OBS: Hvis du har særlige helbredsmæssige udfordringer eller er i tvivl, om nedenstående passer til dig, så konsultér en læge eller fagperson, der ved noget om, hvordan du bedst kan styrke dit immunforsvar.
Den anden dag spurgte min moster mig, om jeg ville dele en liste over de kosttilskud, jeg tager hen over vinteren. Vi havde diskuteret lidt frem og tilbage om emnet, fordi min mand har været syg. Jeg har prædiket om vigtigheden af vitaminer overfor ham. Det har sikkert været irriterende, men han blev sjovt nok ret modtagelig for gode råd efter to uger med en slem omgang lungebetændelse!
Snakken med min moster fik mig til at tænke på, at mange faktisk har spurgt mig om netop det emne. Og her midt i vores allesammes anden og forhåbentligt sidste Coronavinter med udbredt smitte, hjemmeskole og en juleferie, der snart står for døren, fik jeg den idé at dele det med jer her på bloggen, hvad jeg gør for at passe på mig selv.
Bortset fra det så ser jeg sundhed som noget, der skal kultiveres i det daglige. Behandling og forebyggelse af sygdomme sker i hverdagen, når vi kultiverer gode vaner for krop sind og sjæl, og her deler jeg de vigtigste ting, jeg holder fast i lige for tiden.
Styrk dit immunforsvar og styr din sundhedsstress
Jeg er på ingen måde nogen sundhedsguru. Jeg spiser sikkert mindst lige så meget juleslik som alle andre. Det skal dog ikke afholde mig fra samtidig at forsøge at gøre gode ting for mig selv (og en tilpas mængde juleslik i godt selskab er jeg sikker på, tæller med i dét regnskab).
Dét at fokusere overdrevent på sundhed er mindst lige så skadeligt som indimellem at spise noget usundt. Jeg tror på den gyldne middelvej. Gør noget men lad være med at stresse over, at du skal leve 100% sundt. Selve dét at tage den med ro – også omkring sundhedsvaner – er sundt i sig selv.
Herunder er en liste over ting, jeg gør for at styrke mit immunforsvar hen over vinteren. For ikke at blive syg af Corona og for generelt at have noget at stå imod med i en periode, der er krævende, og hvor man ellers nemt kan have lav energi og være træt. Jeg er vaccineret og er som sådan ikke bange for at blive alvorligt syg af Corona, men hvis jeg kan undgå influenza og bevare min gode energi hen over vinteren, så er det en god ting.
Vitaminer og kosttilskud
Jeg tager en række kosttilskud, og her deler jeg den fulde liste. Jeg tager det ikke hele året rundt, men jeg gjorde i en periode, hvor jeg skulle komme ovenpå igen efter en borreliainfektion og udmattelse fra en hård periode. Og så tager jeg dem mere eller mindre hver dag hen over en vinter som denne, hvor der er høj risiko for smitte med Corona.
Jeg ved godt, det er en lang liste. Og jeg ved godt, det er dyrt at skulle købe det hele på én gang. Sund mad og kosttilskud er ikke dér, jeg sparer i mit budget, men jeg har skrevet nedenstående i en prioriteret rækkefølge, som jeg selv ville prioritere dem. Og kan det betale sig at tage vitaminer og andre kosttilskud? Ja, det er jeg sikker på, det kan. Nederst i indlægget har jeg linket til en række podcasts og kilder til mere information, hvis du selv vil tjekke op på facts.
Det er desværre meget forskelligt, hvor opdaterede sundhedspersonalet i det offentlige er i forhold til kosttilskud, og der er en tendens til, at diskussionen bliver holdningspræget enten for eller imod kosttilskud. Mit råd vil være at sætte dig ind i emnet selv eller opsøge en fagperson, der har opdateret viden og erfaring.
De studier, jeg har set ift. forebyggelse og behandling af Corona med D-vitamin, forebyggelse af influenza og lungebetændelse med C-vitamin samt alskens andre interessante studier, er nok til, at jeg ikke er i tvivl om, at det er en god idé at tage ekstra vitaminer lige nu. Hvis du er i tvivl, om det er en god idé at tage kosttilskud, så sæt dig ind i emnet eller opsøg en fagperson med ekspertise. Det gjorde jeg selv, da jeg i sin tid begyndte at tage ret høje doser af visse vitaminer.
Når det så er sagt, så er langt det vigtigste for et godt helbred, din kost. Det er ikke raketvidenskab, hvilken kost styrker kroppen. God varieret kost med overvægt af grove grøntsager, frø, nødder, kerner, frugt og anden naturlig “hel” mad af god kvalitet er vejen frem. Alt hvad der er kunstigt eller raffineret samt sukker vil typisk øge inflammation i kroppen og dermed sænke kroppens modstandskraft.
Kroppens immunforsvar styrkes også typisk, hvis du har vinduer, hvor du ikke spiser noget, men det kan være individuelt, om det er en god idé at faste, så igen; tjek selv op på emnet eller opsøg en fagperson. Jeg elsker også min juicepresser og laver masser af grøn juice, grapefrugtjuice og “shots” af citron, ingefær og gurkemeje.
Her er listen over de vitaminer og kosttilskud, jeg tager denne vinter:
- Multivitamin fra Solaray
- Acerola C fra Nani
- Vegansk vitamin D3 fra Plantforce
- Fiskeolie fra Nordic Naturals (fås i mange varianter)
- Cal-Mag Citrat fra Solaray
- Probiotic Classic fra NDS
- Rosenrod fra Solaray
- Greens fra Plantforce iblandet Amalaki fra Cosmoveda
- Bio-Quinone fra Pharma Nord
- Fermenteret Turmeric fra Solaray
OBS! Jeg fordeler mine vitaminer i en æske én gang om ugen og tager det hele fra morgenstunden hver dag. Det er alt for besværligt at skulle stå og finde dem frem enkeltvis. Det eneste, jeg ikke tager om morgenen er Probiotic, som jeg tager ved sengetid. Jeg køber det hele på ét af de store helsekostsites på nettet eller i vores lokale helsekostbutik.
Mine børn på 9 og 11 får pt.:
- Multivitamin til børn fra Solaray
- C-Vitamin til børn fra Solaray
- D-vitamin fra Plantforce
- Omega Mini fra Nordic Naturals
Koldtvandseksponering
En anden ting, jeg forsøger at holde fast i på jævnlig basis hen over denne vinter, er koldtvandseksponering. Det vil sige at bade i koldt vand enten under den kolde bruser, koldt vand i et badekar eller – helst – vinterbadning i den lokale badesø eller havet.
Der er mere og mere forskning, der peger på, at det styrker helbredet på flere måder og booster immunsystemet. Det har vi jo i bund og grund altid vidst, men nu indhenter videnskaben altså vinterbaderne. Ideelt set skal man opholde sig i meget koldt vand nogle minutter enten én gang om ugen eller fordelt på nogle dage. Men lidt er meget bedre end ingenting, og det kræver tilvænning. Jeg bader typisk 1-2 gang om ugen i søen og er som regel i vandet ganske kort tid. De dage, jeg ikke bader udendørs, tager jeg typisk et kort koldt bad under den kolde bruser fra morgenstunden.
Det er endnu ikke lykkedes mig at komme igennem en helt sæson med fast vinterbadning hver uge, men jeg kan mærke, jeg er ekstra motiveret til at hænge i i år. Husk aldrig at vinterbade alene og pas på tæer og hænder i meget koldt vejr ved at have badesko på og holde hænderne over vandet.
Hvile, pauser og så lidt stress som muligt
Den sidste men måske vigtigste ting er hvile. Pauser i løbet af dagen og afslapning sidst på dagen og søvn nok er alfa omega, når det kommer til et stærkt immunforsvar. Når vi er stressede, aktiveres kroppens stressrepsons, og immunrepsonsen undertrykkes. Det er uproblematisk, når det sker i kort tid ad gangen, hvilket vi er beregnet til fra naturens hånd, men det er til gengæld meget problematisk, når vi er kronisk stressede. Det nedbryder kroppens ressourcer og modstandskraft.
Jeg skal ikke fremstille mig selv som god til at holde pauser, for det er jeg faktisk ikke. Det strider imod min natur at lægge på sofaen, hvilket min mand kan bevidne, og det er et faktum, jeg ikke er stolt af. Der er en god grund til, at jeg er ekspert i stress, og hvordan man finder ro i krop og sind. Jeg har haft brug for at lære det selv og har brug for konstant at minde mig selv om vigtigheden af ro og stilhed.
Jeg ser ikke travlhed eller konstant aktivitet som noget, der er værd at efterstræbe. Min erfaring er, at det kræver mere mod og selvdisciplin at kunne finde ud af at hvile og passe på sig selv end bare at være i gang konstant.
Søvn er også vigtigt. Vi er meget forskellige, når det kommer til søvnbehov. Alt fra 6-10 timers søvn for voksne er normalt, men de fleste har brug for 7-8 timer hver nat. Her har jeg plads til forbedring. Jeg sover ellers normalt godt, men de seneste mange måneder har jeg fået lidt for lidt søvn. Der skal en del til (peger studier på), før søvn for alvor går ud over helbredet, men der er ingen tvivl om, at man fungerer bedre og har det bedre, når man sover nok, og at være udhvilet giver generelt anledning til bedre vaner, som så igen smitter af på helbreddet.
Andre ting, der overraskende nok kan styrke dit immunforsvar
Ovenstående er de tre ting, jeg fokuserer på denne vinter; vitaminer, vinterbadning og hvile. Men når jeg nu er i gang, så får jeg lige lyst til at nævne et par andre ting, som, man ved, kan styrke kroppens immunforsvar, og som man måske ikke forbinder med noget, der styrker helbredet:
Mit juleønske for dig vil være, at du vælger én ting. Enten af ovenstående eller noget andet, du kan mærke, vil gøre dig godt. Måske noget så enkelt som at tage et hvil på sofaen midt i al juletravlheden.
Og her til sidst er listen over forskellige kilder og bøger, jeg selv har brugt eller bruger jævnligt for at blive klogere på kost og kosttilskud. Jeg har vildt mange bøger stående på hylden og kunne nævne de første 25 sundhedseksperter, forskere og kogebogsforfattere, men her er nogle af dem og nogle af de podcasts, jeg lytter til:
David Perlmutter: En plan for livet (bog)
Stephen Gundry: The Longevity Paradox
Stig Ladefoged: Spis mere plantebaseret
The Model Health Show (podcast)
Huberman Lab (podcast)
Anette Harbech (kogebogsforfatter)
Kærlig hilsen