Både mænd og kvinder rammes af psykologiske udfordringer – men hos mænd kan de komme til udtryk på en anden måde.
Hvis du er et menneske og trækker vejret, så byder livet på svære udfordringer. Både på indersiden og ydersiden. Og der er ikke noget i vejen med dig, hvis du er mand og kæmper med stress, angst eller depression.
Det kan du måske forledes til at tro, men læs med her og lær mere om angst og depression hos mænd (og til sidst i indlægget finder du forslag til, hvad du kan gøre for at få det bedre.)
Jeg tror på, at vi mænd og kvinder er mere ens, end vi er forskellige. Det sidste, jeg ønsker at opnå med dette indlæg er, at mænd skal føle sig “talt ned til”, som nogen, der ikke kan finde ud af noget. Det er på ingen måde intentionen, og man kan ikke generalisere og udtale sig om, hvad alle mænd har brug for.
Når det så er sagt, så oplever jeg alligevel er stort behov for, at mænd bliver hørt og at visse problemstillinger er særlige for mænd. Tag du hvad du bruge her og lad resten ligge.
Idealet er “den stærke mand”
Mange mænd er åbne og gode til at kommunikere, men for mange andre mænd er det forbundet med skam at have det psykisk dårligt, fordi det opleve som et tegn på svaghed. Det kan i sagens natur give et fordrejet billede af, hvad der er almindeligt, hvis man går med tingene selv. Det er på mange måder roden til alt ondt at holde svære ting for sig selv.
Det er på mange måder roden til alt ondt at holde svære ting for sig selv.
Det mandlige ideal har efterhånden ændret sig i retning af mere åbenhed, men mange mænd har ikke haft stærke rollemodeller, der viste dem, hvordan man kan være moden og stærk og samtidig tale om svære følelser. Den mandlige identitet indeholder mange modsætninger (man skal både være stærk og sexet, kunne fikse alt og redde kvinden, og samtidig skal man som mand kunne tale om følelser og være blød).
Det at finde sig selv som mand og som menneske er en livslang opgave, og det kræver, at man giver slip på diverse modsatrettede krav og giver sig til at leve i overenstemmelse med, hvad der egentligt betyder noget for én selv.
Stress, angst og depression kan have et andet udtryk hos mænd
Stress, angst og depression kan til dels vise sig med andre symptomer hos mænd end hos kvinder (men gør det ikke altid). Derfor kan det være sværere at registrere både for mænd selv og for pårørende og de fagpersoner, der møder mænd. På den måde er det ikke kun mænd, der ikke opsøger hjælp men også fagpersoner, der ikke er så gode til at opdage, når mænd har det svært.
Hos mænd kan depression og angst fx give symptomer som vrede og tilbagetrækning fra relationer, og mænd kan have en tendens til destruktiv adfærd, forskellige former for afhængighed og misbrug. som blot er et tegn på underliggende smerte, men som den pågældende mand ikke ved, hvordan han skal håndtere. Arbejdsnarkomani er et andet almindeligt fænomen, der kan gemme på en dybere problematik.
På andre måder ligner mænd og kvinder hinanden, og mange symptomer vil være ens. Som sagt er lighederne ofte større end forskellene. Du kan læse mere om depression her og om angst her. Og du kan læse om almindelige stresssymptomer her. Du kan også læse mere om sammenhængen mellem stress og angst lige her.
Mange mænd venter (for) længe med at opsøge hjælp
Mange mænd går med tingene alene, når de har det dårligt. Det er bare nemmere at være udadvendt, social og have lyst til at fortælle om, hvordan det går, når alt går strygende.
Sandheden er, at det at række ud og dele ærligt, hvordan man har det – uanset hvordan man har det – altid er vejen tilbage til glæde, håb og forbundethed med verden. Men det opdager man jo ikke, så længe man holder facaden.
Det er bare nemmere at være udadvendt, social og have lyst til at fortælle om, hvordan det går, når alt går strygende.
Undersøgelser viser, at mænd venter længe med at gå til lægen, og når de endeligt gør, er problemet ofte blevet stort, hvad end det er det fysiske eller psykologiske helbred, det gælder.
Problemet med angst og depression er, at det bliver værre, når vi holder det for os selv. Skam er en stor del af problemet, og det at åbne op har i sig selv en helbredende effekt. Men det kan være svært! For mange mænd er det sværere og mere grænseoverskridende at være ærlige og vise svære følelser end at springe ud fra 10-meter-vippen, gennemføre en ironman eller præstere det umulige på jobbet.
Nære relationer beskytter dig – mere end træning og sund mad
Forskning peger på en direkte sammenhæng mellem graden af social og følelsesmæssig støtte, og så dit fysiske og psykiske helbred. Faktisk indikerer graden af sociale støtte – eller mangel på samme – hvor længe du lever og hvordan du har det i højere grad end nogen anden enkeltstående faktor. Mere end rygning, vægt, kost og motionsvaner. Omend en sund livsstil generelt har det med at tanke dig op både hvad angår.
Skam er en stor del af problemet, og det at åbne op har i sig selv en helbredende effekt.
Når du ikke opsøger hjælp eller taler med andre om, hvordan du har det, går du glip af den støtte, du har brug for, og ensomhed er en dræber i bogstavelig forstand. Mænd lever kortere og flere mænd begår selvmord. Og en stor del af mænds psykiske mistrivsel kan undgås alene ved noget så enkelt som en kop kaffe og en snak om, hvordan det går.
Du kan ikke træne eller arbejde dig til trivsel
Nu kommer vi så til det punkt, hvor mange mænd måske vil overveje at tjekke sportnyhederne i stedet. Især hvis du træner meget. Eller arbejder hele tiden.
Du kan ikke træne dig til trivsel. Så enkelt kan det siges. Du kan ganske enkelt ikke bruge træning alene til hverken at forebygge eller komme angst og depression til livs. Det kunne man sige meget om, men her skal jeg gøre det nogenlunde kort.
Mange mænd føler, at den følelse, træning giver dem er vigtig og nødvendig. Og bevægelse er en vigtig del af et sundt liv. Men når træning bliver den primære kilde til glæde og tilfredshed kan det være en blindgyde.
Sportspræstationen er tilfredsstillende, og det er en ukompliceret måde at give dig selv et boost på. Hvis du bruger for megen tid på træning og glemmer at balancere det med andre vigtige ting i dit liv så som nære venskaber, parforhold, dine børn, ren afslapning og hygge og andre givende og meningsfulde livsområder, så risikerer du dog, at det i sidste ende har en negativ effekt på dit liv som helhed.
Hvis du bruger træning som flugt eller som en måde at holde dig oppe på kan det være, du skal overveje nærmere, om du har brug for at skrue ned for træningen og op for andre ting, der er mere meningsfulde. Lige som du ikke kan lægge alle dine æg i én kurv og satse alt på én aktie som investor, kan du heller ikke bero dig på, at træning skal være det eneste, der bærer din psykiske trivsel.
Det samme princip gælder dit arbejde. De ting der haster, er sjældent vigtige, og de ting der er vigtige haster sjældent. Hvor vigtigt og spændende dit arbejde end er, så er det sekundært i forhold til gode nære relationer.
Det er som regel sjovere og nemmere og kan virke vigtigere at prioritere arbejde, men den dag dit ægteskab er slidt i bund eller dit forhold til dine børn lider på grund af dit fravær kan du pludselig mærke, hvad der egentlig betyder noget.
Hvad kan være med til at udløse angst og depression hos mænd?
Angst og depression har altid mange årsager. Både hos mænd og kvinder skal årsagen findes i både aktuelle samfundsmæssige tendenser, personlige vaner og måske i din historie. Traumer, langvarig stress, seksuelt misbrug og andre former for misbrug og svigt i barndommen kan medføre angst og depression.
En fyring eller sygemelding kan ramme selvværdet voldsomt hos mænd, da det rammer mænds selvstændighed og trang til at kunne forsørge familien. Derudover kan skilsmisser ramme mænd meget hårdt af forskellige årsager.
Det er som regel sjovere og nemmere at prioritere arbejde, men den dag dit ægteskab er slidt i bund eller dit forhold til dine børn er ødelagt, kan du pludselig mærke, hvad der egentlig betyder noget.
En del mænd har ikke andre nære relationer end den, de har til deres partner. Hvis en mand på én og samme tid mister både partner, omgangkreds og måske endda kontakt til deres børn og samtidig ikke taler med nogen om det, er der risiko for en meget alvorlig krise.
Hvordan kan omgivelserne medvirke til at forebygge angst og depression hos mænd?
Jo mere vi, der kender mænd, opfordrer dem til åbne og ærlige samtaler, jo bedre. (Vi kan jo begynde med at være åbne selv.) Og jo mere vi oplyses om, hvordan stress, angst og depression kommer til udtryk hos mænd på særlige måder, des bedre.
Spørg hellere en gang for lidt end en gang for meget. Og se bagom destruktiv adfærd, som ofte er et råb om hjælp.
Derudover skal vi blive bedre til at tilbyde løsninger, der passer til mænd. De typiske muligheder – samtaler hos lægen eller en psykolog eller diverse stresskurser – kan være en god løsning, men det appellerer ikke til alle mænd.
50 idéer til, hvad du kan gøre for at finde glæde og ro
Det følgende er en liste med 50 strategier, der vil hjælpe dig til at få det bedre. Listen er lang, fordi jeg skrev ud til læserne af min tirsdagsmail og bad om input, og der kom mange!!
Jeg har medtaget mange forskellige forslag, og en del af dem var jeg aldrig selv kommet på. Så tak for det:)
Der er forskel på, hvad der virker for hvem. og hvornår. Kig på listen og vælg én strategi ud, som du vil implementere i dit liv i dag for at få mere trivsel i dit liv.
(Og PS.: Samtlige punkter er også relevante for kvinder:)
- Find en psykolog eller psykoterapuet, der passer til dig. Psykologer er meget forskellige
- Tilmeld dig en læsegruppe, hvor I læser og diskuterer romaner
- Tal med en præst eller din læge – og skift læge om nødvendigt
- Hold dig i god fysisk form.
- Dyrk venskaber – både din egne og som par, hvis du har en kone
- Dyrk din egen hobby med god samvittighed
- Lær at kommunikere klart – også i parforholdet
- Lad være med at have for travlt – hav dage uden planer
- Gå til noget – lær fx et nyt sprog eller at spille på et instrument eller dans
- Dyrk holdsport eller gå til kor
- Tal med andre om, hvordan du har det. Så vil du opdage, at du ikke er alene om dine problemer
- Gå i en mandegruppe eller lav en madklub
- Ophold dig i naturen – også når det regner og blæser
- Meditér og vær stille (der findes gode meditationer på Youtube og mange apps.)
- Dyrk vinterbadning
- Dyrk yoga
- Find en selvhjælpsgruppe
- Læs bøger, der hjælper dig. Fx om andre mænds kampe med livet eller selvhjælpsbøger
- Del dine bekymringer en anden, du har tillid til. Du hjælper andre ved selv at være et godt eksempel.
- Gør ting du har lyst til – ikke kun af pligt
- Hvis du har meget lidt overskud, så gør en lille ting. Red fx din seng hver morgen.
- Hvis et konkret værktøj ikke fungerer for dig – fx yoga – så drop det og find noget, der virker bedre.
- Hav håb for fremtiden. Erkend, at det, der lige nu virker som et kæmpe problem, måske i sidste ende giver dig noget godt.
- Vær i nu’et – alt andet er i princippet ligegyldigt, hvis du ikke er til stede
- Få hjælp af din leder til at skære ned på arbejdsopgaver, hvis du er presset – så kan du måske undgå en stresssygemelding, og måske er det det bedste, hvis du har brug for noget at stå op til.
- Lyt til bodyscan, hypnose, afspænding eller andre øvelser
- Begræns brugen af mobil og skærmaktivitet
- Hold en god døgnrytme. Også selvom der kommer Champions League i fjernsynet.
- Fortæl dine omgivelser, hvad du har brug for. De kan ikke læse dine tanker.
- Hav et rum, hvor du ikke skal præstere. Fx. lystfiskeri, kajakroning eller vandreture, eller hvad du nu finder ro i.
- Vær dig selv og hold af dig selv, som du er. Du er bare et menneske som alle andre.
- Sig fra overfor din kone, hvis hun laver to do-lister til dig.
- Find nogen at rejse med – tag evt. på singlerejser
- Lær dig selv at kende
- Giv dig tid til at komme igennem sorg
- Brug din familie
- Gå til massage eller anden kropsbehandling
- Tag på date og få nye input
- Hold dig fra alkohol, hvis du er i dårligt humør.
- Få et personligt mantra, som giver dig ro og glæde og sig det til dig selv.
- Erkend, at du ikke altid kan være supermand, men at det også er ok ikke at kunne alting.
- Lad være med at tage dig selv for seriøst – det hjælper at kunne grine ad sig selv
- Få ro på dit parforhold. Få hjælp om nødvendigt.
- Spis sundt – begynd med en sund morgenmad.
- Lær dig selv at slappe af og erkend, at du ikke kan eller skal fikse dig selv på kort tid
- Bevar håbet – det bliver bedre, selvom alt måske virker sort.
- Gør en lille meningsfuld ting hver dag – vær fx sammen med dine børn, støvsug ét rum, hjælp din nabo.
- Find 3 ting at være taknemmelig over hver dag.
- Vær alene, så du kan sortere i tankerne.
- Opsøg konkret information om fx angst , stress eller depression. Så bliver tingene mindre mystiske og nemmere at håndtere.
Kærlig hilsen