Har du store bekymringer om dit barn? Og er det med god grund?
Har du fx et barn
- Med en alvorlig sygdom eller kronisk lidelse
- Som bliver mobbet
- Har et handicap
- Har et misbrug
- Har adfærdsvanskeligheder
- Har været udsat for noget traumatisk
Så læs med (eller lyt med) her, hvor jeg svarer på et spørgsmål en mor, som er bekymret for sin søn med en kronisk lidelse, skrev til mig.
Når almindelige råd om børneopdragelse bare slet ikke rækker
Der er almindelige bekymringer, og så er der kæmpe uro og angst, når vores børn er ramt af noget svært og alvorligt.
Ét er jo at give slip på bekymringer, når der ikke er grund til særlig bekymring. Men hvad så, når vi er i en situation, hvor der er noget reelt at bekymre sig om?
Der findes tonsvis af bøger om almindelig børneopdragelse og metoder til at slippe bekymringer. Men måske er du også i en situation, hvor almindelige råd overhovedet ikke giver mening. Jeg håber, du kan bruge dette indlæg til noget. Jeg har skrevet det som svar til en mor, der skrev mig en mail for nylig. Jeg ved, at Eva repræsenterer mange tusind mødre derude, og jeg håber du derude der lige netop er sådan en mor kan bruge mit svar til noget
Hej Birgitte
Tak for rigtig mange gode podcasts. Jeg lyttede første gang i efteråret, hvor jeg tilfældigt stødte på din podcast omkrig det at have syge børn. Det hjalp mig meget at lytte til den, for jeg oplever ofte, at jeg står alene med min frygt for hvordan det skal gå med min søn. Han har muskelsvind og har også andre helbredsmæssige problemer. Han er lige blevet 18 år, og på mange måder har han det godt. Men han har smerter, og der er mange udfordringer.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal håndtere min angst. Hver gang han skal til læge, bliver jeg nervøs, og når han har ondt, bliver jeg nervøs. Jeg bliver så ked af, at han ikke har et uproblematisk ungdomsliv.
Så hvordan støtter man sit barn, når man selv er bange og usikker. Jeg bruger timer på at søge oplysninger om hans sygdom, alternativ behandling osv på nettet i håbet om at kunne gøre et eller andet.
Jeg har svært ved at tale om det med min mand, for jeg er bange for, at hvis jeg taler om det, så smitter jeg ham med min utryghed og det er ikke fair overfor ham.
Hvordan får man knuden i solar plexus til at forsvinde? Jeg kan jo ikke gøre hverken fra eller til i forhold til denne her sygdom, men jeg har svært ved at slippe bekymringerne og angsten.
De bedste hilsner
Eva
Kære Eva og kære “særlige mor”
Tak fordi du stiller det her spørgsmål – jeg bad dig om lov til at dele dit spørgsmål, fordi jeg ved at mange mange mødre – og fædre derude – kan genkende de følelser, den angst og den følelse af afmagt, du deler her. Det er noget jeg også har mødt i mit eget forældreskab i høj grad.
Jeg har ikke opskriften – men jeg er et sted i mit forældreskab nu, hvor angst og uro og bekymringer sket sket ikke fylder så meget, som det har gjort. Jeg har også et barn med en kronisk sygdom. Min søn på 10 har epilepsi og cerebral parese med især kognitive udfordringer.
I mit svar til dig her lægger jeg vægt på 4 elementer, som jeg har erfaret er meget vigtige, når det kommer til at slippe angst og bekymringer:
- Kunsten at være med dine egne svære følelser samt din søns svære følelser
- At se tingene i et større perspektiv og at være villig til at lære af din søn
- Særlige typer af tanker, du skal undgå at dyrke
- At handle målrettet
Vær med din egen smerte og frygt
Jeg kan godt forstå, du er ked af, at din søn skal gå så meget igennem. Det er en stor smerte. Det vigtigste, du kan gøre for dig selv og din søn er at lære at være med din egen smerte i første omgang i stedet for at flygte fra den ved hele tiden at søge løsninger.
Først og fremmest vil jeg anbefale dig at stoppe helt med at søge på internettet og hele tiden prøve at handle dig ud af den her følelse af afmagt og frygt. Stop helt i en periode, så du kan være med det der er. De følelser, der er. Fordi under al den angst og uro, du oplever lige nu, ligger andre følelser. Sorg, vrede eller andet.
Det kan du gøre ved bare at være stille med dig selv, gå ture, skrive, tale med nogen om, hvordan du har det. Du kan læse mere her om, hvordan du bruger skriveterapi til at komme til bunds i dine følelser. Og det at tale med andre om, hvordan du har det er lige så vigtigt som det indre arbejde. Tal med din mand – det vender jeg tilbage til – og tal med andre.
Måske ville det også hjælpe dig at danne en forældregruppe med forældre til børn eller unge med muskelsvind eller andre lignende lidelser. I kunne måske få en terapeut til at lede gruppen i en periode.
Din angst og uro vil aftage i takt med, at du giver dig selv lov til at være med de svære, dybe og mørke følelser. Den form for afmagt, du oplever som mor er måske noget af det sværeste, man som menneske kommer til at skulle håndtere. Det kan være nærmest ubærligt for os forældre, når vores børn lider enten fysisk eller psykologisk.
Det er svært for os bare at være i den afmagt – og derfor lindrer det at forsøge at handle dig ud af følelsen. Men så længe, du løber fra følelsen, sidder du fast. Giv dem plads – og du vil mærke, at angsten aftager af sig selv efterhånden.
Vær med din søns smerte og frygt
Jeg ved ikke, hvor bange eller ked af det din søn egentlig er? Måske er han meget bedre til at være med det hele end du er lige nu? Det er børn og unge tit. Og nogle gange kan det være langt sværere for pårørende at håndtere sygdommen end for den, der er ramt.
Vi skal passe på, at vi ikke automatisk overfører vores frygt og drama omkring situationen til vores børn. Hvad end de er syge eller ej. Det kommer vi nemt til – især som mødre – men her kan vi meget ofte lære noget af vores børn, hvis de er ramt af sygdom. De er ofte meget bedre til bare at være med tingene som de er. De bliver bange, de bliver kede af det, men de bliver ikke besat af tanker om det døgnet rundt. De lever bare deres liv.
Men lad os nu sige, at sin søn er meget ked af det og bange ind imellem. Her gælder samme regel. I første omgang skal du ikke gøre noget – du skal være sammen med ham og bare anerkende, at det er svært. Så i stedet for at komme med diverse løsninger og hele tiden forsøge at opmuntre ham, så sig:
“Jeg kan godt forstå, du er ked af det”
“Jeg ved det er svært”
At gøre det kræver, at du er i stand til at være med dine egne svære følelser. Vær åben omkring hvordan du har det – det vil give ham er realistisk indtryk af, hvad det vil sige at være voksen. At vi også er usikre og bange og ikke altid føler, vi har styr på det hele.
Hver ting til sin tid – opmuntring har bestemt også sin plads. Og forslag til løsninger. Men den primære opgave er bare at være der. Det kan have en stor og transformerende effekt, når vi har mennesker i vores liv, der formår bare at lytte.
Om at falde opad i livet
Det kan hjælpe dig utroligt meget at begynde at se dit liv og din søns liv i et lidt større perspektiv.
Det modner os at stå ansigt til ansigt med omstændigheder, vi ikke kan gøre noget ved. Og rent faktisk turde være i det. Erkende, at det er sådan det er. Hvis du er villig til at forandre dig, så kan din søns sygdom være lige netop det, der gør at du finder mere dybde og mening og også glæde i dit liv – paradoksalt men sandt.
Det er ikke en styrke, vi finder på en uge – for de fleste af os er det en evig rejse i retning af at stole på, at vi kan klare den udfordring, vi er blevet stillet.
Den amerikanske franciskanske præst Richard Rorh har skrevet en bog, der hedder Falling Upwards. Det er et godt udtryk – vi falder i livet. Men vi falder faktisk opad, selvom det ikke altid føles sådan undervejs i processen.
Og når du begynder at se sådan på dit eget liv – at det ultimative mål måske ikke er at have et liv uden svære følelser men at være med dem og modnes af dem, så vil du meget nemmere kunne være sammen med dit barn om det svære ting.
Din søn lærer dig mere, end du lærer ham
Nu siger jeg noget, der måske kan provokere nogen og måske også dig Eva. Men hvordan ved du, hvad det idéelle ville være for dig og din søn? Hvordan kan du vide, hvad der er det højere mål med hans liv?
Hvis vi fik vores vilje, så ville vores børn til enhver tid være raske. Men kan du med sikkerhed vide, at tingene ikke er præcis som de skal være?
Jeg siger ikke, at jeg ved det. Ingen af os ved ret meget om tingenes sammenhæng, når det kommer til stykket.
Hvis du kan give slip på idéen om, at du forstår hvordan tingene hænger sammen og giver slip på idéen om, at det er forkert, at tingene er som de er, vil det give dig langt mere sindsro.
Én af mine yndlingsbøger om forældreskab er The Conscious Parent af Shefali Tsabury – den kan jeg på det varmeste anbefale, og det var én af de første bøger om forældreskab jeg læste, som rent faktisk gav mening for mig i min situation med et sygt barn.
Hun skriver blandt andet:
Our children contribute to our growth in ways that are perhaps more profound than we can ever contribute to theirs.
Det er værd at tænke over! Er det dig, der skal hjælpe din søn, eller er det din søn, der er igang med at hjælpe dig til at blive det menneske, det er meningen, du skal være?
Tal med din mand jeres parforhold er din søns styrke
Tilbage det med at tale med din mand. Det er vigtigt, du åbner op for alt det usagte skaber en afstand imellem jer, og det sker nemt i et parforhold, når man skal forholde sig til noget, der er så svært. Og et nært og godt parforhold kommer ikke blot jer men også jeres søn til gode.
Det er en god overvejelse, at du ikke vil smitte ham med katastrofetænkning. Du kan godt tale om hvad du kæmper med uden at smitte ham. Forskellen på at tale om dine tanker og din uro og så at det er frygten, der taler er, at du ikke er i gang med at piske en stemning, skabe panik eller få ham til at handle på din frygt.
Du deler bare med ham, hvad det er, du kæmper med. Din frygt, din uro, din sorg. Præcis som du har gjort her i mailen til mig.
Og måske har din mand en anden tilgang til det her, som du kan læne dig op ad og lære noget af. Så I kan blive et godt hold, der trækker i samme retning, hjælper hinanden og hjælper jeres søn så godt som I kan.
Lær at give slip på bekymringer – men ikke på trangen til at handle
På en måde er du bare udsat i det ekstreme for, hvad alle mødre må erkende. Vi kan ikke løse vores børns problemer – vi kan ikke leve deres liv for dem og vi kan ikke tage deres smerte fra dem. Og det er du konfronteret med i endnu højere grad end almindelige mødre, fordi din søn er syg.
Og det siger sig selv, at det er langt sværere at give slip på alvorlige bekymringer.
Dalai lama har sagt om bekymringer:
“Hvis et problem kan løses, hvis det er en situation, du kan gøre noget ved. Så er der ingen grund til bekymring. Hvis du ikke kan gøre noget ved situationen, så hjælper bekymring dig heller ikke. Bekymring tjener intet formål overhovedet.”
Han har ret, men så alligevel. Helt så enkelt er det jo ikke. Du skal give slip på dine overdrevne bekymringer men ikke på din medfølelse eller trang til at at handle.
Du er bange og usikker, fordi du er mor og er et menneske. Det er det mest naturlige i verden, at du har det sådan, og det er ok. Du behøver ikke være sikker. Du behøver heller ikke lade som om du ikke er bange. Der hvor du til gengæld kan og skal sætte ind er der, hvor selvkritiske og katastrofetanker truer med at tage over. Der bliver du nødt til at stå fast – de skal ikke have lov til at styre dit liv.
Overdrevent fokus på en forestillet fremtid ødelægger din dag og de øjeblikke, du lever her og nu.
Det du til gengæld ikke skal give slip på er trangen til at handle. Din bekymring er et signal på dit behov for at at handle. Så du skal ikke lade bekymringer ødelægge det hele – men du skal heller ikke ignorere dem. Bekymringer løser ikke problemerne – men det kan være et vigtigt signal om, at der er noget, du skal gribe mere konstruktivt an.
Nærværets sværd – dit våben i ekstreme situationer
Ingen tvivl om, at der er noget, der bare gør ondt, når vi har et barn med en kronisk lidelse. Og lige netop derfor er det vigtigt, at vi lærer at styre sindet med hård hånd, så vi på den ene side får adgang til de følelser, vi har brug for at mærke og samtidig ikke bruger unødig tid og energi på bekymringer.
Smerten er hvad den er, men det er i sindet, lidelsen ofte bliver ved med at eksistere lang tid efter den fysiske eller psykologiske smerte har været der. Hvis du tænker over det – din angst og uro og tristhed skyldes for mindst 99% vedkommende bekymringer om fremtiden eller minder fra fortiden. Også selvom du har et sygt barn.
For nogle år siden var jeg på retræte med Eckhart Tolle. Jeg fik mulighed for at stille ham et spørgsmål, og jeg spurgte ham blandt andet om, hvordan jeg skulle håndtere den ekstreme frygt, jeg oplevede både mens min søn havde epileptiske anfald, og når jeg hele tiden skulle leve med frygten for det næste.
Han fortalte om “The Sword of Presence” – nærværets sværd. Og hvordan det i meget krævende og ekstreme situationer er nødvendigt at udøve en fuldt fokuseret og kraftfuld indsats, når det kommer til at blive i nu’et. For netop ikke at blive opslugt af frygt og magtesløshed.
I mit forløb Selvhjælp til Angst fortæller jeg mere om nærværets sværd og hvordan du kan bruge det ved stærk angst og panik, men i denne sammenhæng med et kronisk sygt barn er det et godt billede på den kunst du skal mestre, hvor du sætter alle dine kræfter ind på at blive i nu’et.
Igen – smerten er der – men udover det, så gør vi ofte tingene sværere for os selv ved at tænke for meget. Håbløshed og angst kommer fra sindet og ikke selve situationen.
Se dit sind som en by – og lad være med at hænge ud i de tvivlsomme områder
Så hvordan giver man slip på bekymringer? Det har jeg skrevet et andet indlæg om her. Men her vil jeg gerne give dig et billede, der kan hjælpe.
Se dit sind som en by med forskellige kvarterer. De fleste områder af byen er hyggelige og rare at opholde sig i – men så er der også lige et par steder, hvor det bare ikke er sikkert at færdes. The wrong side of town. Lad være med at opholde dig der længere end højst nødvendigt!
Når visse tanker kommer, og du opdager det, så kan du med viljens kraft vende om og beslutte dig for at gå ud af dem igen. Det er faktisk dit valg – og du går ind i dem eller lader dem ligge. Du kan ikke få tankerne væk, men du kan lade være med at gå ind i dem og tænke videre på den.
Og lige lidt om de tvivlsomme kvarterer, vi “særlige mødre” skal undgå eller hurtigst muligt se at komme ud af:
- Bekymringer om fremtiden. Selvfølgeligt skal du være forberedt men du bliver nødt til at styre med hård hånd, hvor meget du lader dig selv bekymre dig om fremtiden.
- Tanker der handler om selvmedlidenhed og uretfærdighed. Det er naturligt at have dem engang imellem men jo mere, men det er følelser, der virkeligt kan lamme dig fuldstændig.
- Kritik af dig selv – at du ikke gør det godt nok, hjælper ham nok, ikke kan finde ud af at håndtere det. Alle de tanker, der handler om at der er noget i vejen med dig – drop dem
- Vrede og bitterhed. Vrede er naturlig men pas på den ikke sætter sig fast som bitterhed eller foragt.
En forudsætning for at kunne holde dig til de bedre kvarterer i byen rent tankemæssigt er bevidsthed. Hvis du ikke er bevidst om, hvad der foregår i dit sind, kan du ikke stille noget op. Så kører du bare på automatpilot.
Første skridt er derfor jævnligt lige at tjekke ind med dit selv – hvilket kvarter befinder du dig i rent tankemæssigt. Mærk hvordan du har det, og det vil ofte fortælle dig, om du befinder dig det rigtige sted.
Gør noget!
I den sidste del af dit spørgsmål skriver du, at du ikke kan gøre hverken fra eller til i forhold til den her sygdom. Det du mener er nok, at du ikke kan få den til at forsvinde. Men du kan gøre fra eller til. Det gør du allerede. Derfor tror jeg først og fremmest din opgave er at minde dig selv om, hvor stor en forskel, du allerede gør.
- Ved overhovedet at være hans mor
- Ved at gøre alt det du gør for ham
- Ved at være der rent følelsesmæssigt
- Ved at hjælpe ham med at finde løsninger
På alle mulige små og store måder hver dag gør du en kæmpe forskel for ham.
Og udover det, vil jeg anbefale dig at afsætte tid (ikke sen aften, når du bliver grebet af bekymring men på et tidspunkt, hvor du er frisk og har ro), hvor du laver en handleplan.
Lav en prioriteret liste over ting, der skal gøres, undersøges eller handles på. Hvem kan du spørge? Hvor kan du få mere information?
Måske skal du – som du selv skriver – finde ud af hvilke former for behandling andet end den det offentlige tilbyder, din søn har brug for. Hvem kan du spørge i ind- og udland? Brug patientforeninger, brug netværk, brug også Google men på en målrettet måde.
Måske skal der søges second eller third opinions. Det vil hjælpe dig også at tage sagen i egen hånd og søge anden hjælp end den, man automatisk får tilbudt i det offentlige. Det vil give dig og din søn en fornemmelse af større kontrol.
Din søn er ung og næsten voksen, så han er jo et sted, hvor han skal tage sine egne beslutninger. Men det vil hjælpe ham at have forældre, der bakker op rent følelsesmæssigt og også hjælper ham i praksis der hvor det giver mening.
Men når det så er sagt, så er det vigtigste af alt – at du bruger tid på at finde ud af hvad der vil gavne dig i krop, sjæl og ånd. Fordi det er når alt kommer til alt den største hjælp du kan give ham. Hvad har du brug for at indføre i din hverdag, så du kan trives? Er det meditation, yoga, mere natur, mere socialt samvær, en kreativ syssel, bare mere tid?
Jeg vil lade det være mine sidste ord – håber du kunne bruge mit svar.
Her er links til et par indlæg, du måske også kan blive inspireret af:
Sådan bearbejder du sorg med skriveterapi
Om mindful self-compassion
Når børn er kilde til alvorlig stress
Ruminering – dit forsøg på at løse dine problemer på den forkerte måde
Kærlig hilsen
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
Tilmeld:
Kærlig hilsen
