Slow living 1 / Rengøringsplanen + 5 andre ting, der giver mig mere tid i weekenden

Savner du også at slappe af i weekenden? For nogle måneder siden gik det op for mig, at jeg gerne ville have mere tid i weekenden og færre praktiske gøremål. Og det gik bl.a. op for mig, at min tilgang til rengøring ikke er fulgt med mit liv.

Det førte til opdagelsen af rengøringsplanen, som har gjort en stor forskel i vores familie, og ikke mindst har den givet os mere ro i weekenden. I denne episode deler jeg, hvad den rengøringsplan går ud på, og jeg deler desuden 5 andre ting, der har hjulpet mig (som du kan se på listen længere nede).

Dette bliver begyndelsen på en lille serie af podcastepisoder om langsomhed og slow living. Håber I vil tage godt imod den!



6 ting, der giver mig tid til at lade op i weekenden

Her finder du listen over de 6 ting, jeg nævner i podcastepisoden samt links til de ting, jeg nævner undervejs.

Husk også, at dette kan tilpasses til dit liv og din rytme. Nogle af os kan lide at slappe af i weekenden. Måske arbejder du i weekenden eller kan godt lide at ordne praktiske ting, når du har fri – alle er forskellige. Det vigtige er, at der er tidspunkter, hvor du nyder livet og slapper af og står af hamsterhjulet for en stund. Det har alle brug for.

1: Rengøringsplanen

I stedet for at gøre rent på én gang i weekenden, har vi fået en rengøringsplan, hvor vi gør lidt rent hver dag mandag til torsdag. Når vi rydder op og gør rent ca. en halv time hver dag, er huset altid nogenlunde rent og ordentligt. Nogle rum bliver gjort rent hver uge – andre ting står på en liste, der skal ordnes sjældnere. Det er ikke fordi, vi aldrig gør rent i weekenden, men det har frigivet langt mere tid.

I det hele taget har jeg lært at dele store gøremål op i mindre bidder. I episoden nævner jeg bogen Bird by Bird af Anne Lamotte, hvor hun beskriver samme tilgang til det at skrive noget stort og overvældende. Vi kan skrive om én ting ad gangen og behøver ikke forholde os til hele projektet på én gang.

Herunder ser du et billede af vores nuværende rengøringsplan. Nogle uger holder vi os til den – ofte ikke helt. Men næste mandag kan vi så komme tilbage på sporet.


2: Træningstilgangen

Jeg har ændret min tilgang til træning, så jeg i stedet for at træne 2-3 gange om ugen i længere tid, tilstræber at træne og bevæge mig 30 minutter alle hverdage. Det betyder, at jeg er inde i en fast daglig rutine, der ikke er så tidskrævende, men til gengæld nemmere at holde fast i, fordi det er hver dag.

Jeg er ikke i maratonform, men jeg er ved at være i almindelig god hverdagsform. “Træning” er for mig bevægelse, hvor jeg får sved på panden eller godt gang i kroppen. Det kan være:

  • cardio-, mobilitets- eller styrketræning med kettlebells i fitnesscenteret
  • poweryoga, pilates eller tramplintræning derhjemme på stuegulvet
  • tennis (som jeg er begyndt at gå til)
  • en powerwalk eller cykeltur i skoven

I podcasten nævner jeg min favorit yoga-app Yoga with Kassandra og mine to gratis trænings-apps Seven og Nike Training Club (links til Apples appstore, men de findes også til Android).

3: Notesbogen til planlægning

Jeg har i tidligere episoder talt om planlægning, og hvorfor jeg bruger en gammeldags notesbog til planlægning og prioritering. Jeg bruger en forenklet version af bullet journal-metoden, og har lavet et kort videobaseret kursus i stressfri planlægning, som mange er glade for.

Om fredagen bruger jeg en stund med min notesbog, hvor jeg:

  • kigger på ugen der gik og fejrer de ting, jeg nåede
  • får overblik over alt det, jeg ikke nåede og parkerer løse ender
  • skriver uløste problemer og hængepartier ned på en liste, så de er nemme at finde mandag
  • planlægger næste uge, så jeg ved, hvad jeg skal fokusere på mandag

Det giver ro i sjælen, og folk der kender mig godt ved, at jeg sværger til mine notesbøger for at få mit arbejde og mit liv til at fungere.


4: Weekendmantraet

Mit weekendmantra er: “Hvad vil jeg nyde i dag?”.

I hverdagen kommer dagen ofte til at handle om at nå en hel masse. Der er også ting, vi skal nå i weekenden, men her vil jeg gerne have fokus på nydelse og nærvær – ellers bliver der aldrig tid til at slappe af.

Kvaliteten af vores tid har meget at gøre med vores evne til nærvær og evne til at nyde livet her og nu. Og måske kan det også være et springbræt til at spørge dig selv, hvad du egentligt nyder og slapper af med. Måske har du helt glemt det!


5: Sig nej

Hvis du har for travlt i weekenden og mangler tid til at lade op, skal du måske lære at sige nej til mere. Mange af os (især kvinder) har svært ved at sige nej til andre, fordi vi er bange for at skuffe og svigte.

Sandheden er dog, at hver gang, du siger ja, siger du nej til noget andet. Og omvendt, når du siger nej, bliver der plads til at sige ja til andre ting, som fx mere ro og tid i weekenden til de ting, du har lyst til.

Måske skal du sige nej til:

  • familiefester eller afkorte besøg
  • at hjælpe andre, hvis du har mere brug for tiden til noget andet
  • at gøre ting for dine børn, de skal lære at gøre selv
  • dit arbejde, hvis de forventer, du arbejder i weekenden
  • dig selv, hvis du har dårlige skærmvaner eller har svært ved at holde fri

Det er dog nemmere sagt end gjort at sige nej. Det siger jeg mere om i denne episode om at sige nej og denne om at sætte grænser.


6: Weekendanalysen

Den sidste ting på listen kalder jeg “weekendanalysen” i mangel af et bedre ord. Med det mener jeg, at du kan bruge din weekend på at overveje, hvad der stresser og fylder i dit liv og stjæler din ro.

Måske er der ting, du på sigt skal ændre, så du får bedre rammer i hverdagen. Hvis du har alt for travlt eller lever med store uløste problemer eller konflikter, så kan det godt betale sig at få lidt perspektiv på dit liv og ændre nogle grundlæggende ting.

Som eksempel er det gået op for os, at vi har et meget krævende hus og især også en meget tidskrævende have, som vi har brugt uendelige mængder tid i og ikke nødvendigvis har tid og energi til fremover. Vi ved ikke, hvad vi skal stille op, men det er en vigtig erkendelse. Måske har du på samme måde nogle ting i dit arbejdsliv eller dit privatliv, hvor du kan mærke, du ikke lever i overensstemmelse med dine værdier.

Afsæt tid en weekend og få overblik og mærk efter, hvordan du egentligt gerne vil leve dit liv i hverdagen og i weekenden. Det er første skridt til forandring.


Kærlig hilsen

Birgitte Sølvstein