Jeg bliver jævnligt spurgt af psykologer eller andre lignende fagligheder omkring min blog, min podcast eller det at lave online forløb;

  • Hvordan producerer du dine online forløb, og hvordan får folk adgang til materialet?
  • Hvad med datasikkerheden – hvordan håndterer du mail, onlinesamtaler osv.?
  • Hvordan kommer jeg i gang med at lave en blog eller en podcast, og hvordan når man langt ud?
  • Er det vigtigt at have en emailliste, og hvordan fungerer det?

Og jeg har enkelte gange hjulpet andre psykologer på vej ved at bruge lidt tid sammen med dem individuelt for at få gang i enten en strategi eller praktisk hjælp. Og det er vildt spændende og sjovt, og jeg gør det gerne ind imellem.

MEN jeg kommer ikke til at springe ud som forretningscoach, ekspert i online markedsføring eller noget i den stil. Jeg er psykolog og min interesse ligger primært i at hjælpe folk ad den vej. Og jeg har desværre ikke tid til at yde assistance til alle, der gerne vil i gang med at arbejde online.

Derfor har jeg for én enkelt gangs skyld har tænkt mig at gøre noget helt andet end jeg plejer her på bloggen. Jeg fortæller i dette indlæg, hvilke værktøjer, jeg bruger i mit arbejde med min blog, min podcast, mine onlineforløb og min psykologpraksis generelt. Jeg kommer ind på:

  • Mail og datasikkerhed
  • Online psykologsamtaler
  • Tirsdagsmailen
  • Hjemmeside og blogindlæg
  • Hvordan jeg producerer min podcast
  • Hvordan jeg producerer og leverer online kurser
  • Hvordan jeg afholder online foredrag
  • Min brug af sociale medier
  • Hvordan jeg markedsfører mine ting

Så ligger det der én gang for alle, og jeg kan henvise folk der spørger om ting i den afdeling til blogindlægget – smart for mig og smart for jer derude, der har brug for det!

Og lad os så ellers gå i gang.

Mail og datasikkerhed

Lad os tage det kedelige men absolut nødvendige først. Datasikkerhed. Alle psykologer og andre med GDPR (persondataforordningen) inde på livet får grå hår, bare vi hører ordet. Ikke desto mindre er det nødvendigt at tage stilling til. Jeg tog selv på workshop i Dansk Psykologforening, og det var en kæmpe hjælp. Hovedreglen er i al sin enkelhed, at man skal have en databehandleraftale med alle udbydere og/eller personer, der på nogen måde har adgang til data.

Én af de ting, der var sværest var sikker og krypteret mail. Jeg endte efter lang tids research og efter at have spurgt flere kolleger med at vælge RMail fra Danastar. Dansk Psykolog Forening anbefaler RMail, og jeg synes brugervenligheden ift. klienter var vigtig, og jeg kan stadig bruge det fra min almindelige mail. Det fungerer rigtigt godt – en kæmpe lettelse at få styr på den del!

(Bemærk at RMail samt de fleste andre ting, jeg anbefaler koster noget. Gode, stabile og brugervenlige løsninger koster noget. Man betaler jo også husleje for gode fysiske lokaler. Hvad angår mail og andre steder, hvor der udveksles særligt personfølsomme oplysninger, skal det bare være en løsning af god kvalitet, hvis jeg skal sove godt om natten…)

I mine psykologsamtaler bruger jeg desuden gammeldags papirjournal, der låses inde i et arkivskab. Enkelt og godt. Til fakturering bruger jeg Dinero.

Der har været gange, hvor jeg har været ved at opgive hele onlinedelen, fordi det er svært at navigere i løsninger og hvor vidt, de er sikre nok. Men jeg blev mindet om af én af mine kolleger (Kit Jensen, som er en gammel psykologrotte, når det kommer til at arbejde online), at vi psykologer jo også har en etisk forpligtelse til at være der, hvor folk rent faktisk er.

Psykologsamtaler over video

En anden vigtig ting er sikker software til samtaler, der foregår via video. Og igen – man skal bare kaste ét blik på langhårede diskussioner om dette emne på psykologernes fælles Facebookgruppe før man mister lysten til nogensinde at bringe emnet op.

Jeg har klienter i ind- og udland, der ikke kan komme til mig, og som jeg derfor ser over video. Jeg brugte tidligere Psychcon og var glad for det, men bruger nu GotoMeeting. GotoMeeting har den fordel, at man kan holde møde med mange på én gang, hvilket jeg nogle gange gør i forbindelse med mine onlineforløb.

 

Tirsdagsmailen

Tirsdagsmailen sender jeg ud via Mailchimp.

Jeg elsker Mailchimps design, deres support, og så er det altid stabilt og fordi det er en stor og kendt udbyder, og derfor er det også nemt at få hjælp til, hvis man skal have assistance.

Jeg sender ikke krypteret til læsere af tirsdagsmailen. Til gengæld skriver jeg altid nederst i tirsdagsmailen, at man ikke skal svare tilbage på den mail med personfølsomme oplysninger. Henvender man sig, tager jeg det enten over telefonen eller kommunikerer så via krypteret mail.

Tirsdagsmailen er min primære link til læsere/lyttere/verden derude. Jeg har ikke satset på et følge på fx. Facebook, men min emailliste er derimod meget vigtig.

Hjemmeside og blogindlæg

Min hjemmeside har jeg selv lavet. Jeg valgte at få hjælp til selvhjælp fra et par konsulenter, så jeg selv kan lave ting om hen ad vejen. Det har vist sig at være en klog beslutning. Det er ikke verdens mest fancy hjemmeside, men til gengæld er den min.

Det er en udfordring at lave en blog og en hjemmeside, der rent faktisk udstråler noget menneskeligt og ikke bare faglig ekspertise. Og på den anden side ikke bliver for privat og banal. Jeg ved godt, det er en svær balance, men jeg tror mange psykologer kunne blive bedre til at vise, hvem de er og hvordan de arbejder og på den måde blive bedre til at tiltrække de rigtige klienter.

Jeg har lavet min hjemmeside i WordPress, hvilket jeg kun kan anbefale efter engang at have haft en håbløs side hos en anden mindre udbyder. Jeg har min faste “WordPress-mand” Janus, som jeg løbende trækker på til stort og småt (han er en slags it-engel – de findes!).

Blogindlæg

Jeg laver selv billeder til blogindlæg og andet i Photoshop og får en sjælden gang imellem hjælp til den del. Ikke lige den billigste eller nemmeste løsning (og jeg overvejer løbende at skifte over til Canva, som også er en fin løsning), men for mig er det visuelle udtryk vigtigt. Ikke at jeg kan særligt meget i den retning, men jeg er glad for at have lært the basics.

Hvad angår mine blogindlæg, så skriver jeg dem selv og har haft hjælp til korrektur i perioder. Jeg skriver som regel alt i Scrivener, og kopierer så over i WordPress. Det er en løbende overvejelse, om jeg skal få mere hjælp til min blog og min podcast, men jeg ender hver gang med at konkludere, at det er det vigtigt, at jeg selv er 100% til stede i det, der kommer ud på min blog og podcast.

Sådan producerer jeg min podcast

Jeg producerer også selv min podcast. Jeg optager mine soloepisoder enten med en Yeti Pro mikrofon (som jeg snart skifter ud med en Røde Podcaster) og optager direkte ind i min computer, eller – hvis jeg er på farten – en Sennheiser Clipmic, som jeg optager med direkte ned i min iPhone. Jeg optager mine interviews med en Zoom5 med to Clipmics tilsluttet. Jeg redigerer i Garageband.

Det at få gang i at lave en podcast var en af de ting, jeg havde lyst til at give op på mange gange pga. teknikken. Jeg har fået lidt hjælp af it-englen Janus og af Anders Guldberg, som er professionel podcastproducer, som har forbarmet sig over mig et par gange med tips og tricks.

Det er ikke nogen nem kunst at lave en god podcast, synes jeg, og det kan være tåkrummende at høre mig selv på lyd. Men man vænner sig til det:) Det er sjovt at have en podcast og et stort aktiv. Men det tager oceaner af tid. For mig i hvert fald. Jeg vil tro, jeg i gennemsnit bruger en hel arbejdsdag om ugen på min blog og/eller min podcast.

 

Online kurser

Jeg leverer mine onlinekurser via Simplero. Det er ikke en helt billig løsning, men for mig at se den bedste, hvis man har en vis omsætning.

Betaling kører over samme platform, og fordelen ved Simplero synes jeg er, at ejeren er dansk (men bor i USA), der er mange danske brugere, og derfor er der styr på hvordan dansk moms osv. fungerer, og der er endda dansk support.

Jeg producerer selv mine online forløb, som primært består af video og lyd, og får nogle gange hjælp til enkelte ting. Jeg redigerer i Screenflow, som er god, når man også skal undervise på skærm, som jeg gør. Igen – jeg har overvejet at få meget mere hjælp til den del, men redigeringsprocessen er også en indholdsmæssig redigering, og derfor ender jeg altid med at konkludere, at det er vigtigt, jeg gør det selv (suk!).

Online foredrag

En gang imellem laver jeg online foredrag, og her bruger jeg Webinar Ninja. Det er en super god software, stabil og med plads til rigtigt mange deltagere. Det er en ret dyr løsning (jeg var heldig at falde over et tilbud), så med mindre man holder mange webinarer, kan man nok godt sagtens finde en billigere løsning.

Andre gange bruger jeg GotoMeeting, som også kan optage, men som slet ikke har samme funktionalitet, når det gælder tilmelding og efterfølgende udsending af optagelse.

 

Sociale medier

De første to år, efter jeg var begyndt at blogge, brugte jeg Facebook en del. Facebook har været et stort aktiv for mig. Ingen tvivl om det. Jeg har dog aldrig satset på at få mange “følgere” på Facebook, da mit mål altid har været at nå langt ud med min blog, podcast og tirsdagsmail, og det har kun været med det mål for øje, at jeg har brugt sociale medier.

Efter sommerferien i år tog jeg dog en beslutning om at lægge Facebook på hylden. Det gjorde jeg faktisk mest fordi, jeg synes især min private Facebook tog mit fokus. Men også fordi jeg ikke vil være afhængig af Facebook i mit forretning.

Jeg havde også lyst til at koncentere min energi om mine tirsdagsmails, min blog og min podcast. Jeg kan godt lide idéen om, at lyttere og læsere selv aktivt vælger det til. Min emailliste vokser præcis lige så meget som før, så det har ikke haft nogen negativ effekt. Uanset hvad, synes jeg det er prisen værd at få mere fokus.

Hvordan når jeg langt ud, og hvem køber mine forløb?

Jeg har brugt meget lidt betalt annoncering – min strategi har været at nå langt ud med min blog, podcast og min tirsdagsmail, og jeg har sat mig ind i Googles spilleregler. Som jeg ser det har jeg lagt arbejdstimer i at formidle ting, der kan hjælpe og inspirere frem for at betale for placeringer på Google fx. Enkelte gange har jeg brugt annoncering på Facebook og det kommer jeg måske – måske ikke – til at bruge i fremtiden.

Når jeg er nået relativt langt ud, tror jeg primært det er fordi, jeg er ret struktureret omkring min blog og podcast og min tirsdagsmail. Jeg laver et indlæg eller en podcastepisode om ugen, og det holder jeg fast i. Og så er jeg glad og taknemmelig over, at mange deler indholdet enten via mail eller sociale medier.

Jeg forsøger at lave noget, der er brugbart og hjælpsomt, og typisk er det mennesker, der har fulgt mig gennem længere tid eller er faldet over et blogindlæg eller en podcastepisode, som køber mine forløb eller henvender sig for at få samtaler.


Og det var det:)

Det hele virker måske enkelt og ligetil (eller også gør det ikke)  – i realiteten har jeg brugt flere år på at få nogenlunde overblik over, hvordan de forskellige ting fungere, og jeg har købt mig til masser af hjælp til selvhjælp.

At blive bekendt med de forskellige værktøjer og muligheder tager tid, men det er sliddet værd, når det så virker. Jeg sætter stor pris på både at kunne arbejde “almindeligt” som psykolog og have onlinedelen, som giver mulighed for stor kreativitet, fleksibilitet og en mulighed for at nå ud på en helt anden måde.

Jeg håber, det var relevant og nyttig viden for dig derude, der har lyst til at arbejde online.

Kærlig hilsen

tilstedeværelse

 

 

 

OBS: Ingen affiliate links eller aftaler med de produkter, jeg nævner her. RMail har givet mig et års brug af produktet. Det var ikke nogen betingelse, at jeg anbefalede det videre, og jeg havde valgt RMail alligevel, fordi min fagforening og kolleger anbefaler det.

Hej, må jeg sende dig noget?

Få emailserien "3 ting du skal gøre for ikke at hænge fast i stress og angst" bliv seriøst inspireret af Birgittes tirsdagsmail

Tak for tilmeldingen - du har fået en mail!