Accept er i bund og grund enkelt. I hvert fald i teorien. Visse ting kan ikke ændres, og dem må vi acceptere. Så går det hele meget bedre og nemmere. Det lærer man hen ad vejen her i livet.
Der er bare lige den hage ved accept, at der er meget langt fra teori til praksis. Selvom det er ting, der er sket for længe siden eller ting, du ved, du intet kan stille op med, kan det virke helt umuligt at acceptere dem. Det kan også virke som en dårlig idé, for er det ikke bare at kapitulere eller tillade noget, du ikke vil eller kan leve med?
Lyt eller læs med her og lær mere om, hvordan accept fungerer i praksis:
Kunsten at acceptere det uacceptable
Lad mig illustrere med et eksempel. På et tidspunkt for nu snart adskillige år siden gik jeg i en gruppe for mennesker med en særlig problemstilling inde på livet. En støttegruppe, som har reddet mit liv på mere end én måde, men det er en helt anden historie.
I gruppen her arbejdede vi ud fra en række principper, og én af de første ting, man lige skulle gøre for at komme videre var at acceptere de ting, mennesker og omstændigheder, man havde svært ved at acceptere. Desværre kunne man ikke slippe afsted med at acceptere de ting, man havde nemt ved at acceptere. Det havde jeg ellers håbet.
Det håber vi vel allesammen et eller andet sted…
Kender du det? Du er tålmodig, accepterende og forstående og helt med på, hvad livet byder dig, når det kommer til en lang række ting. Der er faktisk ingen grænser for, hvor fleksibel du er, når det drejer sig om, at S-toget kommer et kvarter senere end forventet, at din datter vil have den blå bluse på i stedet for den grønne.
Du tager bare en dyb indånding…puster ud…siger “pyt” og forsætter så ellers hvor du slap med ro i sindet. Visse ting kan det bare ikke betale sig at hidse sig op over. Og hvis du endelig bliver irriteret, vred eller ked af det, kan en hurtig snak med en veninde eller din mand få dig tilbage på sporet, så du accepterer de ting, du ikke kan ændre og ikke længere spilder tid og energi på ting, du ikke har kontrol over.
Det er ikke svært.
De store ting
Men så er der de andre ting…de store ting!
- Skilsmissen
- Dine børns problemer i skolen
- Bristede drømme
- Barnløshed
- Ubehagelige minder fra fortiden
- Den mand eller kvinde man aldrig fandt
- Sygdom
- Et overfald
- Bedrag
- At miste et arbejde
- Misbrug
- At blive ramt af stress, angst, depression
- Konflikter i familien
- Økonomiske problemer
Indsæt selv din egen ting her. Den slags ting er straks sværere.
Og de store ting var den slags ting, vi talte om i gruppen. Ikke fordi vi ikke hellere ville have talt om små hyggelige ting som opskrifter på muffins, og hvordan vores børn nu igen var vokset ud af tøjet. Men fordi vi alle havde brug for at gøre noget drastisk for at få fast grund under fødderne, så en svær livssituation ikke væltede os helt omkuld.
Gør noget drastisk: vær dig selv
Det er faktisk en rimeligt drastisk i sig selv for mange mennesker at sætte sig ned omkring et bord med en flok ganske almindelige fremmede mennesker og være hudløst ærlige. Det er langt sværere at vise vores sårbare sider end faldskærmsudspring, ultraløb og sangkonkurrencer.
Det var et enormt skridt for mig, da jeg selv tog det for nu mange år siden. Jeg var midt i 20’erne dengang og havde ikke lært den form for åbenhed. Det var ét af mine første skridt hen mod ganske enkelt at være mig selv blandt andre mennesker, og det er den evne, jeg tilskriver min sindsro og min styrke i det omfang jeg besidder den i dag..
Ikke min lange universitetsuddannelse i psykologi eller min terapeutiske efteruddannelse. Heller ikke de terapeutiske forløb, stakkevis af bøger eller fantastiske seminarer og kurser jeg har haft mulighed for at deltage i med nogle af verdens (efter min mening) klogeste mennesker. Selvom det unægteligt også har givet mig meget.
Nej. Min styrke og ro blev grundlagt, da jeg fik transporteret mig selv hen til et sted, hvor jeg kunne sætte mig omkring et bord med en flok almindelige mennesker i et kedeligt og koldt lokale med ucharmerende lysstofrør i loftet og bare tale om, hvordan jeg rent faktisk har det og lære noget om, hvordan man lever med ting, der er svære.
Det gør man blandt andet ved at sige tingene højt og dele sorger og glæder med andre mennesker, skulle jeg hilse og sige.
Gør noget endnu mere drastisk: acceptér det der er svært
Noget andet drastisk at praktisere for de fleste af os, udover at være ærlige og være os selv, er accept.
Accept virker ellers som en meget tilforladelig ting. Før i tiden forestillede jeg mig, at den ultimative accept måtte komme til mig, når jeg sad på en bjergtop og mediterede et sted i solnedgangen på min årlige retræte eller måske bare på en tur i skoven.
Not so! De kvantespring, jeg selv har taget, når det gælder accept, har altid været på de mest rædselsfulde og på alle måder uacceptable tidspunkter i mit liv.
Og det giver jo egentlig meget god mening, ikke? Det er jo nemt nok at acceptere tingenes tilstand, når det hele går nogenlunde. Men det glemmer vi. Når krisen virkelig kradser har jeg det i hvert fald med at tænke, at jeg kan acceptere alt andet end lige netop dette.
Jeg har haft den tvivlsomme fornøjelse i mit eget liv at være tvunget til at lære en del om, hvordan accept faktisk fungerer. Og det er der mange af os, der har. Hvis du som mig har måttet acceptere svære ting i dit liv, så ved du også, at accept er alt andet end en mental øvelse, hvor man bare lige let og elegant siger til sig selv, at man accepterer tingenes tilstand.
Vi prøver selvfølgelig at springe over, hvor gærdet er lavest og lade som om – indadtil og udadtil – at vi har accepteret tingene fuldt ud. Men som regel har vi bare gang i en intellektuel overspringshandling.
Og det er også ok. Der starter accept som regel, men dyb accept er først og fremmest en følelsesmæssig proces, som gør ondt. Der er en grund til, at vi har modstand mod at acceptere noget. Det er fordi, det er svært og som regel medfører både frygt, sorg og smerte før vi kommer videre til den mere spændende del af accepten – nemlig sindsro og glæde.
Så hvordan gør man det? 4 Refleksioner
Hvordan accepterer man ting, der er svære? I mit personlige og faglige arbejde med accept er der ting, jeg altid husker mig selv på, og det har over årene hjulpet mig til en større accept. Her er 4 af de vigtigste.
1. Alt forandrer sig
Alt forandrer sig. I buddhismen er en af de grundlæggende sandheder om eksistensen, at alt forandrer sig. Vi mennesker, universet, naturen. Alt!
Det kan godt betale sig at reflektere lidt over.
Hvis du erkender denne sandhed – at alt forandrer sig – bliver det i mange tilfælde nemmere at acceptere de forandringer og tab, du oplever. Ikke fordi det gør mindre ondt, men fordi du holder op med at kæmpe imod virkeligheden, som den er.
At alt forandrer sig betyder også, at hvis du er i en meget svær situation lige nu på indersiden eller ydersiden af dit liv, så er der al grund til at huske, at også det vil forandre sig. Selvom du måske er i stor sorg, forvirring eller smerte lige nu, så kommer det til at forandre sig. Fordi alt forandrer sig.
2. Vend tilbage til virkeligheden
Mange af os befinder os i vores tanker og idéer om en situation, mere end vi befinder os i virkeligheden. Med andre ord bruger vi ofte ufattelige mængder af tid og energi på at bekymre os om fremtiden og gruble over fortiden. Bekymringer og grublerier er ikke virkeligheden – det er bare tanker.
Derfor er det vigtigt at vende tilbage til virkeligheden, når bekymringerne tager over. Det gør du ved at fokusere på din krop, på dine omgivelser. Oplev det nuværende øjeblik igennem din krop og dine sanser i stedet for gennem dine tanker.
Du vil opleve, at du er ok lige nu. Og derfor bliver dit situation også meget nemmere at acceptere.
3 Drop modstanden mod tingene som de er
En kæmpe del af de problemer vi oplever, har vi fordi vi har modstand mod virkeligheden som den er.
Det kan godt være, du tænker, at det virker vanvittigt IKKE at have modstand mod virkeligheden, som den er, hvis du lige nu befinder dig i en svær situation, som alle kan blive enige om er uacceptabel.
Ikke desto mindre er det virkeligheden. Meget af tiden prøver du at få virkeligheden til at samarbejde i forhold til de idéer du har om, hvordan den skal være. Det er en kamp, du er dømt til at tabe. Du bliver nødt til at samarbejde med livet, som det alligevel er, så du ikke spilder kostbar tid og energi på ting, du ikke kan ændre.
Modsat, hvad man skulle tro, så giver et samarbejde med virkeligheden som den er – din indre følelsemæssige virkelighed, din krops tilstand, dine ydre omstændigheder – en kæmpe power, når det kommer til at handle og forandre ting. På indersiden og ydersiden. Der er en slags yin-og-yang-dynamik på spil her, der handler om, at når du går med livets flow, er der stort set ingen grænser for, hvad du kan udrette.
Så drop idéen om, at du gør en forskel ved stædigt at holde fast i din modstand. Det eneste der sker er, at du bremser din egen handlekraft. Selv bruger jeg ofte sindsrobønnen som en hjælp.
4 De to vinger af accept
Tara Brach er klinisk psykolog og buddhistisk meditationslærer. Hendes bog Radical Acceptance er noget nær min bibel, når det gælder accept. Hun beskriver, hvordan vi kan acceptere ting ved at anvende de to vinger af accept. De to vinger er: a) en evne til at se tingene klart og som de er og b) dernæst at at give os selv og det vi gerne vil acceptere venlighed og medfølelse.
Venlighed og medfølelse er nøglen. Hvis du fordømmer dig selv, andre eller verden, så lukker du af og kommer aldrig frem til ægte accept. Med venlighed og en mild tilgang giver du dig selv lov til at sørge, hvis det er det der skal til. Og det er det ofte med de store ting. Måske én gang for alle eller ind imellem, når det dukker op.
Det paradoksale med accept…
Som jeg begyndte med at sige: accept er nemt i teorien og svært i praksis.
Og dog. Min erfaring er, at livet i hvet fald er en hel del nemmere, når man lærer at acceptere ting, der ikke kan ændres. Uanset om du står i en sitation, du kan ændre eller ej er det min erfaring, at accept altid er første skridt. I mange tilfælde vil næste skridt så være at handle på en hensigtsmæssig måde.
Accept har ikke noget at gøre med at have en laissez-faire holdning til livet. Tværtimod. Dyb accept gør os i stand til at se virkeligheden i øjnene frem for at benægte den. Hvis du fx lige nu er ramt af alvorlig stress, kan jeg garantere dig, at det at acceptere det fuldt ud og derfor koncentrere dig om at gøre hvad du kan, for at du kan komme dig i krop, sind og ånd.
Personligt har jeg erfaret, at det at acceptere hvordan visse oplevelser har mærket mig og mit nervesystem er nødvendigt, hvis jeg skal hele mit nervesystem. I en periode havde jeg svært ved at acceptere de følger jeg har efter at have stået med mit barn med meget langvarige og livstruende epileptiske anfald. Jeg er ikke alene. Omkring 30 % af forældre til børn med epilepsi har tegn på PTSD eller andet.
Min tilgang var noget med at det nok gik over med tiden hvis jeg bare sørgede for at komme op på hesten. Jeg havde det sådan, at det her, det skulle ikke ødelægge mit liv, mit arbejdsliv eller min evne til at være mor eller partner. Jeg ved meget om, hvad der skal til for at hele angst og stress. Men den her slags traumer er jo en særlig form for stress, og jeg blev nødt til at erkende, at jeg var mærket og at det ikke bare gik væk. Det skulle til, før jeg kunne begynde at handle på at få den rette hjælp.
Jeg tror det er sådan med os, at vi føler, problemet bliver større hvis vi accepterer, at det findes og hvis vi siger det højt. Det er derfor vi fortier ting, fornægter ting og bevidst eller ubevidst nægter at se virkeligheden i øjnene.
Men det er faktisk muligt – og dybt nødvendigt at acceptere selv helt uacceptable ting.
Det betyder ikke, at du ikke gør noget eller at du tillader uacceptabel adfærd fra andre. Det betyder heller ikke at du nogensinde ser et andet menneske igen, hvis vedkommende har gjort noget uacceptabelt.
Det betyder bare, at du ser virkeligheden i øjnene, så du kan stille noget konstruktivt op med det liv, du nu engang har fået.
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
Tilmeld:
Kærlig hilsen
