Sådan skrev jeg en bog på 8 dage

Det er nytår, og hvad vil du egentlig gerne nå i år? Hvad skal prioriteres, og hvad er mindre vigtigt?

Dette indlæg handler egentlig ikke om at skrive bøger og heller ikke om at gøre ting så hurtigt som muligt. Det handler om produktivitet og om at nå det vigtige. Og for mig er det vigtigt at skrive.

Jeg er blevet spurgt af flere kolleger og andre, hvordan jeg når at skrive så meget, og jeg vil benytte et nyt års begyndelse til at fortælle hvordan, jeg gør.

 

Sæt dig et mål – og lad så livet ske.

Ser du. Jeg har brugt oceaner af tid på at overveje at skrive, men det er kun de sidste par år, jeg har omsat det til handling.

Jeg plejede at have en drøm om at skrive mere – et brændende ønske faktisk. Men det hjalp ikke særligt meget. Jeg plejede at have det at skrive på min årlige to-do-liste, som noget af det vigtigste, og alligevel gik årene med alt mulig andet.

På et tidspunkt knækkede jeg koden, og jeg har siden være tiltagende overrasket over hvor meget, man egentlig kan nå at skrive (sæt selv en anden meningsfuld aktivitet ind her som at tegne, sy, have tid med børnene, plante blomster, lære et nyt sprog eller frivilligt arbejde), hvis man vil.

Principperne jeg deler her kan bruges af alle og til alle formål, hvad det end er, du gerne vil prioritere i 2017. Det kræver ingen særlige forudsætninger ud over, at du har en fornemmelse af, hvad du godt kunne tænke dig at prioritere højere.

Jeg ved godt, at vi selvfølgelig alle først og fremmest skal være til stede i øjeblikket og nyde det liv, vi nu engang har, men for mig at se er et godt år både et år, hvor man sætter sig vigtige mål og gør en indsats for at nå dem og samtidigt husker at leve livet som det rent faktisk udformer sig undervejs.

Min erfaring er, at det er vigtigt at sætte sig mål – og lige så vigtigt at droppe idéen om at nå dem. Jeg tror aldrig, jeg har haft et år, hvor jeg nåede mine mål, som jeg troede, jeg ville, men til gengæld skete der alt muligt andet. Men kun fordi jeg selv havde et udgangspunkt at gå frem efter.

Nu handler mål jo langt fra altid om at producere noget eller præstere udadtil. Er du fx ramt af stress kan et mål være at bringe dit nervesystem i ro og genskabe din energi. En vigtig del af det nye online stressbehandlingsprogram RESET er netop at indarbejde en daglig vane, der skaber optimale betingelser for fremgang. Målet er i så fald at reducere stressymptomer og genskabe energi og balance. Noget, der må stå øverst på listen, hvis man er ramt af stress.

Mange af mine mål er indre mål, nu jeg lige tænker over det. Psykologiske eller åndelige, ville nogen måske ligefrem kalde dem. Nogle af mine vigtigste mål i år er at være nærværende sammen med mine børn og min mand på daglig basis, at stole mere på min egen intuition i stedet for at blive kapret af mit eget eller andres ego, og også at sørge for at prioritere mental og fysisk ro over andre mindre vigtige ting. Problemet med den slags mål er, at de ikke er særlig konkrete. For at have noget at gå efter er det derfor nødvendigt (for mig i hvert fald) at få dem lavet om til noget, man kan tage og føle på. Som fx at skrive en bog…fordi et eller andet indeni mig fortæller mig, at det er vigtigt og at det ville komme både mig selv og andre til gode.

Forandring fryder…sjældent

På et tidspunkt besluttede jeg mig for, at mit liv var for kort til ikke at gøre de ting, jeg synes er meningsfulde og vigtige. Den erkendelse er vi mange, der har, men det at omsætte det til praksis er jo en helt anden historie. Som for så mange andre, blev det nemmere for mig at nedprioritere visse mindre vigtige ting for at fokusere på det vigtige, da krisen ramte.

Krisen var for mit vedkommende et alvorligt sygt barn gentagne gange og min egen reaktion med stress og især kæmpemæssig angst. Da de værste dønninger af min egen stressreaktion havde lagt sig, var det som om jeg så tingene mere klart.

Kender du det? Indsigter, jeg før havde tænkt med mit intellekt, bundfældede sig et helt andet sted. Jeg ville ønske, at man kunne opnå den slags forandring på idylliske yogaretræter eller i løbet af psykologistudiet, mens man sad og diskuterede med studiekammeraterne på hyggelige caféer, men ak! Sådan fungerer det sjældent i praksis.

Det er ikke, fordi jeg havde en oplevelse af at vågne op fra den ene dag til den anden med mere indsigt og evne til at omsætte den i mit liv. Det er mere en følelse af at have været ude for noget, der var så voldsomt i en periode, at det simpelthen udraderede en pæn del af mit ego. Lidt som en markbrand måske, hvor ting, der ellers virkede vigtige, pludselig slet ikke længere var der. Til gengæld var der plads til nye ting, men står man og kigger på en udbrændt mark, ja så virker den først og fremmest…udbrændt!

At have et ønske om at skrive vs. at skrive i praksis

Én af de ting, der stod klart var, at jeg ikke bare havde lyst til men havde brug for at skrive. Jeg har altid skrevet meget for mig selv – dagbog, refleksioner og skriveterapi – men meget lidt til andre. Og at skrive for at formidle til andre var altså noget, jeg blev klar over var vigtigt for mig. I årevis havde jeg ellers ladet fornuften sejre og valgt mit arbejde ud fra, hvad “man” gjorde som psykolog, hvad man kunne tjene penge på, og jeg troede ganske enkelt ikke, jeg havde hverken ret til eller mulighed for at gøre, hvad jeg egentlig i min sjæl altid havde vist, jeg gerne ville.

Så langt, så godt. At være klar over, at man gerne vil skrive, er desværre ikke det samme som at det sker.

Jeg havde brug for at finde ud af, hvordan jeg skulle gøre. Derfor begyndte jeg at interessere mig for, hvordan andre, der skriver meget, arbejder. Jeg læste om dem, hørte interviews med dem og jeg læste også bøger om personlig produktivitet og fik styr på mine egen to-do’s. Jeg har skrevet et blogindlæg inspireret af én af de bøger jeg læste om daglige ritualer, hvor du kan læse om en række forfatteres og kunstneres arbejdsrutiner. Jeg blev faktisk rimelig besat af stressfri produktivitet – på et tidspunkt havde jeg to-do-lister over, hvordan jeg skulle arrangere mine to-do’s!

Det korte af det lange er, at jeg fandt frem til et princip, jeg har fulgt lige siden.

Det er besnærende simpelt men kan være svært at praktisere. Især indtil man kommer ind i vanen.

Princippet består af to principper (men så bliver det heller ikke mere indviklet!):

Det vigtigste først

og

Læring over perfektion

Det vigtigste først

“Det vigtigste først” vil i praksis sige, at inden jeg foretager mig noget som helst andet i løbet af en arbejdsdag (fx. tjekke mails, løse andre opgaver, sociale medier, rydde på på mit skrivebord eller rydde op efter morgenmaden, hvis jeg arbejder hjemme) bruger jeg et stykke tid på at skrive eller producere noget vigtigt på anden vis. Som regel er det to timer nu om dage – jeg startede med 20 minutter.

I lang tid var jeg meget dogmeagtig, når det kom til min skrivesession, og det er nødvendigt at være for at komme afhængigheden af konstant multitasking og distraktion til livs, men nu om dage kan Facebook eller noget andet godt snige sig ind. Faktisk vil jeg gerne tilbage til min disciplin – det kan være, det skal være et af mine mål for 2017.

Det vigtige er ikke, hvor længe, man skriver hver dag. Det vigtige er den daglige vane. Jeg har få faste rutiner i mit liv, men rutinen med at skrive først sker så godt som hver arbejdsdag. Det betyder også, at jeg ikke planlægger møder eller samtaler før tidligst kl 11, hvis jeg overhovedet kan slippe afsted med det.

Når det er uhyre vigtigt at skrive (eller gøre noget andet vigtigt) som det første er det fordi, din indre modstand mod at gøre det vigtigste ellers stensikkert vil afholde dig fra at komme igang. Vigtige ting haster ikke – det er der til gengæld så meget andet, der tilsyneladende gør. Derfor, hvis du gerne selv vil være herre over din tid, så kræver det en indre styring og en prioritering af at nå det vigtigste først, før du går igang med mindre vigtige opgaver og andre menneskers ønsker til, hvad du bruger din tid på.

Det lyder enkelt – men det er sværere end man tror. Især i begyndelsen havde jeg dage, hvor jeg havde umådeligt svært ved at tvinge mig selv til at skrive først.

Nu er det ikke fordi det at skrive egentlig er det vigtigste i mit arbejdsliv. Det vigtigste i mit arbejdsliv er at bidrage med noget meningsfuldt, der rent faktisk hjælper andre mennesker og som jeg selv oplever som meningsfuldt. Det forsøger jeg at gøre via mine online kurser, min praksis og min blog.

Og nu er det heller ikke fordi mit arbejde egentligt er det vigtigste i mit liv. Det er mine børn, min mand og de øvrige mennesker i mit liv. Og mit eget mentale og fysiske helbred. Men tingene hænger sammen. Mit liv ville være tomt uden min familie og venner, men jeg har lige så meget brug for at udføre meningsfuldt arbejde.

Læring over perfektion

Princippet “læring over perfektion” er lige så vigtigt som “det vigtigste først”. Det er to sider af samme sag.

Jeg troede egentlig ikke, jeg havde særligt perfektionistiske tendenser. Jeg roder ret meget, og kan bedre lide at improvisere en ret end at følge en opskrift. Og du tænker måske det samme om dig selv, men perfektionisme har det med at snige sig ind på visse områder. Prøv at gå i gang med at skrive eller med noget andet vigtigt, der betyder meget for dig, men som du indtil videre har udsat i en uendelighed. Meget ofte vil din modstander være perfektionisme, og med mindre du gør et eller andet seriøst vil din manglende evne til at handle frem for at vente på, at du kan skabe det perfekte resultat afholde dig fra nogenside at komme i gang.

Når mange mennesker desværre går i graven med uudlevede drømme, så er perfektionisme og frygten for at fejle eller blive til grin ofte årsagen. Det er en stærkere modstander end som så!

Min erfaring er, at især os kvinder er utrolig dårlige til at kaste sig ud i noget nyt, fordi vi føler, vi skal have 10 års praktisk erfaring og en phd i emnet (samt selvfølgelig se godt ud og ikke mindst veje mindre), før vi synes, vi er dygtige nok til at have noget nævneværdigt at bidrage med. For mig er det en evig kamp at droppe idealerne og så ellers gøre det, der nu skal gøres for at komme videre. Det kan være at skrive noget, der er mindre end perfekt, at forberede mig til undervisning i mindre end en evighed og i det hele tager at  droppe de skyhøje og urealistiske krav til mig selv og de ting, jeg laver.

Det værste ved perfektionisme er, at man ikke bliver bedre men dårligere til fx at skrive. Man bliver ikke bedre af at tænke på perfekte artikler. Man bliver bedre at at skrive uperfekte artikler. Når man har skrevet 10, kan det være nr. 11 er væsentligt bedre!

Skrivning som alt muligt andet er et håndværk. Den eneste måde, man kan blive bedre på er ved at kaste sig ud i det. Hvis du lige nu sidder og tænker, at perfektionisme spiller en rolle i dit liv, så tjek mit blogindlæg Sådan dropper du din perfektionisme ud, som også indeholder en lille film om perfektionisme.

Derfor er “Det vigtigste først” så vigtigt et princip, for ellers vil din perfektionisme afholde dig fra nogensinde at komme igang.

Tag nu dette indlæg fx. Jeg sidder og skriver det på min sidste arbejdsdag inden juleferien. Jeg har egentlig ikke tid, fordi jeg har tusind andre ting, jeg skal nå. Men så var det jeg tænkte – jeg kunne også bare skrive det og droppe det andet, jeg egentligt skulle have skrevet men som godt kan vente. Det behøver ikke være perfekt.

Det har tager lige godt to timer i alt, og jeg droppede både idéen om at dykke ned i Dwecks teori om growth mindset og at lave anden grafik end det øverste billede for at nå det.

Da jeg skrev en bog på 8 dage.

Kort efter, jeg var begyndt at skrive fast, besluttede jeg mig for at se, hvad jeg kunne drive det til skrivemæssigt i et afgrænset tidsrum. Min mand skulle ud at rejse i 8 dage, og mine børn var i dagpleje og børnehave de fleste af de dage. Jeg havde længe haft idéen til en bog, og jeg tænkte; “Nu tager jeg en digital detox og skriver et kapitel om dagen i 8 dage i træk”.

Og det gjorde jeg så.

Det blev til et færdigt bogmanuskript på omkring 50 sider. Jeg brugte ikke tid på at researche eller tjekke fakta. Jeg skrev bare i 4-6 timer i træk de fleste ud af de 8 dage. Og redigerede. I den anden ende havde jeg en gruppe mennesker, der ventede på at læse manuskriptet.

Blev det manuskript udgivet? Nej, og det var heller ikke planen. Planen var simpelthen at skrive. Indtil videre er jeg på 3. version og hvem ved, om den bog nogensinde ser dagens lys?

Nu om stunder tror jeg ikke, jeg kunne skrive så meget på én gang, men jeg havde nok en form for skriveunderskud efter ikke at have skrevet andet end akademiske tekster i mange år. Det var den første større ting, jeg skrev, og den var langt fra perfekt. Men den var skrevet.

Hvilket problem vil du helst have i slutningen af 2017?

Der er helt klart meget, jeg ikke når, fordi jeg prioriterer at skrive. Fx. at svare på mails til tiden eller alle mulige andre ting, som også er vigtige – men mindre vigtige.

Hvis du lige nu skal sætte mål for 2017, så vil jeg foreslå dig at stille dig selv dette spørgsmål, som jeg synes er intet mindre end genialt. I sin tid stødte jeg første gang på spørgsmålet i bogen Essentialism af Greg McKeown:

Hvilket problem vil du helst have? Sandheden er, at prioritering af én ting altid vil betyde fravalget af noget andet.

Vil du helst have dårlig samvittighed over ikke at se dine børn eller over ikke at please din chef?

Vil du helst gå ned i løn eller sidde i et job, du keder dig i eller som stresser dig ud over alle grænser?

Vil du helst fortryde at du ikke kastede dig ud i noget nyt eller løbe risikoen for at begå fejl eller modtage kritik?

Problemer er der nok af her i livet, og vi er ikke herre over dem alle. Mange af dem har vi til gengæld indflydelse på. Derfor: Vælg dine problemer med omhu i 2017.

Og god skrivelyst:)