Shakespeare-komplekset og hvad HjerneMadsen lærte mig om selvtillid og at tackle frygt for, hvad andre tænker

Har du nogensinde haft følelsen af, at du ikke helt er så dygtig, som andre tror – og at det kun er et spørgsmål om tid, før du bliver afsløret?

I dag handler podcasten om selvtillid og dét, man på engelsk kalder impostor syndrome. Det beskriver den indre kamp, hvor vi har svært ved at føle os lige så kompetente, som omverdenen ser os. Måske får vi gode karakterer eller klarer os godt på arbejdet, men alligevel sniger tanken sig ind: “Hvornår bliver jeg mon gennemskuet?”

I episoden kommer jeg bl.a. ind på:

  • Hvorfor vores vurdering af egne evner ikke altid stemmer overens med virkeligheden
  • Impostor-paradokset: at det oftest er dem, der er mest kompetente, der også tvivler mest på egne evner
  • Dén drøm, der fik mig til at kalde dette problem for Shakespeare-komplekset i mit eget liv
  • Hvorfor det kan være selvcentreret at fokusere for meget på vores egne evner
  • Lidt om at være verdensvendt i stedet for at sætte os selv i centrum
  • Da jeg scrollede på Instagram og øjeblikkeligt blev fanget i sammenligningsræset

… og ikke mindst hvordan vi kan slippe ud af disse tankemønstre og i stedet bruge vores energi på noget sjovt og meningsfuldt!

Peter Lund Madsen har lært mig meget om at tackle min egen frygt for, hvad andre tænker

Udover at dykke ned i impostor-følelsen, deler jeg også nogle af de indsigter, jeg har fået fra Peter Lund Madsen – både gennem mine to gange som medvirkende i Hjernekassen (Stress-Sygemeldinger og Handicapforældre) og fra hans to bøger (Når børn og unge får angst og Frihedens Pris). Vi har desværre mistet ham alt for tidligt, men ved at læse hans bøger og interviews med ham, har han bl.a. lært mig:

  • At blive bevidst om, hvilke historier jeg fortæller mig selv om, hvad jeg kan og ikke kan
  • At dét at søge relationer, der ikke er baseret på perfektion, men på ægte interesse og nærvær, kan være med til at skabe mere mening og mindre selvkritik
  • At de evige spekulationer om, hvorvidt man er ‘normal’ i virkeligheden er spild af tid
  • At selvom disse tanker følger én i barndommen og ungdommen, behøver de ikke være styrende resten af livet

Lyt til episoden herunder:


Blev du inspireret?

Jeg har lavet flere episoder, som handler om selvtillid, selvkritik og perfektionisme. Du finder nogle af dem her:

Kærlig hilsen

Birgitte Sølvstein