egentligt ikke. Tværtimod vil jeg sige, at jo mere destruktive valg, mennesker i dit liv foretager, jo mindre ansvar skal du tage. Og des klarere grænser skal du sætte. Hvis du beslutter dig for, at du har ansvaret for et andet menneskes uansvarlighed eller manglende evner, så betyder det, at du kaster dit ansvar for dit eget liv over bord. Det er ikke heroisk. Det er uklogt.
Du kan tilbyde din hjælp i det omfang, du ikke overtager deres ansvar. Du kan opfordre til dem til at søge hjælp (Et par gange, ikke 100 gange). Du kan lytte (men ikke hvis de bare pisker rundt i negativitet, selvmedlidenhed eller går over dine grænser). Der er meget du kan gøre for at hjælpe andre gennem svære tider, men du kan ikke løse alt for dem eller fjerne deres smerte. Du kan ikke leve andre menneskers liv. Det skal de selv.
Men hvad med mine egne børn?
Undtagelsen er børn og andre, der ikke kan tage vare på sig selv. Fx en dement mor eller udviklingshæmmet kusine. Især for mindre børn gælder det selvfølgeligt, at vi tager langt mere og alderstilpasset ansvar. Det samme gælder andres børn. Hvis du bekymrer dig alvorligt om andres børns trivsel, så skal du gøre noget. Lave en underretning eller sige det til en fagperson, der kan gå videre med det.
Men ellers gælder det jeg deler her langt hen ad vejen også for dine børn. At lære at give slip på bekymringer om dine børn er én af de vigtigste gaver du kan give dig selv og dem. Det betyder ikke, du giver slip på kærligheden, eller at du ikke løser de problemer der skal løses. Men at give slip på dine bekymringer omkring dine børn sætter dig fri, og det sætter dem fri.
Selvom du ikke sætter ord på dine bekymringer, kan dine børn fornemme dem. Det er vigtigt, du med hele din krop og sjæl signalerer til dine børn, at du har tillid til dem og til livet. Ellers sender du et signal til dem, om at du ikke har særlig stor tillid til deres kapacitet. Det vil give dem mod på at give sig i kast med udfordringer og en tro på, at tingene løse sig. Og så vil de heller ikke (ubevidst) skulle forholde sig til dine bekymringer og måske vigtigst af alt; de lærer at man kan elske og tage vare på andre mennesker uden at være tynget af bekymringer.
Sætter du en ære i at bekymre dig om og hjælpe andre?
Måske er det en stor del af din identitet at være én, der har overskud og hjælper andre. Du synes, du fortjener anerkendelse og respekt, fordi du er så god til at hjælpe. Men tjek dig selv – måske er det en rolle, du er faldet ind i, som mere handler om, at du har brug for at føle, du gør noget for andre for at være noget værd. Eller måske for at undgå at tage stilling til dit eget liv. Ofte er det nemmere at tage stilling til andres problemer, end vores egne.
Når alt kommer til alt, så er det rart at føle, man er den med styr på det hele. Den med overskud og kærlighed til alle. Men måske har du så travlt med at bekymre dig om andre, at der er vigtige ting i dit eget liv, du ikke tager ansvar for? Dit helbred, din sindsro eller din økonomi fx. Eller bare tid til at slappe af.
Det er uholdbart og ikke sundt altid at være den, der giver eller den, der tænker på andre. Især kvinder bliver skolet i idéen om, at det er en god ting at være evigt givende og i evigt godt humør, men det er ikke sundt. Det er urealistisk og viser, at vi er ude at balance.
6 trin, der hjælper dig med at give slip på bekymringer og evt. hjælpe på en god måde
Her er 6 af de vigtigste indsigter og konkrete ting, jeg selv bruger til at give slip på bekymringer om andre. Jeg har formuleret det som trin, men det er ikke altid, du skal bruge alle trin, og du kan tage én idé eller flere fra listen herunder.
#1 Erkend at du ikke løser problemer ved at bekymre dig. Find ud af hvad du kan gøre og giv slip på resten
Det her er en kæmpe ting. Du bekymrer dig, fordi der er et problem, du gerne vil løse. En smerte, du gerne vil fjerne. Noget, du gerne vil ændre. Hos en anden, hvis du bekymrer dig om en anden. Så længe, du bare bekymrer dig, sker der ikke andet end, at du ligger vågen om natten og får det dårligt.
Så hvad gør man. Du skal finde ud af, hvad problemet er og om der er en del af det, du kan og skal handle på. Nogle gange er der noget, du skal gøre. Andre gange er det eneste du skal gøre at give slip. Jeg bruger sindsrobønnen som en hjælp til at sortere i, hvad der er mit og hvad der ikke er:
Kig lige på de 4 linjer. Hver linje er vigtig:
- Først skal du have ro i sindet, så du kan tænke klart. Og mærke, hvad der er rigtigt. Det kan tage et øjeblik, eller det kan tage flere uger.
- Så skal du sorte det fra, du ikke kan ændre. I næste punkt siger jeg lidt om, hvordan du giver slip.
- Så skal du se, om der er noget, du skal gøre. Og bemærk, at bare fordi du i teorien kan gøre et eller andet, er det ikke sikkert, du skal.
- Og så skal du tjekke dig selv en ekstra gang; har du skelnet rigtigt mellem hvad der er dit og andres?
#2 Giv slip og giv plads til, at det kan gøre ondt.
Det lyder jo enkelt; giv slip på det, du alligevel ikke kan ændre. Og det ER enkelt. Men det kan gøre ondt, og det skal du give plads til. Min erfaring er, at det er her vi ofte strander. Fordi vi ikke vil mærke den smerte det nogle gange medfører at give slip. Eller frygt – for det er skræmmende at slippe kontrollen. Især hvis det er noget dyrebart, som vi for alt i verden gerne vil passe på.
Min erfaring er, at accept, hvis der er tale om ægte accept af svære ting, medfører sorg. Over ting, der ikke blev, som vi håbede. Mennesker, vi ville ønske havde gjort noget andet. Noget vi fortryder. Noget vi savner eller aldrig fik. Det er ikke bare i dine tanker, du skal give slip, det er også i dit hjerte. Det er ikke kærligheden, du giver slip på, tværtimod. Det er illusionen om, at du har kontrollen, du giver slip på. Illusionen om, at du kan forhindre katastrofer. At svære ting ikke sker. At du ikke kan redde andre mennesker fra smerte.
3# Bekymringer er ikke omsorg. Vis din kærlighed i stedet
Det her vil nok provokere mange. Kan jeg virkeligt elske en anden højt og alligevel give slip på alle bekymringer? I teorien ja. I virkeligheden også ja. Men det er som regel noget med, at bekymringens fugle kommer, og så lærer du at give slip på dem, inden de får bygget rede i dit hår.
Tilbage til nr. 1. Måske skal du vise din kærlighed ved at gøre noget ved den del af problemet, du kan gøre noget ved. Eller også skal du vise din kærlighed i ord, med et kram, en invitation til en god middag eller en tjeneste. Hvis det er en person, du ikke er i kontakt med, kan du sende vedkommende en bøn, gode tanker eller forestille dig vedkommende glad, sund og tryg.
#4 Hvis du føler skyld, så gør det godt igen
Der er et særtilfælde af bekymringer, der handler om skyld og at du føler et ansvar, fordi du har forvoldt andre smerte eller problemer. Måske har du ikke været der, da dine børn var små og nu har de problemer som voksne. Måske har du behandlet din ægtefælle dårligt, og nu har han det dårligt.
Første punkt er at finde ud af, om det mere handler om overdreven samvittighed eller urealistiske selvbebrejdelser. Eller om det er en sund skyld. Det er den vi mærker, når vi har gjort noget forkert. Hvis du føler skyld, så er det vigtigt, du forholder dig direkte til den i stedet for inddirekte at lade den styre dine tanker og handlinger. Du skal finde ud af, hvordan du gør det godt igen. Det kan se ud på mange måder og inddrager ikke altid den person, du føler skyld overfor:
- En god undskyldning, hvor du ikke forventer noget svar tilbage eller tilgivelse. Bare en dybtfølt undskyldning. Ikke noget men eller hvorfor. Bare undskyld. Ansigt til ansigt eller i et brev.
- At du ændrer adfærd og ikke gentager din fejl. En undskyldning kan være fint men det betyder intet, hvis du gør det samme igen. Den eneste måde, du kan råde bod på alvorlige fejl er ved at lære noget og ændre adfærd.
Vær opmærksom på, at du kun skal undskylde til en anden, hvis du med sikkerhed ved, det ikke vil gøre mere skade end gavn. Det er ikke den andens opgave at fjerne din skyld. Det er din egen opgave. Tænk på, at det kan vække ubehag og måske er vedkommende ikke klar til at forholde sig direkte til det, det handler om. Omvendt skal du heller ikke være bange for at tage en direkte snak, hvis du fornemmer, det kunne give vedkommende noget, at du giver en direkte undskyldning.
#5 Erkend din magtesløshed
Magteløshed er ikke en nem ting at være med. Og derfor bekymrer vi os og holder fast i kontrollen, så længe vi kan. Nogle holder fast i den hele livet. Det er bare så svært at give slip, fordi med magtesløshed kommer sorg og frygt, og det skal vi være villige til at mærke.
Jeg fik lært at give slip på bekymringer i mine 20’ere, som mit liv så ud på det tidspunkt. Men livet står ikke stille. Jeg fik børn, og så var det forfra igen. Jeg har en søn, der fik en hjerneskade ved fødslen og epilepsi. Bekymringerne har mildest taget stået i kø. Det er ikke noget, man lærer at give slip på én gang for alle, men én dag ad gangen kan det lade sig gøre, og jeg vil mene, at den udfodring har gjort mig til et friere og gladere menneske. De fleste dage.
Én altafgørende ting for mig personligt er at tro på, at der er noget større, der passer på mine børn og andre, jeg holder af. Ellers kan jeg ikke give slip. Jeg har ikke ord for, hvad det er, men jeg ved, det er der. En højere magt, Gud, universet, livet. Kald det hvad du vil. Jeg tror, at det at stole på noget, der er større end os selv er nødvendigt for at vi kan give slip på bekymringer. Især når det gælder de mennesker, vi holder af og har ansvaret for at passe på.
# 6 Du ved ikke hvad der er bedst for andre
Vi tror, vi ved bedst. Vi tror fx det er bedst, at andre mennsker ikke bliver syge, kæmper, dør, bliver, bliver mobbet, får hjerneskader, har problemer, osv. Men hvor ved vi det fra? Det lyder måske mærkeligt, men jo mere jeg lever, jo mere går det op for mig, at jeg INTET ved om, hvad der er bedst for andre. (Og heller ikke altid, hvad der viser sig at være godt for mig selv.)
Vi skal passe på med at ville styre og kontrollere andres liv, og det betyder, at vi roligt kan give slip på bekymringerne. Livet er langt mere mystisk, end vi kan regne ud. Smerte er en uundgåelig del af livet. Mennesker begår fejl. Du ved ganske enkelt ikke, hvad der er bedst for andre, og selvom du gør, så skal du lade dem leve deres egne liv.
Tænk over det. Hvordan er du selv blevet klogere? Hvad har gjort dig stærkere? Svaret er: at møde modstand, løse dine egne problemer (med hjælp fra andre men ikke hvor de har overtaget dit problem). og tage ansvar for dit eget liv. Derfor kan du roligt lade andre gøre det samme og droppe idéen om, at du er klog nok til at regne ud, hvad der i virkeligheden er bedst for dem.
Tænk på livet som en rejse. Du er ikke andre menneskers turguide, og du skal primært fokusere på at finde ud af, hvordan din egen rejse former sig.
—
Det er paradoksalt. Bekymringer om andre kan tage dig på en rejse, hvor du i sidste ende lærer at give slip og får en dyb ro i sindet. Det gør dig nærværende i dit eget liv, og det giver til gengæld glæde. Det gør dig også bedre i stand til at hjælpe på en god måde og at handle på de ting, du faktisk skal handle på i dit eget liv. Mærkeligt nok vil folk også have en tendens til at spørge dig til råds, fordi de kan mærke, du er klog nok til at vide, at du ikke har svaret og at deres problemer ikke er dine.
Måske er du også interesseret i:
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
Tilmeld:
Kærlig hilsen
