fbpx

5 tips, der hjælper dig med at give slip på praktisk stress over have (og hus)

Når vi taler om stress, tænker vi nok ofte på arbejdsrelateret stress, men i virkeligheden er det også ofte praktiske ting som hus og have, der stresser os. Vi danskere går generelt meget op i hus og have, og det kan ende med at stresse os en hel del. Bolius lavede på et tidspunkt en analyse, der viste, at hver tredje dansker stresser over haven.

Det er mange, og det er også min erfaring, at mange bruger enorme mængder tid, penge og energi på hus og have, og det, der egentligt skulle danne rammen om ro og afslapning, ender med at blive kilde til stress eller evige projekter, som aldrig får en ende.

Lyt til podcastepisoden eller læs med herunder og få de 5 tips:

Fra at gøre til at være i haven

Vi har haft 3 haver og har lagt en del kræfter i dem alle. Da børnene var små, føltes det dog mere som noget, der skulle overstås. Jeg har altid godt kunne lide at arbejde i haven, men når man har små børn, er tiden knap. På det tidspunkt havde jeg visse idéer om, hvordan en have “burde” se ud, og der blev aldrig ret meget tid til bare at nyde haven.

Da vi overtog vores nuværende hus og have for et par år siden, var det et stort ældre hus og en stor have, der mildest talt trængte til en overhaling. Vi kiggede på hinanden og lovede hinanden, at vi ikke ville lade være hverken hus eller have være kilde til stress.

Vi har arbejdet en masse i haven, men kun, når der er tid og energi, og jeg er langt bedre til at være i haven og give slip på alle de løse ender og projekter, der ligger og venter rundt om i haven. Med andre ord, er jeg blevet meget bedre til at foretage skiftet fra at gøre til at være.

Jeg vil gerne minde danskerne om, hvad ferie handler om; at holde fri og finde ro. Derfor har jeg også skabt sommerforløbet SommerRO – 21 korte meditationer, der er lige til at tage i ørerne. Den første meditation i forløbet har titlen “Fra at gøre til at være”, og det er netop én af de ting, der er vigtige at mestre i haven.

5 tips, der hjælper dig med at give slip på stress over haven

Vi har selv været på en hus-og-have-rejse, siden vi fik vores første hus for 12 år siden, og det har taget os en del år at nå til et punkt, hvor vi er blevet gode til at nyde haven og slappe af i haven frem for mest at føle, at den var et projekt, der skulle overstås. Her giver jeg mine erfaringer videre (og selvom jeg har fokus på haven her, kan du også bruge de 5 tips til at give slip på stress over praktiske ting i huset).

#1 Tag en beslutning om, at du ikke længere vil stresse over haven

Er det så enkelt som bare at tage en beslutning om ikke at ville stresse over haven? Nej, det er det ikke, men det er en vigtig begyndelse. Jeg tror, de fleste af os godt ved, hvad der er vigtigt her i livet, og at det ikke er værd at stresse over hverken hus eller have. Men vi kommer nemt til det alligevel.

Når vi vil ændre det for alvor, så hjælper det, at vi tager en klar beslutning og minder os selv om den beslutning med jævne mellemrum, når stress over haven alligevel dukker op.

Sig til dig selv: “Jeg er ikke længere typen, der stresser over min have”. Når vi skal ændre vaner, så viser det sig, at det hjælper at se den nye vane som en del af vores identitet. Så du ikke bare forsøger at ændre din adfærd men ændrer din selvopfattelse. Begynd at se dig selv som en person, der ikke stresser over haven, og inden længe vil det blive en mere og mere naturlig del af den, du er.

#2 Passer du bedre på din have end på dig selv og din familie?

Hvilket problem vil du helst sidde tilbage med? Stress i krop og sind, der gør dig ude af stand til at nyde din have eller noget som helst andet, eller en have, der ikke lever op til dine egne og måske andres forvetninger. “Hvilket problem, vil jeg helst have?” er et godt spørgsmål at stille i mange sammenhænge. Jeg har lært det af Greg McKeown – forfatter til bogen Essentialism”.

Vi går ofte galt i byen, fordi vi bilder os selv ind, at vi kan gøre det hele – både få haven til at se ud præcis som vi vil have den og så også slappe af og give slip på projekter i hus og have, når vi har brug for det. Sandheden er, at vi danskere har en tendens til at bruge alt for mange tid, penge og ressourcer på hus og have på bekostning af langt vigtigere ting.

Vores skilsmisserater er tårnhøje, og det samme er forekomsten af stress, angst og depression, og vores børn og unge trives generelt ikke ret godt. Til gengæld har mange af os huse og haver, der kvalificerer til et boligmagasin, og det er nok tegn på, at der er noget, vi ikke formår at prioritere i den rigtige rækkefølge. Et andet vigtigt spørgsmål, du kan stille dig selv, er: “Passer jeg bedre på min have, end på mig selv og mine nærmeste” og fundere lidt over svaret.


#3 Brug haven som personlig udvikling

Jeg tror, vi kan bruge alt i vores liv som personlig udvikling – også haven. Du kan blive mere bevidst om dine vaner og måder at tænke om hus og have på til at blive klogere på dig selv og til at ændre mønstre, du kan se, som ikke hjælper dig længere.

Et eksempel på personlig udvikling er at undersøge, om du har tendens til perfektionisme, og at haveprojekter udvikler sig til ambitiøse projekter af de forkerte årsager. Måske synes du, din have skal være på en særlig måde, fordi den skal leve op til andres forvetninger, eller fordi naboen har en flot have. Perfektionisme kommer i mange forklædninger. Måske har du anlagt en vild have, men det kan lige så godt udvikle sig til perfektionisme, som en prydhave kan.

Læg også mærke til, hvordan du kommunikerer med din partner (hvis du har en) omkring det praktiske arbejde i haven. Er der noget der, du skal arbejde på? Måske blive bedre til at udtrykke dine egentlige behov eller måske omvendt blive bedre til at lytte til andres? Det gode ved at være en familie er, at vi ikke behøver tage dyre kurser i selvudvikling – det kommer helt af sig selv, hvis vi ellers er villige til at lære af hverdagen.

#4 Hav fokus på processen frem for målet

Det er fint at have mål og visioner – også for haven. Jeg er selv ret vild med at drømme om de vildeste ting i vores have. Mål er fint, men det er processen, og hvordan du bevæger dig hen imod målet i haven, der er det vigtige.

Find ud af, hvordan du gerne vil have, at processen skal være, når du arbejder i haven. Hvilken sindstilstand vil du være i? Jeg har fx besluttet mig for, at jeg ikke vil være stresset eller udmattet. Selvfølgelig kan man blive træt af havearbejde, men det skal være på den gode måde. Og det er fint at lægge mange kræfter i haven, hvis det ikke er på bekostning af noget vigtigere.

Så overvej det lige. Nyder du processen? Eller er det noget, der skal overstås, så du kan komme frem til målet? Og sker det på bekostning af behovet for fx afslapning eller en god snak med din partner eller dine børn? Haven bliver aldrig perfekt, og selvom den gjorde, ville det ikke gøre den store forskel. Vi har et billede af, at hvis vi skaber de perfekte rammer til os selv og familien, så har vi det også godt, men det er ikke sådan, det hænger sammen. Det er stemningen og måden, vi gør tingene på og taler sammen på, der gør forskellen – ikke de ydre rammer.

#5 Få et afslapningssted i haven

Du ved bedst selv, hvordan du slapper af i din have. Måske er det ved at flytte bunker af jord, luge ukrudt eller arbejde på et haveprojekt. Men spørg dig selv: “Hvordan slapper jeg reelt set af i min have?”. Måske har du brug for rent faktisk at slappe af og lave ingenting indimellem – det er der mange af os, der har.

Så hvordan får man slappet helt af i haven, når der altid er ufærdige projekter, der venter? En have er en proces, så der vil altid være noget, der skal gøres. Derfor bliver du nødt til selv at skabe lommer af tid, hvor du vælger at slappe af. Jeg nåede selv til et punkt, hvor jeg besluttede mig for, at haven ikke primært skulle være endnu et punkt på to-do-listen men derimod være et sted, jeg kunne slappe af.

Et godt tip er at skabe et specielt afslapningssted i haven, som er dedikeret til at lave ingenting og bare nyde haven. Præcis som jeg tidligere har talt om sofatid indenfor i huset. Det kan være en bænk, et hjørne under et træ, eller hvad der nu passer. Når du sætter dig der, så er du i officielt afslapningsgear og tager ikke stilling til de ting, der skal gøres.

Jeg håber, du blev indspireret af dette indlæg. Husk at tjekke SommerRO ud – det ville være mig en stor fornøjelse af guide dig ind i ro og nærvær hen over sommeren. Tjek SommerRO ud her

Kærlig hilsen

Birgitte Sølvstein

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.