fbpx

Vandpsykologi: Havmeditation, morgenbad og velgørenhed

Velkommen til denne podcastepisode (som du finder på skrift længere nede), hvor jeg giver dig 3 tips til, hvordan du kan bruge vand til at nedbringe stress og komme i bedre humør. Det skal handle om havmeditation og andet godt!

Vandpsykologi: Havmeditation, morgenbad og velgørenhed

I episoden kommer jeg ind på

  • 3 konkrete tips til at bruge vand til at øge din psykologiske trivsel
  • Hvorfor jeg har hængt et billede af havet op over mit datters seng
  • Hvilken form for meditation jeg især har glæde af
  • Og andre spændende ting:)

Lyt til episoden her:

Link til charity: water

Lyt til et interview  med charity: waters grundlægger Scott Harrison lige her.

Mit blogindlæg om havbad

Havmeditation og andre gode vandpsykologiske tips

Følgende er podcastepisoden på skrift

Dagens indlæg er dedikeret til elementet vand,.Vandpsykologi er nok ikke lige den mest kendte gren af psykologien, men i dag vil jeg lære dig om vandpsykologi. Jeg kommer til at vise dig tre måder, du kan bruge vand på, som vil mindske stress og som vil gøre dig sundere og gøre dig i godt humør – det handler om havmeditation og andre gode ting:)

Hvis man kender mig som psykolog, så ved man, at jeg bruger naturen i mit arbejde. Jeg har et onlinebaseret forløb for stresramte, hvor vi har et helt modul med naturterapeutiske teknikker, som deltagerne er helt vilde med (og det er jeg også selv!)

Naturen hjælper mange, der er ramt af stress, og  den virker når det kommer til stress. Mange fortæller, hvordan de bliver meget rørte og overraskede over, hvor meget de har savnet naturen og hvad den er kommet til at betyde.

 

1. Havmeditation

Den første metode er havmeditation. Jeg er ved havet lige nu, og jeg elsker at kigge ud over havet. Der er noget over det her med at kigge ud over havet i længere tid, der gør noget ved sindet.

Havets blå farver påvirker din hjerne og resten af din krop positivt ,og det at have en vid horisont at kigge ud over, beroligende for os. Havmeditation kan være at sidde eller stå ved havet og bare kigge ud over det. Kigge på bølgerne, kigge på horisonten, lytte til mågerne osv.

Da jeg skulle indrette min lille datter Leas værelse her for nylig (fordi hun fik et “nyt” værelse i fødselsdagsgave), købte jeg et ret stort billede af et hav, og det hænger over hendes seng. Jeg tror, jeg købte det, fordi jeg har sådan en trang til, at hun får havet ind under huden, selvom hun ikke lige bor i nærheden af havet.

En anden måde, du kan meditere ved havet på er ved at lukke øjnene og lytte til havet. Du kan finde havlyd på Youtube, men det bedste er selvfølgelig det rigtige hav. Jeg har tænkt mig senere i dag og gå ned i klitterne og finde et sted, hvor der er nogenlunde læ og så lave en havmeditation på havets lyd. For mig personligt har meditation på lyde altid været noget af det, der har åbnet min bevidsthed mest og fået mine tanker til at falde til ro.

Hvis du har brug for at meditere på vand, der er lidt mere roligt, så overvej om det skal være en bæk eller en sø eller en fjord. Havet kan godt være ret voldsomt og der er en forskellig stemning alt efter, hvilken slags vand du opholder dig ved.

2. Morgenbad

Best case scenarie, så bader du i saltvand hver morgen eller i hvert fald jævnligt, hvis det står til mig. Et af mine første blogindlæg handler om Naturterapi i Thy og især om havbad. I det blogindlæg giver jeg en grundig instruktion i havbad og forklarer præcis, hvad der sker med kroppen, når du havbader (og det er ikke småting).

Det øjeblik, dit ansigt er under vand, så aktiveres det der er blevet kaldt The master switch of life. Det er sådan en slags “hovedafbryder”, du har i kroppen, og det får din puls til at blive langsommere og på mange måder går kroppen ind i en meditativ tilstand.

Jo dybere og længere, du dykker, jo større vil forandringerne være, men et ganske almindeligt havbad på et par minutter vil også have en effekt. Dit hjerte, din hjerne og dine organer bliver påvirket for at kompensere for trykket under vand. Man skal ikke gøre noget – kroppen gør det helt af sig selv. Desuden udskilles endorfiner  – et naturligt morfinlignende stof – som løfter humøret.

Noget andet, du kan gøre, og som jeg også tit gør, (hvis du ikke lige bor tæt ved havet eller hvis et havbad bare virker alt for uoverskueligt) det er at tage et koldt bad under din bruser derhjemme om morgenen. Hvis du heller ikke kan overskue et koldt bad under bruseren, så kan du som minimum udøve vandpsykologi ved at drikke et glas koldt vand som det allerførste om morgenen.

Det kunne man måske kalde sådan et slags indre bad,  og det er en god idé, fordi du for det første sveder masser af væske ud om natten, (faktisk halvanden liter hvis du sover varmt), og for det andet så er det bare vigtigt for din hjerne og resten af din krop at være hydreret.

Hvis du er bare lidt dehydreret, så påvirker det din hjerne, dine følelser og dine tanker. Så drop kaffen som det første (kaffe dehydrerer dig) og drik i stedet for et stort glas koldt vand  for lige at vække kroppen og få god energi i begyndelsen af dagen.

3. Giv rent drikkevand til andre

Sidste ting er lidt i en anden boldgade, det handler nemlig om at give rent vand til andre

At gøre noget godt for andre er noget af det bedste, du kan gøre for selv at få det godt. Især hvis du gør det bare for at gøre det og ikke for at få tak eller anerkendelse tilbage.

Der er mange måder, man kan give noget på, og faktisk så vil jeg mene at de små gode gerninger i hverdagen er de bedste. I anledning af, at det er vandpsykolgi, det handler om i dag, så vil jeg fortælle om den velgørenehdsorganistation jeg selv giver et beløb til hver måned. Den hedder charity: water.  Jeg giver en del af overskuddet fra min virksomhed, og mine børn giver også en del af deres lommepenge til charity:water. Charity:water er en organistation der sørger for at give folk rent drikkevand rundt omkring i verden.

Og hvorfor har jeg valgt lige præcis den charity? Det har jeg, fordi adgang til rent drikkevand betyder meget for kvinderne og pigerne i de områder, hvor der er langt til vand. Det er nemlig dem der henter vand, og når de ikke længere skal hente vand langt væk, så kan de bruge dagen på at gå i skole eller andet, der til gengæld hæver familiens levestandard. Der er meget, der tyder på, at den bedste måde at hjælpe 3. verdens lande på er ved at hjælpe kvinderne igang med et godt arbejde eller uddannelse.

Noget andet er, at jeg synes det er meget håndgribeligt for børnene, at de er med til at give rent vand til de børn, der ikke har, og charity: water er super gode til at sende videoer og andet ud, som man så kan se sammen med børnene.

Nu vil jeg snart ned til havet. Jeg håber du blev inspireret til selv at tage til vandet i dag eller praktisere vandpsykologi på en eller anden anden måde:)

Kærlig hilsen

Birgitte Sølvstein

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.