Nogle gange sker det, at jeg skriver et blogindlæg, som jeg selv har eller har haft hårdt brug for at læse. De 11 bud mod stress i familien, jeg vil give dig her, har jeg stadig jævnligt brug for at minde mig selv om.

Det er 11 bud, hjælper dig som som mor eller far til at bevare den indre ro, undgå unødvendigt drama og dermed opleve og skabe mindst mulig stress i din familie

I mine klare øjeblikke betragter jeg mit familieliv som den ultimative retræte og mulighed for at udvikle mig som menneske – som mor og som partner til min mand. I mange andre øjeblikke er det mere noget med at råbe ad mine børn og have det vildt dårligt med det bagefter. Og brokke mig over ligegyldige ting til min mand.

De 11 bud er ikke overfladiske råd. De er til dig, der tager din egen og dine børns udvikling seriøst. Og er villig til at se på dig selv med bevidsthed i stedet for at skyde skylden for dine automatiske reaktioner på andre.

Dybest set handler det om at blive voksen og lade din familie hjælpe dig med at blive det. Og så handler det om at skabe gode dage. For dig selv og dine nærmeste. En god atmosfære i familien spreder sig som ringe i vandet. Alle børn og voksne fortjener at at vokse op i en god familie – hvor de voksne tager ansvar, og hvor der er overflod af kærlighed.

Og mindre stress.

Kender du det?

Det er som om, den del af min hjerne, der læser bøger om forældreskab og kender psykologien bag i teorien, og som har alverdens gode intentioner om at være en god, kærlig, tålmodig mor, har en ret dårlig hukommelse.

Kender du det? Det er prisen for at have en hjerne, der godt nok har evnen til at tænke rationelt og kreativt, men som, når der er stærke følelser og stress på spil, lynhurtigt slår over i hulemennesketilstand…

Det er ok. Det er almindeligt. Ligesom det er almindeligt med et meget højt stressniveau i danske børnefamilier. Men det betyder ikke, at vi ikke kan have højere ambitioner for vores familieliv, eller at vi behøver tilhøre den kedelige stressstatistik.

Jeg ved ikke med dig, men jeg har bare ikke tænkt mig at lade stress og mine egne mønstre ødelægge mit familieliv. Og det er der vel ikke nogen, der har tænkt sig.

Alligevel sker det alt for tit, på små og store måder. Der skal en bevidst indsats til. Og det er her, de 11 bud kommer ind i billedet.

Hvem vil have gavn af de 11 bud?

De 11 bud vil ændre din måde at gribe tingene an på. Idéerne her gøre dig i stand til selv at vurdere, hvad du kan gøre. En slags hjælp til selvhjælp. Det er idéer, der gælder for alle til enhver tid.

Gælder de også, hvis du er i en situation med ekstremt krævende børn? Ja! (Mere om alvorlig familiestress lidt længere nede). Og gælder de, hvis du overvejer, om du mon er sammen med den rigtige partner? Ja! At komme ud af dine egne automatreaktioner og at tage ansvar for din egen banehalvdel vil i de fleste tilfælde betyde, at du opdager, at der ikke er noget problem med din partner, og ellers vil det bringe dig klarhed langt hurtigere og uden drama.

Med andre ord. For dig, der er på udkig efter råd, som hjælper dig med at få dine børn til at opføre sig, som du synes, de skal, eller få din mand eller kone til at ændre sig, så må jeg skuffe dig.

Hvis du til gengæld gerne vil give dine børn tryghed, en klar indre fornemmelse af, at de er elsket for dem, de er og lære dem ved eksemplets magt (og det der alligevel den eneste måde, du kan lære dine børn noget), hvordan man tager ansvar for egne følelser og handlinger og hvordan ubetinget kærlighed føles…jamen, så ligner vi to hinanden.

Jeg kan forsikre dig om, at hvor meget, jeg end stræber mod at praktisere de 11 bud i mit eget familieliv, så er jeg på alle måder i gang med at øve mig. Det her handler ikke om at være den perfekte mor eller far. Hvis det gjorde, ville jeg i hvert fald ikke kunne udtale mig om emnet. Spørg bare mine børn og min mand!

Hvad handler ideerne om?

Idéerne, jeg fortæller dig om her handler først og fremmest om, hvordan du kan indgå i ægte og nærværende kontakt med dine børn og resten af familien og blive fri af gamle og og ofte ubevidste destruktive mønstre. Hvis vi ikke gør en bevidst indsats, kan de mønstre ende med at styre os og ødelægge den gode familiedynamik – og skabe enorme mængder af drama og stress.

Drama og stress kan ikke altid ses på overfladen. Det er sundt med en vis mængde frit udtryk af følelser, så det her handler ikke om, at du skal gå rundt og være zen-agtig dagen lang og bide ting i dig. Tværtimod, så vil det at være en familie med autentiske relationer og kærligt nærvær altid være en rodet og uskøn proces med masser af “fejltrin”.

Dine børn har brug for, at du er dig selv. Et helt og autentisk menneske. Ikke en toptunet version af den perfekte mor eller far. Og de 11 bud kan hjælpe dig i den retning.

Du lærer, hvordan du kan bruge forældreskabets og partnerskabets kæmpemæssige udfordringer til at:

  • Vokse som menneske
  • Blive mere bevidst
  • Blive mere tålmodig
  • Stå ved dig selv
  • Blive mere følelsesmæssigt moden
  • Kommunikere bedre
  • Være bedre i stand til at elske dine børn og dine partner uden først at stille betingelser

Og så er det måske, du tænker, at det jo er nemt nok for mig at komme med 11 bud mod mindre stress i familien. For jeg har sikkert ikke de udfordringer, du står med lige nu. Og nej, det har jeg sikkert ikke. Men jeg har og har især haft mine egne.

Vi har selv været under hårdt pres i min familie, og det har kostet os en hel del. Følelsesmæssigt, økonomisk og på alle andre planer. Jeg har selv været den, der med misundelse kiggede på andre familier med “almindelige” problemer. Min mand og jeg har med en bevidst indsats fået vendt en svær situation til en god udvikling. Rigtig god endda. Men nemt har det ikke været.

For mit eget vedkommende har jeg brugt det principper, du kan lære om her til at navigere efter. Og hvad end du står i skilsmisse, med et sygt eller krævende barn, økonomiske problemer eller bare almindelig familiestress, så vil jeg mene, at det er vigtigt, at du har noget at pejle efter. Ellers kuldsejler det hele nemt.

Er det virkeligt stressende at være en familie?

Jeg tror, det er forskelligt, hvor meget stress, vi oplever i familien. For nogle knap så meget. Vi drømmer alle om at have en familie, som er den sikre havn, vi kan tage hjem i for at lade op. Og det tror jeg også, den er sådan for mange. Alligevel er der ingen tvivl om, at for mange er familien en væsentlig kilde til stress.

Familielivet kan være praktisk krævende, følelsesmæssigt udmattende og på alle måder hårdt arbejde. Det kan føles som skruen uden ende! Familielivet glorificeres nogle gange lige lovligt meget og med god grund. En dejlig familie er det bedste i verden. Men det kan også betyde, at vi ender med at tro, at der er noget galt med os, hvis vi primært synes, det er op ad bakke.

Men familielivet er – eller kan i hvert fald for mange være – op ad bakke.

Alvorlig familiestress

Jeg har haft et alvorligt sygt barn ad flere omgange, og al den følelsesmæssige og praktiske stress, det har ført med sig med diverse indlæggelser og særlige krav i hverdagen er ubetinget det sværeste, jeg har oplevet. Jeg blev selv ramt af stress på den alvorlige måde på et tidspunkt, og den primære årsag var helt klart stress pga. vores familiesituation.

Derfor, hvis du har sygdom i familien, hvis du har mistet et barn eller en ægtefælle, har et handikappet eller kronisk sygt barn, et barn med særlige behov eller andre krævende omstændigheder, så vid, at jeg godt er klar over, hvor svært det kan være.

Hvor håbløst, smertefuldt, overvældende og meningsløst det hele kan virke. Hvor misundelig, man kan være på dem, der ligner almindelige familier med almindelige problemer.

Når jeg taler om familiestress er det ikke bare overfladisk stress på grund af for mange fødselsdage og vasketøj i lange stimer. Men heldigvis er krævende livsomstændigheder ikke det samme som kronisk stress. Det kan også være en ekstraordinær mulighed for at vokse som menneske.

Ikke nemt men i sidste ende det eneste, der er at gøre.

Hvis du tror du er oplyst…

Ram Dass (amerikansk forfatter og spirituel lærer) har sagt “Hvis du tror, du er oplyst, så besøg din familie.” Hvor har han ret. Det er rimeligt nemt at være oplyst og civiliseret, så længe vi er sammen med venner eller er på arbejde. Men tag på en uges ferie hos dine forældre, og så skal du bare se løjer. Alskens gamle mønstre springer frem i lyset.

Jeg ved ikke med dig, men jeg er ikke ligefrem i farezonen for at tro, jeg er oplyst. Det minder mine egne reaktioner mig om dagligt. Og faktisk er familielivet et fantastisk sted at dyrke personlig udvikling. Glem kurser og dyre retræter – midt i familielivets allermest stressende situationer ligger muligheden for seriøs udvikling.

Det er nemt nok at være i zen, når man er til yoga. Men det er jo i det virkelige liv, det gælder.

Hvor kommer inspirationen fra?

Ideerne, jeg præsenterer her er ikke nogen, jeg selv har fundet på. Ikke at de er “nogens” ideer. De baserer sig på universelle principper, som gør sig gældende ikke bare i familielivet, forældreskabet og parforholdet men på mange af livets områder.

Når det så er sagt, så er der visse bøger, forfattere og lærere, jeg især er vendt tilbage til igen og igen for at få inspiration, når det gælder forældreskab. De vigtigste af dem, nævner jeg til sidst, hvis du selv har lyst til mere inspiration.

Det vigtigste at forstå omkring disse idéer er, at de handler om alt andet end at stille perfektionistiske krav til dig selv som forælder og partner. Det her er ikke en konkurrence – ikke engang med dig selv. Men forhåbentligt kan du blive inspireret og få en fornemmelse af at have noget at trække på, næste gang, du står med håret i postkassen.

Og lige for en god ordens skyld. Her taler jeg om far, mor og børn, men sæt din egen familiesammensætning ind i stedet.

11 bud til dig der oplever stress i familien

1: Bevar dine børns naturlighed

“Opdragelse” er ikke et ord, jeg er specielt vild med. Selvfølgelig skal vi vise vores børn, hvordan de skal begå sig. Bevares, det er da også vigtigt for mig, at mine børn siger tak for mad og opfører sig hensynsfuldt overfor andre og generelt ved, hvordan de skal begå sig. Jeg forsøger at lære mine børn, at de skal tage hensyn, og de får ikke lov til at larme eller rode uhæmmet.

Men…

Det er som om, vi tror, at “opdragelse” er vores primære opgave i relation til vores børn, og det er det ikke, hvis du spørger mig. Vores primære og fornemste opgave er at give dem omsorg og proppe så meget kærlighed ind i dem, som vi overhovedet kan komme afsted med.

Når vi elsker vores børn  præcis som de er, hjælper vi dem nemlig til at bevare deres naturlighed. Og hvad mener jeg med “naturlighed”? Jeg mener noget i stil med:

  • at sørge for, at de bevarer kontakten til deres eget naturlige følelsesliv
  • at give dem mulighed for at udfolde deres naturlige personlighed og evner
  • at hjælpe dem med at lære kroppen at kende og bevare kontakten til den og respekten for den

Men bliver de så ikke bare små egoister? Nej. Børn udvikler sig ikke til egoistiske voksne, med mindre der går et eller andet galt. Jo mere vi er i kontakt med vores naturlighed, jo mere empatiske, glædesfyldte, samvittighedsfulde og sundt afgrænsede bliver vi, fordi social bevidsthed ligger i vores natur. Hvis den ellers bare får lov at udfolde sig.

Og hvad har det så med stress at gøre?

Det har en hel masse med stress at gøre, fordi det at værne om dit barns naturlighed automatisk vil betyde, at du skal værne om din egen. Og det vil værne dig mod stress! Og derudover holder du op med at prøve at styre og kontrollere dine børn. Og acceptere dem som de er. Tænk på alle de ressourcer, du så kan bruge på noget andet…

Men skal vi så bare lade være med at opdrage? Selvfølgelig skal vi ikke det, men vi skal være bevidste om, at opdragelse ikke er den vigtigste forældreopgave og også om, hvorfor vi opdrager på en given måde. Det er nemlig ikke altid af hensyn til børnene.

  • Er det bare for at holde på formerne, så du ikke får andre voksnes misbilligende blikke?
  • Er det for dit eget egos skyld, fordi du har brug for at få anerkendelse gennem dine børn
  • Er det fordi du ikke kan finde ud af at slippe kontrollen over dit barn?
  • Er det bare dine egne ideer om, hvordan dine børn skal være?

Skru derfor ned for opdragelsen og op for din naturlige kærlighed se, hvordan dit stressniveau daler gevaldigt. Både i forhold til dine børn og alle andre.


2: Det er enkelt at elske dine børn og din partner

Det er ikke kompliceret men enkelt at acceptere et barn eller en partner, som de er. Du behøver ikke en phd-grad i udviklingspsykologi eller en specialistuddannelse i parterapi for at elske dit barn eller din partner. Tværtimod.

Det er det mest naturlige i verden at elske et andet menneske, og du behøver hverken læse bøger, tage på kurser eller erhverve særligt udstyr. “Det eneste” du behøver er at droppe de ideer, der nogle gange kaprer dig, som handler om, hvordan du, dine børn eller din partner skal være, før alt er ok.

Det at elske et andet menneske betingelsesløst er i princippet ikke noget, der skal læres. Det kan du allerede, selvom det hos nogle lige skal graves frem under bunkerne af indlærte mønstre. Det kan godt være, du skal tage et grundigt og ærligt kig på din evne til at være til stede i øjeblikket og på de uhensigtmæssige tanke- og følelsesmæssige mønstre, der skygger for din naturlige og ukomplicerede kærlighed.

At noget er enkelt er ikke ensbetydende med, at det er nemt. Men når du bliver overvældet af, hvor svært du synes, det er det med at være en familie og får en fornemmelse af at fare vild i diverse råd om børneopdragelse og parforholdsproblemer, så sig til dig selv: “Det er enkelt”.

Men hvad med, hvis din partner eller børn har decideret destruktiv adfærd? Så kommer der vel ikke noget godt ud af bare at acceptere dem? Jo. Men accept er ikke det samme som ikke at sætte klare grænser eller i sidste ende at tage konsekvensen og fx blive skilt. Det gør bare processen langt mere konstruktiv.

Hvis alt andet fejler, så hold dig til det faktum, at kærlighed og venlighed altid er svaret.


3:Accept er altid første skridt

Der er en direkte sammenhæng mellem vores manglende evne til at acceptere andre som de og så frygt.

Frygt for:

  • hvordan det skal gå vores børn i fremtiden, hvis vi ikke “retter dem til”
  • hvad andre tænker om os og vores børn, hvis de ikke er, som vi ønsker os
  • ikke at få vores egne behov opfyldt
  • at vores partner eller vores børn træder ind over vores grænser, hvis vi bare accepterer ham eller hende, som de er

Og der er en direkte sammenhæng mellem at lade dit forhold til andre mennesker være baseret på frygt og så stress. Lot’s and lot’s of stress. Hvis du som mig skal holde din trang til kontrol og overansvarlighed i kort snor, så fold lige øjnene ud her. Det skaber ufattelige mængder unødig stress for dig selv og resten af familien. Punktum.

Det forholder sig også sådan, at jo større evne til medfølelse og accept, du har, des klarere grænser, stærkere evner til kommunikation, og jo mere selvstændig er du. Paradoksalt men sandt ifølge forskning og al min erfaring.

Det er sådan lidt en hønen-og-ægget-situation. Hvis du lærer at kommunikere konstruktivt, vil du automatisk være i en mere umiddelbar og autentisk kontakt med andre mennesker – og din accept og medfølelse vil få plads. Og vice versa.

Derfor, når du står i en situation, hvor du kan mærke dit stressniveau stige, så begynd med at acceptere dine børn eller din partner præcis, som de er. Det er nok bare at være villig til at acceptere. Også selvom du ikke føler, du kan. Lad det være første skridt, og sæt først dine grænser eller hvad der nu er behov for, når du er landet i accepten.
Det at acceptere nogen betyder ikke, at du ikke sætter grænser. Det betyder heller ikke, at du nødvendigvis bliver ved med at være sammen med dem. Det betyder bare, at du accepterer dem, som de er. Det er altid første skridt hen mod et afklaret forhold til et andet menneske – uanset hvordan det så måtte se ud i praksis.

4: Elsk det, der er sværest at elske

Det her lyder som en kliché, men det er nok fordi, der er noget om det. Den største gave, du kan give et andet menneske er at elske og acceptere de sider af vedkommende, der er måske er sværest at holde af. Det gælder især, når det kommer til dine børn, for det vil forme dem for resten af livet.

Når du åbent og aktivt tilkendegiver, at du også holder af deres “fejl” og mindre heldige sider, vil de fremover blive i stand til at elske andre mere ubetinget og derfor blive i stand til at indgå i nære givende relationer.

At være i stand til det, er det ALLERVIGTIGSTE vi kan lære vores børn. En phd i astrofysik og en kæmpe løn er aldeles værdiløs, hvis du ikke har et godt venskab eller et nært parforhold. Vi er ingenting uden hinanden og nære relationer er essensen af et godt liv. Vi behøver ikke en hel flok mennesker omkring os. En enkelt rigtig god ven er nok.

Anerkend dine børn for dem de er, all inclusive, så de ikke behøver lave sig selv om for at få din anerkendelse. Børn er kloge, og de kan godt fornemme om din accept er der eller ej. Og de er dybt afhængige af primære omsorgsgiveres anerkendelse.

Som børn gør vi hvad som helst for at få vores behov for omsorg og anerkendelse stillet, og mange af os ender med – i større eller mindre grad – at tillægge os en falsk personlighed i det omfang vi fornemmer, vi ikke accepteres som vi er. Det betyder, at vi nemt kan miste kontakten med vores umiddelbarhed, naturlige følelsesliv og livsenergi.

Jeg ved det godt, denne her kan godt være sådan lidt – ouch! Men rolig nu. Den perfekte og evigt anerkendende forældre findes ikke og ville ikke være hensigtsmæssig. Børn skal faktisk frustreres i et vist omfang for at udvikle en sund personlighed, og derfor taler man ikke i udviklingspsykologien om den perfekte mor (eller far) men om den tilstrækkeligt gode mor. Det synes jeg er et fantastisk begreb.

Hvorfor værner det mod stress at acceptere andre, som de er? Fordi du kun kan acceptere andres fejl og sårbarheder i det omfang, du også accepterer dine egne. Og det øjeblik, du accepterer dine egne sårbarheder og kiksede tendenser vil du reducere den stress, du ubevidst påfører dig selv for ikke at være god nok.

Og…du spilder tiden på at forsøge at lave andre mennesker om alt efter, hvilke forventninger, du tilfældigvis har til dem.


5: Dine reaktioner er dit ansvar

Din familie – dine børn og din partner og endda ekspartnere og svigerforældre – giver dig muligheden for at se dine egne ubevidste mønstre, uforløste følelsesmæssige konflikter og svage sider i øjnene.

Brug den mulighed til at blive klogere på dig selv i stedet for at spilde tiden på at kaste dine reaktioner i hovedet på andre.

Og jeg ved godt, det her er nemmere sagt end gjort!!! At holde op med at reagere automatisk på vredesimpulser svarer lidt til at vende en supertanker på lavt vand. Ikke nemt men muligt.

Lad os sige, din datter kaster sin madkasse i hovedet på dig nede i børnehavens garderobe, fordi hun ikke må få sine yndlingssko på ud til bilen, alt imens et par overraskede medforældre og pædagoger kigger på. (Det her er selvfølgeligt et tænkt eksempel og på igen måde noget, jeg selv har oplevet…).

Hvad sker der? Du bliver ekstremt vred, tager hende hårdt i armen og slæber hende ud til bilen og skælder hende ud og giver hende derefter kuldebehandlingen de næste 10 minutter. Du er rasende og føler dig ydmyget. Din datter er ulykkelig. Hun er lige blevet 3 og er bare glad for sine sko. Det med madkassen har hun glemt, og hun har ingen anelse om, hvorfor du er vred på hende.

Den vrede, du lige er blevet kapret af har ikke noget med din datter at gøre. Jeg gentager lige: den har ikke noget med din datter at gøre. Den er din. Nære relationer, specielt samspil med vores børn, vækker stærke og primitive impulser i os, vi ellers normalt ikke har adgang til.

Vi tror, det handler om dem, men det handler om os. Altid og uden undtagelse er du ansvarlig for dine egne reaktioner. Hvis du gerne vil melde dig ind i offer-klubben, så gør det. Men du sælger samtidig din indre ro til andre.

Tilbage til vrede. Det er normalt at have stærke impulser, og hvis du ikke som barn har fået lov til at mærke dine stærke følelser og impulser og lært, hvordan de skal håndteres, så kan du få store problemer med dine egne børn. Men igen, opgaven med at håndtere diverse følelser er din. Ikke dine børns eller din partners.

Nogle mennesker – børn og voksne – kan virkeligt trykke på vores knapper. Brug mere tid på at forstå “knappen” end at ville ændre de mennesker, der trykker på den. Det kommer du meget længere med, og det reducerer stress i familien til en brøkdel, når vi holder op med at tro, at de andre er problemet.


6: Mærk din vrede til bunds.

Vi tager lige en lektion mere i vrede. For vrede er en vigtig følelse, og jeg kender ikke ret mange familier, hvor den ikke er på spil og skaber problemer.

Måske er du typen, der undertrykker din vrede og undviger, ellers måske er du den, der reagerer udadtil. Uanset hvad er vrede en vigtig følelse at få styr på. Og vrede kan sagtens være et kæmpe problem, selvom det ikke virker sådan på overfladen af dit liv.

Hvad gør man så, hvis man er bevidst om, at man har et problem med vrede og gerne vil tage ansvar for den i stedet for at afreagere på andre eller undvige alle konflikter?

I så fald er du allerede kommet over halvvejs. Du har allerede indset, at din måde at håndtere vrede på er det egentlige problem. Jeg taler ikke om, at det er forkert at blive vred. Vrede er en naturlig impuls og et vigtigt signal. Og jeg taler heller ikke om, at vi skal kontrollere, undertrykke eller ignorere vrede.

Jeg taler om den form for vrede, der kommer ud som trusler, skæld ud, kritik, passiv aggression, raseri eller endda vold. Eller som det omvendte: passivitet, martyrium eller undvigelse. Det er alt sammen forskellige måder, vi afreagerer vreden på, når vi ikke evner selv at rumme den. Vi tror, vi kommer af med vreden, når vi råber eller undertrykker den, men det gør vi ikke. Vi afreagerer i stedet for rent faktisk at eje den og mærke den.

Det er i princippet enkelt at opleve vreden direkte, men hvis vi bærer på et stort raseri og har tendens til at afreagere på andre mennesker, kan det være, vi har brug for professionel hjælp. De af os, der bærer på en kæmpe vrede vil typisk lukke af for det med et forsvar i form af fx. depression eller med fysiske symptomer, så vi ikke kan mærke vreden. Det har dog en pris som ikke er værd at betale.

Så hvad gør du? Du lærer dig selv at mærke vreden til bunds uden at gøre andet end at mærke den rent fysiologisk og ellers forholde dig neutralt. Uden på nogen som helst måde at holde den nede, blive bange for den eller gøre noget andet end at være tilstede. Vrede er en opadgående energi, der mobiliserer overkroppen, armene og hænderne. Du kan forestille dig, at du surfer på energien indtil den forsvinder, hvilket som regel ikke tager ret lang tid, hvis du er fuldt og helt tilstede.

Igen – nemmere sagt end gjort, men du er ikke i tvivl, når det lykkes.

I sidste ende handler dette om at vende opmærksomheden fra budbringeren (som er den person, der vækker din vrede) til det egentlige budskab, som er din egen vrede.


7: Det er ikke enten dit eller familiens behov

Vi er vant til at opstille valget mellem at tage hensyn til os selv og familien som et valg mellem enten eller.

  • Skal jeg vælge at tage en tur på cafe med en veninde eller være sammen med familien?
  • Skal jeg lade mine børn lege selv og læse en god bog eller lege med dem?
  • Skal jeg tage hensyn til mig selv og sætte en grænse, når min søn vil afsted til en aktivitet, når jeg absolut ikke orker eller gøre det for hans skyld?

Det kan virke som om, der er en konflikt mellem dine egne behov og familiens, men det er kun på overfladen. I virkeligheden, så vil det at tage hensyn til dig selv altid være i andres tjeneste og omvendt.

Vi har meget travlt med at ville “passe på os selv”, “sætte grænser” og pleje vores egne behov. Især hvis vi er stressede. Og det er ikke fordi, vi ikke skal pleje vores egne behov. Jeg har fx selv brug for store mængder tid alene væk fra familien, og det tager jeg, fordi ellers har jeg ikke fat i mig selv. Så det er ikke fordi, du ikke skal tage hensyn til dig selv.

Det er mere, at det virkeligt at tage hensyn til dig selv ser lidt anderledes ud, end du måske tror. Det handler ikke bare om at gøre, hvad du har lyst til. Her kommer et princip, som jeg har erfaret gælder for familier og alle andre fællesskaber for den sags skyld:

Det er vigtigt at prioritere helheden, fordi fællesskabet gavner den enkelte.

På den måde beskytter man både de enkelte familiemedlemmer og familien som helhed. Det lyder måske lidt abstrakt, men her er hvad jeg mener:

Det at tage vare på familien som fælleskab og som helhed betyder, at vi må beskytte den. Og for at beskytte helheden er det vigtigt at lytte til hver enkelts behov og i fællesskab tage en beslutning, der tilgodeser alle, så helheden bevares men så alle samtidigt bliver hørt og respekteret.

Det er sådan lidt yin-yan-agtigt. I praksis betyder det, at vi bliver nødt til at bruge tid på at finde løsninger, der tilgodeser alle. Det vil også sige, at løsningen som regel bliver noget helt tredje end du først havde forestillet dig.

At være en familie handler ikke om at få sin vilje men om villighed til at finde fælles løsninger, der beriger alle.


8: Giv mere af dig selv

Vent, hvad? Men jeg er stresset, netop fordi jeg giver så meget!

Vi bruger nogle gange formuleringen, at vi har “givet for meget af os selv” enten til en partner eller til børn. Og at vi bliver udmattede og stressede i processen. Den formulering får det til at lyde som om, vi har begrænsede ressourcer og bliver nødt til at spare på os selv for også at have nok til imorgen og til os selv.

Og der er ingen tvivl om, at det er udmattende at være forælder, og uanset hvor velafgrænset og god til at tanke op, du ellers er, så vil du nok på et eller andet tidspunkt føle dig udmattet af at være forælder.

Følgende idé skal altså forstås sådan, at jeg udmærket er klar over, at der ikke findes nogen enkel løsning, der kan fjerne forældrestress og fornemmelsen af udmattelse. Men der er alligevel noget med det der med at “give og give” der er værd at kigge nærmere på. I princippet er det nemlig sådan, at hvis du bliver udmattet af at give, så har du faktisk gang i noget helt andet end at give.

Hvis du giver helt kvit og frit – no strings attached – af din tid, din opmærksomhed, din omsorg og din praktiske hjælp, vil du ikke brænde ud. Du vil få mere energi og føle dig mere levende. Det vil du, fordi det at give til andre og det at indgå i meningsfulde relationer ligger dybt i din natur og faktisk er din standardindstilling. Problemerne opstår, når du giver af andre årsager:

  • Når du giver modvilligt, fordi du føler dig tvunget til at give noget
  • Når du giver noget for at få anerkendelse og for at føle dig som et godt menneske
  • Når du giver for at manipulere eller kontrollere andre

Derfor skal du tage et aktivt valg om at vælge at give til dine børn og din partner. Ikke på bekostning af dig selv – det er jo en uholdbar løsning. Men når du giver, så giv uden forbehold og modvilje. Det vil desuden blive modtaget på en helt anden måde, fordi det stiller modtageren frit, når du giver uden skjulte motiver.

Hvis du oplever modvilje mod at give i en situation, så stop op og find ud af, hvad det handler om. Måske er det ikke en person, der fortjener din opmærksomhed eller energi, eller måske giver du noget for at få noget til gengæld.

Vi kan allesammen godt mærke, når nogen giver noget med en eller anden – bevidst eller ubevidst – bagtanke. Det er ikke til at holde ud, men det kan være svært at sætte en finger på, hvad der lige nøjagtigt foregår. Og det er selvfølgeligt fordi det foregår mellem linjerne.

Men…tænker du måske…hvorfor vælge noget, man alligevel er tvunget til? Altså, man kan jo ikke bare vælge sine børn fra. Nej, lige præcis. Og derfor er det vigtigt, at du vælger dem til. Der er mange ting her i livet, vi gerne ville vælge fra, hvis vi kunne, og vi ender ofte med at leve i en slags modstand mod ting, vi ikke kan ændre. Derfor er det eneste fornuftige at droppe modstanden og vælge dem til.

Der er en hårfin grænse mellem at beslutte sig for at give sin tid og omsorg til andre mennesker ud af et ægte ønske om at tage ansvar for sin egen rolle i familien og om at ville bidrage til andre menneskers ve og vel på den ene side….

…og så på den anden at ignorere egne behov, basere sin identitet på at være en der “hjælper” og søge anerkendelse og tryghed i hele tiden at gøre noget for andre mennesker. At hjælpe hele tiden kan også bruges som manipulationsmiddel eller være udtryk for tendens til overansvarlighed og manglende grænser.

Hvis du har tendens til overansvarlighed og til at ville kontrollere andre, vil du højst sandsynligt føle dig udmattet af at give. Derfor, tjek dine motiver og find ud af, hvordan du kan give på en måde, der er til gavn for både dig og andre.


9: Gør ingenting. Sig ingenting.

Der er ingen steder, hvor “less is more” er så relevant, som når det kommer til børneopdragelse og et godt ægteskab. Det kan godt være, det bare er mig, men 99% af de kommentarer, der kommer ud af min mund, som relaterer sig til noget, min mand eller mine børn har gang i, er unødvendige. Som i aldeles overflødige.

Jeg har hemmelige planer om at skrive en bog om børneopdragelse som modvægt til alle de guides til adfærdsregulering, der findes på markedet. Den skal hedde “Sådan undgår du stress i familien”. Den henvender sig til alle, der har brug for at få at vide, hvad de skal gøre i en svær og stressende situation i familien. Den er 2 sider lang. På side På 1 står der: Gør ingenting. På side 2 står der: Sig ingenting. Den perfekte bog for travle børnefamilier.

Når jeg siger “gør ingenting”, så mener jeg det bogstaveligt. Jeg snakker ikke om, at man bare skal tie stille eller, få tingene ud mellem sidebenene eller at “stråle surt” som en af mine bekendte kalder det. Det handler om faktisk slet ikke at gøre noget. Hverken indeni eller udenpå.

Nyt koncept, ikke? Det betyder blandt andet, at du meget ofte bare lytter. Eller ser.

Beslut dig for at have som standardindstilling at gøre ingenting, når der opstår stress i familien. Jeg lover dig at i langt de fleste tilfælde vil det være bedre for både dig og familien end alle de forsøg på kontrol, vi ellers som regel har gang i.

I de fleste situationer vil tingene løse sig selv, når du ikke forstyrrer verdens gang, og i nogle tilfælde vil der selvfølgeligt være brug for, at du gør et eller andet. Men her kommer en vigtig pointe: Det du eventuelt gør, når du først er stoppet op og har gjort ingenting længe nok til at din umiddelbare reaktion har lagt sig, har en helt anden kvalitet.

Det bliver en velovervejet handling og harmonerer med dine værdier og ønsker for dit eget og familiens liv.


10: Børn lærer ved eksemplets magt.

Det her er en klassiker, men den er vigtig at huske. Drop de lange moralprædikener. Drop de korte. Vær det menneske, du gerne vil have, dine børn vokser op og bliver. Det er alligevel det eneste, der er at gøre og det, der med størst sandsynlighed vil have en positiv og dyb indflydelse på dem.

Der er ingen garantier, men så har du i det mindste ikke spildt din tid på at skælde ud. Det virker i hvert fald ikke.

  • Vil du gerne have, dine børn er fysisk aktive? Vær selv fysisk aktiv.
  • Vil du gerne have, at de har et fornuftigt forhold til skærme? Hav selv et fornuftigt forhold.
  • Vil du gerne have, at de taler pænt. Tal selv pænt.
  • Vil du gerne have, at de er glade og umiddelbare? Vær selv glad og umiddelbar.
  • Vil du gerne lære dem at koncentere sig og arbejde hårdt og målrettet. Vis dem, hvordan man gør.
  • Vil du gerne lære dem at udtrykke vrede på en konstruktiv måde. Gør det selv.
  • Ærlighed? Vær et godt eksempel.
  • Ansvarlige med penge? Vær selv ansvarlig.
  • Venlige og kærlige. Lad dem selv være venlige og kærlige.

Det her er faktisk en win-win-situation, fordi det betyder, at hvis du vil gøre dine børn en tjeneste, så lærer du dig selv at kommunikere på en konstruktiv måde, at bearbejde dine følelser på en hensigtsmæssig måde, at sætte grænser og udtrykke dine behov og at indgå i fællesskaber på en god og givende måde.

Så lige der har du sparet en del tid og stress, du ellers ville have brugt på at overveje, hvordan du mon skal få dine børn til det ene eller det andet.

Du kan ikke ultimativt kontrollere, hvordan dine børn udvikler sig, selvom det bilder vi os selv og hinanden ind hele tiden. Så du kan du lige så godt sætte ind der, hvor det med størst sandsynlighed har en effekt, og hvor det i hvert fald kommer dig selv til gavn.

Det er alligevel det eneste, der måske virker.


11: Dit familieliv er den ultimative retræte.

Drømmer du også om at tage på en uges retræte? Måske i Thailand med yoga, meditation og lækker mad. Dejligt vejr og ingen grædende børn i miles omkreds? Og igen bekymringer overhovedet.

Det gør jeg med jævne mellemrum, men det kommer ikke til at ske lige foreløbig. Og selvom det gjorde, så ved jeg, at ultimativt har den slags retræter en kortvarig effekt, hvis vi ikke overfører praksis på de ting, der betyder noget og er udfordrende. Som fx vores familie.

Jeg tror denne idé kommer til sidst, fordi det på den ene side er den idé, jeg selv har mest modstand mod og på den anden side er det en af de idéer, der har hjulpet mig allermest personligt til at bruge stress i familien til at grave dybere i mig selv, finde flere ressourcer frem og ultimativt skabe langt mere ro inde i mig selv og omkring mig.

Idéen om at bruge familielivet – især forældreskabet mens dine børn bor hjemme – som en retræte virker måske lidt langt ude. Er det ikke nærmere det omvendte af en retræte? Nej… Familielivet – forældreskabet og parforholdet, hvis du er dedikeret til et langvarigt parforhold – er den ultimative retræte. Mere udfordrende end noget andet og det vigtigste.

Dit forældreskab og dit partnerskab er det mest udfordrende og ærefulde hverv, du nogensinde kommer til at påtage dig. Du kommer aldrig til at foretage dig noget, der er vigtigere. Ikke fordi vi alle skal dedikere os til at være hjemmegående husmødre og fædre. Eller være sammen med vores partner hele tiden. Men kvaliteten af hvert sekund af den tid, vi tilbringer sammen med vores børn og hinanden i familien tæller. Og i sidste ende kommer du til at spørge dig selv, om du var der nok for dem, du elskede.

Så hvad gør man på en retræte? Man arbejder hårdt – også rent praktisk. Man mediterer både når man spiser, går og rydder op. Man har faste rammer og rutiner og gør ting, der udvikler og er sunde for krop og sjæl.

I stedet for at ønske dig langt væk, så sig til dig selv:

This is it!

Der er ikke nogen steder, jeg skal hen for at blive åndeligt oplyst eller finde mig selv. Det er lige her, det sker. Dette, lige her midt i familiens stress og udfordringer, er den ultimative mulighed jeg har for at skabe fred.

Hvis du kan anskue dit familieliv, ikke som en forhindring, men som en mulighed for at finde din ro og dig selv, så har du foretaget dig det måske vigtigste indre u-turn nogensinde.


Min inspiration

Som sagt er det ikke “mine” ideer, men universelle sandheder, som ikke tilhører nogen bestemt. Over årene har jeg læst bøger af, været på kurser med, hørt foredrag af, talt med og mødt mange, mange, mange mennesker, hvis idéer har inspireret mig. Følgende er en forsvindende lille del, men kan siges at være toppen af isbjerget:

  • Shefali Tsabari: The Conscious Parent + The Awakened Family
  • Susan Stiffelman: Parenting with Presence
  • Eckhart Tolles bøger og idéer
  • Hedy & Yumi Schleifers idéer
  • Myla & Jon Kabat-Zinn. Everyday Blessings. The Inner Work of Mindful Parenting
  • Kahlil Gibran: Profeten
  • Anne-Lise Løvlie Schibbye. Relationer. Et dialektisk perspektiv.
  • Robert Holden: Loveability
  • Daniel Siegel: The Whole-Brain Child

Alt det bedste herfra på din videre rejse med din familie!

birgitte-underskrift-blog

Hej, må jeg sende dig noget?

Få emailserien "3 ting du skal gøre for ikke at hænge fast i stress og angst" bliv seriøst inspireret af Birgittes tirsdagsmail

Tak for tilmeldingen - du har fået en mail!