fbpx

Anette Due Madsen om at overleve og leve som mor og som par, når man får et handicappet eller sygt barn

Er du mor eller far til et handicappet eller sygt barn? Eller et barn, der kræver noget ekstra på anden vis?

Så lyt med her og vid, at du ikke er alene og at der er håb – selvom det kan være umenneskeligt hårdt.

Episoden i dag er noget ganske særligt. Jeg har været på besøg hos psykolog Anette Due Madsen, og vi fik en snak om den belastning og den sorg og det at være mor til et handicappet barn kan medføre. Og hvordan det også kan være en kæmpe udfordring i et parforhold.

Anette og jeg taler om handicap og sygdom, men indholdet er relevant for alle derude, der synes, det er svært at være forældre.

En overset form for stress; børn der kræver meget

Jeg har overvejet at lave en episode om det med at være mor til et handicappet eller sygt eller særligt krævende barn i lang tid, fordi det er en form for belastning, som ofte overses. Af os selv og mennesker omkring os. Når man har et barn, der kræver meget ekstra, så koster det kræfter. Det er krævende rent praktisk, følelsesmæssigt, det belaster parforholdet, økonomien, arbejdslivet….det er bare én af de ting, der kan bringe os helt i knæ.

Der har jeg selv været og der har dagens gæst været. Altså i knæ. Som Anette siger i samtalen: “Jeg tror, vi skal lede længe efter noget, der gør mere ondt end det at stå magtesløs som forælder og observere vores barns smerte.”

Det tror jeg også. Og nu er det ikke fordi, der ikke følger gode og endda fantastiske ting med at blive mor eller far til et handicappet eller sygt barn. Men jeg besluttede, at her vil vi lægge vægt på at tale om det svære, fordi det er især i det svære, vi har brug for at blive mødt.

Min egen verden væltede stille og roligt, da jeg blev mor til mit første barn, som fik en hjerneskade ved fødslen og har epilepsi. Det tog mig adskillige år at se, hvad det egentlig krævede af mig og af os som par, og nu er jeg nået til et punkt, hvor jeg har fundet mine ben og føler mig på den gode side af nogle meget svære år. Og derfor er jeg klar til at tale om det

Anette Due Madsen om at overleve og leve som mor og som par, når man får et handicappet eller sygt barn

Anette Due Madsen er psykolog. Sammen med hendes mand Jørgen Due Madsen stiftede hun Center for Familieudvikling i København i 2004. CFU er en nonprofit organisation som arbejder for trivsel og par og familier. Anette varetager stadig opgaver for CFU, hun er medlem af Børnerådet og er forfatter til en række bøger. Sidst men ikke mindst har kun sammen med Jørgen siden 1999 (!) besvaret en brevkasse i Kristelig Dagblad. Sammen har Anette og Jørgen 3 voksne børn, og det midterste barn – Frederik – er handicappet. Han var meget syg som helt lille og er nu 35 og  bor i et bofællesskab.

I episoden i dag fortæller jeg også lidt om min egen historie som mor til et barn med cerebral parese og epilepsi. Jeg ville ønske, jeg kunne gå tilbage i tiden til mig selv i de tidlige år og sige til mig selv “Det skal nok gå”, “Du er ikke alene” “Der er hjælp at hente”. Der er en del ting, jeg ville gøre anderledes i dag, og formålet med episoden er netop at nå dig derude der står midt i alt det svære med opmuntring og frem for alt en forskring om, at du ikke er alene.

Lyt med her, hvor vi kommer ind på:

  • Hvorfor Anette og Jørgen etablerede Center for Familieudvikling i Danmark, og hvad hun laver i dag som psykolog.
  • Anettes rejse som mor – hvordan det var, da det viste sig, at deres lille søn på knap et år havde en alvorlig sygdom og var svært handicappet
  • Om magtesløsheden og hvor svært det er at være vidne til vores barns smerte uden at kunne handle
  • Hvordan Anette både havde behov for at være hjemme sammen med sit barn men også var vred over, at skulle gå alene hjemme og skue ind i mørket hver dag, mens hendes mand “holdt fri” og gik på arbejde.
  • At det gør ondt at være sammen med andre forældre og normale jævnaldrende børn, når man har et handicappet barn.
  • Da farverne blev væk og Anette ikke engang kunne glæde sig over tulipanerne.
  • Perioder i ægteskabet, hvor de begge havde lyst til at løbe skrigende væk, og hvordan de overlevede.
  • Ydmygende møder på kommunen og opslidende ansøgninger – og om at skulle gå til forældremøder resten af livet.
  • Om betydningen af at tilgive hinanden som par og sige “tak” og “undskyld” – og at kunne sætte parforholdet og familielivet på standby og rykke sammen som et team.
  • Og meget andet godt…

Forskellige ting nævnt i episoden:

Jeg håber du blev inspireret af samtalen. Del den, hvis du kender nogen, der kunne have gavn af indholdet.


Kærlig hilsen

Birgitte Sølvstein

6 kommentarer

  1. Avatar Lærke Thorbjørner siger:

    Kære Birgitte og Anette
    Tusind TAK for Podcasten, som ramte mig dybt og giver mig så meget mening og genkendelse..
    Jeg er selv MOR til en dreng Cornelius, som i dag er knsp 12 år og er erhvervet hjerneskadet af meningitis som spæd… Mit og vores livs mareridt og arbejdslejr og så meget andet.. Ikke mindst en dyb og anderledes kærlighed, som jeg ikke vidste fandtes…Hvis I på nogen måde, kan “bruge” mig til noget i forbindelse med yderligere fokus på dette oversete område, vil jeg af hjertet “elske” at deltage..
    TUSIND TAK igen.. fantastisk at mærke at vi (alle) ikke er alene…
    Kærlig hilsen Lærke Thorbjørner (sundhedsplejerske og så meget andet)

    1. Birgitte Sølvstein Birgitte Sølvstein siger:

      Hej Lærke
      tak for din kommentar, som jeg først ser nu! Jeg kan forestille mig, hvilket mareridt det må have været. Det kan da sagtens være, det kunne give mening at lave et eller andet og mange har spurgt mig, om jeg ikke laver flere episoder om emnet.Mange er berørt af det, og det er uden tvivl et overset emne. KH Birgitte

  2. Avatar K Madsen siger:

    Mange tak. Af hjertet tak. Jeg deler til højre og venstre.

    Hvis I får mulighed vil jeg meget gerne høre en samtale om søskende også.

    1. Birgitte Sølvstein Birgitte Sølvstein siger:

      Hej K – det skriver jeg mig bag øret! KH Birgitte

      1. Avatar Heidi Quist siger:

        Af hjerte tak. Det er første gang der er sætter ord på hvordan vores liv er og har været de sidste 16 år. Det giver så meget genklang og genkendelighed i mig – den sætning : at være ensom som forældre, var så sigende om hvordan det er at have et meget syg og handicappede barn. De bedste hilsner Heidi Quist

        1. Birgitte Sølvstein Birgitte Sølvstein siger:

          Selv tak Heidi, er glad for at det kan bruges!! KH Birgitte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Er du stresset?

Få min

morgenmeditation!

Begynd din dag med fokus, ro og en klar intention. Det gør en forskel!

Tak for tilmeldingen - du har fået en mail!