Nu skriver jeg lige noget, som for mig er en lille smule grænseoverskridende at skrive; jeg vejer for meget.

Ca. 10 kg. Det er ikke vildt meget, men det er nok til, at det efterhånden går mig ret meget på. Og får mig til at udsætte ting.

Det er så fjollet. Jeg trænger seriøst til nye billeder på min hjemmeside, men jeg har udskudt det i over et år, fordi jeg synes, jeg lige skal ligne mig selv igen. Crazy men sandt.

Sådan her ser jeg ud til daglig lige pt:

Måske har du det på samme måde? At 5-10-15 kg. har sneget sig ombord på din krop uden, at du rigtigt kan få dem til at gå væk igen?

Indlægget her handler om:

  • Min rejse med at prøve at tabe mig og acceptere min krop
  • Hvad jeg har lært om skønhed, som vendte op og ned på mine hidtidige idéer om, hvornår noget er smukt
  • Hvordan jeg manifesterede min mand, og hvad han har betydet for mit forhold til min krop
  • Hvor vidt du skal acceptere dig selv som du er eller blive ved med at prøve at smide de ekstra kg.
  • Hvad der ikke har virket i min kamp med vægten
  • Sidst men ikke mindst fortæller jeg, hvad jeg har tænkt mig at gøre som noget nyt

Og her kan du høre den ultrakorte intro på podcasten:

Hvorfor jeg ikke har lyst til at skrive om min (eller andres) vægt

Jeg er oprigtigt talt ligeglad med, hvad vægten viser (lige nu viser den 74 kg).

Og jeg går ikke op i andres vægt eller udseende. Jeg har ret stor forståelse for mig selv og andre, der kæmper med ekstra vægt. Hvis det var nemt, så ville vi jo bare se at smide de kg!

Jeg har slet ikke lyst til at skrive om kropsvægt. Jeg synes det er et kedeligt emne. Et overfladisk emne. Og jeg er fuldt ud bevidst om, at hverken du eller jeg bliver lykkeligere mennesker af at veje 10 kg fra eller til.

Jeg har heller ikke lyst til at bidrage til idéen om, at man skal se ud på en bestemt måde eller være i super god form for at være et helt og sundt menneske. Jeg bliver så træt af mediernes evige fokus på slankekure og træningsprogrammer.

Og især fremstillingen af unaturlige kvindekroppe hænger mig langt ud af halsen.

Det sidste jeg ønsker at give videre til mine egne børn er, at vægt og udseende betyder noget, for hvem de er som mennesker. Eller at sundhed eller skønhed kun handler om kost og træning og om at leve op til et eller andet kunstigt og ligegyldigt ideal.

Og jeg håber de får evnen til at værdsætte ægte skønhed. Det er noget, jeg selv måtte lære og stadig bliver bedre og bedre til.

 

Hvad jeg lærte af min bofælle om skønhed

Beauty is in the eye of the beholder – skønhed tilhører den, der betragter skønheden.

Det er en sandhed, jeg får øjnene mere og mere op for som tiden går. Når vi er i stand til at se verden med kærlige øjne, kan selv det mest almindelige eller uperfekte forvandle sig til noget smukt og fantastisk.

Dén forståelse af skønhed som noget, der ikke handler om at leve op til en bestemt standard har jeg ikke fået ind med modermælken. Det er kommet gradvist til mig. I midten af mine 20ere arbejdede jeg hårdt på at elske og acceptere min krop som den var (og da var den vel at mærke uden ekstra kg. og strækmærker, men det blev det ikke nemmere af).

Jeg havde en bofælle på det tidspunkt, som lærte mig vigtige ting. Hun så skønheden i det naturlige, det sårbare og det unikke. Og det, der i mine øjne var skævt og forkert. Og det var tydligt, at hun havde den evne, fordi hendes forældre havde det syn på verden. Jeg gik også i gymnasiet med hende – hendes forældres måde at være forældre på var ubetinget accept og påskønnelse af den hun var in action.

Det viste mig, hvad det egentligt betyder, når vi formår at se lige igennem falske idéer om skønhed og lige ind i, hvad der rent faktisk er smukt og rigtigt. Det gør os glade og giver livet mening at kunne se verden på den måde. Og når vi selv bliver set på den måde, får det os til at gro.

Vi fremkalder simpelthen skønheden i andre med den måde, vi betragter dem på.

Konklusionen er for mig blevet, at kærlighed og skønhed er to sider af samme sag. Og intet har at gøre med Instagramperfekte kroppe eller ekstraordinære præstationer. Det egentligt smukke høster ikke beundring men varme, forundring og ofte tårer af ren og skær rørelse.

 

Når jeg vejer for meget er første skridt altid at rydde op i følelsesmæssig bagage

Tilbage til min rejse med at sætte pris på min krop.

Jeg tog flere kvantespring i mine 20ere. Ved at læse bøger om det, skrive, tale med andre om det (hvilket i sig selv var et kvantespring). Jeg havde kærester nonstop til jeg var 23, men så havde jeg heldigvis 4 år som single, før jeg mødte min mand. De år jeg evigt taknemmelig for her lærte jeg mig selv at kende.

Rent følelsesmæssigt blev der ryddet op, og som det altid har været tilfældet i mit liv, så afspejlede min vægt min følelsesmæssige tilstand. Der var flow i mit liv og derfor i min krop, og tingene hobede sig ikke op. Jeg spiste ret sundt og balanceret og trænede og dyrkede yoga og mediterede fordi jeg var i følelsesmæssig balance.

Det er jo lidt et hønen-og-ægget-spørgsmål, for netop de ting gav mig jo også balance. Men jeg har nu altid observeret i mit liv, at det er følelserne, der skal på plads først. Så kommer resten af sig selv.

Jeg har ALDRIG tabt mig med vilje via kost eller træning. Jeg har prøvet en milliard gange. Jeg har lagt træningsprogrammer, besluttet mig for ikke at spise det ene eller det andet, besluttet mig for at følge HFLC, besluttet mig for at leve vegansk. Jeg har besluttet mig for at gøre det MANGE gange.

Men det har altid kun været kortvarigt vægttab.

Det har ganske enkelt aldrig virket for mig at fokusere på kost eller træning. Og det siger jo egentligt sig selv, når det nu kun er et tegn på problemet og ikke selve problemet. Ikke at jeg ikke er stor tilhænger af sund kost og træning. Jeg elsker sund mad og bevægelse, men det virker bare ikke for mig at fokusere på det som vej til vægttab.

Som sagt, så er det altid, når jeg arbejder med mit liv og mig selv på et dybere plan, at min sundhed og naturlige vægt har det med at komme helt af sig selv.

 

Hvordan kan min mand stadig elske min krop, når den har forandret sig så meget?

Men tilbage til mine 20’ere, hvor jeg nåede et godt stykke hvad angår det at elske min krop.

Det at møde min mand også en meget vigtig del af rejsen.

Jeg kom frem til, at jeg havde to altoverskyggende krav til den mand, jeg gerne ville møde (til gengæld var der kun to, og bemærk venligt, at vægt eller udseende ikke stod på listen):

  • Vi skulle ligne hinanden værdimæssigt på visse vigtige områder
  • Jeg skulle have fornemmelsen af at kunne være 100% mig selv i hans selskab

Kort tid efter jeg havde skrevet ovenstående ned i min dagbog fandt jeg ham, og jeg ser det stadig som én af mine kraftpræstationer når det kommer til at manifestere gode ting i mit liv. Og det kunne jeg kun gøre, fordi jeg selv havde fået det meget bedre med mig selv.

Jeg forelskede mig i en mand, der elskede mig og også elskede min krop, fordi den var en forlængelse af mig og ikke fordi den så ud på en bestemt måde. Hans måde at se min krop på var helende. Vi bliver til i hinandens øjne, og mit eget formildede syn på min krop kan jeg i høj grad tanke min mands kærlige blik for.

Og her kommer det mystiske. Som jo ikke er mystisk, men som alligevel rækker ud over min fatteevne. Min mand elsker og begærer min krop akkurat lige så meget nu som dengang. Selvom jeg – når jeg kigger mig selv i spejlet – slet ikke føler mig lige så tiltrækkende.

Jeg spurgte ham i aftes, hvordan det kan lade sig gøre, og han svarede det, han altid svarer.

“Det er jo dig. Der er ingen forskel i mine øjne. Måske elsker jeg endda din krop endnu mere.”

“What!? Hvorfor?”

“Fordi jeg kender den så meget bedre nu…”

Og jeg forstår ham jo godt, for jeg har det på samme måde med hans krop. Jeg har kendt ham, da han var ude af form og vejede en hel del, og da han var en toptrimmet cykelrytter og alt derimellem. Han har lidt flere grå hår og rynker. Det betyder intet.

Eller jo – det betyder jo bare, at jeg elsker ham og hans krop endnu mere, fordi jeg har kendt ham så længe.

Og jeg er godt klar over, at jeg skal igang med at elske min krop præcis som den er. Jeg skal simpelthen i gang med at fremkalde min skønhed. Ikke ved at ændre på mit udseende men i kraft af den måde, jeg ser mig selv på.

Men er det så det eneste, jeg skal?

Hvad ser du, når du ser dig selv i spejlet? Jeg tog ovenstående billede af mig selv den anden dag og gik derefter ud til min mand i køkkenet, som beskrevet ovenfor.

 

Kunsten at bilde dig selv ind, at du accepterer din krop, selvom du vejer for meget

Det er eller fristende at komme med udmeldinger som “Jeg elsker min krop som den er” eller “jeg er ligeglad med hvad andre tænker”.

Men ofte er det mere et ønske end et faktum. Vores forhold til os selv er som regel mere komplekst end det. Ét er hvad vi tænker om os selv – noget andet er, hvordan vi har det. Der kan ofte være en stor modsætning mellem de to ting.

Og det er ok.

Det der til gengæld ikke virker er at fornægte dele af os selv – visse tanker og følelser.

Når vi deklarerer, at vi er 100% i harmoni med os selv og vores krop, er det ofte bare et spirituelt eller intellektuelt bypass. Vi springer let og elegant hen over følelser og dybt indlejrede overbevisninger hen til det, vi gerne vil have er sandheden.

Hvis du spørger mig lige umiddelbart, så vil jeg gerne acceptere min krop præcis som den er. Og jeg prøver virkeligt. Jeg VED det er vejen frem og det eneste sunde og sande at gøre. Jeg omtaler aldrig min vægt eller min krop negativt foran mine børn, og jeg gør alt for at vise dem, hvor forskellige kroppe kan se ud og skal se ud. Det er helt klart den holdning, jeg har en intention om at formidle.

Og det er sådan, jeg gerne VIL have det.

Men det er ikke altid sådan jeg har det.

Jeg ser mig selv i spejlet og bliver ked af min mave og mine lår. Jeg har i den grad krise over det. Den ekstra vægt er kommet snigende de senere år efter først ét og så to børn. Jeg kan ikke passe mine elskede Tiger of Sweden-kjoler, som hænger pænt i skabet (Jeg ejer ikke ret meget tøj og kan komme meget langt med 3 kjoler – men jo ikke når jeg ikke kan passe dem!).

Her kommer den vigtige erkendelse, jeg er nået til.

1: Jeg skal erkende mit “mørke”. Min skam over min krop og mine falske overbevisinger. Og finde ud af, hvad der er los rent følelsesmæssigt, som driver mig til at sabotere mig selv.

Som Jung sagde i ét af mine yndlingscitater:

One does not become enlightened by imagining figures of light but by making the darkness conscious

Hvis jeg ikke vedkender mig mine følelser, hvordan jeg også har det med min krop, så kan jeg ikke arbejde mig ud af det.

2. Det her handler ikke om min vægt men om, hvorfor jeg vejer for meget, og hvad det egentligt koster mig.

Jeg skal ikke bare gå med skammen og forsøge at lave mig selv om til en mere acceptabel version af mig selv. Men jeg skal heller ikke bare kapitulere.

Jeg skal kigge på, hvorfor jeg er ude af balance, og hvad det koster mig. Det giver mening at kigge på problemets rod og ikke bare det overfladiske symptom.

 

Skal jeg kun ændre mit selvbillede og ikke mit spejlbillede, hvis jeg vejer for meget?

Jeg er kommet frem til, at jeg skal gøre begge dele.

Jeg skal først og fremmest ændre mit selvbillede. Og acceptere, hvordan jeg har det med mig selv, men at det ikke er sandheden om min krop. Bare fordi jeg skammer mig over den, betyder det ikke, der er noget i vejen med den. Det er jeg så heldig, at jeg selv ved på et dybt plan, og jeg har mennesker i mit liv, der minder mig om det.

Næste skridt er at tage mig selv og mit liv alvorligt og finde ud af, hvad det her egentligt handler om.

Det handler ikke om at jeg skal tabe 10 kg. Det er ikke vigtigt for mig.Jeg har et problem, men det handler ikke om min vægt. Det der til gengæld er problemet er:

  • At jeg dømmer mig selv ud fra mit udseende.
  • At jeg ikke føler mig hjemme i min krop og ikke føler, jeg har en naturlig vægt. Jeg mangler min styrke og min energi.
  • At jeg spiser, når jeg er rastløs, og når jeg keder mig. Sandheden er, at jeg nogle gange keder mig i mit liv. Både arbejde og privat. Jeg må tage det alvorligt frem for bare at dulme det med mad. Jeg har seriøst brug for at have mere mening og mission i mit liv. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal stille op med den erkendelse. Men i hvert fald er jeg klar over det.
  • Jeg spiser også ofte for at undgå at mærke diverse følelser. Det er et kæmpe problem, for når jeg undgår mine følelser, undgår jeg mit liv og hænger fast der hvor jeg er.
  • At min dagligdag er for stillesiddende. Jeg har et langt mere stillesiddende job og cykler heller ikke til og fra. Jeg dyrker en del yoga, cykler ture og laver workouts næsten hver dag. Men det er ikke nok til at opveje så mange timer inden døre og mange af dem på en stol – jeg har lyst til at bevæge mig meget mere og være meget mere udenfor i hverdagen.
  • At jeg spiser ting og mængder, der ikke er sunde. Fx en del sukker og gluten, som jeg ved, jeg har det bedst med at undgå. Det handler ikke om at leve op til et sundhedsideal eller om min vægt. Det handler om, at jeg gerne vil elske min krop – også via det, jeg putter i den.
  • Jeg har været vant til at tænke, at så længe jeg var i ok god form og ikke vejede for meget, var jeg sund. Sandheden er, at jeg altid har været vant til at kunne spise præcis hvad og hvor meget, jeg har havde lyst til uden de store konsekvenser, fordi jeg var ret aktiv. Men jeg har faktisk lyst til at putte livgivende mad i min krop og få en fornemmelse af sundhed hele vejen ud i alle celler.
  • At jeg ikke er i så god form, som jeg gerne vil være. Jeg er faktisk i ok form, men jeg vil gerne bevæge min endnu mere og fx kunne stemple op på hænder igen (ikke at forveksle med bare at kunne stå på hænder vil en yogakender eller gymnast kunne fortælle dig). At kunne stemple op kræver en hel del core-styrke, og det er lige præcis det, jeg mangler. Både i mental og fysisk forstand.

Ovenstående billede er mig, der forgæves prøvede at tage en selfie at hele mig på min yogamåtte. jeg dyrker en del yoga – og nu er jeg altså fast besluttet på at kunne stemple op på hænder. Bemærk venligst, at jeg ikke gad barbere mig under armene for at tage denne selfie. Lige der overstiger mine feministiske tendenser og hang til naturlighed åbenbart min forfængelighed.

Så jeg skal helt klart gøre begge dele. Jeg skal arbejde med mit selvbillede, men jeg skal også arbejde på at smide de 10 kg. Jeg skal bare flytte fokus. Og lade være med at gøre det, jeg forsøgt 1000 gange uden held de seneste år; at fokusere på sundere kost eller mere træning. Det virker ganske enkelt ikke – højst i få dage ad gangen.

Men hvad skal jeg så gøre?

Nu bliver det store spørgsmål så – hvad i alverden skal jeg så gøre? Hvis jeg ikke skal begå samme fejl som tidligere og beslutte mig for at træne eller spise mig til sundhed og selvaccept.

Sandheden er, at jeg ikke helt ved det. Og dog…

Den anden dag havde jeg besøg af en medpsykolog, og vi snakkede fremtidsplaner og lavede en fælles visualisering, hvor jeg fik svaret.

Jeg skal elske mig selv i form. Elske mig selv sund. Jeg skal blive bedre til at praktisere kærlighed til mig selv og derigennem andre.

Hvordan det lige præcis kommer til at se ud, vil tiden vise. Men her er, hvad jeg indtil videre ved, jeg kommer til at arbejde på:

  • Jeg bliver snart 41. Jeg har besluttet mig for at øve mig dagligt på at stemple op i håndstand og se, om jeg når det til d. 27. maj. For mig er det et symbol på styrke og balance. Jeg poster en video, hvis det lykkes! (Og måske også, hvis det ikke gør…)
  • At deale direkte med mine følelser. Fx er vrede et ret stort issue i mit liv pt. Det er jeg i gang med at kigge nærmere på allerede.
  • Jeg vil gerne sætte mig et fysisk mål. Jeg drømmer om at gøre noget vildt, som en af mine absolut yndlingsforfattere Cheryl Strayed gjorde, da hun vandrede The Pacific Crest Trail i USA (Læs eller se Wild hvis du ikke allerede har gjort det!). Men jeg kommer ikke til at tage langt væk i mange uger fra mine børn. Jeg har en regel, der hedder alder = antal dage jeg vil være væk. Min yngste er 5, så omkring 5 dage er grænsen lige pt. Jeg må finde på noget andet. Det skal være symbolsk og involvere naturen. Forslag modtages gerne.
  • At gøre et eller andet seriøst med mit arbejdsliv. Ikke at det jeg gør nu ikke er seriøst. Men jeg tror, jeg skal igang med at fremmane en vision for, hvordan det kan se ud. Og se, hvad der så dukker op. Det er helt klart der, en stor del af min fastlåste energi befinder sig.
  • At se mig selv i spejlet. Jeg har besluttet mig for, at mit morgenritual fra nu af kommer til at involvere mit spejl. Spejløvelser er noget af det mest kraftfulde, jeg kender, og har tidligere i mit liv givet mig bedre kontakt med mig selv.

Jeg har fornemmelsen af, at bedre kontakt til mit hjerte vil være en meget vigtig del af vejen frem.

Den seneste tid har jeg i den grad mærket, at under den cool og nogle gange ret så kontrollerede (og kontrollerende) facade gemmer der sig et væsen, der er enormt frygtsomt og med enorme mængder skam. Det undrer mig ikke, og her er jeg ikke så forskellig fra mange andre. Men et er at vide det – noget helt andet er rent faktisk at kunne mærke det og arbejde med det!

Har du også brug for at mærke dig selv til bunds? Kæmper du også med vægten? Og ved du, at du har brug for at se dig selv i øjnene og måske også se svære erkendelser i øjnene for at komme videre?

Er det dit ægteskab, du skal se i øjnene kræver en seriøs indsats? Er det dine børn, det drejer sig om? Et traume fra din fortid? En uforløst drøm? En afhængighed af mad, arbejde eller andet, der har taget overhånd. Har du brug for at tilgive eller sige undskyld? Eller bare at komme lidt mere udenfor og connecte med andre mennesker?

Så er det på tide, at du gør noget andet, end du plejer Og vid, at jeg er med dig hele vejen.

Håber du blev inspireret💚

Kærlig hilsen

tilstedeværelse

 

 

Få min

morgenmeditation

Begynd din dag med fokus, ro og en klar intention. Det gør en forskel!

Tak for tilmeldingen - du har fået en mail!